Tomorrow Never Dies | The Maze Runner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Igang
Teresa, Thomas, Newt og Minho er fire forskellige mennesker, men med i hvert fald én ting tilfælles; de er alle endt i Labyrinten og de har ingen idé om hvorfor. Ingen af dem kan huske noget, ud over deres eget navn, selvom visse ting virker bekendte. Dog er der en forbindelse mellem Thomas og Teresa, der dukkede op i Labyrinten med en dags mellemrum. Alt ændrer sig ved Teresas ankomst, og snart kommer der endnu større udfordringer for de fire og alle de andre Gladers. *Mit bidrag til Maze Runner konkurrencen - valgmulighed 2*

11Likes
9Kommentarer
1195Visninger
AA

4. Newt

”Hun er den sidste. Nogensinde.”

Lige da jeg havde læst ordene op, fra den lille, krøllede papirlap, der ellers havde været i den nyankommne piges hånd, var det som om at kaos var det eneste ord, der kunne beskrive det der skete i Gladen lige nu.

Endnu en gang måtte jeg tysse på de Gladers, der ikke kunne holde deres mund lukket. Det var vel også forståeligt at de valgte at råbe op på den her måde. Sådan noget her var aldrig sket før. Aldrig havde den sirene lydt dagen efter der var kommet en ny. Aldrig havde den nye været en pige.

Vi havde heller aldrig fået en besked sammen med de nye, og da slet ikke sådan en slags besked.

Hvis jeg skulle være ærlig, så gjorde det mig en anelse nervøs, men jeg forsøgte alt hvad jeg kunne for ikke at vise det. Nogen skal vel have styr på det hele, i et hul som det her.

”Rolig. Rolig!” råbte jeg, med mine lungers kraft. Det var svært at lukke munden på dem alle, og jeg blev også nødt til at få lidt hjælp fra Alby, men det lykkedes til sidst.

Jeg fik mig selv op fra boksen, og kom på benene. Straks kom Thomas løbende hen mod mig, med et forvirret ansigtsudtryk. ”Newt? Hvad sker der?”

”Kender du hende?” Mit pludselige spørgsmål kom bag på ham.

”Nej. Jeg-”

”Tænk dig godt om, Tommy. Ser hun bekendt ud?”

Jeg forsøgte at holde samtalen så godt som muligt mellem Thomas og jeg, så de andre ikke hørte mig, og fik gode idéer. Jeg kender efterhånden de her mennesker så godt, at jeg ved de ville fare direkte i flæsket på Thomas, hvis de hørte hvad jeg spurgte ham om.

Han kiggede ned i boksen og betragtede den bevidstløse pige. Hun havde sort hår og en kridhvid hud. Hans mund åbnede sig svagt, inden han trak det grå ærme ned over hånden, og tog derefter hånden op foran munden, så han kunne komme ud med sin nervøsitet igennem at bide i ærmet.

”Jeg ved det ikk-”

”Ser hun bekendt ud?”

”Det tror jeg ikke. Nej, det gør hun ikke.”

Et suk forlod min mund. Jeg kunne læse Tommys ansigtsudtryk som en åben bog. Hun bekendt ud, om han så vidste det eller ej. Men lige foran boksen, med en bevidstløs pige deri, sammen med alle de andre Gladers var ikke det bedste tidspunkt, at få ting som det ud af Thomas. Det måtte ske på et andet tidspunkt, og helt sikkert også et andet sted.

Jeg klappede Thomas en enkelt gang på skulderen og skulle til at gå tilbage til hvor vi kom fra, da en lyd kom fra boksen. Jeg drejede hele kroppen og kiggede derned, hvor den blege pige nu sad op, og kiggede forvirret rundt. Hun lavede store øjne og mumlede alt muligt der var helt umuligt at høre og forstå.

Endelig kom hun dog med en sætning, som var til at forstå og som jeg tror alle Gladers hørte.

”Alt kommer til at forandre sig.”

Det var også det eneste der forlod hendes smalle læber, før hun faldt om og så lige så bevidstløs ud som før.

Igen brød helvede løs og jeg magtede ærligt talt ikke at forsøge at dæmpe dem denne gang. Dog, så tog Alby sig af det, hvilket blot betød, at jeg kunne forlade menneskemængden og tænke over hele situationen i fred. Altså, lige så snart jeg kom ud herfra.

Jeg forsøgte endnu en gang at komme ud af flokken af de Gladers, der nu følte sig oprevet over den sætning der kom fra den sorthårede pige, og jeg håbede inderligt at hun ikke ville sætte sig op endnu en gang, og fyre et eller andet af igen, som ville forhindre mig på min vej ud.

Der skete heldigvis ingenting og jeg kunne fortsætte som normalt og komme ud, samt væk fra de som sagt oprørte Gladers.

Endelig fik jeg presset mig igennem flokken, og det udnyttede jeg ved at tage en dyb indånding. At indånde frisk luft efter at have stået sammen med alle de Gladers i flere minutter, var altid rart. Gudskelov var der ikke nogen der fulgte efter mig, så jeg fortsatte hen mod hjørnet af Gladen, i fred og ro.

Det tog mig ikke lang tid at komme hele vejen derhen, trods det faktum at jeg ikke går specielt hurtigt. Jeg haltede resten af vejen hen til hjørnet, hvorefter jeg med besvær kunne sætte mig ned, op ad den ene mur, mens jeg lagde hovedet på skrå op ad den anden. Igen kom der en dyb indånding, der egentlig lød mere som et suk, inden jeg lukkede øjnene i. Jeg følte alt det jeg havde på skuldrene, stille faldt af og af ren automatik slappede jeg væsentlig mere af, end hvad jeg plejer.

Presset ligger sjældent på mig. Selvom jeg skal træde til som leder, når Alby ikke magter det, så er det ikke det der er hårdt. Presset jeg lægger på mine egne skuldre er det, der er hårdt at bære.

Nu hvor Thomas dukkede op i går, og den sorthårede pige dukkede op i dag, så kan jeg allerede fornemme, at det nu kommer til at bliver hårdere end da jeg kom hertil. Vi ved allerede, at hun åbenbart er den sidste, og som hun sagde, så kommer alt til at forandre sig nu. Hvis jeg skal være ærlig, så bliver det svært. Nu kan jeg – som ”leder” – ikke bare forlade flokken, og sætte mig ved den høje mur – som jeg har haft problemer med før.  Nu kommer der pres på og ikke kun fra mig selv. Jeg har på fornemmelsen at det bliver det hele anderledes, og ikke kun fordi at hun sagde det. Jeg har på fornemmelsen, at der kommer til at ske en masse ting, i den her mystiske labyrint. En masse ting, som de færreste af os er klar til.

Jeg ved bare, at jeg dårligt nok er klar til det. Men det bliver jeg vel nødt til at være.

 

≠ ≠ ≠

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...