UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17807Visninger
AA

23. Stay away from him

I dette kapitel er vi gået TO ½ år frem i tiden :)

 

Solen skinnede, himlen var blå, og der var ingen udsigt til nogen form for dårligt vejr. Det var fantastisk, at vejret var så rart – og det var en fantastisk følelse, at sidde på en bænk i parken, blandt barneråb og skrig, og bare lukke lydene ude, til fordel for solskinnet.

“Mor!”, den eneste stemme i denne verden, der i øjeblikket kunne hive mig tilbage til den virkelige verden. Min diamant.

“Hvad så basse?”, jeg rejste mig fra bænken for, at kunne sætte mig på hug foran ham. Ham. Mason. Min søn. Det var stadig helt utroligt at sige til mig selv. Han var rent faktisk min søn, og ikke bare en lille dreng jeg passede for nogen.

“Vil du lege med mig?”, spurgte han, med den der søde barnestemme som han godt vidste, jeg ikke kunne stå for. Jeg smilede hurtigt til ham, og skulle til at svare, da mit øje fangede et blink. Paparazzi. Ja, de var her altså stadig, selvom det var to år siden jeg fortalte til omverdenen, at jeg ville holde en pause med at optræde. Jeg skrev, og indspillede jo stadig sange, bare i et langsommere tempo end før.

Jeg fik hurtigt trukket ham ind til mig, så paparazzierne ikke fik flere billeder af ham. I det fjerne, bag et træ kunne jeg se manden der havde taget billedet, og som nu forsvandt.

“Ja, det vil jeg gerne”, svarede jeg, og tog i mod hans lille barnehånd, så vi kunne følges over til rutsjebanen.

Vi kom til trappen op til rutsjebanen, Mason først og mig bag ham. Jeg rutsjede først, så jeg kunne tage i mod ham nede ved rutsjebanens ende.

“Er du klar Mase?”, jeg smilede stort op til ham, og foldede armene ud til at tage i mod ham. Ja, Mase var altså hans kælenavn. Det var det, jeg kaldede ham mest – udover de normale.

Mason hvinede, nikkede og satte kort efter af med hænderne, så han gled ned af den sølv bane i hurtig fart. Hans brune hår fløj tilbage, mens hans smil kun blev større.

Han grinede stort, da han landede i mine arme. Jeg kunne ikke lade hver med at lade et grin ryge ud. Hvis der var noget der gjorde mig glad, så var det at se Mason glad. Det betød alt for mig. Hvis bare han var glad, så var jeg glad.

“En gang til!”, hvinede Mason, og skyndte sig at løbe hen til trappen. Måske var det bare mig, men hver gang han løb lidt for hurtigt, fik jeg en slags hjertestop.

“Forsigtig skat!”, råbte jeg til ham, og holdte øje mens han løb op af trapperne. Jeg kunne godt se, at det ville gå galt, men nåede desværre ikke derover før det var for sent. Han snublede og landede på maven, hvorefter hans gråd kunne høres højt. Det gav et stik i mit hjerte når han græd, og jeg skyndte mig hurtigt op til ham, for at løfte ham ind til mig.

“Ssh Mase, det er okay”, beroligede jeg ham, og vuggede ham lidt. Det var det, der plejede at hjælpe. Eller ‘plejede’ – ikke fordi han tit græd.

Jeg gik lidt rundt med ham i parken omkring lejepladsen, mens han langsomt stoppede med at græde. Jeg satte ham ned igen, og satte mig på hug foran ham.

“Har du slået dig nogen steder?”, spurgte jeg kærligt, og tørrede lidt sand væk fra hans pande, hvilket afslørede en hudafskrabning med en lille smule blod.

Han pejede på sin pande, og derefter på sit knæ. Automatisk foldede jeg hans ene bukseben op over knæet, og fik afsløret en større hudafskrabning.

Jeg krammede Mason ind til mig, og aede ham lidt over håret; “Skal vi komme hjem af?”. Han nikkede, og rakte sin hånd op mod mig, hvilket straks bragte et smil frem på mine læber. Han var en rigtig lille charmetrold.

“Skal vi købe lidt slik med hjem?”, spurgte jeg for at opmuntre ham, hvilket tilsynladende virkede, da han smilede stort og nikkede. Det passede perfekt, da der rundt om hjørnet lå et supermarked. Jeg løftede ham op på vej ind, da han ellers altid bare løb afsted fra mig. Jeg havde lidt for mange gang prøvet, hvor han bare løb rundt i hele forretningen og jeg måtte bruge et kvarter på at lede efter ham.

“Mason vil ned”, sagde han, kort efter jeg havde løftet ham op. Det gjorde han altid, og jeg vidste han blev sur hvis han ikke fik lov, men det måtte han affinde sig med en gang i mellem. Jeg hadede de forældre der bare lod deres børn gøre hvad de ville.

“Så skal du holde mor i hånden hele tiden?”, jeg kiggede ham i øjnene, og han var hurtig til at nikke. Jeg smilede og satte ham ned, hvorefter jeg hurtigt tog hans hånd så han ikke løb væk.

