UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17948Visninger
AA

28. Yeds

Jeg havde forladt Megan.

Eller forladt og forladt – jeg havde stirret grimt på hende i fem pinefulde sekunder, smækket hårdt med døren som en anden dramaqueen, og var taget hjem til hendes kæreste. Nåå ja, hendes utro kæreste. I liked that.

Selvfølgelig havde jeg puttet det falske smil på, da jeg kom til til Calum og Mason. Calum skulle ikke vide noget om min og Megans samtale, i hvert fald ikke til en start. Hendes ord, og ikke mindst mine, havde virkelig påvirket mig, og gjort mig så frustreret og.. forvirret?

“Babe, er du sikker på du er okay?”, spurgte Calum for cirka tyvende gang inden for de sidste fem minutter. Hvad han byggede det på var ret klart; jeg var kommet hurtigt hjem, og stressede nu rundt fordi der pludselig var meget jeg skulle nå inden vi skulle køre. Jeg synes ellers, at jeg havde forberedt mig rimelig godt, men åbenbart ikke.

“Ja, mig, hvorfor skulle jeg ikke være okay?”, jeg stoppede kort op, forpustet, og gik så videre da min stemme lød lidt for sarkastisk og lidt for sur.

“Du virker bare ikke he-“ – “Men det er jeg! Alt er fint, alt er godt!”, afbrød jeg ham med høj stemme, hvilket jeg straks fortrød. Nu vidste han jo med sikkerhed, at jeg ikke var okay. Det viste sig også hurtigt, da han kiggede overrasket på mig.

Jeg sukkede, og gik hen til ham med et halvt opgivende smil; “Undskyld, undskyld. Jeg er bare stresset”.

Det var nok egentlig bare at pynte lidt på løgnen, men jeg kunne ikke fortælle om Megan. Han skulle fortælle mig, hvordan det stod til med dem, ikke omvendt.

“Hvorfor fortæller du mig det ikke bare?”, spurgte han opgivende, og tog fat i mit håndled, da jeg forsøgte at gå væk. Det var lidt ubehageligt, for jeg følte mig tvunget til at sige det nu.

“Hvilket?”, forsøgte jeg, men vidste godt det var dumt af mig.

“Jeg kender dig bedre end du tror”, svarede han i stedet, og lagde sine hænder om på min lænd. Hvad mente han med det? Vidste han det? Var jeg virkelig så nem? Oh god.

I stedet for at svare, hvilket jeg godt vidste han ellers forventede, pressede jeg mine læber mod hans i håbet om, at denne samtale nu var glemt. Derfor udviklede jeg det også lidt for meget, for så havde jeg en lille idé om, at han ville tænke mere på det end på, hvad jeg havde brugt den sidste time på.

Efter et minut træk jeg mig fra ham, og begyndte at gå væk, da han greb fat om mit håndled endnu engang; “Hey Anna?”.

Jeg kunne straks mærke nervøsiteten, hvis det kys ikke havde hjulpet. Jeg mener, selvfølgelig ville jeg kysse ham, men det føles virkelig ulækkert når jeg tænkte på, hvordan Megan måtte sidde og have det.

Jeg vendte mig nervøst om mod ham, med et lille ‘ja?’.

Han smilede; “Ved du godt jeg elsker dig?”. Jeg smilede lettet tilbage; “Ja”. Han lod heldigvis til at lade det andet emne ligge, hvilket jeg lydløst takkede for. Jeg gad ikke diskutere det, for jeg vidste at jeg bare ville blive irriteret og så sige det til sidst. Dårlig taber var nok det jeg var.

 

“Annapigen!”, min far bredte armene ud, og lod mig hoppe ind i hans favn. Det var fantastisk at have en weekend hjemme, når jeg ellers altid var på farten.

“Og Mason!”, min far og jeg trak os fra hinanden, så han kunne løfte Mason op i et kram. Imens trådte Marie frem bag min far, og selvom jeg ikke havde den store lyst, gav jeg hende et hurtigt kram. På det punkt var jeg nok lidt gammeldags – ville gerne have, at min mor og far var sammen, og at det hele var godt. Men sådan vidste jeg jo godt, at det ikke var.

“Annamus, hvor er det godt at se dig! Og lille Mason!”, min mor trådte frem mod mig og trak mig ind i et stort kram. Ja, min mor var her sammen med far og Marie – i dagens anledning havde vi aftalt at de skulle være være her sammen, så jeg bedre kunne få set dem begge.

“Calum?”, min mors udtryk ændrede sig, da hun så ham bag mig. Jeg smilede til hende for at vise, at det gik godt med os. Marie derimod stod med et kæmpe smil på læberne. Hun var her også sidst vi havde det godt sammen.

“Det er også godt at se dig!”, min far trådte frem og trak, forbavsende nok, Calum ind i et kram.

Stemningen derefter var jævnt akavet, for ingen vidste hvad de skulle sige. Jeg forsøgte bare at smile til dem. Heldigvis brød min mor den akavede stemning; “Jamen lad os få lidt frokost!”.

 

“Spis pænt, Mason”, min stemme var blid, men bestemmende. Mason kiggede grinende på mig, og jeg vrængede et lille smil ud til ham. Han var simpelthen så svær i tiden, det var startet efter alt det med Calum.

Mason grinede og proppede en alt for stor bid rugbrød med leverpostej ind i munden. Jeg rykkede mig en smule over til ham; “Mason ikke så meget af gange-MASON!”. Jeg rejste mig arrigt op og rykkede tilbage, da Mason sprøjtede leverpostej ud over det hele. Det værste var hans ustoppelige grin som indikerede, at det var med vilje. Min trøje havde små mørke pletter, jeg kunne mærke noget på min kind og mine hænder var smurt ind også.

Før jeg tænkte mig om skubbede jeg stolen bagud og gik med hastige skridt ud på badeværelset. Jeg vidste at jeg burde sørge for Mason først, men jeg havde virkelig ikke tålmodighed til hans lege lige nu.

Der bredte sig rolige stemmer ude i stuen, men ikke noget jeg tænkte over. Jeg hev fat i noget papir, og fik tørret pletterne væk. Med lidt tid begyndte jeg at falde ned, men kunne hurtigt mærke hvor lidt der skulle til før jeg blev kørt op igen. Jeg kiggede mig kort i spejlet, klappede mig selv på kinderne, rystede på hovedet og gik ud i stuen igen, hvor Mason og Calum overraskende nok manglede. Men til min store glæde – for nogle gange kunne man godt have brug for en pause. Jeg satte mig roligt ned igen med mine forældres blikke på mig.

“Han dræner mig for øjeblikket”, var mit svar. Jeg kørte noget af mit hår om bag mit øre, og begyndte at spise noget agurk, mest for at gøre noget.

“Hold fast i ham”, min mor kiggede seriøst på mig, og jeg rynkede brynene.

“Jeg er hans mor, selvfølgelig holder jeg fast i-“ – “Calum. Hold fast i ham”, afbrød min mor. Hun klappede mig kort på hånden, og så var alt ellers ligesom før. Jeg forstod ingenting. Min mor bad mig holde fast i Calum, hende som ellers hadede ham. Hvad fanden havde de snakket om, som jeg ikke vidste?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...