Knuste knogler

Elina har været ude for en ulykke og en dag vågner hun op, men hun ved ikke hvad de har ændret, før hun får åbnet sine øjne. Kan hun klare den forandring? Mit bidrag til "The Maze Runner" konkurrencen. Jeg deltager med en sci-fi historie.

2Likes
4Kommentarer
618Visninger
AA

4. Genoptræning & følelser

17 dage senere.

Jeg lå slapt på briksen og en fysioterapeut holdte om mit håndled og under min underarm. Måtte ikke rigtig hjælpe til når hun løftede min arm. Armen måtte faktisk ikke bruges særlig meget.
Havde haft så mange forskellige fysioterapeuter, fordi det aldrig var en fast person at jeg ikke havde styr på hvem der hjalp mig i dag, men min knæ genoptræning var overstået. Det faldt mig mere naturligt, da jeg øvede.
Min nye hånd var også hel fin, men den nye arm var ikke særlig samarbejdsvillig, men den gjorde dog ikke ondt.
Godt nok, kunne jeg ikke særlig meget med min nye arm, men kunne næsten løfte den 90 grader - strakt ud foran mig selv, men forsøgte jeg at gøre mere, begyndte det at brænde og nægtede at komme længere. Det ville begynde at spænde helt vildt meget i overarmen, så havde bare valgt at følge min træning og håbe på det bedre.
Mit øje var det eneste jeg ikke var begyndt, at genoptræne endnu, men ville få klappen af i dag og begynde genoptræningen.
"Elina?!" Blev der råbt for enden af lokalet.
Jeg løftede mit hoved og kiggede mod dørkarmen, der stod min læge, Pello. Han havde det der vist var min lægejournal i hånden. Han nikkede ud mod gangen, som tegn på at jeg skulle komme og følge med ham.
Jeg sukkede og kiggede på min fysioterapeut. "Jeg bliver nødt til at gå."
"Det er okay, du har vist ikke længere brug for en fysioterapeuts hjælp." Kvinden smilte stort til mig. Jeg smilte kejtet tilbage. "Kommer resten af sig selv, da?" Spurgte jeg hende.
Hun nikkede og sagde: "Når det er en robot arm, er det ikke nødvendigt med mere træning. Det ville være noget andet, hvis du havde fået en normal bankart operation, som normale mennesker med løse ledbånd får."
Jeg smilte endnu mere og gik hen mod Pello.
Han begyndte at gå lidt inden jeg stod ved siden af ham, så vi endte med at gå i samme tempo. "Du har det vist meget godt med dit nye knæ." Hvis der var en ting jeg havde lært, så smilte Pello sjældent. Han udviste faktisk ikke rigtig følelser.
Jeg nikkede bare ja til ham.
Han stoppede op da vi var gået en del ned af gangen, og jeg gjorde det samme. Vi kiggede på hinanden. Han tog fat i snorerne bag mine øre til klappen og fik taget den af mig.
Den belyste gang fik mig til at lave skygge med min mest normale arm og klemte mit nye øje sammen. Der var alt for meget lys. "Argh..." Sagde jeg irriteret.
"Det er helt normalt, bare rolig." Han smilte til mig og det var første gang, jeg havde set ham smile. Han tog fat i mit håndled og kastede den til side. Klappen som var for mit øje, havde han stadig i hånden og den føltes blød mod min nye hånd, da den strejfede den. Nu åbnede han min lægejournal, som han havde i den anden hånd. "Det er den 9. juli og du vågnede den 19 juni. Du har gjort store fremskridt." Han slap min hånd og holdte lægejournalen med begge hænder.
Nu kiggede han på mig og han lænede sig mod mig, for at kigge på mit nye øje.
"Følg min finger," sagde han, mens han havde løftet den til mit robot øje.
For mig føltes det som om jeg fulgte den, men Pello så lidt skeptisk på mig, da han stoppede sit forsøg.
"Hvorfor forsøger det øje, at rykke sig en smule længere til den modsatte side, af hvad du bevæger det...?" Hviskede han for sig selv og sukkede.
Der kom en sygeplejerske forbi os og Pello fik øjenkontakt med hende, da hun var ved at gå forbi mig. Han rakte sygeplejersken min journal og klappen. "Kan du sætte det på plads?"
Jeg kiggede bag mig, for at kigge på sygeplejersken. Hun nikkede med et smil på læben. "Så gerne," svarede hun. Jeg kiggede stadig på hende, så det gav mig et lille ryk, da jeg kunne mærke Pellos hænder mod hver min kind og han fik drejet mit hoved, så jeg kiggede på ham.
"Hvorfor laver dit øje, sådan et konstant ryk? Du har vel ikke taget klappen af tidligere, vel?" Spurgte han halv irriteret.
Det var først nu jeg havde lagt mærke til at Pello han havde to forskellige øjenfarver. Det ene var grønt og det andet blåt. Hvorfor havde han dog det?
Jeg rystede let på hovedet, mens jeg sagde; "Nej, det har jeg ikke."
"Hm... Må få min læremester til at kigge på det senere." Han virkede meget irriteret, men tror mest det var på ham selv. Der kom en bip lyd. Han sank sine arme og tog en bipper ud af lommen. Derefter klikkede han på den, så bippen stoppede.  Han rakte mig sin højre hånd.
Jeg gav ham min egen hånd og vi begge rystede den op og ned.
"Det var rart at møde dig, Elina. Håber det med dit øje bliver bedre. Skal nok få sendt Helio til dig, så han kan kigge på det. Beklager meget, hvis jeg fejlede..." Han slap min hånd.
"Det er helt okay. Kunne lige så godt havde haft en øjen fejl, men hvor gammel er du?" Spurgte jeg nysgerrigt.
Han gik, men vendte sig kort om og besvarede mit spørgsmål: "26. Gå til højre ned af gangen, udenfor skal du gå mod den forreste dør. Der er jo frokostpause. Du har ikke spist med de andre cyborger endnu, vel?" Han smilte med et grin på læben og drejede sig helt om nu og forlod mig helt alene på gangen.
Var han virkelig så ung? Der var kun fem år mellem os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...