UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17527Visninger
AA

14. What?

For første gang i cirka hundrede år, var jeg glad. Mit humør var godt, og smilet sad nærmest låst fast på mine læber. Med god grund.

Fandtes der noget så livsbekræftende, som en lille baby?

Godt nok var den inde i maven, så den lvede el teknisk set ikke helt endnu… Men alligevel.

Det eneste der manglede, var kønnet. Jeg kunne allerede nu mærke, at det ville give mig ro i sindet, at vide hvilket køn det var.

”Du er glad, kan jeg se”, Luke afbrød mine tanker, og fik mig til at kigge på ham. Stadig med smilet låst fast.

”Om jeg er!”, svarede jeg lykkeligt, og lagde hovedet lidt på skrå.

Efter at have været på hospitalet, tog Luke og jeg hjem til ham. Han var en fantastisk støtte, og jeg var så glad for, at han var ved min side, og hjalp mig i det her. Hvad skulle jeg helt ærligt have gjort uden ham? Jeg ville selvfølgelig klare det alligevel, men det ville have været alene. Helt alene. Og langt sværere.

”Hvordan reagerede Calums egentlig?”, spurgte Luke pludselig, og fik mine bevægelser til at stivne et enkelt sekund. Calum. Ham havde jeg næsten glemt.

”Han var vidst ret overrasket. Sad bare og sagde ikke rigtig så meget.. En rimelig klar hentydning hvis du spørger mig”, forklarede jeg kort, og bundede glasset med juice, jeg havde i hånden. Og nu var smilet væk. Pis.

”Er du sikker på, at han ikke vil?”, spurgte Luke. Hans stemme var lidt skinger, og det lød lidt som om, at han var bange for at sige noget forkert. Klart nok.

”Hvis han ville, så havde han vel kontaktet mig”, svarede jeg simpelt, og bundede endnu et glas juice. Calum ville ikke være med, og det var fair nok. Det var i hvertfald det, jeg bildte mig ind. Et sted, længere inde, så var det på ingen måde okay med mig. Han lovede mig alt muligt, og plabrede løs om hvor meget han elskede mig, men når jeg ville have det barn, han delvvist var skyld i, så smuttede han.

Jeg lod blikket glide hen på Luke igen, som sad med hovedet på skrå, hvilende fremover, og munden let åben. Hans blik hvilede på mig, på sådan en ubehagelig måde, hvilket fik mig til at løfte øjenbrynet mod ham; ”Har jeg noget i hovedet?”.

Han rykkede sig tilbage, og fnes kort; ”Du er utrolig”. Det gjorde mig jo slet ikke mere forvirret. Men tak ellers!

”Hvad mener du?”, spurgte jeg og gik hen til ham. Jeg tog en slurk af min juice, men mit blik var stadig på ham. Kom så Lukey boy, du har alt min opmærksomhed, take the floor.

”Det er du bare”, svarede han, som om det var helt normalt. Det var sku da ikke noget svar!

”Det er ikke noget svar! Kom med det!”, min stemme var skinger, og smilet var heldigvis fremme igen. Dygtig Anna. Klap dig selv på skulderen.

”Du er speciel”, svarede han, og jeg rullede med øjnene. Kun for sjov selvfølgelig, og måske alligevel ikke. Kunne han ikke bare sige det? Skank.

”Uddyb”, forlangte jeg, og gik endnu tættere på ham, så jeg faktisk var højere end ham. Men kun fordi han sad ned. Jeg var ikke den højeste. Snøft.  

”Nej”, svarede han, og lagde sine hænder på min ryg. Hvad fanden mente han med nej? Det var en ordre. Eller noget i den stil.

”Hvad fanden Luke?”, jeg fnes og lagde mine hænder på hans skuldre. Han var en idiot. Calum var bare en langt større idiot.

Og misforstå den ikke, selvom jeg misforstår mig selv. Fuck.

”Den ære skal ikke engang du have”, forklarede han og blinkede til mig. Og jeg, tja.. Jeg vred mig ud af hans greb og gloede irriteret på ham. Han smilede bare. Træls.com.

”Idiot”, jeg løftede min pegefinger for at peje på ham, og kiggede ham i øjnene. Han brød ud i grin, og trak mig hen til ham; ”Jeg eeeeeelsker diiig puttemus!”.

