I will always be Lost

Historien kommer til at handler om kærlighed, omsorg og Tillid. Hvad nu hvis, dine forældre døde i en biluheld, og blev passet af din bror. Som er blevet berømt og bruger alt sin tid på karriere. Sådan lever jeg Lea Que. Et liv uden forældre, venner osv. En dag på skolen støder jeg ind i en drengen Harry Styles, som vil ændre mit syn på alting. Uddrag fra Bogen: Lea synsvinkel: Jeg vågnede ved at nogle bankede på en dør. Jeg åbnede stille øjnene og så jeg var hjemme. Jeg var på hospitalet før.. Hvorfor er jeg så hjemme? Det bankede på døren igen. Jeg trak dynen af mig og så jeg var i nattøj. Jeg gik hen til døren og ventede på det ville banke på igen. Efter få sekunder bankede det på døren. Jeg tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren langsom. En fyr med brunt krøllede hår og grønne øjne stod der. Først nu så jeg det var Harry. ” I used to think that I was better alone” -Lea Que Læs med i I will always be Lost. *Skrev denne historie som 13 årig! :D* **Denne historie er færdig!**

36Likes
14Kommentarer
3723Visninger
AA

6. Kapitel 4.

Jeg kigger rundt omkring mig, stadig på mit værelse. Jeg sætter mig på kanten af sengen, og tog en dyb indånding. Hvorfor var Harry med i drømmen?  Rolig nu Lea. Det var kun en drøm. Jeg finder min mobil, klokken er kun 3 om natten. Jeg går over i mod mit skivebord, hvor der står et billede med mine forældre.

 

Det var på dagen de døde…

 

Vi havde lige haft en perfekt dag med familien. Men om aften skulle de på ferie. Josh og jeg blev hjemme da vi synes det skulle være en ’børnefri’ ferie. De havde planlagt og køre til København om aften, da min far godt kunne lide at køre i bil om natten. De tog afsted efter vi havde spist aftensmad. Josh og jeg hyggede os indtil telefonen begyndte at ringe. Josh tog den, han så helt chokeret ud. ”Hvad er der sket?” halvråbte han. Jeg troede det var Josh kæreste Emily. Tro det eller ej, han havde en kæreste indtil han slog op. Spørg mig ikke hvorfor. Josh lagde på og tog min hånd. ”Lea kom” sagde han. Jeg kunne se at en tåre trillede ned af hans kinder. Jeg stoppede op. Josh kiggede på mig. ”Josh, hvad er der galt?” spurgte jeg. Josh kiggede på mig med tårer i øjne. Han tog min hånd og nussede den. ”Mor og far er på hospitalet!” sagde han. Hvad, hvordan? Jeg kunne slet ikke tænke klart. Josh tog min hånd og ringede efter en taxa.

 

Vi sad på hospitalet i flere timer. Ingen lærer var kommet hen til os. Vi sad bare på gangen og ventede på svar. Lige pludseligt kom en kvindelig læge og sagde ”Mr. Que og Mrs. Que” Vi rejste os op og gik med hende til et rum. Da vi var kommet ind i rummet, satte vi os på nogle stole. Mine tanker fløj rundt omkring indtil Josh begyndte at tale. ”Er de i live?” spurgte han. Den kvindelig læge kiggede på mig, med et sørgeligt blik. Hvad skulle det lige betyde? Jeres forældre er døde.” sagde hun og kiggede på Josh. Jeg kunne mærke mine kinder blev våde. Jeg kiggede over på Josh, sad og græd. Den kvindelige læge gik over til mig og lagde sin hånd på min ryg. ”Det gør mig ondt.” sagde hun og flugte os hen til vores forældre. Så vi kunne sige det sidste farvel til dem.

 

Vi kom ind i rummet. At se mine forældre døde gjorde ondt. Jeg gik over til min mor og tog hende hånd i min. ”Mor, far. Kom tilbage!” sagde jeg og græd.

