UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17578Visninger
AA

10. Scary

“Er du rigtig klog?!”, Lenas stemme rungede igennem hele lokalet, og tiltrak opmærksomhed fra andre mennesker, som skulle blande sig uden om. Men selvfølgelig tiede de, og begyndte at glo. Fuckhoveder.

“Jeg ved godt det er ret crazy og-“, startede jeg ud, men Lena lod mig ikke tale færdig før, hun løftede hånden og afbrød mig; “Det er fuldstændig sindssygt! Det kan du simpelthen ikke Anna! Du er tyve år gammel, du har mange år endnu, hvor du kan nå det!”, skældte hun, og kiggede uforstående på mig. Jeg forstod hende godt. Det passede slet ikke ind i planen, og var langt fra planlagt, men det blev jeg nødt til, at tage mig af.

“Det ved jeg, og jeg er da også i tvivl! Men jeg kan ikke fjerne det”, forsøgte jeg, at forklare Lena, men hun lignede slet ikke en, der ville høre på noget som helst.

“Ved du overhovedet hvem faren er?”, hun satte hænderne i siden, og der blev dannet en lille rynke imellem hendes øjenbryn. Om jeg vidste hvem faren var? Nej hvor skulle jeg dog vide det fra.

“Selvfølgelig gør jeg det! Men jeg har lovet ham ikke at sige noget”, svarede jeg og kiggede ned i jorden, da jeg faktisk skammede mig lidt. Det var en ret dum situation. Ikke helt gennemtænkt Anna.

“Så han vil ikke kendes ved det barn? Jamen det er jo super!”, Lena himlede med øjnene, og sukkede højt. Et eller andet sted irriterede det mig også lidt, at hun blev så sur. Det var jo ikke hendes barn, og jeg havde vel stadig et privatliv en gang i mellem.

“Lena hør, jeg ved virkelig godt, at det er sindssygt. Men jeg kan ikke fjerne det barn, og jeg ved godt, at der kommer nogle konsekvenser. Men dem må jeg så tage”, jeg gik hen foran hende og kiggede hende dybt i øjnene. Anna Garcia var hermed dyb og ansvarsbevidst. High five alligevel.

“Søde Anna, jeg er ikke i tvivl om, at du nok skulle håndtere det fint. Jeg tænker også bare på barnet, som vokser op uden en far. Det synes jeg personligt ikke, man skal byde det”, hun lagde sin hånd på min arm, og smilede let så jeg vidste, at vi var okay igen.

Der var så mange, som fik børn uden at det havde en far. Hvad med alle de, der bevidst ikke ville have nogen far til barnet?

“Jeg ved da i det mindste, hvem faren er. Og hvad med alle dem, der bare bliver gravid med en eller anden tilfældig, hemmelig sæddoner? Det er helt okay eller hvad?”, forsvarede jeg mig, og hævede stemmen en smule. Så slem synes jeg alligevel ikke, at jeg var.

“Det kan jo sagtens gå fint, uden en far. Jeg siger bare, at det er mere hensigtsmæssigt, at der er en far. Især hvis det bliver en dreng”, forklarede Lena, og jeg kunne godt se, hvad hun mente. Men det barn skulle ikke fjernes, ligemeget hvad.

“Det kan jeg godt se. Men jeg kan ikke fjerne det”, svarede jeg, og sukkede lidt. Det var så forvirrende. Jeg havde ikke engang fortalt det til mine forældre. De var nok næsten de værste. For det første, at jeg skulle have et barn, og så at faren ikke ville være med.

“Hvorfor vil faren ikke være med?”, spurgte Lena mig, og satte sig ned, som hentydning til mig. Jeg satte mig ned overfor hende, og trak vejret dybt ind; “han har ikke dirkete sagt, at han ikke ville, men det kunne jeg se, og det forstår jeg også godt, for han har travlt hele tiden, og er lige så ung som mig”, forklarede jeg, og sukkede endnu engang. Det gjorde mig stadig ked af det, at han havde reageret som han havde, men jeg vidste heller ikke helt, hvad jeg havde regnet med. Måske lidt noget andet, da jeg stadig huskede på hans ord om, at han altid ville være her.

“Jeg vidste ikke, at det var en, du kunne lide”, Lenas stemme var nu mere medlidende en bebrejdende, og det fik mig til, at kigge op på hende med et sæt; “Hvad mener du?”.