”Nå, tillykke”, svarede jeg flabet og pillede lidt ved hans trøje. Jeg fjernede mine øjne fra hans, og kiggede i stedet lidt ned af.

”Jamen det var da så lidt”, han lagde hovedet let på skrå, og smilede skævt til mig. Var der en hentydning der, Hemmings?

Jeg fnes, og kiggede op på ham; ”Okay”.

Jeg nåede at sende ham et flabet blik, før jeg skreg op af grin. Hans hænder kørte hen af mine sider, for at kilde mig, og det lykkedes desværre.

”Luke din møgkælling, stop! Luke!”, mine grin var fuldstændig ustyrlige, og jeg lignede med sikkerhed en gris på speed, men det var fuldstændig ligegyldigt. Det var pisse sjovt, selvom jeg snart ville blive kvalt i mit eget grin. I det mindste en glad død. Eller, i ved hvad jeg mener.

”Så sig det”, beordrede han, og fortsatte med at kilde mig, da jeg rystede på hovedet. Så skulle han heller ikke have den ære!

”Noget for noget”, fik jeg hikstet ud, selvom mit grin afbrød mig et par gange. Luke så ud til at misforstå den totalt, da han brød sammen i grin, men stoppede kort efter, og kiggede på mig med et seriøst udtryk; ”Deal”.

”Du starter”, jeg kiggede udfordrende på ham, og løftede øjenbrynet let. Huke Lemmings, come with it right now.

Han viftede lidt med hænderne, som jeg ikke helt forstod. I kan lige vove på at kalde mig spastisk, eller noget i den dur. Slam bam sagde det. Ikke.

Da jeg ikke forstod hans viften, lagde han sige hænder på min ryg, og hev mig hen til ham. Jeg stod nu med mine knæ mod hans, men han fortsatte, hvilket jeg tog som en hentydning. Jeg satte mig op  på ham med et ben på hver side, og rystede mit hår lidt væk fra ansigtet; ”Godt så, sig frem”.

Han smilede skævt til mig, og kørte sine hænder længere ned af min ryg, lige over min røv. Ikke længere ned Huke. Jeg mener Luke.

”Kan du sige noget, eller?”, jeg gjorde med vilje min stemme lavere, bare for at provokere ham. Han kiggede op på mig med et lille suk. Ikke sådan fuck-hvor-er-du-træls, mere sådan fuck-hvor-er-du-mega-træls. Ej.

”Du er meget smukkere, når du holder mund”, hans stemme var ændret som min, og han spillede med. Pis.

”Lad hver med, at snakke udenom”, beklagede jeg, og kiggede væk fra ham. Det irriterede mig, at han ikke bare kunne sige hvad han ville. På samme tid, gav det mig kriller i mavsen, fordi jeg var spændt på, hvad han nu ville gøre og sige. What a dilemma.

”Jeg snakker ikke udenom”

”Jo du gør”

”Nej”

”Jo”

”Nej”

”Jo”

”Nej”

”Jo”

”Nej”

”Nej”

”Jo” – Luke sukkede, og jeg grinede – jeg tog røven på ham. Lær det, bitch. Jeg var faktisk lidt stolt. Mit grin fortsatte, og bare for at irritere ham – rakte jeg tunge. Så moden var jeg altså. Luke kiggede fortsat sukkende på mig. Trætte dreng dog. Er jeg så udmattende?

”Okay fint”, jeg slog ud med hænderne, og lagde dem derefter på hans kinder. Jeg lænede mig ned i mod ham, så jeg kunne kigge ham helt dybt i øjnene; ”Jeg elsker dig”. Nu havde han fået det, så nu var det hans tur til at forklare sig!

Jeg forventede helt klart et uddybende svar, som jeg kunne bruge til noget, men det fik jeg ikke.

”Nå, tillykke”, var hans eneste svar, og det irriterede mig grænseløst, at han brugte mine egne ord i mod mig. Jeg slog ham blidt (=rigtig hårdt) på skulderen, dog med et smil på læben. Han begyndte at grine, og knugede mig ind til ham, som en bamse. Så blød var jeg heller ikke. Men det var han til gengæld!

”Luke jeg mener det. Forklar”, jeg trak mig fra ham og lagde igen mine hænder på hans kinder, så vi kiggede hinanden i øjnene.

