Knuste knogler

Elina har været ude for en ulykke og en dag vågner hun op, men hun ved ikke hvad de har ændret, før hun får åbnet sine øjne. Kan hun klare den forandring? Mit bidrag til "The Maze Runner" konkurrencen. Jeg deltager med en sci-fi historie.

2Likes
4Kommentarer
619Visninger
AA

2. Opvågningen

Det ene øjeblik var det helt sort for mine øjne og i det næste var mit blik rettet mod et hvidt loft.
”Heeeeee…!” Jeg hev kraftigt efter vejret. Min brystkasse løftede sig helt op og da den snak ned igen, blev der pustet kraftigt ud. Det blev ved og ved. Kunne ikke kontroller mit åndedrag.
Lyden fra maskinen sagde tydeligvis at mit blodtryk var helt fucked. Den blev ved med at bippe. Det var til at blive sindssyg af.
Jeg kunne ikke mærke min højre hånd og min venstre arm var helt følelsesløs. Forsøgte ihærdigt at løfte mine arme, men jeg fik kun løftet lidt af min overkrop fremad. Min højre overarm rykkede sig meget lidt, men den venstre kunne jeg intet gøre ved.
En sygeplejerske kom ind. Havde ikke lagt mærke til hende, før hun forsigtigt prikkede mig på brystet, og røg allerede tilbage på sengen. Der skulle ikke mere til.
”Elina, du er på hospitalet. Bare rolig.” Sygeplejersken havde en rolig stemme, men den var hævet.
Jeg kunne ikke svare. Havde stadig ikke styr på min vejrtrækning.
Hun gik rundt i lokalet og fandt en sprøjte. Hun fik sprøjtet. Der blev sprøjtet lidt væske ud af den i luften, for at undgå luftbobler. Hun tog fat i min drop og ledte efter det lille låg, hvor man kunne stikke kanyle-spidsen i. Da hun havde fundet den, trykkede hun det ind i mit drop og efter noget tid, fik jeg mere kontrol over min vejrtrækning - den del af min krop jeg kunne mærke, føltes som om at den sank dybere i sengen.
Nu begyndte jeg, at lægge mærke til flere ting. Mit synsfelt var ikke centralt. Det var venstre skævt. Begge mine ben sov, men kunne godt mærke dem.  Min krop var svøbt ind i en dyne.
Hvad fanden foregik der? Jeg måtte have fået noget beroligende. Kunne i hvert fald ikke rigtig få ord udover læberne.
"Jeg henter lige lægen," sagde sygeplejersken.
Kiggede på hende og så hendes skilt:
CB-hospital
Sygeplejerske
Adria ...
Hun var gået før jeg fik læst hendes fulde navn.
Jeg kan da ikke være endt på CB-hospital? Det betyder jo, at jeg har mistet ...
Det tog ikke lang tid før lægen kom og mine tanker blev afbrudt. Han stod for enden af sengen og holdte en mappe - det som nok var min lægejournal.
Lægen præsenteret sig selv. "Mit navn er Pello Falster, og dette er din sygeplejerske Adria. Den 21. maj, 2029 var du ude for en togulykke. Det er i dag den 19. juni, 2029."
Mit øje skiftede konstant blikket på dem, vidste ikke hvem jeg skulle kigge på og vidste heller ikke, om jeg ville høre hvad jeg havde mistet. Lægen holdte en pause, da han stadig kunne se, at jeg var i chok.
Der blev hvisket. "Hvad gav du hende da hun vågnede?"
De vendte sig om så jeg nu kiggede på deres ryg. Kunne ikke høre deres samtale.
Så vendte de sig mod mig igen. "Jeg vil komme tilbage efter noget tid, okay?" Han smilte, og i det han var på vej ud af døren, sammen med Adria fik jeg sagt:
"Vent," min stemme var utrolig lav, den lød usikker og bange. Hvilket jeg også var.
Han stoppede i døren og kiggede på mig. Adria forlod lokalet.
"Jeg vil gerne vide det nu!" Forsøgte at råbe, men det blev et sølle et.
Han sukkede og sagde noget for sig selv. Han gik længere ind i rummet. "Din højre hånd fik boret en tog-stang lige i midten af håndfladen. Det blødte for meget, al for meget blod var tabt. Din venstre arm var blevet kvæstet, og du havde fået utrolig mange glassplinter fra ruden i dit højre øje." Han holdte en pause og mit venstre øje var spærret helt op i fortvivlelse. Jeg var mundlam.
"Dit ene knæ var også helt ødelagt, men vi ved ikke hvad årsagen var til det. Så vi har amputeret alle de nævnte ting og skiftet dem ud med teknologi - robot dele. Alt burde været blevet forbundet med føle og bevæge nerverne, men det tage træning, tid og er ikke nemt at lære. I starten vil det føles som om du slet ikke har nogle af disse dele. Det gør mig ondt," han havde sorg i stemmen, men hans ansigtsudtryk var blandet - det virkede trist, seriøst og fortvivlet. Han vidste vel ikke, hvordan han skulle se ud i denne situation.
Jeg ville tage mig til hovedet og skrige, hvis jeg kunne, men min stemme kunne knap nok få ord frem og kunne ikke tage mig til hovedet.
"Vi har haft dækket dit højre øje med en klap og pakket resten af kroppen i bandage. Vi har haft mange huddonorer fra ulykken. Eftersom dit knæ var fuldkommen ødelagt, fik vi med besvær sørget for, at kun knæet blev udskiftet og sammensatte det med dit rigtige underben med resten, igen. Der kan næsten ikke ses nogen forskel, hvis vi ser bort fra arene her og der. Du ligner skam stadig et normalt menneske, men du har vel godt se hvad vi kan gøre i TV. Der er jo så mange modstander af dette," fik han afsluttet.
Adria kom tilbage. Hun var kommet med mad. "Du skal nok få noget af spise. Så får du det bedre." Hun rullede en stol mod min seng. Hun sad klar til at fodre mig.
Jeg stirrede stadig på lægen og mit venstre øje fældede en tårer.
Adria fik løftet min seng, så jeg sad op. Jeg så bare fremad og ignoreret dem begge nu - gloede bare ind i den hvide væg.
Var ikke i humøret til at snakke med nogen, og min appetit var helt død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...