“Jeg kender dig Anna. Jeg kan jo se, at du er skuffet. Du troede, at han ville støtte dig, gjorde du ikke?”, hendes ord fik en underlig følelse frem i mig. Mest fordi hun havde ret. Jeg var skuffet og ked af det, men alligevel sur på mig selv over, at jeg forventede noget af ham.

Jeg nikkede, og kune mørke den første tåre trille ned over min kind; “Jeg troede nok bare, at han ville forstå det”. Jeg snøftede hurtigt ind, og da Lena lagde armene om mig, kunne jeg ikke lade hver med, at hulke lydløst. Det var så sindssygt, at jeg havde rykket mig så meget. Det var uvirkeligt, og jeg følte mig ikke som mig.

“Det ved jeg, at du gjorde, og det gør mig ondt at se, hvor ked af det du er. Men sådan er fyre ikke Anna. De er der, når man tilbyder at smide tøjet, men de smutter igen, når der opstår et problem”, forklarede hun og vuggede mig lidt, som om jeg var en baby. Det var mærkeligt, men også meget rart. Og der var heldigvis ingen fare, for paparazzier.

“Og jeg savner den Anna, jeg kendte før. Som gik ind i alt med hovedet højt, og fuckfingeren højere”, hviskede hun, hvilket fik mig til, at trække mig ud af krammet og kigge undrende på hende.

“Du har jo ret”, mumlede jeg, og rettede mig eftertænksomt helt op. Hun havde så meget rart. Hvad havde jeg gang i? Jeg skulle ikke sidde her og græde, jeg skulle ud og fucke noget op, og så være ligeglad bagefter. En gang i mellem stod man alene, og så måtte man vise, at man kunne håndtere det.

Jeg tørte mine øjne, og lod et stort smil glide over mine læber; “Skal vi gå ud og hilse på nogle fans?”.

Jeg havde hele tiden vidst, at de var udenfor, men da var stemningen ikke helt til det. De gjorde mig altid glade, og det var åbenbart også omvendt, så hvorfor ikke bare gøre det? Jeg havde alligevel pause, og jeg nød at snakke med dem.

“That’s my girl”, mumlede Lena og rejste sig op sammen med mig, hvorefter vi gik hen i mod døren, som førte ud tilgangen. Ude på gangen var den ene side glas, og som jeg havde forudset, stod der en flok udenfor. Jeg smilede stort og vinkede til dem igennem glasvæggen, hvilket fik dem til at kigge bedende på mig. Weird. Jeg havde altså stadig ikke helt vendet mig til det, men jeg gik udfra, at det var ligesom da jeg havde været inde, og se John Mayer. Ja, jeg havde også mine fangirl moments.

Lena og jeg fortsatte ned af gangen, og ned til døren, som en vagt åbnede for os. Helt fri var jeg ikke. Men det gjorde mig ikke noget, da der selvfølgelig også kunne være nogle haters. Det måtte man tage med.

“Hej!”, hvinede jeg og smilede stort, da jeg kom ud gennem døren. Et par begyndte at skrige, i mens de fleste svarede mig. Noget der undrede mig var, at det ikke kun var piger, men også en hel del drenge. Jeg syntes det var fedt, fordi man næsten altid kun så piger, som var crazy fans.

“Hej søde! Hvad navn må jeg skrive til?”, spurgte jeg den første, og tog imod hendes kuglepen. Hun rakte et billede af mig frem i mod mig, og svarede med rystende stemme; “Alison”.

“Det er et meget flot navn. Det har jeg altid gerne ville hedde”, svarede jeg koncentreret, og gik igang med, at skrive en lille hilsen på billedet. Det var ikke engang løgn, at jeg gerne ville hedde det. Jeg havde engang overvejet at skifte navn, men det ville alligevel være for mærkeligt.

Da jeg havde skrevet på billedet, rakte jeg det tilbage til hende med et smil. Hun slog hænderne op for munden, og jeg kunne ane en tåre ryge ned over hendes kind, efterfulgt af flere. Jeg lavede en ‘aww’ lyd, og stilte mig ind til hende, med armen om hende, da hendes veninde ville tage et billede. Eller, jeg regnede da med, at det var hendes veninde.

