Den røde paraply

Jeg er ikke så god til at fortælle om mine historier, jeg vil hellere lade jer læse dem :)

1Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

2. Kapitel 2

Du skal ikke bekymre dig Jenny, du skal nok klarer det! De fleste har jo prøvet at starte på en ny skole, det kan da ikke være så slemt.

Jeg forsøgte at opmuntre mig selv, hele vejen hjemmefra og hen til skolen. Det hjalp bare ikke rigtigt, jeg var så nervøs at jeg havde det som om jeg skulle kaste op. Jeg havde aldrig været nød til at starte på en ny skole før, men da mine forældre døde, blev jeg nød til at flytte hjem til min onkel og tante. De første mange år, boede de hjemme i det hus mine forældre havde boet i hele mit liv, men da de ikke gjorde noget for at vedligeholde huset, begyndte det at falde fra hinanden, og vi blev tvunget til at flytte derfra, inden det faldt ned i hovedet på os. 

"Buhu, du får nok nye venner, tag en tudekiks og kom videre!" 

Mand hvor jeg dog hadede at være derhjemme i nærheden af min kusine, hun kunne ikke sige et eneste godt ord til mig, og det havde hun aldrig nogensinde kunnet. Specielt slet ikke efter at jeg var flyttet hjem til hende, min tante og onkel. Det var bestemt heller ikke med min gode vilje jeg var flyttet hjem til dem, det var noget jeg var blevet nød til at gøre fordi mine forældre døde for to måneder siden, og der ikke var andre der kunne tage mig til sig. 

Det havde været det, eller et hjem for teenagere. Havde det stået til mig, havde jeg valgt hjemmet for teenagere, men det gjorde det altså ikke. For min onkel og tante havde tilbudt sig med det samme, at de kunne tage mig til sig, men jeg vidste udmærket godt, at det udelukkende var fordi de ville kunne tjene penge på at have mig. Penge de rent faktisk skulle bruge på mig, men som aldrig blev det  

Min onkel og tante havde aldrig brudt sig om mig, og behandlede mig ikke specielt godt derhjemme. Faktisk levede jeg lidt ligesom Harry Potter gjorde det. Jeg havde kun et lille kammer som værelse, uden vinduer eller noget som helst, som jeg skulle tilbringe det meste af min dag i, fordi ikke kunne holde ud at se på mig, som de så pænt sagde til mig hver eneste dag.

"Havde du været vores datter, var vi nok også døde på et eller andet tidspunkt, du må have været noget af en skuffelse for dine forældre." 

Ordene gjorde mig ikke noget, for jeg vidste at det ikke passede. Mig og mine forældre, havde altid haft et godt forhold til hinanden, og jeg vidste at de ikke var skuffede over mig, for jeg havde et job på en café, og fik gode karakterer i skolen, så hvorfor skulle de have været det?

Men heldigvis er der kun et år til at jeg bliver atten, jeg glæder mig som et lille barn til at komme væk fra dem. De er min familie ja, men det har man sgu ikke mærket noget som helst til, ikke før de hørte om mine forældres død, og at de ville få penge for at have mig boende til jeg blev atten. 

"Hej, du må være ny her?" 

Jeg blev hevet ud af min egen lille vrede verden, af en stemme der pludselig kom fra min ene side. Jeg så forvirret op, og ind i et par venlige øjne. Jeg nikkede bare, genert som en i pokker.

"Så har du nok brug for en til at vise dig lidt rundt. Hvad skal du have nu?" 

Jeg kunne ikke rigtigt få min mund til at sige noget, fyren så godt ud, og jeg var møg hamrende genert. Han havde et venligt smil, og øjnene skinnede som diamanter, nej endnu bedre, som stjerner på en stjerneklar aften himmel. Nej, nu måtte jeg virkelig sige noget, ellers ville han da tro at jeg var stum eller noget.

Men jeg kunne stadig ikke andet end at nikke. Mand, hvorfor kunne det ikke have været en eller anden hamrende grim fyr der havde set mig? Hvorfor skulle det lige være ham, som jeg ville gætte på, var skolen lækreste fyr?

"Kom, så skal jeg vise dig derhen, du skal nok bare lige vise mig dit skema eller noget." 

Jeg rakte ham mit skema, og rødmede som aldrig før. Hvor pinligt, jeg kunne ikke sige noget som helst, og tænke kunne jeg åbenbart heller ikke. 

"Jeg hedder forresten Harry Styles. Hvad med dig?" 

