Tomorrow Never Dies | The Maze Runner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Igang
Teresa, Thomas, Newt og Minho er fire forskellige mennesker, men med i hvert fald én ting tilfælles; de er alle endt i Labyrinten og de har ingen idé om hvorfor. Ingen af dem kan huske noget, ud over deres eget navn, selvom visse ting virker bekendte. Dog er der en forbindelse mellem Thomas og Teresa, der dukkede op i Labyrinten med en dags mellemrum. Alt ændrer sig ved Teresas ankomst, og snart kommer der endnu større udfordringer for de fire og alle de andre Gladers. *Mit bidrag til Maze Runner konkurrencen - valgmulighed 2*

11Likes
9Kommentarer
1195Visninger
AA

2. Teresa

Jeg slog øjnene op ved lyden af noget der lød som en slags maskine, der blev sat til at køre. Jeg kunne ingenting se, der var ikke andet end ren mørke omkring mig.

Jeg foldede mine ben op under mig, inden jeg faldt baglens op ad en væg. Jeg kneb øjnene sammen grundet en voldsom smerte, der fyldte mit hoved og gjorde det næsten helt umuligt for mig, at være i min egen krop.

Hvis jeg kunne skrige, så ville jeg gøre det, men jeg havde ingen idé om hvordan jeg skulle kunne gøre det. Alt virkede helt umuligt. Det føltes som om der var en slags blokering i min hjerne, der gjorde at jeg ikke kunne så meget andet end at trække vejret og bevæge mig. Men det eneste jeg kunne gøre lige nu, var, at sidde og vente på at smerten i mit hoved ville forsvinde.

Kuldegysningerne var det næste der ramte mig. Før nu var det ikke gået op for mig, hvor koldt det egentlig var herinde. Hvor end jeg nu var.

Lidt efter begyndte mine tænder at klapre, og jeg forsøgte endnu en gang at folde mine ben op under mig. Det lykkedes den her gang og jeg lagde mine arme over kors, mens jeg pressede dem ind mod min mave, i et forsøg på at blive varm.

Lydene omkring mig blev højere og højere. Det lød ikke længere som en maskine der blev startet, men mere som en metalgenstand, der risede og kørte op mod et par vægge.

Pludselig slog det mig igen. Hvor er jeg?

Et sug af frygt fyldte min mave, og jeg vidste ikke om jeg skulle til at kaste op, eller besvime. En tredje mulighed ville være begge ting lige efter hinanden.

Jeg lænede mig frem og faldt til den kolde jord, ved endnu en pludselig bevægelse fra hvor end jeg var. Eller hvad end jeg var inde i.

Et højt suk forlod mine læber, og satte begge mine hænder ved siden af mit hoved, hvorefter jeg forsøgte at løfte mig selv op. Jeg kunne mærke nogle små huller i den kolde jord – eller bund – og der dannede sig et billede inde i mit hoved.

En boks.

Jeg kom på benene og gik forsigtig fremad. Mine arme foldede jeg ud og jeg strakte dem en enkel gang, inden jeg lod dem køre langs en form for væg. Den havde den samme metalagtige følelse som den kolde jord havde haft, hvilket bekræftede min teori. Jeg befandt mig inde i en boks.

Det næste der slog mig var; hvordan?

Min hjerne kørte på højtryk, for at finde et minde fra før jeg vågnede op herinde. Intet.

Hvis jeg kunne huske hvordan en væg lavet af et slags metal føltes under mine fingrespidser og hvis jeg kunne regne ud, at jeg var inde i en slags boks, der nu hvor jeg tænker over det, føltes som om at den bevæger sig opad, hvorfor kunne jeg så ikke huske hvordan i alverden jeg var endt herinde? Det gav jo ingen mening!

Det eneste jeg kunne huske var… Én ting.

Mit navn.

Teresa.

Den kvalmene følelse kom tilbage og jeg faldt bagover, denne gang uden hjælp fra boksen og dens pludselige bevægelser.

Jeg vidste ikke om det sortnede for mine øjne, for jeg så sort i forvejen, men sved var ved at forme sig på min pande og jeg havde det ikke som om jeg var helt på toppen. Men igen, hvordan føles det at være helt på toppen?

Jeg var allerede kold udenpå, men det føltes bogstaveligtalt som om, at mine 37 graders kropsvarme sivede ud af mig. Mine tænder klaprede stadig, og nu begyndte jeg også at ryste overalt på kroppen.

Noget sagde mig at jeg snart ville besvime – eller dø. Begge dele kunne være en mulighed.

Boksen kørte ikke længere opad med den samme fart som tideligere. Der begyndte også at komme små lys ude bag den hullede væg, hvilket gjorde det muligt at se en lille smule, på trods af min svimle tilstand.

Jeg lod min hånd køre kort igennem mit lange hår, der åbenbart var sort. Jeg brugte nogle af mine sidste kræfter på, at løfte hovedet en enkelt gang og kigge mig omkring.

Der var nogle ting i boksen. Det lignede nogle små æsker, med forsyninger og lignende.

Jeg lagde mit hoved ned igen og åndede ud. Det var som om at det hele begyndte at snurre rundt nu.

Jeg lagde begge mine hænder på min mave, men rynkede panden ved følelsen af noget sært. Der lå noget i lommen på den trøje jeg havde på.

Det føltes som en papirlap.

Jeg var hurtig til at stikke hånden ned i lommen og fiske det lille stykke papir op.

Jeg følte mig udmattet og utilpas. Jeg ville uden tvivl besvime snart.

Papiret var foldet to gange, så det tog dog ingen tid at folde det ud. Der stod én linje på, men mit syn var helt sløret og det tog alt hvad jeg havde for at fokusere, inden jeg besvimede.

 

Hun er den sidste. Nogensinde.

 

Efter at have læst den linje, blev alting sort. Jeg hørte lyde. Både lyde fra boksen, men derefter også lyde fra noget der befandt sig ovenover.

Det næste der skete, var, at jeg kunne føle sollys, der skinnede ned på mig, men jeg kunne ikke åbne mine øjne. Jeg kunne ikke gøre noget overhovedet. Hele min krop virkede til at være absolut død.

Jeg kunne høre stemmer nu. Stemmer ovenfra. De lød forvirrede alle sammen, og der blev sagt ting som:

”Hvad sker der?”

”Hvad er der dernede?”

”Hvorfor sker det her?”

”Der kom jo en nu i går, det her giver ingen mening.”

 

Lige pludselig kunne jeg mærke, at jeg ikke var alene i boksen længere.

”Det er en pige.”

Stemmerne blev højere og de lød mere end forvirrede nu. Nogle flippede fuldstændig ud, andre mumlede for sig selv, og lige pludselig blev der tysset på dem alle sammen.

Papirlappen der ikke lå i min lomme længere, men i min hånd, blev taget fra mig. Jeg kunne stadig ikke gøre noget, eller se noget. Det eneste jeg kunne, var, at lytte.

”Hvad står der, Newt?”

”Hun er den sidste. Nogensinde.”

Derefter brød helvede løs.

 

≠ ≠ ≠

Det var så første kapitel til min Maze Runner fanfiction. Jeg kommer til at skifte i mellem fire forskellige synsvinkler; Teresas, Thomas, Newts og Minhos synvinkel. For eksempel, så er navnet på det her kapitel Teresa, hvilket betyder at det er fra hendes synsvinkel og at det handler om hende. Det næste bliver Thomas, hvilket betyder at det så er fra hans synsvinkel.

Håber ikke det er, eller bliver forvirrende. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...