SCIENTIA

De engang syv kontinenter er smeltet sammen til fire, store superkontinenter. Vitalia er er det eneste kontinent, hvor menneskene har mulighed for at overleve. Manglen på plads og resourcer har tvunget menneskeracen i nød. Firmaet "Precio Medicin og Forskning" har i næsten et århundrede forsøgt at redde menneskeheden. Endelig udvikler de SCIENTA-kapslen, der gør menneskehjernen 80% klogere. 100 mennesker bliver ufrivilligt sat til at teste kapslen, men det viser sig, at der er uventede, ukontrollerbare og skræmmende bivirkninger ved den. Deltager i "Maze-Runner"-konkurrencen.

44Likes
79Kommentarer
1355Visninger
AA

6. IV

IV

 

Hænderne strammede grebet om Pax’ hals, og det føltes som om, de ikke ville give slip igen. Hendes krop var stadig lammet, og hun kæmpede derfor ikke imod. Pax’ åndedræt var svagt, men desperat og skrattende. Hendes blik var bønfaldende. Hun følte sig hjælpeløs. Nu var det udelukkende hændernes ejer, der bestemte hendes skæbne, og siden de i øjeblikket var i gang med at kvæle hende, mente hun ikke, at fremtiden så lys ud.

 

Det var, indtil hændernes greb løsnedes; de fjernede sig fra Pax’ hals, og hun tog en hæs, dyb og gispende indånding; det føltes som en velsignelse, at hun igen kunne trække vejret uden besvær.

 

Få sekunder efter følte hun, hvordan hendes krop blev vakt til live igen; hun kunne mærke, hvordan ben og arme vågnede op, da blod strømmede til lemmerne. Hun kunne mærke, hvordan kroppen blev varmere og varmere, indtil den til sidst fik normal kropstemperatur, og hun kunne bevæge sig igen.

 

Det første, Pax gjorde, var instinktivt at svinge en knytnæve bagud; hun rejste sig halvt op og vendte sig samtidig med, at hun svingede sin hånd mod det, der få sekunder tidligere først havde reddet hendes liv og derefter forsøgt at dræbe hende. Den knyttede hånd slog ud i luften uden at ramme noget.

 

Hun rejste sig op og så sig forvirret omkring. Det skrækindjagende, muterede dyr lå dødt få skridt foran hende. Udover dette væsen var alt stille og nærmest idyllisk. Der var ingen spor af den eller det, der først havde reddet hende og derefter nær dræbt hende. Hvorfor? Var der noget andet og langt mere skræmmende end det muterede væsen i skoven? Pax rystede stadig efter den ubehagelige nærdødsoplevelse og tanken om, at der befandt sig et eller flere ukendte væsener i den våde jungle.

 

Brudstykker af en stemme fangede Pax’ opmærksomhed. Hun prøvede at identificere, hvor lyden kom fra og vendte sig mod den. Forsigtigt bevægede hun sig nærmere. Stemmen blev snart tydeligere. Hun gemte sig bag et stort træ. Langsomt kiggede hun frem fra sit skjulested, optaget af, hvem stemmen tilhørte. Flere træer, lianer og blade var i vejen for Pax’ syn. Hun lænede sig forsigtigt til siden og så da, at der var to mennesker. Den ene mand lå ned. Den anden mand stod op. Kun den stående mands mund bevægede sig; den liggende mand sagde ikke en lyd. Han bevægede sig faktisk ikke, og hun blev i tvivl om, hvor vidt han var levende eller ej.

 

Pax kunne ikke genkende den stående mand. Var han fra en af de andre grupper i forsøget? Hun håbede på, at han ville være en allieret. Hun måtte tættere på. Derfor begyndte hun forsigtigt at kravle mod de to mænd. Undervejs søgte hun skjul bag andre stammer og blade. Den stående mand havde tilsyneladende været i gang med at skære den anden op; han måtte være død. Kropsdele og blod lå omkring dem, og ud fra hvad Pax kunne se, var den stående mand i gang med at sy dem fast på den døde igen. Det bizarre var, at den talende syede dem på de forkerte steder; fingre som tæer, læber som øjenbryn og arme på brystvorterne.

 

Pax fandt synet tiltrækkende på en frastødende måde. Mens hun sneg sig mod mændene, havde hun hverken tænkt over, hvad hun ville gøre, når hun nåede frem, eller konsekvenserne af sine handlinger. Mandens sten, der havde et hul med en snor i, skar igennem den dødes krop. Pax kunne nu høre, at den levende talte usammenhængende. Han kiggede ikke op, før hun var helt tæt på. Hun kom i tanke om, at hun ikke vidste, om han var ven eller fjende, og hun følte sig nu pludselig sårbar og bange. Manden fortsatte sin gale rablen, som nu var henvendt til Pax, der bestemt ikke brød sig om den situation, hun havde bragt sig selv i. Manden slap den døde krop og bevægede sig overraskende hurtigt mod hende, mens han pegede den slebne sten mod Pax’ hals. Først blev hun bange; frygten lammede igen hendes krop, men i det sekund den skarpe ende af stenen rørte hendes hals, blev hun vred.

 

Det lignede hende ikke at være vred; inden hun havde slugt den første kapsel, havde hun levet op til sit navn, Pax; hun havde altid været fredelig. I få sekunder tænkte hun klart. I løbet af den korte tid gik det op for hende, at kapslerne havde ændret hende. Så pressede den gale mand stenen hårdt mod hendes hals, og Pax’ vrede blev forvandlet til raseri. Arrigt sparkede hun ud efter ham. Sparket ramte ham i maven. Han tabte stenen, og straks samlede Pax den op. Den lå godt i hendes hånd, og hun havde lyst til at bruge den.

