UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17936Visninger
AA

11. Surprise motherfucker

LUKES SYNSVINKEL:

 

“I remember the day you told me you were leaving..”, sang jeg, og kiggede kort op, hvorefter mit blik røg en smule ned igen.

Nogle af mine ynglings stunder var, når vi øvede sammen bare os fire drenge. Det var lang tid siden, at vi bare havde øvet uden at skulle bruge det, til noget specielt. Det var så utroligt, hvor langt vi var nået, og vi var alle meget taknemmelige.

“And the dreams you left behind you didn’t..-“, sang jeg videre, men stoppede da en lav lyd afbrød mig. Drengene kiggede mærkeligt på mig, da jeg bare stoppede med, at synge og spille. De stoppede kort efter, og Calum kiggede på mig; “Hvad så?”.

Det var næsten som at se et spørgelse, som hendes navn stod der, på displayet. Hvorfor ringede hun til mig? Og havde hun stadig mit nummer? Jeg vidste godt, at hun havde Calums nummer igen, men når hun ringede til mig, så var det uden tvivl noget om ham eller Ashton. Som var hemmeligt. Jeg trak hurtigt mobilen op til øret, og kiggede kort rundt på drengene i mens; “Jeg bliver lige nødt til, at tage den her”.

De kiggede undrende på mig, hvilket var forståeligt nok. Der var næsten aldrig noget, der var vigtigere for mig, end at øve og spille musik.

Da jeg som sagt regnede med, at det var noget hemmeligt, skyndte jeg mig ud af lokalet, og lidt ned af gangen bare for, at være sikker.

“Hej, det er Luke”, sagde jeg lavt, da jeg stadig var bange for, at drengene ville stå og lytte eller sådan noget. Selvom det var en underlig tanke.

“Hej Luke, det er Anna. Hvor er jeg glad for, at du tog den”, hendes steme lød utroligt nervøs, og også rystende. Hvad havde pigen nu lavet? Man vidste sku heller aldrig, hvor man havde hende. Hun havde altid gang i et eller andet mærkeligt.

“Hvad sker der?”, spurgte jeg, da jeg ligesom godt kunne gætte mig til, at dr var sket noget alvorligt. Typisk Anna. Sige, at vi skulle lade hende fuldstændig være, og så selv komme rendende og ville have hjælp. Men hun betød jo også en hel del for mig, da hun hurtigt var blevet som en søster for mig dengang. Jeg havde bare ikke det samme syn på hende mere. Nu var hun blevet til min halv-søster, som jeg var blevet tvunget til, at bo sammen med.

“Det er alt for mærkeligt at forklare herover, så jeg ville høre om.. Om du ville mødes med mig en dag? Helst uden nogen af de andre ved det”, hendes stemme var lav ligesom min. Som om, at vi begge snakkede med en, vi ikke måtte snakke med. Bad girl alligevel.

“Årh, hvad har du mon nu rodet dig ud i..”, sukkede jeg, da hun egentlig godt måtte vide, at hun var lidt svær at regne med en gang i mellem. “Men ja, selvfølgelig vil jeg det. Skal vi mødes hjemme ved dig?”, tilføjede jeg, da jeg selvfølgelig var der for hende. Hvis jeg huskede ret, havde jeg også lovet hende det.

Hun sukkede kort i den anden ende. Hun vidste det godt. “Ja lad os det, passer det dig i morgen?”.

Jeg lavede en hurtig lyntænkning af, hvad der var af planer i morgen. “Jeg kan også komme, når vi har øvet? Hvis det passer dig?”, spurgte jeg, da vi faktisk havde en del, vi skulle i morgen. Og noget sagde mig, at jeg skulle have god tid ovre ved hende.

Det lød forkert.

“Ja selvfølgelig. Så kan du spise her, hvis du vil?”, spurgte hun. Hendes stemme var forandret lidt, og var hævet lidt. Ikke fordi hun råbte, men hun virkede roligere.

“Det kan vi godt sige. Men jeg tror, at jeg bliver nødt til, at løbe nu. Vi ses i aften”, jeg kunne høre, at drengene var begyndt at snakke lidt højere, så jeg måtte tilbage og øve færdig.

Anna grinte kort; “Det gør vi”. Jeg smilede kort, og lagde derefter på. Den pige, var utrolig.

 

ANNAS SYNSVINKEL:

 

Klokken havde rundet seks, og jeg var nu fuldstændig klar til, at Luke skulle komme.

Og det lød så forkert.

Tilgiv mig.

Men, jeg havde dækket op ved sofabordet med pizza, for det var ligesom det eneste, jeg kunne finde ud af.. Og Luke og jeg var venner, så derfor pizza. Det var bare godt.

Min mobil vibrerede højtlydt inde i stuen, hvilket mig til, at løbe derind, ude fra køkkenet. Og jeg gled det sidste stykke, fordi jeg havde sokker på. Skills.

Jeg var bare så moden. Tilbage til børnehaven Anna.

Dog var detbare en besked fra Luke; ‘Er på vej puttemus ;)’

Nå ja, det måtte han da godt kalde mig. Hvis det gjorde ham glad. Ej, det var da meget sødt.

Jeg svarede bare kort, da han alligevel snart ville være her; ‘I orden skatter, der er åbent ;)’

Hvis han måtte kalde mig puttemus, så måtte jeg kalde ham skatter. Bum, færdig. Faste regler.

