UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17532Visninger
AA

25. Oops

Det var blevet aften. Fredag aften. I morgen skulle Mason og jeg hjem til mine forældre, på weekend. Jeg glædede mig helt vildt, og det gjorde Mason også. Han løb rundt og grinede, og gjorde hvad jeg sagde uden brok. Ved ikke helt hvad der var sket på det punkt, men jeg nød det.

“Glæder du dig, Mason?”, spurgte jeg ham, og forsøgte at holde ham lidt hos mig. Han kom hele tiden hen og krammede mig, og løb så rundt igen. Et barn med krudt i røven.

“Ja!”, sagde han højt og satte endnu en gang i løb.

Han stoppede op, da det ringede på døren. Jeg rejste mig op, men Mason var hurtigere da han løb ud i gangen og allerede havde åbnet, da jeg kom derud. Jeg fik nærmest et chock, da jeg så Calum stå i døren.

“Hej”, svarede jeg, og Mason gentog mig mange gange. Jeg grinede af ham, og rodede ham kort i håret.

“Hej.. Forstyrrer jeg?”, spurgte han, hvilket jeg bare rystede på hovedet af, og lod ham komme indenfor. Vi fortsatte alle tre ind i stuen. Måske burde jeg bede ham gå, men Mason havde jo allerede ‘leget’ med ham i omkring en time. Det var lidt for sent.

“Såå, går det godt med ham?”, spurgte Calum og hentydede til Mason. Jeg nikkede og løftede ham op; “Det går godt. Han er meget glad for tiden”. Jeg kunne ikke lade hver med at gengælde Calums smil lidt, og give Mason et kys på kinden. Han var bare fantastisk, min lille basse.

“Det kan jeg se”, svarede Calum og kiggede interesseret på Mason. Mærkeligt at tænke på, at det var ham der var hans far, og han vidste det ikke engang.

Mason grinede højt, sprang ud af mine arme og satte i løb rundt i stuen igen. Jeg grinede af ham, og fulgte ham med øjnene rundt. Utroligt han var blevet så glad lige pludselig. Det var nok det spiderman-slik.

“Du er skør, Mase”, sagde jeg, hvilket Mason blot grinede af. Jeg kunne se på Calum, at han også smilede stort; “Han er en dejlig dreng”.

Jeg slog et grin op; “Du lød slet ikke pædofil der”. Det var måske lidt dumt at sige når Mason var her, men på den anden side forstod han det jo ikke rigtigt.

“Det var så ikke meningen”, grinede Calum, hvilket jeg bare smilede af. Han fangede mine øjne, hvilket satte gang i varmen inden i mig. Jeg kiggede hurtigt væk, hvor Mason kom over til mig, og hoppede op til mig.

“Hvad så basse?”, spurgte jeg ham, og kørte roligt en hånd igennem hans hår. Han havde simpelthen det blødeste hår i verdens historien. Han gabte, og puttede sig ind til mig. Nå ja, han burde jo også blive træt af alt det løb.

“Er du træt nus?”, spurgte jeg, hvilket han bare nikkede til, og gabte en gang mere. Jeg rejste mig op med Mason, og kiggede kort på Calum; “Jeg putter ham lige”.

“Lad mig gå med”, svarede Calum, og rejste sig op. Jeg skulle til at protestere, men det kunne vel ikke gøre noget, at han lige gik med.

Mason var med et utroligt træt, så jeg besluttede mig for bare at skifte ble på ham, og så putte ham. Han sov næsten med det samme, men jeg sad alligevel ved ham i nogle minutter, for at sikre mig han sov rigtigt og ikke bare spillede, hvilket han godt kunne finde på. Han var dog så træt, at det ikke tog så lang tid før jeg var sikker på han sov.

“Så, ville du noget specielt?”, spurgte jeg Calum, da vi var gået ud i køkkenet. Opvskemaskinen var færdig, og jeg skulle have en tømt og fyldt igen, da det ville være lidt ulækkert med beskidte tallerkener og sådan, når vi ikke var hjemme i flere dage.

