I will always be Lost

Historien kommer til at handler om kærlighed, omsorg og Tillid. Hvad nu hvis, dine forældre døde i en biluheld, og blev passet af din bror. Som er blevet berømt og bruger alt sin tid på karriere. Sådan lever jeg Lea Que. Et liv uden forældre, venner osv. En dag på skolen støder jeg ind i en drengen Harry Styles, som vil ændre mit syn på alting. Uddrag fra Bogen: Lea synsvinkel: Jeg vågnede ved at nogle bankede på en dør. Jeg åbnede stille øjnene og så jeg var hjemme. Jeg var på hospitalet før.. Hvorfor er jeg så hjemme? Det bankede på døren igen. Jeg trak dynen af mig og så jeg var i nattøj. Jeg gik hen til døren og ventede på det ville banke på igen. Efter få sekunder bankede det på døren. Jeg tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren langsom. En fyr med brunt krøllede hår og grønne øjne stod der. Først nu så jeg det var Harry. ” I used to think that I was better alone” -Lea Que Læs med i I will always be Lost. *Skrev denne historie som 13 årig! :D* **Denne historie er færdig!**

36Likes
14Kommentarer
3714Visninger
AA

3. Kapitel 1.

Lea synsvinkel

 

Jeg sad i klasseværelset og kiggede ud af vinduet. Regndråber der glider ned af vinduet og forsvinder, kommer der nye dråber til.

 

”Lea!” sagde min lære Mr. Jones og bankede hårdt ned i bordet. 

 

Først nu kom jeg af mine tanker og kiggede på ham. ”Kan du fortælle hvad jeg lige har sagt?” spurgte han mig. ”Nej, det kan jeg ikke” sagde jeg og kiggede ned i bordet. ”Følg bedre med hvis du ikke skal blive smidt ud af skolen” sagde han og jeg nåede ikke at sige noget før min kind gjorde vildt ondt. Han havde givet mig en lussing. I gennem hele mit skoleliv har jeg fået utallige lussinger af min lære. De fleste kom fra Mr. Jones, og han slog hårde hver gang jeg fik en. Jeg tog mig til kinden for at ømme mig, men han flyttede min hånd og gav mig en mere lussing. Mr. Jones gav kun mig lussinger, de andre elever i min klasse gav han en advarsel. Han har altid været sur på mig, spørg ikke hvorfor, for jeg ved det ikke.

 

Jeg rejste mig op fra stolen og tog min taske over skulden, og gik hen mød døren da kiggede hen på Mr. Jones og resten af klassen. Jeg kunne høre at mine ’klassekammerater’ hviske ”se, nu går hun igen. Pjækker.” ”Hvorfor gør hun det?” Ja, jeg hører det hver dag! Jeg skal jeg gøre, hører efter hvad Mr. Jones siger! Nej tak, jeg vil hellere hjem. Jeg tog sommetider hjem fra skole. Jeg føler mig ikke velkommen i skolen. Langt fra. Jeg sidder altid i min seng og lytter til musik. En ting jeg elsker er musik, i sær pop og rock. Jeg har ikke rigtig nogen ynglings sanger.  Jeg tog fat i dør håndtaget og åbnede døren.

 

***

 

Jeg lukkede døren efter mig. Jeg gik op på mit værelse og satte mig i min seng. Jeg fandt min computer og gik ind på YouTube. Jeg fandt min Playlist og satte den til at spille. Den begyndte at spille Katy Perry med Roar. Sangen havde kun spillet i 30 sekunder før det bankede på døren. Det var min storebror John.

 

John er kendt for sit sangtalent og har alting, i forhold til mig. Venner, kærligheden og ikke mindst alting. ”Hvad så søs? Hvorfor er du ikke i skole?” spurgte han, selvom han kendte svaret. Han vidste godt at han jeg ikke havde venner og Mr. Jones gav mig ´tæsk´ ”Behøves jeg at sige det?” sagde jeg til ham nervøst. Jeg sendte ham et blik som han kunne genkende. ”Ikke igen vel” sagde han og lagde sin hånd på min kind, jeg stønnede af smerte da hans hånd ramte min kind. ”Den er jo helt rød.” sagde han. ”Det er ikke noget John… Det er lige meget ikke?” spurgte jeg ham og kiggede ud af vinduet solen var begyndt at skinne. ”Det er ikke lige meget! Du skal ikke gå på den skole mere. Ellers skal han fyres!” halv råbte han. Han rejste sig op og var på vej mød døren, jeg stoppede ham da jeg tog fat i hans hånd. Han vendte sig i mod mig og jeg så ham dybt i øjnene. Hans øje var fyldt af vrede og raseri. ”Det er lige meget John jeg har det godt her. Det er det vigtigste ikke?” sagde jeg. Han tøvede lidt men fik åbnet munden og sagde ”Jo, det er det vel… Men jeg vil have at du skal ha det godt” ”Jeg forstår godt det John, men kan vi ikke gå ned og hygge os i stuen i stedet for?” sagde jeg. ”Jeg kan ikke. Jeg har et vigtigt møde med bandet. Jeg kom for at se om du var hjemme.” sagde han. Ikke igen! Han er altid væk. Lige siden mine forældre gik borte har han passet mig indtil han kom i det band.

 

Mine forældre gik borte at jeg var 13 år mens 16 år. Nu er jeg 17 år, det er 4 år siden og jeg kan stadig huske den gang vi fik af vide at de døde. Der var nogle folk der mente at John ikke kunne passe mig, men så fik Jon over bevist at han godt kunne passe mig så han. Så han fik lov til at beholde mig. Mine forældre døde i en bil ulykke. Jeg ved at John har fortalt hans venner om det. Men jeg har sagt til mig slev, at jeg vil først sige det til en person, jeg kan stole 120 % på.

 

”Det kan du ikke være bekendt John!” råbte jeg. ”Det er vigtigt Lea, forstå det nu!” sagde han med en bestemt tone. ”Er jeg ikke vigtig? Vil du hellere arbejde i stedet for at arbejde?” spurgte jeg ham om. Han åbnede munden men der kom ingen ting ud. Jeg vidste godt hvad det betød… Ikke noget nyt! Han vente sig rundt og gik ud af mit værelse. Nogle sekunder kunne jeg høre at døren smækkede nede under. Han var smuttet igen fra et skænderi. Ja vi skænes meget om det når han er hjemme.

 

Klokken var omkring 11 om aften. Lige nu sad jeg og hørte Big Time Rush med Elevate.  Jeg kan godt lide deres musik men det er ikke min ynglings. Jeg kiggede ud af vinduet og så at det var blevet helt mørkt udenfor. Jeg slukkede min computer og skiftede til nattøj, da jeg skulle i skole i morgen. Ordet skole.. Skole giver mig en helt forkert fornemmelse i maven. Jeg lagde mig i sengen og tog dynen over mig.  Langsomt lukkede jeg øjnene og faldt i søvn.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...