Tomorrow Never Dies | The Maze Runner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Igang
Teresa, Thomas, Newt og Minho er fire forskellige mennesker, men med i hvert fald én ting tilfælles; de er alle endt i Labyrinten og de har ingen idé om hvorfor. Ingen af dem kan huske noget, ud over deres eget navn, selvom visse ting virker bekendte. Dog er der en forbindelse mellem Thomas og Teresa, der dukkede op i Labyrinten med en dags mellemrum. Alt ændrer sig ved Teresas ankomst, og snart kommer der endnu større udfordringer for de fire og alle de andre Gladers. *Mit bidrag til Maze Runner konkurrencen - valgmulighed 2*

11Likes
9Kommentarer
1193Visninger
AA

5. Minho

Jeg ville ikke beskrive det som, at vinden tog fat i mit hår, da den beskrivelse passer bedst til folk med langt hår, men for at gøre det gøre en lang historie kort, så kunne jeg i den grad mærke vinden, da jeg løb afsted ude i Labyrinten.

Jeg drejede rundt om hjørnet, der ville føre mig til et andet hjørne, efterfulgt af endnu et hjørne, og så ville der kun være omkring en halv kilometer til, at jeg ville nærme mig Dørene.

Klokken måtte være omkring halv fem, hvilket egentlig betyder, at der er ret god tid til, at Dørene lukker, men når man alligevel ikke har mere at lave, hvorfor så tage chancen og komme for sent? Så ville jeg sgu ærligtalt hellere sove trygt i nat, i stedet for at bruge nattetiden sammen med en bunke aggressive Grievers.

Jeg nåede til hjørne nummer to og sukkede svagt, inden jeg satte tempoet lidt højere op. Jeg var træt – tro mig, når jeg siger at det er hårdt at løbe så mange timer i træk, selv hvis du er i god form. Nu ville jeg bare gerne tilbage til Gladen, hvor jeg kan få noget mad og hvor jeg kan slappe lidt af.

Hjørne nummer tre nærmede sig, og idet jeg drejede rundt om det, kunne jeg spotte de åbne døre for enden. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke følte mig selv sætte tempoet lidt højere op, kun fordi at jeg snart var der. Følelsen af at have været ude og løbe hele dagen, for derefter at komme tilbage og blive mødt af en bunke Gladers, var en dejlig følelse. At være en Løber er et hårdeste jobs der er blandt dem alle sammen. Derfor blev man også mødt med respekt, hver evig eneste gang man vender tilbage.

Murene blev højere og højere, og før jeg vidste det, passerede jeg Dørene og indtog hermed Gladen. Som sædvanlig kom der en gruppe hen til mig, og spurgte om jeg havde fundet noget nyt. Desværre måtte det blive det samme svar, som det har været siden jeg startede som Løber.

Nej.

Det kan godt være at Labyrinten ændrer sig hver evig eneste dag, men aldrig har jeg været så meget som tæt på, at finde udvejen. Det samme gælder for resten af Løberene.

At vi stadig bliver ved er vel lidt et mysterium. Men vi ved alle sammen godt, at hvis vi giver op, så kommer vi i hvert fald aldrig til at finde en udvej.

Jeg sænkede tempoet og endte med at gå lige så stille hen over Gladen. Der gik ikke lang tid før Chuck kom hen til mig. ”Fandt du noget?”

”Nope, ikke denne gang.”

Han sukkede højt og opgivende for at signalere, at det ikke var et svar han havde håbet på.

Jeg klappede ham en enkelt gang på skulderen, inden han åbnede munden igen. ”Har du hørt det om den nye?”

”Thomas?”

”Nej, pigen.”

Jeg stoppede min gang og spærrede øjnene op. ”Pigen?”

”Der dukkede en pige op i går.”

Forvirringen stod ud af mig, og jeg besluttede mig for at begynde at gå igen. Denne gang var det dog med et bestemt mål.

Thomas.

 

≠ ≠ ≠

 

Jeg brugte en helvedes masse tid på at lede efter Thomas, der desuden slet ikke var til at finde nogle steder. Og da jeg så til sidst gav op på at finde ham, var jeg så træt og udkørt, at jeg lagde mig et sted og faldt i søvn.

Nu var sagen så den, at jeg var vågen igen og ville fortsætte jagten på Thomas. Jeg var kommet forbi Newt, der gav mig lidt information om den nye pige. Jeg fik at vide, at hun var kommet med en besked og jeg fik at vide at hun havde sagt, at alt ville ændre sig nu. Det var dog bare ikke helt det jeg ville have at vide.

Jeg var på vej hen mod et af hjørnerne i Gladen, hvor jeg kunne se en sidde. Eftersom jeg lige havde talt med Newt (som jeg vidste, havde en ting for at sætte sig henne i et hjørne alene), så kunne det ikke være ham. Ergo, hvis du ikke allerede havde regnet det ud, så regnede jeg med at jeg ville finde Thomas henne i hjørnet, hvor jeg også stærkt regnede med, at han ville sidde og surmule.

Efterhånden som jeg kom tættere og tættere på, blev den grå trøje endnu mere grå, og det mørkebrune hår blev mere og mere genkendeligt. Thomas.

Og jeg havde endda også ret igen; Thomas sad med en trist mine.

Jeg var omkring seks skridt fra ham, da han opdagede min eksistens og gav mig et lille (meget lille) smil, der hurtigt var væk igen. Han trak sine ben til sig, og lagde armene rundt om dem.

”Hey,” mumlede jeg, og satte mig ned ved siden af ham.

Han brummede svagt som et svar tilbage.

Jeg vidste ikke hvor jeg skulle starte ud, eller hvordan han ville tage mit spørgsmål.

”Hende den nye pige,” sagde jeg med en sænket stemme. ”Kender du hende?”

Thomas kiggede op allerede ved den første del af min sætning. Noget i hans blik sagde mig, at han ikke selv kendte svaret.

”Jeg ved det ikke.” sukkede han. ”Hun ser bekendt ud, men alligevel ikke.”

”Har du nogen idé om, hvad hun hedder?”

En lille ’pssh’ lyd kom fra Thomas. ”Selvfølgelig ikke. Jeg ved jo ikke hvem hun e-”

Jeg lavede store øjne, da Thomas mistede alt farven i sit ansigt. Han kiggede ligeud, og drejede derefter hovedet i alle retninger der var mulige.

”Hvad sker der?” var det eneste jeg kunne komme på.

Ingen reaktion.

”Thomas?” Jeg lagde min hånd på hans skulder og ruskede svagt i ham. Han lignede en der var skræmt for vid og sans, og jeg gættede egentlig også på, at det var præcis hvad han var.

Endnu en gang måtte jeg tage fat i hans skulder, og ruske i ham igen. Dog reagerede han denne gang, men om det var positivt eller negativt, var ikke til at fortælle lige nu.

”Thomas, hvad sker der?” spurgte jeg, en anelse desperat.

”Jeg kan høre hende.” kom det fra Thomas, med en forsigtig, monoton stemme.

”Hvem?”

”Teresa.”

 

≠ ≠ ≠

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...