 

***

 

Klokken ringede ind til time. Jeg smækkede lågen til skabet, og begyndte at gå ud mod udgangen.  Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg skulle væk fra alting.

 

 

Harry synsvinkel

 

Jeg hørte en der smækkede med skabet. Jeg havde ikke skab særligt langt fra Lea. Jeg kiggede over mod Leas skab. Jeg kunne se Lea var på vej væk. Jeg låste mit skab og løb efter hende. Hun kiggede sig tilbage og så på mig. Men hun kiggede hurtigt den anden vej, og satte farten op. Denne gang vil jeg løbe efter hende. Uanset hvad der skulle til. Jeg ville vide hvorfor jeg skulle holde mig væk fra hende. Hun havde ikke svaret på min besked i går. Så der må være et eller andet galt. Men spørgsmålet er bare hvad.

 

***

 

Lea synsvinkel


Jeg havde løbet i 40 minutter og Harry løb efter mig. Nu stod jeg på en klippe ud til vandet. Jeg kiggede ned og der var 40 meter ned til vandet. Hvis man sprang der ned, døde man (pga.)strømmen. Jeg gik ud til kanten og gjorde klar til at springe. Jeg kiggede tilbage og så Harry stod der, forpustet. ”Hvad er det du gør, Lea?” råbte Harry. Jeg vente mig og kiggede på ham. ”Hold dig væk, fra mig!” svarede jeg. Harry gik et skridt tættere på mig, og rakte en hånd mod mig. ”Hold dig væk!” råbte jeg og trådte lidt længere ud mod kanten. ”Hvorfor skal jeg det?” Råbte han og tog sin hånd til sig. Hvorfor ville han stoppe mig? Ingen kan lide mig. ”Hold dig væk!” råbte jeg højre. Han trådte et skridt tættere på og jeg trådte et skridt tilbage. Jorden forsvandt under mig og jeg begyndte at falde ned af. Men Harry tog fat i min hånd. Så jeg hang ud over kanten. ”Gi’ slip på mig!” råbte jeg. Han holdte stadig fast i mig. Hvorfor ville han ikke give slip? Han begyndte at trække mig op. Hvorfor gør han det? Jeg kunne mærke jorden ramme min mave. Han trak mig væk fra kanten, og satte sig ned på jorden. Jeg rejste mig op men Harry tog fat i mit håndled. Jeg kiggede på ham. ”Hvorfor gør du det her?” spurgte han. Gad vide hvorfor. Jeg svarede ham ikke og begyndte at gå, men jeg havde glemt at han havde stadig fast i mit håndled. ”Lea! Hvad gør jeg forkert?” spurgte han. Jeg kiggede ud på kanten. Jeg åbnede munden, men der kom intet ud. Jeg kiggede tilbage på Harry og så det blå mærke som var der stadig væk. Lea, hvor er du dum! Han fik det i går!

 

Harry rejste sig op og tog i min anden hånd. ”Hvad er der galt Lea?” spurgte han og kiggede mig dybt i øjnene. Skulle jeg fortælle ham det? Kan jeg stole på ham? ”Lea du kan stole på mig” sagde han og nussede min ene hånd. Er han tankelæser? Jeg kiggede ud på kanten igen. ”Lea, hvad er der galt?” spurgte han. Kan han ikke bare holde sin mund? Jeg åbnede munden ”Harry, lad mig være. Jeg har ikke brug for hjælp.” sagde jeg og prøvede at gå min vej men han ville ikke lade mig gå. 

 

Harry synsvinkel

 

”Lea, du kan stole på mig. Uanset hvad siger jeg intet.” sagde jeg med en seriøs stemme. Hun kan altid stole på mig. Hun kiggede underligt på mig. ”Kan jeg stole på dig 110 %?” spurgte hun, og kiggede på mine hænder som holdte om hendes. ”Du kan stole på mig.” sagde jeg. Hun kiggede på mig og sendte et smil. Jeg gav slip på hendes hænder. Hvilket jeg aldrig skulle ha gjort..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...