SCIENTIA

De engang syv kontinenter er smeltet sammen til fire, store superkontinenter. Vitalia er er det eneste kontinent, hvor menneskene har mulighed for at overleve. Manglen på plads og resourcer har tvunget menneskeracen i nød. Firmaet "Precio Medicin og Forskning" har i næsten et århundrede forsøgt at redde menneskeheden. Endelig udvikler de SCIENTA-kapslen, der gør menneskehjernen 80% klogere. 100 mennesker bliver ufrivilligt sat til at teste kapslen, men det viser sig, at der er uventede, ukontrollerbare og skræmmende bivirkninger ved den. Deltager i "Maze-Runner"-konkurrencen.

44Likes
79Kommentarer
1351Visninger
AA

5. III

III

 

Pax vågnede ved, at et hvidt lys omsluttede hende. Hun og de 49 resterende forsøgspersoner havde haft tre dages afslapning. De havde ikke fået at vide, hvornår de skulle lave endnu et forsøg; de havde fået adgang til et værelse med en seng samt toilet og mad. Det var, indtil det hvide lys den nat teleporterede dem alle væk. Hun havde ikke gjort sig de store forestillinger om, hvad det næste forsøg ville handle om, men hun havde da forventet, at de ville være vågne og parate, når forsøget startede.

De var ingen af delene.

 

Pax’ første indskydelse, af det nye sted, de var blevet teleporteret til, var, at der lugtede af regn. Hun havde både set og lugtet til regn før, men det her var første gang, hun følte, at lugten var skarp og alle steder omkring hende.

 

De fleste mumlede gnavent. Pax var ikke sikker på, om de var irriterede over den natlige opvågning, eller om det var en bivirkning af kapslerne. De havde dagligt fået en kapsel hver med en dosis forsøgsmedicin. Hun havde lagt mærke til, hvordan stemningen i mellem dem var blevet mere og mere intens og aggressiv gennem de tre dage uden opgaver. To drenge i deres 20’ere kom endda op at slås i går aftes. Hun havde måtte anstrenge sig for ikke at kaste sig ind i kampen; i dag var hun skræmt af sin egen blodtørst. Hun overvejede, om de andre kunne blive en trussel mod hende selv; måske kunne de finde på at slå ihjel.

 

Hun så sig rundt. Der var grønt overalt. Meget grønt. De var omringet af en stor jungleskov. Træerne var hundredevis af meter høje; hun måtte kigge godt efter for at se deres toppe. Regnen begyndte stille at falde fra himmelen. De måtte være havnet i Pluvia.

 

Det næste, hun lagde mærke til, var lydene. Der var et utrolig rigt dyreliv; det kunne hun nu se med sine egne øjne, selvom hendes underbevidsthed allerede vidste det fra en af de mange lærings-chips, der udgjorde den obligatoriske skolegang for alle børn og unge mellem fem og 18 år i Vitalia.

 

Pax kunne ikke umiddelbart se, hvorfor her var ubeboeligt til trods for, at hun stod i sump til knæene. Her var smukt, virkelig smukt. Solen skinnede gennem regnen og de mange træer, buske, blade og lianer, som kastede flimrende skygger overalt.

 

”Forsøg nummer to starter om tre minutter,” lød det fra den nu velkendte, metalliske stemme.

”Hvad skal vi?” mumlede Pax for sig selv.

”Forsøget går ud på, at I skal tæmme dyreliv og bygge et beboeligt sted, I ville kunne overleve i, i mindst et døgn,” fortsatte stemmen, som om den havde hørt Pax’ spørgsmål.

Flere spørgsmål myldrede rundt i hendes hoved:

Hvor lang tid skulle de være herude? Var der hjælpemidler?

Stemmen afbrød hendes tankestrøm:

”De 25 personer, der viser den største tilpasningsevne og tæmmer eller uskadeliggør flest dyr, vil fortsætte i forsøget. De tilbageværende vil blive elimineret.”

 

Pax så straks Precios motto for sig: ”Survival of the fittest”. Tankestrømmen fortsatte i hendes hoved og endnu flere spørgsmål poppede op: Kunne hun nøjes med kun at uskadeliggøre? Hvad eller hvem var det tilladt at slå ihjel? Stemmen havde sagt, at opgaven gik ud på at eliminere dyr, der udgjorde en trussel. Hvad hvis nogle af de andre forsøgspersoner udgjorde en trussel mod hende selv? Ville hun så selv være i stand til at dræbe? I det selv samme nu fik hun en absurd trang til at svinge eller stikke med en kniv; at se og føle hvordan bladet skar sig igennem kød og blod. Var konsistensen som gummi? – som gele?

 

Hun rystede de ubehagelige og alligevel tilfredsstillende tanker af sig og koncentrerede sig i stedet om stemmen, der nu var begyndt at tælle ned.

”… syv, seks, fem, fire, tre, to, en.”

