UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17944Visninger
AA

5. My mom says, that i can't hang out with horny guys like you

"Be like snow. Cold but beautiful"

 

 

Havde han lige spurgt mig, om jeg ville med dem hjem? Hvad regnede han mig for?

”Min mor siger, jeg ikke må tage med fremmede drenge hjem”, svarede jeg og virkede ligegyldig, da det lige var det bedste, jeg kunne komme på. Det var svært, at skulle sige ordet ’nej’, så jeg håbede, at han forstod min hentydning.

”Siger hun det?”, hans stemme ændrede sig fra normal vennesamtale, til ludersamtale. Ja, det virkede altså på mig som om, at han ville forføre mig med hjem. Troede han, at jeg var sådan? Okay det havde lykkedes for ham før, på den måde, men sådan var det ikke denne gang.

”Mmh. Slet ikke liderlige drenge”, mumlede jeg, og forsøgte at gøre min stemme forførende, ligesom hans. Jeg trådte et skridt frem i mod ham, og lod tilfældigt min hånd køre ned over hans bryst, let som en fjer. Misforstå mig nu ikke. Jeg havde overhovedet ikke tænkt mig, at have noget med ham, eller nogen af dem, at gøre. Men han skulle have lidt tilbage, af sin egen medicin.

”Okay så. Men er din mor her?”, spurgte han, selvom han godt kendte svaret. Selvfølgelig var hun ikke det, og at han snakkede sådan om, at vi skulle noget uden min mor vidste det, mindede mig om New York. For to år side. Stop det Anna.

”Nej”, svarede jeg, og rykkede endnu et lille skridt tættere på ham. Det ville fryde mig at se hans udtryk, når jeg afviste ham lige om lidt.

”Hvad stopper dig så?”, spurgte han, og jeg kunne kort efter mærke en hånd på min ryg, som jeg selvfølgelig gættede på, var hans. Hvem skulle det ellers være?

Jeg stod nu helt tæt op af ham, og lod mine hænder lægge sig på hans bryst, som hævede og sænkede sig roligt. Hans anden hånd blev også placeret på min ryg, og jeg kunne føle, at vores hoveder automatisk kom tættere og tættere. Hans blik afslørede tydeligt, at han regnede med det her, mere end alt muligt andet. Vores læber var nok to centimeter fra hinanden, da skubbede mig fra ham, og vendte mig om i mod Lena, som jeghavde hørt komme;”Jeg skal tideligt op i morgen, desværre”, svarede jeg ham, og sendte ham et hånende smil. Jeg var godt klar over det, når jeg havde vundet. Hans blik var undrende, og hen mod det triste. Der troede du lige, var? Desuden skulle jeg ikke specielt tideligt op, jeg skulle synge i et program, klokken halv elleve, så slemmere var det ikke.

”Men det kan jo være, at vi helt tilfældigt ses en anden gang”, tilføjede jeg, og blinkede hurtigt til ham, bare for, at være irriterende. Lær det, bitch.

Det var nok mere mig, der var en bitch men altså.. En smule payback havde vel aldrig slået nogle ihjel.

 

-----

 

Kan i huske jeg fortalte drengene, at jeg ikke havde tid til, at være sammen med dem i aften?

Ja, godt. Nu skal i høre, hvad jeg lavede. Jeg var taget til fest. Jeg havde brug for, at føle mig lidt fri og sådan. Det med, at jeg ikke havde tid, var muligvis en løgn, men jeg gad jo ikke. Vel?

Problemet var bare, at jeg var taget afsted alene, på en tirsdag. Som i nok kunne regne ud, skete der ikke specielt meget. For at være helt ærlig, var det ret kedeligt. Hvis bare jeg havde haft nogle venner til, at sætte gang i det hele sammen med mig, så havde det været perfekt.

”Sidder der nogen her?”, mine tanker blev afbrudt af en stemme ved siden af mig. Jeg kiggede op fra min drink, og mødte et par grønne øjne. Hans hår var rimelig lyst, og udfra hvad jeg, i en lettere beruset tilstand, kunne bedømme, så var han rimelig pretty.

”Nu gør der”, svarede jeg, og sendte ham et smil. Og nu skal i ikke sige, at jeg ikke må flirte med ham fordi jeg er kendt, og fordi det er synd for Calum.