“Dem her”, Mason kiggede ind på en hylde, hvor der var en pose slik med spiderman uden på. Jeg tog hurtigt en pose og kastede ned i kurven. Vi fandt et par andre praktiske ting, og skulle til at gå hen mod chipsene, da en velkendt stemme brød ind i mit hovede:

“Bare tag tre!”. Jeg kiggede hurtigt tilbage, hvor mine øjne kort efter mødte Lukes. Og før i spørger – nej, vi sås ikke mere. Det blev kort efter fødslen for meget med ham, og jeg havde derfor skubbet dem alle fire helt væk, og fokuseret på Mason.

“Anna?”, Lukes stemme fik de tre andre til at kigge op. Klart nok – sidst de så mig, var da min mave var som en bold, og jeg var i ført jogging tøj. Nu havde jeg fået trænet min mave nogenlunde igen, og havde et par lyse boyfriend bukser på, samt en hvid langærmet trøje.

“Nej, eh m-mit navn er Aria”, forsøgte jeg, og kunne mærke mine kinder blive varme. Forfanden. Desværre var mit mørkerøde hår nok ret afslørende . og mit udseende generelt. De kendte mig jo faktisk ret godt. Nogen bedre end andre.

“Det er virkelig dig”, mumlede Luke overrasket, og de gik alle fire hen til mig. Pis. Hvorfor skulle jeg lige støde ind i dem? Af alle mennesker?

“Okay så, det er mig”, svarede jeg, og smilede let og anstrengt. Jeg kastede blikket ned i min kurv som hang på min arm, mest fordi det var akavet at se dem igen.

“Så, hvordan går det?”, spurgte jeg efter yderligere et par sekunders (akavet) stilhed. Jeg hadede sådanne stilheder.

“Det går fint, hvad med dig?”, spurgte de lidt kluntet i kor. Eller ikke i kor, men oven i hinanden.

Jeg rystede lidt på hovedet for at få mit hår væk fra ansigtet; “Det går go-. Fuck, Mason!”, udbrød jeg hurtigt. Jeg smed kurven på gulvet, og begyndte at gå hurtigt rundt blandt hylderne med madvarer.

Fuck fuck fuck, hvorfor fanden havde jeg også ladet ham gå? Et eller andet sted havde jeg det fint med han ikke lige var hos drengene, da jeg ikke ønskede Mason skulle møde dem, men nu var han væk.

“Mason!”, kaldte jeg, og forsøgte at lyde helt rolig på trods af min panik. Han var mit alt, og jeg kunne ikke klare når han var væk, slog sig eller noget i den stil. Jeg begyndte at gå mere og mere i panik, og kunne mærke mit hjerte banke hårdt.

Jeg drejede rundt om hjørnet til nogle tørvarer, hvor jeg nærmest fik et chok. Der stod ingen ringere end Calum Hood, med Mason i hånden. Hvem fanden troede han, han var?

“Årh der er du Mason! Du må ikke bare sådan løbe væk, det ved du også godt!”, det kom ud lidt hårdt, men jeg var bare nervøs for ham. Han grinede bare af, hvad jeg sagde og løb hen til mine åbne arme; “Jeg bliver bekymret for dig! Forstår du det basse?”. Mine fingre strøg hans hår tilbage i en rolig bevægelse, mens han nikkede og derefter kyssede mig på kinden. Et lille grin røg ud over mine læber, og mine arme knugede ham ind til mig. Selvfølgelig uden at kvæle ham. Hæhæhæ.

Det gik op for mig, at Calum stod og nærmest gloede på Mason, hvilket gav mig en stor lyst til at sige noget til ham.

“Mason skat, vælger du lige nogle chips?”, jeg smilede stort til ham, hvorefter han gik hen til chipsene og kiggede. Det var næsten lige ved siden af mig, så jeg kunne sagtens holde øje med ham.

Da Mason var begyndt at kigge, gik jeg hen til Calum og sendte ham et hårdt blik; “Nu skal du høre her. Det var dig der ikke ville have det barn, som halvt var, er dit! Jeg har taget ansvaret for Mason, fordi jeg elsker ham højere end noget andet. Du skal ikke komme her og spille helt, eller hvad fanden du tror du er! Mason skal ikke igennem det samme lort som jeg, på grund af dig! Forstår du hvad jeg siger til dig? Du skal ikke nærme dig ham!”, mine ord var hårde og kolde, men jeg hviskede på grund af Mason ikke skulle høre det, og også for de andre der var i supermarkedet.

Calum kiggede skræmt på mig, men jeg gav ham et sidste hårdt blik, før jeg gik hen til Mason, som havde valgt en pose chips.

“Skal vi få betalt og komme hjem, skat?”, spurgte jeg ham, og fik ham hurtigt til at smiel og fnise.

Noget sagde mig, at jeg efterlod Calum med noget at tænke over.

_________________________________________

Hav en dejlig aften :) 

Håber i, i dette kapitel har fået et indtryk af det, der er sket :)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...