 

Pax satte i løb.

 

Omgivelserne omkring hende smeltede sammen til en stor, grøn og utydelig masse. Træer og buske fløj forbi hende, mens hun løb gennem jungleskoven. Det beskidte vand fra sumpen sprøjtede på hendes tøj, og hun var snart gennemblødt af en blanding af regn og snavset vand. Hun turde ikke at kigge bagud af frygt for at miste sin koncentration eller falde. Hun var ikke sikker på, hvorfor hun løb. Måske for at være på den sikre side, selvom hun ikke vidste, hvad hun skulle være på den sikre side af.

 

Pax’ ben syrede til, og hun blev tvunget til at sætte farten ned. Til sidst endte hun i gang, forpustet og udmattet efter løbeturen. Hun så sig omkring, prøvede at få øje på noget, hun kunne bruge. Hun var ikke sikker på, hvad hun helt præcist kiggede efter; om det var mad, byggematerialer eller et sted at bygge sit midlertidige levested.

 

Hun havde fundet sig en kraftig pind. Den var lang og robust, og hun søgte efter en sten til at slibe grenen skarp med, så hun kunne bruge den som våben. Hun vadede gennem junglen, beundrede den, frygtede den og alt det, der gemte sig i den. Pax’ fantasi rakte ikke ud til alle de dyr og andre væsner, der befandt sig i denne jungle, så hun måtte nøjes med et svagt håb om, at de kunne tæmmes.

 

Junglen var blevet tættere. Pax måtte skubbe buske og grene til side, så hun kunne komme videre frem. Hun følte, at hun kunne høre alt omkring sig og havde derfor flere gange haft paranoia og følt, at nogen eller noget fulgte hende. At vende sig om for at tjekke, om der var nogen bag hende en gang i minuttet, var næsten allerede blevet til en nyttig men irriterende vane for hende. Hun vidste bare ikke, at det, der fulgte hende, ikke fulgte hende fysisk; det fulgte hende med øjnene.

 

Det muterede væsen, der lå på lur i et træ flere meter over Pax, havde fire ben og to arme og var længere, end hun var høj. Dets tænder var lange og skarpe, dets blik glubsk. Det var længe siden, det havde fået sig et måltid, der var lige så stort som hende. Derfor opgav det jagten på det lille pattedyr, som væsnet ellers havde haft færten af, før menneskebarnet kom forbi.

 

Pax hørte, da væsnet satte af fra en gren over hende. Hun vendte sig om, kiggede op med et kvalt skrig og veg derefter forfærdet tilbage. Det skræmmende væsen knurrede ad hende, og hun kunne tydeligt se dets beskadigede krop: bidemærker og ar var plantet på både ryg, mave, ben og hoved. Væsnet manglede sit ene øre. Selv med den viden, Pax havde fra de mange chips fra skoletiden, kunne hun ikke genkende dette dyr. Det lignede en blanding af en abe og en tiger uden striber.

 

Pax havde kort øjenkontakt med det muterede dyr, før hun igen satte i løb. Hun fik et forspring på få sekunder, inden det satte efter hende. Jagten fortsatte blot få meter gennem junglen. Dyrets muskler var dobbelt så store, og hun var chanceløs i det ukendte terræn. Det var muskler mod intelligens. Det eneste reelle våben, hun havde, var den store gren, hun stadig knyttede sine fingre omkring.

 

Pax ramte det knurrende dyr på kinden. Det sagde en høj, hvæsende lyd, og det gav et sus igennem hendes krop; ikke kun fordi hun var rædselsslagen, men også fordi hun på en bizar måde havde nydt at slå. Hun havde en trang til at slå igen og igen.

Hun svingede derfor sit våben endnu en gang. Denne gang ramte det ikke sit mål, men blev i stedet flået ud af hånden på Pax; hun havde været for langsom, og dyret havde grebet grenen med sin mund.

 

Pax klynkede. Det var hendes rystende hænder mod dyrets skarpe tænder, og hun kunne nemt regne ud, hvem der ville vinde den kamp.

 

Da det store, frygtindgydende dyr langsomt og sejrssikkert bevægede sig mod hende, mærkede hun panikken stige. Pludselig var det, som om hun frøs til is. Panikken forsvandt, hun blev kold og lammet. Hendes krop tog over. Al hjerneaktivitet var forsvundet, og hun kunne ikke tænke overhovedet. Hun faldt livløst sammen, og dyret fulgte hende forundret med øjnene. Som i en døs kunne hun næsten mærke, hvordan mutantdyret flåede hendes kød fra knoglerne.

 

Bortset fra, at det ikke skete. Hun mærkede ikke andet end den våde sump, der dækkede hele hendes krop og dele af ansigtet. Hun slog øjnene op kun for at se det mægtige dyr ligge dødt foran sig. Pax kunne mærke et par stærke hænder tage fat om sin hals.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...