Din forevigt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2014
  • Opdateret: 20 aug. 2014
  • Status: Igang
En Burhan G-fanfiction dedikeret til Nanna, den største af hans fans, jeg kender. ||

0Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

2. Cafébesøg

"Okay, men skynd dig. Jeg vil ikke vente alt for længe." Jeg smilede diskret til min far, der gik hen mod toiletterne og vendte mig om for at gå tilbage og sætte mig ned på den bløde sofa i fransk stil ved side af det store, åbne køkken i brun maghoni og studerede medarbejdernes armbevægelser, mens de lavede sandwicher og smoothies. De så meget professionelle ud, som de stod der og udførte deres job mens de jævnligt kikkede op for at se, om der var nye kunder. Jeg fangede en af de unge medarbejderes blik, da han ryddede et bord ved siden af mig. Han så ret gennemsnitlig ud. Brune øjne, brunt hår og lys hud. Han så kort på mig og sagde så "Hej!" og vinkede. Jeg vinkede igen, inden det gik op for mig, at de ikke var mig, han henvendte sig til. Det var en kunde, der lige var kommet ind af døren. Jeg lænte mig tilbage i sofaen og lod som ingenting, mens medarbejderen gik hen til den nyankomne kunde og plantede et venskabeligt dask på hans skulder.

Kunden grinte og daskede igen, inden han gik hen til disken. Han var nok stamkunde her på stedet, for alle medarbejderne lod til at kende ham. "Hey Burhan! Hvad skal det være i dag?" Kunden smilede. "Tak, Tobi, jeg tager en latté med sukker." Han gik rundt og ledte efter en plads, men han syntes ikke til at synes om nogen af pladserne. Så vendte han sig om mod mig og så mig i øjnene. Jeg mærkede et sug i maven. "Hej. Må jeg sidde her?" Jeg nikkede. Han satte sig og gabte.

Jeg lod blikket glide ned af ham. Han havde mørk hud og hans sorte hår var samlet i små knolde under hans hat. Han havde en hvid Vans-T-shirt på og lyse bukser, der var et par størrelser for store. Først nu opdagede jeg, at han havde en guitar hængende over skulderen. "Skal du ikke tage den af?" Jeg grinede og pegede mod guitaren. "Nåh, den?" Han smilede, tog den af og stillede den op af sofaen. "Er du musiker?" spurgte jeg med beundring i stemmen.

Han trak på skuldrene. "Lidt, måske. Jeg elsker at synge." Jeg pillede ved mit hår. "Vil du ikke synge for mig?"

Han nikkede. "Måske senere?" Jeg satte mig tilbage. "Lidt senere."

Lidt senere kom en tjener med kaffen. "Her, Burhan. Undskyld forsinkelsen. Vi havde lidt problemer med kaffemaskinen."

"Det er fint. Tak." Han tog imod kruset og drak en slurk. "Skal du ikke betale for kaffen?" spurgte jeg ham undrende. Han smilede. "Nej, den er på huset." Han stillede kruset fra sig. Skal du ikke have noget? En juice, måske?"

"Nej.. jeg venter på min far. Han var på toilet, men.. han er så ikke kommet tilbage endnu." Jeg sukkede. Han kørte kruset rundt ved hanken uden at drikke. "Er der noget galt?"

"Nej.. nejnej. Det skal du ikke tænke på." Han rømmede sig og drak resten af kaffen. Så rejste han sig op. "Jeg bliver desværre nødt til gå. Jeg skal over i studiet og indspille en sang."

"Indspille en sang? Jeg troede ikke, at du var så god?"

"Det er jeg heller ikke. Det er bare for sjovs skyld. Ikke noget specielt." Han tog sin guitartaske op på ryggen igen.

"Held og lykke. Hvornår vil du synge for mig?"

"I morgen, her i caféen?" Jeg smilede bredt. "Ok! Jeg glæder mig til at høre dig!"

"Tak. Jeg går nu. Farvel." Jeg bed mig i læben. "Vent.."

Han vendte sig om. "Hvad er der?"

"Vi glemte at præsentere os for hinanden. Jeg hedder Nanna. Du?"

Han smilede og så mig dybt i øjnene. "Jeg hedder Burhan. Det var fedt at møde dig." Han knyttede hånden til et fistbump, som jeg straks gengældte. "Farvel, Burhan."

Han hankede op i sin guitartaske. "Farvel. Hav en god dag."

"Hej." Jeg så længe efter ham, da han gik ud med let svingende bevægelser. "Nanna? Din juice er klar. Kommer du?"

Det var min far. Jeg sukkede, da jeg så hans matte, blege arbejdstrætte ansigt, der var oversået med daggamle skægstubbe. "Åh.. Jeg kommer. Kan vi sætte os ovre ved sofaen?"

Hans smalle læber gik svagt opad i et udmattet smil. "Overflødigt spørgsmål."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...