Vingesus

Saga har det ok med at være alene. I hvert fald når hun får lov at sidde og kigge ud over Island fra sit ynglings træ. Her bruger hun meget tid. Men en dag bliver alt ændret. Mit bidrag til "Skriv om en engel" konkurrencen. jeg har valgt mulighed nr. 3

2Likes
0Kommentarer
258Visninger
AA

2. Kapitel 2

Nu sad hun her igen. Alene. Ensom og så alligevel ikke. Hun var tilfreds. Alene. Ensomheden gjorde hende ikke noget. Hun vidste hun havde venner. Hun vidste hun kunne tage med dem ud og drikke kaffe på en cafe, hvert øjeblik det skulle være. Hun vidste hun kunne betro sig til dem. De var loyale. Men i sidste ende stolede hun kun på sig selv. Hun stolede kun på Island. Det sted hun var født. Det sted hun var vokset op. Det sted der boede i hende og altid ville gnave når det ikke var tæt på hende. Kun Island kunne hun betro sig til. Det gjorde hende isoleret. Men det gjorde ikke noget. Isolationen var god. Hendes tanker fortalte hende hele tiden det samme. Det var ok at være alene. Det var ok bare at være her.

Specielt nu. Hun kunne høre en fugl synge i det fjerne. Ellers var der stille. Stilheden gjorde hende ikke noget. Måske var det det der gjorde hende noget. At hun havde det fint.  Hun lukkede øjnene og flød ud i et . Men så hørte hun det.

Hun åbnede sine øjne. Hun kunne høre en høj lyd. Det lød som vinger der fløj højt over hende. Men var på vej mod hende. Lyden.  Det var en susen. Hun kiggede op.

De lette lyserøde skyer der før havde dækket himlen, var blevet sorte. De begyndte at blæse op. Vinden rev hårdt i træet hvor hun sad. Hun klamrede sig til stammen. Det ville ikke være en god ide at gå ned nu. Grenene ville knække, og hun ville styrte langt ned. Hun så igen op mod himlen. Ude i det fjerne lød en buldren. Hun følte pludselig en frygt. I et træ i tordenvejr. Tordenskraldet blev ved og ved. Det blev højere og højere, som om det bevægede sig tættere på. Hun klamrede sig tættere til stammen. Råbte om hjælp, men vinden tog lyden og førte den langt bort til den til sidst kun var en hvisken. Hun var næsten allerede død. Hun så sit liv passere forbi. Utroligt mange af minderne var forgået i netop dette træ. Så var det vel også passende det hele skulle ende i træet. Hun hang fast i det sidste minde om solnedgangen. Imens holdt hun om stammen og lod lyden ud. Nød bare det sidste øjeblik.

”Så hjælp mig Gud” hviskede hun. Langsomt lod hun lyden ind igen. Men det var ikke længere vindes susen hun hørte. I stedet var aftenfuglen vendt tilbage med sine sørgelige melodier. Da hun åbnede sine øjne var det ikke længere mørkt, men solen var atter på vej ned. Hun kunne høre sit eget tunge åndedrag da hun satte sig op. Var hun død? Måske var dette det der var efter døden. Solnedgangen på Island. Hun så op mod de lyserøde skyer. Hendes hjerte sprang et slag over. Oppe på toppen af træet stod en dreng. En dreng på hendes egen alder. Hans hår var mørkebrunt, og hans hud var solbrun. Hans mund stod let åben. Måske i forundring. Han lignede en normal dreng. Men der gik et gys igennem Sagas krop da hun så på ham. På ryggen var to store hvide vinger. De var af det fineste hvide dun og bevægede sig let i den milde sommerbrise. Hendes kunne ikke tage sig frem dem, og hans øjne ikke fra hende. I fuldkommen stilhed stod de og undrende sig over hinanden. Hvordan kunne han have vinger? der var ingen logisk forklaring. Måske var hun død.

Hun rykkede uroligt på sig. Han tog et forskrækket spring op. Vingerne baskede let. Han svævede over jorden. Hun gøs. Langsomt, med faste øjne på ham, begyndte hun at kravle ned.