“Du skal ikke græde Alison!”, sagde jeg medlidende, og trak hende ind i et kram. Igen – det var stadig underligt for mig.

“Jeg er bare så glad for, at møde dig. Du har hjulpet mig så meget, med din musik. Jeg tror på, at jeg kommer igennem min depression, når jeg hører din musik”, græd hun, og jeg måtte indrømme, at jeg havde lyst til, at gøre det samme. Jeg forstod ikke, hvordan nogen kunne blive raske på grund af mig, for jeg var jo bare mig selv. De fans der sagde ting som dette, gjorde altid et specielt indtryk. Ikke fordi de andre ikke gjorde det, men det var bare noget andet.

“Det er jeg ked af, at høre, men jeg er glad for, at du er ved, at få det bedre. Hvis du giver mig dit twitter navn, så følger jeg dig, når jeg får tid, og så kan du skrive til mig, når du har brug for det”, svarede jeg, uden at tænke mig om. Jeg kunne jo ikke tilbyde alle at komme til mig. Men det var det her behov jeg havde for, at løse og snakke om konflikterne. Og så selvom det var andres konflikter.

Alison lignede en, der kunne springe om lidt, men hun svarede mig ikke. I stedet trak hun mig ind i et kram, og jeg smilede. Det var nok ikke så klogt af mig, men jeg elskede at tilbyde folk min hjælp, og kunne ikke lade hver.

“Jeg tror på dig”, sagde jeg, med mine hænder om hendes. Hun smilede stort og trak mig endnu engang ind i et kram; “Tusind tak Anna! Du er mit største idol!”. Jeg kunne ikke andet, end at smile.

Anna Garcia reder verden. Eller noget.

Alison gav Lena sit twitternavn på en seddel, imens jeg gik videre. Der var mange fans endnu, som jeg gerne ville sige hej til.

Den næste var en dreng, pakket ind i en hættetrøje og solbriller som gjorde, at det var svagt at bedømme, hvordan han så ud. Jeg tillagde det ikke nogen speciel betydning, men trådte bare frem i mod ham, og lagde mine arme om ham; “Hej med dig. Hvad er dit navn?”.

Han rakte min CD frem i mod mig, sammen med en sort sprittusch: “Ashton. Må jeg også få et billede med dig?”. Jeg frøs lidt ved hans navn, men tvang så et smil op, og begyndte at skrive på CD’en, imens jeg snakkede; “Selvfølgelig”. Jeg kiggede op, og stilte mig ind til ham. Jeg kunne stadig ikke rigtig bedømme, hvordan han så ud. Heler ikke selvom han trak solbrillerne op, da han tog billedet. Jeg smilede overdrevet, og lavede overraskede øjne. Når man skulle tage så mange billeder med folk, så var det lidt sjovere at lave et fjolle billede en gang i mellem.

Jeg rykkede fra ham igen, og han trak solbrillerne ned igen. Mit blik røg hen mod Lena, da en pige skreg. Lena blev bombarderet sammen med min vagt, og tog i mod alt fra roser, til papire med twitternavne på. Gættede jeg da i hvert fald på. Jeg fnes og gik hen til en af buketterne med røde roser. “I er så søde!”, udbrød jeg og kiggede lidt på de forskellige sedler, som jeg havde fået.

Derefter gik jeg rundt til alle de fans, jeg kunne nå, inden Lena og vagten hev mig med indenfor igen. Jeg havde ret, da jeg sagde, at det ville hjælpe mig. Mit humør var vildt godt, og jeg havde den der følelse af, at det hele nok skulle gå.

“Har du det bedre?”, spurgte Lena, og smilede til mig, imens hun rakte mig min mobil.

“Meget”, smilede jeg og begyndte at gå ind på twitter. Der var en mase nye tweets, og jeg skyndte mig at finde Alison og følge hende. Et nyt billede dukkede op. det var billedet af mig og fyren med solbriller og hættetrøje. Han så pludselig utrolig velkendt ud.

‘Nice to meet you again! ;) Guys go follow her! @_AnnaGarciaOfficial!’

Det var som sådan ikke så mærkeligt, men det, der fik mig til, at stoppe brat op, var navnet.

Ashton5SOS’.

____________________________

Har forsøgt med lidt bedre humør, hvis i kan mærke det? 

Det skal nok blive endnu bedre! :)

- Alvira

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...