Hvad? Det er overhovedet ikke synd for Calum! Han skal lære det, og hvis han ikke forstår det, så er det på den hårde måde.

”Hvad er dit navn?”, spurgte han sødt, og rykkede lidt tættere på mig, hvilket jeg faktisk fandt lidt hyggeligt. Ja, i hørte rigtigt, men jeg var helt alene, så jeg var bare glad for lidt selvskab.

”Marina. Og du?”, svarede jeg, da jeg altid brugte et falsk navn overfor sådan nogle. Eller, nu gjorde jeg. Hvis han vidste hvem jeg var, så kunne jeg jo bare sige, at det var en joke. En intern joke, som var meget svær, at forstå..

”Dylan”, svarede han, og smilede skævt til mig. Jeg nikkede, og sendte smilet tilbage, hvorefter jeg tog en stor slurk af min drink. Ret god for resten.

”Hvad laver sådan en smuk pige så alene?”, spurgte han, og kiggede flirtende på mig. Mit blik røg ned på hans hvide t-shirt, som man næsten kunne se igennem, og dermed kunne se hans muskler. Ikke helt dårligt.

”Prøver, at komme i bedre humør”, svarede jeg, uden at tænke videre over det. Det var jo bare sandheden, så hvorfor pakke det ind? Han virkede helt okay. I hvert fald i beruset tilstand..

”Jeg kan godt hjælpe dig”, hans blik røg kort ned af min krop, en smule ubehageligt, hvorefter hans hånd lagde sig på mit lår. Jeg fik pludselig følelsen af ubehag, og at det her var en dum idé. Jeg var måske ked af det, for ikke at snakke om sur, men løsningen var ikke, at have sex med en tilfældig fyr.

”Jeg skal lige på toilet”, løg jeg, og skyndte mig ud på toilettet. Bare for, at trække tiden lidt ud, og tænke rent. Min mobil kom op af min lomme, så jeg kunne tjekke twitter. Ikke noget, udover det sædvanlige. Måske jeg skulle friske startsiden op, med et tweet? God idé Anna!

’@_AnnaGarciaOfficial: I believe at hate at first sight. Anyone others?’

Måske et lidt mærkeligt tweet, men så havde de også lidt, at tænke over. Desuden var det ikke løgn. Bam.

”Nå, det er her du gemmer dig?”, jeg kiggede op fra min mobil, og mødte Dylans mørke øjne. Hans blik var en smule forandret, og jeg kunne føle, hvordan det kørte op og ned af min krop. Noget, jeg ikke brød mig om.

”Ja. Hør Dylan, jeg synes du er en rigtig flink fyr, men vi skal ikke have sex”, forklarede jeg hurtigt, og hvis jeg selv skal sige det, lød jeg ret klog i forholdt til hvor beruset jeg var.

Han løftede et øjenbryn og gik over til mig; ”Det skal vi være to til, at bestemme”, hvorefter hans hænder lagde sig på mine hofter, og skubbede mig op af vasken. Hvorfor var jeg så dum, at flirte med en tilfældig fyr? Det eneste, der gik igennem mine tanker var, at jeg skulle have ham væk.

”Dylan, stop. Jeg gider ikke”, min stemme blev hævet lidt, og jeg forsøgte at lyde så bestemt som muligt. Han skulle bare forstå det nu. Jeg skubbede ham væk, og forsøgte, at vride mig ud af hans greb. Men det havde modsatte virkning, og hans hænder pressede bare hårdere.

”Man er rigtig nok kostbar”, mumlede han, og lagde sine læber på min hals. Det her var så ulækkert. Overhovedet ikke behageligt. Han havde vel ikke tænkt sig at gøre det, for alvor.

Men jeg tog fejl, da hans hånd røg ned i mellem mine ben, og fik mig til, at presse dem sammen, men han var hurtigere.

”Jeg er ikke kostbar, jeg gider bare ikke. Stop så”, min stemme var niveauet under råben, og jeg skubbede hårdt til ham, så han væltede ind i væggen. Jeg hoppede hurtigt ned fra vasken, og løb hen i mod døren, væk fra toilettet. Min hånd nåede kun, at strejfe dørhåndtåget, da jeg blev revet tilbage.

