Dear Harry [Harry Styles]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2014
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Igang
Penpals er et velkendt fenomen på Englands skoler men da den 17 årrige Valerie Trescott og de andre 2.års elever får tildelt en pelpal fra en anden skole i England ændres hendes liv drastisk. Hun ved ikke hvor hendes penpal præcis er fra i England men alligevel føler hun sig knyttet til ham mere end nogle af sine venner. Hun fortæller Harry alt og et stærkt venskab bliver bygget. Men hvad sker der når skolen på årsdagen for traditionen arrangere en camp for de to skoler i midten af England?

50Likes
68Kommentarer
2336Visninger
AA

7. Kapitel 6

 

Dear Harry.

 

Så er det blevet tid til mit andet brev, altså I alt vores tredie.

 

Jeg syntes at hele dette penpal noget er noget underligt men dog fasinerende. Man møder nye mennesker og man kan hverken dømme dem ud fra tøj, stil, stemme eller uddsende. Trods vi har set hinanden ved ingen af os jo hvordan vi ser ud I virkeligheden. In action om man kunne sige.

 

Min dybeste hemmelighed?

 

Tjo, altså da jeg var 11forlod min far os, min mor og jeg. Min mor fortalte alle at de bare ikke passede sammen mere men jeg vidste bedre, engang da jeg sad på mit værelse havde jeg hørt mn far snakke I telefon med en dame. Samme aften tog han sine ting og jeg fulgte efter ham. Han flyttede til en ny familie, damen havde to børn og var tilsynladende meget velhavende. Dog ville han ikke have mig der, så jeg blev sendt væk. Med ordene at han ikke elskede min mor mere, og heller ikke mig.

 

Du er den eneste udover min veninde, Trash. Som kender historien, hold den for digselv :)

 

Min tur til at stille et spørgsmål:

Hvad var det sværeste valg du noglesinde har truffet?

 

Valerie.

 

Papiret var en smugle vådt fra de tårre der havde ramt det mens jeg sad og skrev brevet til Harry. Jeg proppede det ned I en konvolut og skrev den addresse jeg havde gemt på min telefon, langsomt bevægede jeg mig ned og udenfor til postkassen. Brevet stoppede jeg I og smilede for migselv.

 

Jeg håbede virkelig at jeg kunne stole på Harry, for han havde lige fået min dybeste hemlighed at vide, nu havde han bare at værsætte min tillid. “Valerie!” kaldte min stedfar hvilket dybest sæt fik mig til at flyve fem meter op I luften.

 

Forhelvede da altså.

 

“Kan du ikke sige til Geo at vi køre om tyve minutter?” jeg sukkede, hvorfor gjorde han det ikke selv? Dog nikkede jeg og gik derefter op af trappen med trætte skridt. Geo var Georgias kælenavn men kaldte du hende det så var du nok tæt på at være død. Derforbrugte hendes far det kun når hun ikke var inden for hørevide.

 

“Geo...rgia” startede jeg men skyndte mig at sige det sidste for at gøre min levetid bare en smugle længere.Tøsen var jo fanedme farlig. Et 'ja' lød og derefter skubbede jeg hendes dør op og lod mit hovede titte ind.

 

“Hey pap, din far siger at I køre om 20” med et hvin sprang hun op og slog mig nærmest ned samtidig med at hun løb hen mod hendes tøjskab, stakkels mig.”Kan jeg tillade mig at spørge hvad I skal?” hun trak lidt på det inden hun smilede skævt.

 

“Hvis du lover at holde kæft kan jeg godt fortælle dig det... jeg skal til en matematisk optagelsesprøve I centrum af london... du ved det fineste matematiske universitet” jeg gispede og slog begge mine hænder for munden samtidig med jeg fantaserede om en gasmaske.

 

Jeg må nok ha lignet et dådyr I søgelyset af en bil for hun grinte ihvertfald inden hun sendte mig et smil. Se nogle gange var min papsøster ikke så slem igen. Hun kunne – når hun ville – være sød og forstående.I dag havde hun tilsynladende en af de gode dage.

 

“Jamen held og lykke Georgia! Jeg krydser fingre for dig!” sagde jeg og trak hende tøvende ind I et kram som hun overraskende nok gængeldte for hendes blik igen blev seriøst og hun skubbede sig fra mig.

 

“Hvis du nævner dette her eller noget med optagelsels prøven til nogle så er du død Trescott” sagde hun indenhun tog sindyre designer jakke ned fra sin knage og svang den over skulderen, satans som en tøs dog havde arvet stil fra Mean Girls. Det var til at tude over, næsten.

 

Ikke at det var grimt, det var godt nok ikke min stil men lidt for 90'er til mig. Det var helt okay til hende altså. Min stil var nok bare mere blandet, den ene dag kunne jeg gå I stramme bukser og de næste I Adidas bukser og en sweather. Altså min stil skiftede alt efter mit humør.

 

Georgia var lige smuttet før at jeg modtog en sms fra Zayn. #Hey Smukke, er alene hjemme... kommer du forbi? ;)# jeg grinte bare og smilede, Zayn plejede for det beste bare at skrive hvis han var trængene så det overraskede mig ikke at han skrev idag, det var lidt over en uge siden at vi sidst havde... yeah.

 

Hurtigt fik jeg svaret ham at jeg ville pakke min taske og så komme over til ham.Jeg låste min bil op ogstartededen for så at køre mod Zayn's lejlighed. For ja han boede alene. Hvilket tit kom til min fordel, fnis.

 

Ej Valerie så stopper du! Ikke noget fnis Gleeeeem det.

 

Efter små fem minutter stoppede min bil foran Zayn's lejligheds bygning, jeg fandt en ledig plads og parkerede så der hvorefter jeg slikkede mig om læberne og gik ud. Lyden fra billåsen kunne høres og lidt efter havde jeg klikket på knappen med Z.Malik stående på. Selvsikkert trykkede jeg knappen ind og smilede stort da hans stemme brød gennem højtaleren.

 

“Hallo?” jeg grinte lidt før jeg svarede “det er Valerie” et lavt shit lød før han mulede et kom ind og trykkede på knappen så jeg kunne komme ind. Hvad end det shit havde betydet så anede jeg ikke en skid om det. Det var også none of my buisness så jeg skulle ikke blande mig I hvad end Zayn nu lavede.

 

Da jeg nåede hans dør stod den som altid åben, jeg skubbede let døren op og gik ind for derefter at tag mine sko og min jakke af. Jeg kiggede ud af min øjenkrog og så Zayn stå og se på mig mens jeg hang jakken op på en bøgle. “Hey” fniste jeg, det var altid en smugle akavet når vi ikke var fulde men vi skulle lige over den kant der hed 'akavethed' og så var alt som det plejede.

 

“Hey smukke” grinede han og gik om bag mig for at stå, faktisk ville jeg ha bevæget mig ind I stuen men Zayn havde andre planer og lagde mine arme om mit liv, lidt trængene måske?

 

“Hva er du lidt trængene?” grinte jeg og vendte mig rundt I hans greb, Zayn grinede og nikkede let inden han med den ene hånd klemte mig på røven, hvilket fik mig til at grine en smugle.

________________________________________

Yay nyt kapitel!!!!

Nå siden i var så gode så siger vi 2+ Fans til næste kapitel og 5+ Kommentare

I KNOW U CAN DO IT

Elsker jer!

- Nanna

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...