Ganske som jeg havde forudset (lol friends), bankede det kort efter på. Jeg hoppede elegant ud i entréen, og åbnede døren.

Ude foran stod selvfølgelig selveste Luke Hemmings, bedre kendt som min skatter. Og jeg måtte indrømme, at han så godt ud, selvom han bare havde øvet. Det var bare sådan noget, han kunne.

“Hej Luke”, sagde jeg, og han sagde hej, hvorefter vi gik et skridt frem, og lagde armene om hinanden.

“Kom indenfor”, mumlede jeg, og trådte til side, så han kunne komme indenfor. Han tog sin jakke, og sine sko af, og fulgte efter mig ind i stuen. Han smilede, og vi satte os i sofaen for, at begynde på den første pizza.

“Nå, er det Calum denne gang?”, startede Luke ud, og smilede hurtigt til mig. Han tog en bid af sit pizza-stykke, og kiggede interesseret på mig. Jeg fnes lidt. Burde have forudset det; “Det kan man godt sige. For at gøre det rimelig kort, så var vi sammen her for et par uger siden”, forklarede jeg simpelt, da jeg lige så godt kunne få kortene på bordet.

Også jokerne. De var nemlig de højeste.

Drop det.

“Sammen?”, gentog Luke spørgende. Forstod drengen det ikke? Ellers ville han bare irritere mig.

“Havde sex, knaldede, kneppede, lagengymnastisk, whatever you wanna call it”, svarede jeg ham, og sukkede kort. Jeg smilede dog hurtigt da jeg ikke var sur på ham.

Luke slog øjnene op, og begyndte, at grine; “Ja okay, det burde jeg jo have forudset”.

Skank. Du skal ikke forudse den slags.

“Måske”, svarede jeg kort, og tog en stor bid af mit pizzastykke. Nam.

“Smager det godt?”, grinede Luke, da jeg sikkert lignede en, der ikke havde fået mad i hundrede år. Han grinede højt af mig, og lænede sig lidt fremover.

“Ja. Jeg spiser også ret meget for tiden”, svarede jeg og håbede inderligt på, at jeg kunne få hentydet mig over til det, jeg ville snakke med ham om. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg ellers skulle få det sagt.

“Man kan ikke se det på dig puttemus”, svarede Luke, som om han lige præcist vidste, hvad piger ville høre. Det gjorde han nok også, men alligevel. Det var sødt af ham.

Jeg smilede til ham, og lagde hovedet lidt på skrå; “Tak skatter. Ligeover”. Det sidste sagde jeg selvfølgelig bare for, at drille ham lidt.

Jeg nåede lige at se ham løfte øjenbrynet, før han sad ovenpå mig, og hans hænder var overalt på min krop. Og misforstå mig ikke, for hans hænder kildede mig, og grunden til, at han sad på mig var nok, at det var lidt nemmere for ham.

“L-lu-luke st-stop!”, skreg jeg, og grinede helt hysterisk. Jeg var mega kilden, okay? Det var frygteligt, og jo mere han gjorde det, jo værre blev det. Jeg blev ved med, at grine, så jeg hostede og grøntede, hvilket Luke bare grinede af.

Jeg var en charmetrold, var jeg.

“Luke!”, grinede jeg, hvilket kom lidt forkert ud. Situationen blev heller ikke mindre akavet, da hans hånd kom til, at ramme mit bryst, fordi jeg vred mig rundt under ham. Det fik os begge til, at fryse, og kigge hinanden i øjnene. Det sendte et eller andet mærkeligt i gennem mig, som jeg ikke kunne sætte ord på. Jeg sank en klmup, og kunne mærke mine kinder blive lidt varmere.

“U-undskyld..”, mumlede Luke, og fjernede hurtigt sin hånd. Han kiggede både skræmt og undskyldende på mig.

Jeg smilede bare, og fnes kort; “Det er okay”. Det var bare mærkeligt, inde i mit hovede, for han var som min bror.

“Du lignede ellers ikke en, der var okay med det”, svarede han, og bed sig kort i læben. Jeg sendte ham bare et smil; “Disser du nu mit udseende?”.

Han fnes og sendte mig et stort smil; “Selvfølgelig ikke puttemus. Du er den smukkeste pige”. Han lød helt oprigtig, hvilket skræmte mig lidt. Men det var rart alligevel, for det gav mig da lidt glæde.

“Og du er den smukkeste dreng”, svarede jeg, og smilede til ham. Jeg vidste ikke helt, om han var den smukkeste dreng i følge mig, men han var om ikke andet godt med, og det var vel næsten det samme. Ikke?

“Jeg troede, Calum eller Ashton havde taget den”, han kiggede på mig, med et løftet øjenbryn, og støttede sig på sine hænder i sofaen, da han jo stadig sad ovenpå mig. En smule akavet efter vores lille ‘uheld’, men også meget sjovt. Og rart. Og misforstå mig ikke.

“De kan slet ikke følge med min skatter”, smilede jeg, og trak hans hovede ned til mig, så jeg kunne placere mine læber på hans kind, hvilket fik ham til, at grine.

_____________________________

Hvad tror i, der sker nu? :) 

Håber kapitlet har fået noget bedre humør og glæde, har i hvertfald gjort mit bedste :)

Jeg elsker jeeeer<3<3<3<3<3<3<3

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...