”Du ved det jo godt”, svarede han, og lod sine hænder ligge på min røv. Forhelvede, det var det, du ikke måtte. Hvor uhøflig har man lov at være?

”Luke j-”, startede jeg ud, men han afbrød mig med et suk; ”Hvad har Calum sagt til dig?”. Det fik mig blot til, at rynke panden, og lægge hovedet på skrå. Hvad mente han? Og hvad havde Calum sagt?

”Han har jo sagt en milliard ting til mig, hvad fisker du efter?”, spurgte jeg, og kiggede spørgende på ham. Jeg forstod ham faktisk ikke helt. Han var så uforudsigelig, men det var fantastisk.

”Forfanden Anna, har han sagt noget om, hvorfor han kunne lide dig?”, spurgte han med et suk, og havde hævet stemmen. Hvad var det, han blev så irriteret over? Og hvad havde Calum sagt? Jeg forstod absolut ingenting, men svarede bare, hvad der faldt mig ind; ”Han har sagt så meget”. Luke sukkede dybt, og virkede mere og mere desperat. Han virkede ærlig talt som en, der ville gå amok lige om lidt, og få et eller andet stress sammenbrud.

”Eksempel, kom”, beordrede han. Jeg kiggede mærkeligt på ham, da jeg slet ikke forstod, hvor det her skulle føre hen, eller hvad det havde med noget som helst at gøre.

”Han har sagt at han elsker mig, og altid vil vente på mig”, svarede jeg, og Luke stoppede fuldstændig sin desperate væremåde, for at kigge mig dybt i øjnene. Så dybt, at det næsten var ubehageligt.

”Og hvorfor tror du, han har sagt det?”, fortsatte Luke, i en roligere stemme, hvilket allerede gjorde mig mere tryg og tilpas.

”Vel fordi han kunne lide mig”, svarede jeg enkelt, da jeg faktisk syntes, at det var ret simpelt. Jeg vidste da ikke, hvad der foregik i hovedet på Calum, men han havde vel sagt det for en grund.

”Anna, hvis han kunne lide dig, så havde han stået ved din side nu. Han havde ventet på dig, han havde hjulpet med det barn, og han havde kæmpet for dig”, forklarede Luke, og stoppede alt mit indvolde. Kunne Calum slet ikke lide mig? Havde han brugt mig for, at have noget at lave? Den værste tanke var nok, at han var min første gang. Hvor pinligt ville det ikke være, når det var en, der brugte dig for sex?

”Hvad er det du siger?”, spurgte jeg, selvom jeg udmærket godt vidste, hvad han sagde og mente. Det undrede mig bare, at han stod (eller sad, med en tung dramawhore ovenpå sig) og sagde, at hans bedste ven havde brugt mig. Jeg var jo bare en tilfældig pige, som de havde mødt. Men alligevel?

”Jeg siger ikke, at du ikke betyder noget for ham. Jeg siger bare, at jeg ikke forstår, hvorfor han ikke står hos dig nu, og viser dig, hvilken fantastisk pige du er”, svarede Luke, og det kørte så hurtigt, at jeg næsten ikke forstod hvad han sagde. Jeg lod hele strømmen køre igennem mit hoved et par gange, før jeg forstod hvad han havde sagt.

”Du er alt for sød Luke, tak”, jeg smilede til ham, og aede hans kind. Ligenu var jeg ligeglad med, hvem der kunne se os. Om nogen paparazzier fik billeder, eller nogen fans så os. Jeg var ligeglad, for jeg nød at sidde her med Luke. Eller på Luke, om man ville…

______________________________

Hey girls (and maybe boys) ((i don't think))

Beklager virkelig, at det er hundredevis af år siden, at jeg har opdateret

jeg siger jer, jeg er blevet surprised i den her uge, over lektier..

Den ene dag kunne jeg knapt slæbe mig selv hjem..

Undskyld, men jeg bliver nødt til, at prioritere min skole lidt foran, da jeg ligesom er ret fortabt uden... Ej.

Men jeg håber, at der kommer et kapitel mere i aften - hvis jeg har energi til at skrive mere (eftersom jeg har siddet de sidste to timer og skrevet på det her kapitel). 

Hav en dejlig lørdag aften, og nyd weekenden <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...