Tomorrow Never Dies | The Maze Runner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Igang
Teresa, Thomas, Newt og Minho er fire forskellige mennesker, men med i hvert fald én ting tilfælles; de er alle endt i Labyrinten og de har ingen idé om hvorfor. Ingen af dem kan huske noget, ud over deres eget navn, selvom visse ting virker bekendte. Dog er der en forbindelse mellem Thomas og Teresa, der dukkede op i Labyrinten med en dags mellemrum. Alt ændrer sig ved Teresas ankomst, og snart kommer der endnu større udfordringer for de fire og alle de andre Gladers. *Mit bidrag til Maze Runner konkurrencen - valgmulighed 2*

11Likes
9Kommentarer
1194Visninger
AA

3. Thomas

Jeg havde dårligt nok haft mine øjne lukkede i to sekunder, før jeg blev prikket på skulderen. I baggrunden kunne jeg høre en irriterende, høj lyd – en sirene.

Jeg rynkede øjenbrynene og stønnede opgivende, inden jeg slog øjnene op. Foran mig sad en forvirret Chuck, der næsten lignende en der havde set et spøgelse.

”Hvordan kan du overhovedet sove i den larm?” hylede han, inden han slog armene ud til siderne. ”Du er utrolig, Thomas.”

Et lille smil foldede sig ud på mine læber, inden jeg satte mig op. Jeg gned mig kort i øjnene og kastede derefter et blik på omgivelserne. Et gab forlod min mund.

”Jeg har lyst til at spørge hvad klokken er, men jeg burde nok starte ud med noget i stil med ’hvad fanden er det for en irriterende sirene?’”

Chuck parkede det forskrækkede ansigtsudtryk væk, og erstattede det med et lille smil, efterfulgt af et grin. ”Det er den samme sirene, som den der lød lige inden du dukkede op i boksen i går.”

Jeg sad et øjeblik og summede over det Chuck lige havde sagt, inden noget gik op for mig. Nu var det min tur til at have det forvirrede ansigtsudtryk på. ”Hvad?”

”Det er den samme-”

”Jeg hørte godt hvad du sagde.”

Jeg åndede kort ud, inden jeg placerede mine håndflader på jorden og løftede mig selv op. Jeg kom på benene, fandt balancen og var så ellers på vej hen i retningen af, der hvor jeg følte sirenen kom fra. Chuck farede lige i hælene på mig.

”Hvor skal du hen?”

Jeg åbnede døren og blev mødt af et par forvirrede Gladers, der havde travlt med at komme væk. Der stod allerede en flok henne ved boksen og ventede på ankomsten. De fleste af dem stod med hænderne for ørene, grundet den høje sirene, der lød som om at den blev højere.

”Newt? Newt!”

Den lyshårede, ældre dreng vendte sig om ved lyden af hans navn blandt alle stemmerne. Han fik hurtigt øje på mig, og gjorde tegn til at jeg skulle komme hen til ham. Jeg var hurtigt til at sætte i løb og stod ved hans side et par sekunder efter.

”Hvad sker der?”

Newt sukkede tungt, inden han lagde armene over kors. ”Jeg aner det ikke.”

Mit ene øjenbryn røg i vejret. ”Du ved det ikk-”

”Der er en ny på vej. Det er alt hvad jeg ved.”

Forvirringen måtte ligefrem stå ud ad mig, for Newt åbnede endnu en gang munden, og forklarede yderligere. ”Jeg har ikke den fjerneste idé om hvorfor det her sker, Tommy.”

”Der burde jo ikke komme en ny.” mumlede jeg, mest for mig selv. Newt rykkede på sig, hvilket betød at han også havde hørt det og jeg dermed kunne fortsætte. ”Jeg kom jo i går. I fortalte mig at der kun kommer en ny én gang om måneden, så det her burde ikke ske.”

”Det er heller aldrig sket før.” konstaterede Newt. ”Aldrig.”

Jeg lod min tunge køre hen over mine læber, inden jeg svagt bed i min underlæbe og puttede hænderne ned i mine bukselommer. Af en eller anden grund fandt jeg den her situation nervepirrende. Alle var helt oppe og ringe over det her.

Det her var aldrig sket før. Aldrig nogensinde. De ældste har været her i to år og de har aldrig set noget lignende før.

Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, og ikke mindst hårdere og hårdere. Jeg kunne mærke at jeg virkelig ikke kunne lide den her situation. Min fornemmelse sagde mig, at noget slemt kunne ske, eller at der vil komme en masse drama. Jeg var ikke interesseret i nogen af delene.

Hvis jeg skulle være ærlig, så ville jeg egentlig bare gerne slippe for sirenen, der lød i mine og alle de andre Gladers’ ører. Jeg ville egentlig bare gerne ind og sove igen.

 

Et kort øjeblik troede jeg, at jeg mistede hørelsen, for der blev helt stille. Sirenen kunne ikke høres, og der var ikke nogen der sagde noget. Alle kiggede på hinanden med store øjne, som om at ingen af os turde sige en lyd.

Endelig var der dog en, der brød stilheden og til sidst begyndte alle at snakke igen. Først da en lyd fra boksen – der var nået til vejs ende – lød, tiede vi alle sammen stille.

Et flashback fra i går dukkede op inde i mit hoved: da boksen åbnede sig, og sollyset blændede mig. Forskellen her var bare, at solen først lige var stået op og ikke var lige så kraftig som i går, og selvfølgelig så var det ikke var mig, der befandt sig inde i boksen denne gang.

Jeg puffede mig frem i menneskemængden, og stod nu og kiggede på boksen, der kunne åbne sig hvert et øjeblik. Ved min side stod Newt, og bag mig stod Chuck.

Et lille gisp lød fra størstedelen af os, da boksen sagde endnu en lyd, inden den åbnede sig.

Min mave vendte og drejede sig, og nervøsiteten blev kun større og større for hvert sekund der gik.

Folk begyndte at snakke på kryds og tværs.

”Hvad sker der?”

”Hvad er der dernede?”

”Hvorfor sker det her?”

”Der kom jo en nu i går, det her giver ingen mening.”

Newt, der ellers havde stået så fint ved siden af mig, tog et par skridt og hoppede så ned i boksen. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne ører, da hans stemme lød.

”Det er en pige.”

Jeg spærrede mine øjne op og løftede blikket. Nede i boksen sad Newt bøjet ind over pigen, mens alle begyndte at snakke endnu højere. Jeg kiggede bagud og så Chuck, der endnu en gang lignede, at han havde set et spøgelse.

”Hvad sker der?” hviskede han.

Jeg skulle til at svare ham, men blev afbrudt af Newt og en bunke andre Gladers, der tyssede på resten af os. Jeg rettede blikket væk fra Chuck og ned mod Newt. Han stod med en papirlap i hånden.

”Hvad står der, Newt?” blev der sagt på den anden side af boksen.

Det så næsten ud som om, at han ikke kunne få ordene ud, eller at han ikke havde lyst til at sige dem højt. Det var også forståeligt, for det skabte ikke andet en total drama. Stemmerne der lød før, snakkede ikke længere. De råbte i munden på hinanden, som var det det rene helvede.

”Hun er den sidste. Nogensinde.”

 

≠ ≠ ≠

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...