”Vent!” råbte han. Det rungede ud i hele skoven bag dem. Træet rystede og hun greb fat om stammen. Men det var forsent. Hun faldt. Et gisp forlod hendes læber. Hun lukkede øjnene. For anden gang på en aften skulle hun til at dø. Hun mærkede hvordan hendes mave kildede mens hun faldt. Hun gjorde sig klar til jorden. Men i stedet landede hun i et par arme. Hun åbnede øjnene og så drengen med vingernes milde ansigt. Det var først nu hun så hans ansigt så klart. Det var smukt. Øjnene var blå som søer og ansigts trækkene fine. Han duftede sødt. Som en blanding af skovjordbær og kamillete. Han kiggede lige ind i hendes øjne.

”Tak” hviskede hun. Hun prøvede at komme fri fra hans greb. Men han holdt fast. Hun rykkede sig igen og hans greb strammede sig. Hun mærkede et sug i maven da han satte af fra jorden. Alt forsvandt langsomt under dem mens de fløj højere og højere op. Der var noget i hende der gøs, men også noget der var fascineret af ham.

Han landede roligt i træet og satte hende på en gren. Med rolige vingesus landede han selv ved siden af hende. De var begge stille. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun havde så mange spørgsmål. Men hun var bange for svarene.

”Hvad er du?” spurgte hun stille. Hun prøvede at holde øjnene på solnedgangen.

Han var stille et stykke tid. Som om han tænkte over hvad han egentlig var. Han så så på hende.

”Cassiel”

”Cassiel?” hun kiggede undrende på ham. Han kiggede lige så undrende tilbage, som om han ikke selv forstod hvad han lige havde sagt.

”Fortæl mig hvem du er Cassiel” sagde hun så. Hun prøvede at give ham et lille smil. Ikke noget stort. Bare et lille smil.

Han sukkede. Men hun anede alligevel et eller andet smil omme bag den stille facade.

”Jeg hedder Cassiel. Jeg er en. . . Jeg er noget du ikke kender til.” Sagde han så. Hun nikkede langsomt. Som om hun forstod.

”Jeg er en engel” fortsatte han. Det gav et ryk i hende. Han måtte lyve. Hun kendte ikke til nogen engle. Hun troede ikke på dem. De fandtes ikke.

”Hvad laver du her?” spurgte hun. Hendes øjne borede sig ind i hans. Hun ville vide hvad det her var. Hvorfor han var her.

Han sukkede igen og vendte sig mod solnedgangen. Han tænkte igen over sit svar. Måske vidste han ikke hvorfor han var her. Måske var han her bare. Lidt ligesom hende.

”Det håbede jeg du kunne svare på” sagde han roligt. Han smilede skævt til hende. Hans øjne skinnede klart i lyset fra solnedgangen. Som for øvrigt ikke havde rykket sig i lang tid. Den var nærmest gået i stå.

”Hvorfor skulle jeg kunne svare på det? Du er englen. Er det ikke dig med alle svarene?” sagde hun drilsk. Hun gav ham det samme skæve smil igen.

Han nikkede anerkende.

”Folk har mange fordomme om os. F.eks at vi har alle svarene” sagde han med et strejf af sørgmodighed i stemmen. Det klingede godt i øret. Hans stemme var meget smuk. Dyb, men ikke for dyb. Rolig, men stadig fuld af liv.

”Hvem har så svarene?” spurgte hun. Han smilede og grinede kort til hende.

”Ham der oppe” Han pegede op og fløjtede lavt. Hun kiggede op på de lyserøde skyer. Over dem var en svag violet farve.

”Hvorfor sendte han dig så her?” spurgte hun stædigt. Hun skulle vide hvorfor denne engel besøgte hende. Det kom vel ikke bare uden en grund.

 ”Han sagde du havde svarene. . . Tro mig jeg er lige så forvirret som dig nu!” sagde han. De sukkede begge i kor. Så ”Ham” havde sendt engel til hende fordi hun havde svarene. Når hun tænkte over det havde hun ikke svaret på særligt meget. Hun var i bund og grund selv lidt faret vild. Hun havde ledt sig selv væk fra meningen.