Jeg så ned i skolegangens gulv, og fandt intet mindre end en hvisken frem fra et sted bagerst i struben. 

"Jenny Brown." 

Han nikkede, og viste mig vej hen til klasselokalet, imens han fortalte lidt om skolen. Selvfølgelig viste det sig, at han skulle have de samme fag som mig. Fordømt. Han nikkede med et smil, og gav tegn til mig om at jeg skulle følge med ham. Det gjorde jeg også, uden at sige så meget som et ord til ham, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham. Jeg havde aldrig været ret god til at snakke med fyre jeg først lige havde mødt, eller folk jeg lige havde mødt i det hele taget. Det var ikke kun med det modsatte køn, det var også mit eget køn jeg havde en del problemer med. 

Jeg havde altid gået for mig selv, og kun haft meget få venner, men til gengæld var det venner jeg vidste man kunne stole på. Dem havde jeg også måttet sige farvel til, da jeg skulle flytte hjem til min onkel og tante, som jeg lige vil påpege endnu engang, var meget imod min vilje. Men som sagt kunne jeg ikke rigtigt gøre noget ved det, for jeg havde ikke noget at skulle have sagt, så længe jeg ikke selv var myndig. 

"Så er vi her. Skal jeg introducere dig for nogle af dine klassekammerater?" 

Jeg rystede på hovedet, og sagde at jeg helst bare ville være så usynlig som muligt i dag. Jeg ville helst ikke tiltrække mig for megen opmærksomhed allerede den første dag, det var der nok ikke rigtigt nogen der ville, når de startede på en ny skole, eller et andet nyt sted. Jeg kendte i hvert fald ikke nogen, der ville være midtpunktet på deres første dag et nyt sted. 

"Vi ses senere så." 

Sagde han, og smilede endnu engang til mig, inden han gik fra mig, og satte sig hen på en af de forreste stole i klasse lokalet. Jeg gik ned bagerst i klassen, for at kunne være lidt mindre synlig for de andre elever, for jeg tænkte at de færreste nok ville blive taget i at stirre på den nye pige i klassen. Det ville jeg i hvert fald ikke selv. Blive taget i altså. 

Jeg så mig omkring i klassen, og så på folk når de kom ind, for så hurtigt at se væk igen. Jeg ville ikke have at de troede jeg gloede på dem, for så ville de sikkert komme med en eller anden smart kommentar. 

Jeg havde det virkelig ikke godt ved at skulle sidde her, uden at kende nogen som helst. Altså jeg kendte jo så lidt til Harry nu, men det var jo kun hans navn jeg kendte, så det mente jeg ikke rigtigt at det talte som kendskaber. Jeg brød mig ikke om at sidde der bagerst i lokalet, velvidende om at folk var nysgerrige om hvad jeg mon var for en ny fisk. 

Jeg havde håbet på, at jeg kunne få lov til at sidde der nede bag i, uden at nogen rigtigt ville lægge mærke til mig, men så heldig skulle jeg selvfølgelig ikke have lov til at være. 

"Det der er min plads, tag og smut med dig." 

Jeg så overrasket op, jeg havde siddet i min egen lille verden, og set ud af vinduet, i håb om at virke som om jeg passede lidt bedre ind i klassen, end jeg sikkert gjorde. Det var en mørkhåret fyr der stod foran mig, med et surt udtryk i ansigtet.

"Tag lige og slap af Wayne, hun er lige startet i dag." 

Kunne jeg høre Harry svare tilbage, fra den forreste del i klassen, hvor han havde sat sig. Den mørkhårede fyr der stod foran mig, vendte kort blikket om mod Harry for at se hvem der havde turdet sige sådan til ham. Det var i hvert fald sådan jeg opfattede det. Jeg havde også på fornemmelsen, at Wayne ikke ligefrem var en af dem man havde lyst til at sige imod. 

"Sagde du noget krøltop?" 

Harry rejste sig, og sagde at ja, det gjorde han faktisk. Og at Wayne skulle lade mig være.

"Hvorfor det? Har du allerede sat dig på hende da?" 

Spurgte han med et lumsk smil på læberne, og vendte blikket hen mod mig igen. 

"Hvad hedder du dukkebarn?" 

Spurgte han med et stirrende blik, jeg var ikke i tvivl om at han krævede et svar, men jeg kunne simpelthen ikke få et ord frem. Jeg var som frosset til stolen, og havde det som om læberne var frosset sammen. 

"Jeg spurgte dig om noget, kan du ikke svarer eller hvad tøs?" 