“Bare snakke med dig, jer”, svarede han, og lænede sig op af køkkenbordet. Jeg begyndte at stille glassene på plads; “Om hvad?”.

Han rejste sig op, og gik hen til mig; “lad mig gøre det her”. Han hentydede til opvaskemaskinen, hvilket kun ville gøre mig glad. Det var måske lidt hårdt at skulle passe alt selv, og begynde sin musikkarriere igen.

Jeg takkede, og satte mig på køkkenbordet, på den anden side af opvaskemaskinen, så jeg ikke var i vejen. Det undrede mig, hvordan han vidste hvor mine ting skulle stå, men ikke noget jeg tænkte mere over.

“Du svarede ikke på mit spørgsmål”, sagde jeg, hvilket fik Calum til at kigge op på mig. Han satte glasset i hånden fra sig, og gik hen til mig, hvilket gjorde mig lidt utilpas. Kunne han ikke bare svare på mit spørgsmål?

“Behøver jeg virkelig svare på det?”, spurgte han, og smilede til mig. Han lagde sine hænder på mine lår, eftersom jeg sagd på køkkenbordet og han stod ved mine ben. “Calum..”, mumlede jeg, og hentydede til hans hænder lå på mine lår. Det var et overstået kapitel, og hvis han ikke var blevet klogere siden sidst, var det ikke min skyld.

“Slap nu af”, grinede han, og undlod at flytte sine hænder. Jeg sukkede, og lagde opgivende hovedet på skrå; “Ja du behøver at svare på det”.

Han kiggede kort ned, men gjorde så noget helt uventet. Eller, jeg kendte ham, og burde et eller andet sted have gættet det, men det var uventet alligevel. Han lænede sig frem, og pressede sine læber mod mine. Først lænede jeg mig tilbage, da en stemme i mig sagde det her var en dårlig idé, men selvfølgelig bankede jeg hovedet ind i skabet bag mig. Smart tænkt Anna.  Eller ikke.

Efter nogle skunder opgav (eller lad os sige overgav) jeg, og kyssede med. Det var så lang tid siden det her sidst var sket mellem mig og Calum, men det var alligevel velkendt, og jeg kunne huske hele New York tuen som var det i går.  

Lige nu glemte jeg fuldstændig, at Mason lå inde ved sidne af og sov, da de følelser jeg havde for Calum overskyggede det. Jeg måtte nok bare indrømme, at de ikke var forsvundet, ikke engang efter de her to år.

Hans hænder gled ned under mine lår, og løftede mig op. Han kunne stadig bære mig, yes. Han fortsatte hen mod mit værelse, hvor han pressede mig hårdt op mod væggen.

Af en elelr anden uforklarlig grund, begyndte jeg bare at grine. Højt endda. Det fik Calum til at kigge underligt på mig, mens jeg bare grinede videre; “Du er bare åndssvag”.

“Det kan du selv være”, svarede han igen, og pressede sine læber mod mine. Jeg tænkte mig ikke rigtig om, før jeg tog fat i kanten af hans trøje, og hev den af ham. Der gik ikke lang tid, før vi begge kun var iført undertøj.

“Sikker på du vil?”, spurgte han mig, hvilket jeg hurtigt nikkede til. Det her var dumt – det var jeg ikke i tvivl om, men jeg kunne ikke stoppe nu.

Calum trak mine trusser ned, og pressede sine læber mod mine, idet han kom op i mig. Jeg stønnede højt, og pressede mine læber hårdere mod hans, for at dæmpe det lidt. Jeg opgav kort efter, da det ikke dæmpede noget som helst, og lænede mit hoved tilbage. Jeg var dum og naiv, som jeg hoppede på med det samme, men jeg havde jo stadig følelser for ham.

“Jeg elsker dig”, sagde Calum, og kyssede mig kort på munden. Jeg smilede, og kiggede på ham med et løftet øjenbryn; “Det er du dårlig til at vise”.

Han fnes kort, og lagde sin arm om mig; “Det kan du have ret i. Men bare husk, at jeg virkelig elsker dig”.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...