 

Snit efter snit skar hun sig igennem den nu halvdøde mands hud. Han blødte skrækkeligt, og Pax nød at se ham lide. Mellem skrigene mumlede han vrøvl, og hun blev ved med at svinge ud efter ham. Hun havde al magten, og hun elskede det. Stenen og hendes hånd var begge gennemblødt af mandens blod. Hun sad oven på ham. Stenen kørte ned ad hans strube, indtil hun trykkede til. Med et sygt smil på læben, så hun livet forlade hans øjne. Pax blev ved med at snitte. Og smile.

 

Det var først, da hendes håndflade smertede, at hun opdagede en snitflænge i sin egen hånd. Pax rev et stykke af den døde mands klæde af og holdt det hårdt mod sin egen håndflade. Selvom hun pressede stoffet mod og holdt det stramt om håndfladen, stoppede blødningen ikke. Hun bandt en stram forbinding om hånden, men hun måtte kort efter erstatte den med en anden, da den første allerede efter få sekunder blev gennemblødt. For hvert stykke stof, hun bandt om sit sår, blev hun mere og mere panisk. Hun knyttede desperat sin hånd, men snart løb blodet ud mellem hendes fingre.

 

Blødningen fortsatte, og Pax svævede nu i en drømmeagtig døs. Hun synede hen over den døde mand, vågnede og faldt igen i en urolig søvn med slørede minder. Det første, hun så for sig i sine drømme, var en morgen. Det var ikke en speciel morgen; hun huskede ikke, at en særlig begivenhed havde fundet sted den dag. Tåget så hun sit ”gamle” liv for sig. Pax mærkede vreden strømme, da hun i drømmen erindrede, hvordan hun dengang havde savnet spænding. Hvordan hun dengang havde følt sig beæret over at være blev udvalgt gennem sin kodning blandt mange millioner til dette exceptionelle forsøg. Trods sine vrede tanker, så hun fortsat for sig, hvordan hendes daværende liv var foregået.

 

Tiden havde Pax ikke styr på. Minder og blandede følelser fløj forbi hendes forvirrede hjerne. Såret ville ikke hele, og en vågen del af hendes hjerne var bange for, at dette ville blive hendes endeligt. Den samme del var også forundret over, at endnu ingen dyr havde fundet og spist af hendes lidende legeme. Kvalmen begyndte så småt at komme.

 

Pax så sig selv som yngre, 14 år, måske 15. Hun stod foran familiens spejl og kiggede på sig selv. Sort hår dækkede det øverste af skuldrene; de blå øjne stod godt til den sorte farve. Ansigtet var dækket af fregner og skønhedspletter. En dejlig fornemmelse bredte sig i Pax’ krop, da hun tænkte på, hvad hendes mor engang havde sagt: ”Drengene vil flokkes om dig, som en flok løver flokkes om deres bytte.” Billedet af Pax foran spejlet ændrede sig til en sløret, grøn masse, og den kildrende fornemmelse forlod hendes krop.

 

Dråber fra Pluvias beskidte vand fik Pax tilbage til virkeligheden. Hun følte, at hun svævede. Da hun ville kigge ned for at sikre sig, at det var hendes egne ben, der bar hende, ville hendes muskler ikke lystre; hun følte det som om, hun blev holdt fast. Bevægelsen fremad fortsatte, og Pax drog efterhånden den konklusion, at hun blev båret; hun kunne mærke, at våde blade gled over hendes hud, men hun kunne ikke mærke sine ben. Uden at bevæge sit hoved og med et sløret blik kunne hun skimte sin forbundne hånd. Den blødte fortsat. Hun forsvandt til drømmenes verden igen.

 

Pax mærkede et jag gå gennem sin krop. Der lød et højt knæk, da hun blev smidt ned på jorden. Hun stønnede og ømmede sig, prøvede at rejse sig op, men forgæves. Hendes øjne ville knap åbne sig, og de gav hende kun en smal sprække af lys at se ud fra. Hun kunne alligevel se træer, en himmel og en sol. Det hele virkede så virkeligt, at det virkede uvirkeligt. Hun var fuldstændig udmattet efter blodtabet, der stadig blev større. Hvor var hun? Hvor lang tid var der gået – var natten og dagen fløjet forbi? Hvem havde båret hende? Var hun død?

 

Pax lå stadig i samme stilling, da den kendte, metalliske stemme lød:

”Døgnet er nu gået.” Den samme, runde kugle fra det sidste forsøg svævede ned foran hende og de andre forsøgspersoners ansigter. Det var først nu, hun opdagede, at hun igen befandt sig i en cirkel. Kuglen scannede deres ansigter, hvorefter den fløj væk igen. En stor, gennemsigtig tavle viste sig midt i cirklen. Pax’ hjerte bankede hurtigere.

 

 

RESULTAT AF FORSØG NUMMER TO

 

HØJSTSCORENDE

Sona

Zyra

Syndra

Samy

Teemo

Mundo

Shyvana

Lucian

Zam

Jinx

Soraka

Xara

Giorgi

Quatra

Srinka

Zuly

Primo

Cvarto

Quato

Quinta

Cinta

Sekto

Septo

Octavios

Nove

 

”De, hvis navn ikke står på tavlen, vil blive elimineret,” fortsatte stemmen. Pax’ øjne var nu helt åbne. Hun ledte febrilsk og forgæves efter sit navn på tavlen. Pax kunne ikke vurdere, om hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere, eller om det stoppede helt og gav op som hende selv.

 

Det hvide lys omsluttede hende, og hun fandt aldrig ud af, hvor hun forsvandt hen. 

 

 

Survival of the fittest.

- Charles Darwin. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...