Jeg mærkede hvordan tårerne begyndte at brænde i mine øjne, men havde ikke rigtigt i sinde at lade ham se det. Hvem ville stå foran, hvad jeg mente nok var skolens bølle, og tude, allerede første dag de var der? I hvert fald ikke mig, men det var svært at holde tårerne tilbage, eftersom han blev ved med at komme med lede kommentarer til mig.

"Jeg bad dig om at lade hende være Wayne!" 

Harrys stemme var kommet tættere på, og jeg så op i hans ansigt, der ikke var så smilende som det havde været for kun få minutter siden.

"Slap af Styles, jeg spørger hende bare om et simpelt spørgsmål, som selv hun burde kunne svarer på. Men hun er måske døvstum den lille tøs?" 

Han fnøs ondsindet, og vendte sit blik tilbage mod mig, der straks vendte blikket mod klassens gulv igen.

"Tag så og opfør dig ordenligt Wayne!" 

Nu var jeg ikke i tvivl længere, Harry var ved at blive godt sur på ham Wayne fyren. 

"Hvad med at du tog og lukkede røven, og lod mig klarer det her selv Styles?"

Wayne lød ikke sur, endnu, men han lød irriteret, og jeg var bange for hvad det her ville udvikle sig til. Så jeg tog min rygsæk i hånden, og rejste mig for at finde en anden plads i klassen, i håbet om at Wayne så ville lade det ligge. Men endnu engang skulle jeg ikke have lov til at være så heldig, for i det  jeg havde rejst mig, og skulle til at gå forbi Wayne, skubbede han så hårdt til mig, at jeg væltede omkuld, og landede på gulvet. De få ting jeg havde i tasken røg ud, og spredte sig på gulvet. 

"Nu kan det fandeme være nok, tag dig sammen Wayne, vi ved alle sammen godt, at når det kommer til stykket, dur du ikke til en skid." 

Jeg samlede hurtigt mine ting sammen, smed dem i tasken og rejste mig op.

"Nu holder du kraftedeme kæft Styles!" 

Råbte Wayne. Hans ene knytnæve fløj over mod Harry, der bare tog fat i den med den ene hånd, og vred Wayne´s arm om på ryggen.

"Nej, nu holder du kæft Wayne, der er ikke en eneste af os herinde i klassen, der gider høre på dit macho pis. Så enten lukker du, eller også skrider du ad helvede til!" 

Wayne vendte sig vredt om, og gik med rasende skridt ud af klasseværelset. Jeg så hen imod døren som han lige var gået ud af, og begyndte at tage mine ting med mig derhen af. Men Harry stoppede mig.

"Kom, du mangler forresten nogle bøger, jeg viser dig ned til biblioteket." 

Jeg nikkede med tårer i øjnene, og fulgte efter ham. Vi mødte den lærer vi åbenbart skulle have.

"Jeg gætter på et møde med Wayne?" 

Harry nikkede, og sagde at han tog mig med ned på biblioteket og hentede nogle bøger, så jeg kunne komme lidt væk fra de andre. Mærkeligt nok nikkede læreren bare, og sagde at det var helt i orden, og at han ville tage en snak med Wayne så snart han så ham. 

"Du skal ikke være bekymret, han har det hele i munden, og alle er så skide trætte af ham." 

Jeg nikkede, og med en svag mumlen, takkede jeg for det han havde gjort for mig. Det var kommet bag på mig, at der var nogen der havde villet hjælpe den nye pige i klassen, for de første mange dage, havde jeg regnet med blot at blive ignoreret. Men sådan var det åbenbart ikke her, for mens Harry have sagt noget til ham der Wayne fyren, var der nogle af de andre fra klassen der havde hjulpet mig op og stå. 

"Er du okay?" 

Spurgte Harry mig, jeg nikkede men tårerne i mine øjne, fortalte med et tydeligt sprog at jeg bestemt ikke var okay. Jeg havde allermest lyst til at løbe hjem og græde, men jeg vidste at jeg ville få store problemer hvis jeg kom for tidligt hjem, og lige nu var det ikke lige det jeg havde allermest lyst til. 

"Kom, der sker ikke noget i de næste to timer, og ellers skal jeg nok tage skraldet." 

Jeg så undrende på ham, men fulgte med ham. Jeg havde ikke rigtigt noget valg, for han havde taget min hånd i sin, og trak mig ned af skolens gang mod udgangen og hen imod parkeringspladsen da vi kom udenfor. 

"Hvor skal vi hen?" 

Spurgte jeg, men fik ikke noget svar.

"Vent og se." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...