”Så spørg mig” sagde hun.

”Hvad?”

”Hvis jeg har svarene så spørg mig om spørgsmålene!” sagde hun irriteret.

Han gav hende et lille grin.

”Så let er det ikke” sagde han og roede sine fingre gennem sit hår.

”Hvad mener du?”

”Han forklarede mig lidt før han sendte mig herned… Vi skal åbenbart selv finde spørgsmålet. . .”

”Hvad? Og så har jeg svaret?” spurgte hun. Han så opgivende på hende.

”Ja åbenbart. Og jeg kender dig ingen gang”

”Jeg kender ikke dig” sagde hun muggent. Det var ikke det her hun havde forstillet. sig. At sidde fast klemt i tiden med en smuk engel, mens solen ikke rykkede sig en meter.

”Så fortæl mig om dig selv” sagde han i en pludselig blid tone. Hun kiggede undrende på ham. Hun sukkede. Han var utrolig smuk.

”Jeg hedder Saga, jeg er født og opvokset på Island. Rettere sagt midt ude ingenting. Jeg er god til det meste i min skole. Jeg laver mine lektier og afbryder aldrig min lære. Når jeg har fri kan jeg godt lide at ride på min mors heste og så bare. . . At være her.” sagde hun hurtigt. Han kiggede på hende med store ærlige øjne.

”Du er ensom?” spurgte han. Hun rynkede på næsen. Det havde hun ikke sagt noget om. Ja hun var ensom, men hvordan kunne han vide det?

”Jeg er ensom ja. Men jeg har det fint med det” sagde hun og kiggede ned på jorden under dem. Hun havde aldrig været så højt oppe i træet.

”Det er din tur” sagde hun roligt og kiggede op på ham. Han nikkede.

”Jeg hedder Cassiel efter min far eller hvad du vil kalde det. Min mentor tror jeg vidst passer meget godt. Han er ærkeengel. . .” Cassiel kiggede på hende som om hun ville forstå og det var den mes normale ting i verden. Hun så bare skræmt tilbage.

”Nårh ja…” mumlede hun.

”Jeg er selv i ”optræning” som engel. Altså jeg skal blive en bedre engel… I den fritid jeg ikke har så meget af, jeg arbejder jo og har stadig min skole, kan jeg godt lide at læse” sagde Cassiel. Han lavede en grimasse og vendte hovedet mod solnedgangen. Hun smilede skævt.

”Du er ensom?” spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Han kiggede til hendes side og grinede.

”Det er jeg vel” sagde han i en munter tone. Men hans ansigt fortrak sig i sorg. Saga rykkede akavet på sig. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til en engel.

”Hvad arbejder du med?” spurgte hun. En engels arbejde burde være interessant. Hun forstillede sig at han dyrkede morgenfruer i små haver eller spillede på harpe for de andre engles fornøjelse.

”Jeg henter folk der dør” sagde han trist. Hun kiggede forskrækket på ham. Det forstillede hun sig ikke. Hun mærkede hvordan hun blev ør i hovedet.

”Er du her for at hente mig?” spurgte hun bange. Han kiggede på hende. Han så ligeglad ud.

”Næ” sagde han og rystede på hovedet.

”Hvem henter du?” spurgte hun, lidt mere roligt. Hun følte sig lettet helt ind i sit hjerte. Hun var ikke klar til at dø.

”Jeg henter mest unge mænd og små drenge. Du ved der dør i bil uheld og sådan. De respektere mig mere end hvis en gammel engel kom til dem.” sagde han i et ligegyldigt tonefald.

”Vil de nogen gange ikke med?”

”Ikke altid.”

”Hvorfor?”

”Fordi det er svært at dø. Det er svært at sige farvel.” sagde han. Hans stemme var trist.

De sad begge i tavshed et øjeblik. Bare så sig omkring.

”Hvad sker der så?” spurgte hun. Det store spørgsmål ingen kendte til. Hvad skete der efter livet?

Han kiggede drilsk på hende og grinede.

”Det er aldrig godt at vide” sagde han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...