Don't

Det er nu 1 år siden at Bethany MaClaud's liv blev til et stort helvede... Et år siden at hun mistede hele hendes familie. Hendes forældre, tvillingesøster og lillebror. Alt hvad hun nogensinde havde følt sig tryk ved mistede hun på en enkel aften! Bethany havde besluttet at hun aldrig ville elske nogen igen! Men bliver det et løfte hun kan holde? Vil den nye dreng på skolen få hende til at open sig op igen eller få hende til at trække sig indnu mere ind i sig selv? Få svaret i Don't

2Likes
3Kommentarer
203Visninger
AA

1. >> Flashback <<

FAR gider du ikke holde mund, vi er ligesom ikke de eneste på denne her restaurant" snerre jeg mens jeg prøver at se alvorlig ud " Der er vist en der er blevet en rigtig teenager og jeg ville da bare synge en fødselsdags sang for Annica og dig. Man fylder kun14 en gang i livet" små griner min far. No shit far tænker jeg men undlader at sige det højt" Så Paul nu skal du lade vær med at drille Beth på hendes fødselsdag" siger min mor "HEEY det ligesom også min fødselsdag" udbryder min møg  irriterende tvillingesøster Annica "slap dog af egotrippe" vrisser jeg af Annica "Så slapper i vist begge to af unge damer!" siger mor i en bestemt tone "Ej Matt din grisebasse" udbryder far pludseligt. Vi kigger alle sammen ned på min dejlige lillebror Matt. Han har fået sin isdessert i hele ansigtet og nu sidder han med sine flyveøre og smiler over hele ansigtet. Vi begynder alle sammen at grine af ham og så er det gode humør er tilbage.

 

"Når har så ellers haft en godt fødselsdag indtil videre?" spørger mor mens vender sig om og kigger på os oppe fra forsædet og far lytter interesseret med "Ja det har jeg! Der er sygt mange der har skrevet tillykke og lagt grimme billeder op af mig på facebook!!" skynder Annica sig at sige mens jeg kigger ud af vinduet og høre ikke rigtigt efter da jeg ikke lige kan overskue at høre på Annica fortælle om hvor så mange flere venner hun åbenbart har end mig. Jeg fatter ikke hvorfor Annica har så mange venner for hun skide irriterende og pisse barnlig! Jeg når ikke at sige noget før lastbilen brager ind i hos.

Jeg kan ikke mærke noget, det gør ikke ondt! Alt er helt følelsesløst. Min øjenlåg er tunge og jeg kæmper med at holde dem oppe. Jeg kigger over på Annica, hun trækker ikke vejret og jeg går i panik! Kæmper alt hvad jeg kan for at bevæge mig men alt er stadigvæk helt følelsesløst. Tåren begynder trille ned af mine kinder! Hvorfor skal jeg være så svag? Hvorfor kan jeg ikke bare bevæge mig hen til Annica ruske hende? Redde hende! Hvis hun dør nu vil det alt sammen være min skyld, jeg lod hende dø fordi at jeg var for svag! Det sidste jeg høre før min øjenlåg falder i er er sirenerne der kommer nærmere...

 

Haaay guuys!

Lige til mit forsvar så er dette min første movellas ever sååå don't judge me...

Smid gerne et like hvis i kan lide den <3 Skriv oså gerne en kommentar, jeg tager imod ris og ros <3 <3

Kapitlet blev heller ikke så langt dsv <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...