”Jeg er ligeglad med, om du vil eller ej. Bare hold din mund, så er det snart overstået!”, sagde han bestemt, og pressede mig urimelig hårdt op af væggen, og min hånd blev klemt. Det her var overhovedet ikke rart, og jeg ville ikke.

”Av forfanden! Jeg vil ikke, slip mig nu bare, inden du gør noget dumt!”, råbte jeg, og forsøgte at komme fri, men uden held. Lige nu ville jeg virkelig ønske, at han ikke havde de forbandede muskler. Selvom det var svært, fik jeg hevet min mobil hen til mig. Jeg gik ind i ny besked, og tastede starten af min vagts nummer, men det sidste så jeg ikke. Et tilfældigt nummer blev sat ind, men jeg var ligeglad. Jeg fik skrevet ’Please hjælp han’, før min finger kom til, at ramme ’send’ tasten, og beskeden blev sendt afsted. Dylan så, at jeg havde min mobil, så han hev fat i den, og hamrede den ind i væggen. Jeg håbede bare, at beskeden var blevet sendt til min vagt, og at han ville komme og hjælpe mig.

”Om jeg så får livstid i fængslet, så fortryder jeg det ikke!”, råbte han hårdt, og pressede mit hoved op mod væggen. Hans ene hånd strammede om min kæbe, imens den anden gled op under min nederdel. Hvorfor havde jeg taget nederdel på? Og hvad fanden mente han med, at han ikke ville fortryde det?

”Anna Garcia, pigen der fik det kendis liv hun kneppede et kendt band for, at få. Hvad er det man kalder sådan en? Starfucker? Eller måske bare beskidt luder”, hviskede han i mit øre, inden hans læber gled end mod mine læber. I sidste øjeblik nåede jeg, at dreje mit hoved, så han ramte min kæbe i stedet for. Hvor vovede han, at kalde mig luder, og sige den slags om mig?

”Jeg kneppede ikke nogen som helst, for berømmelse!”, råbte jeg, og blev overrasket over, hvor lys og skinger min stemme pludselig var. Dylans greb om mig blev strammet endnu mere, hvis det da var muligt. Jeg lod et skrig ryge ud, hviket fik ham til, at stramme sin hånd om min kæbe; ”Hvis du skriger én gang mere, så er du færdig. Forstår du det?”, hans stemme var så utroligt hår og truende, men jeg ville ikek give mig. Jeg havde min værdighed, og han skulle ikke tro, at han kunne behandle piger sådan.

Jeg slog ham på brystet, og skreg så højt jeg kunne; ”Slip mig!”. Flere gange. Nogen måtte da kunne høre det?

Kort efter, blev toilet døren åbnet, og jeg kiggede hurtigt bedende på ham; ”Hjælp mig!”. Han kiggede fra mig til Dylan, op og ned som om han overvejede, om han skulle gøre noget eller blande sig uden om.

Dylan trak sig en smule fra mig for, at sende drengen, et dræbende blik; ”Hvad glor du på?”. Drengen rullede overrasket med øjnene, inden han gik ud igen. Hvad fanden var meningen? Han så en pige som var ved, at blive voldtaget, men han gik bare igen? Hvor var hans stolthed? Okay det havde måske ikke så meget med det, at gøre, men alligevel.

Dylan kiggede på mig igen, og begyndte at angribe min hals. Jeg kunne så tydeligt mærke panikken brede sig i mig, og uden at tænke over det, røg en række tårer ned af mine kinder, i et hurtigt tempo. Hvorfor var jeg så uheldig? Havde jeg virkelig fortjent det her? Dylan kiggede op og så mine tårer, men hans læber formede bare et smil, iden han hev ned i mine nylonstrømper. Det var så ubehageligt, så jeg forsøgte, at skrige højt igen, men det blev ikke særlig højt. Slet ikke højt nok.

Lige da jeg skulle til, at sige fuck it og give op, lød en høj lyd henne fra døren. Den blev brast op, men jeg kunne ikke engang kigge derhen. Jeg var i chok og panik, og forstod næsten intet af, hvad der skete. Kun, at Dylan blev hevet væk fra mig, og skubbet hårdt ind i væggen. Kun, at jeg faldt sammen nede på toilet gulvet, søgende efter min mobil. Jeg fandt den og så, at skærmen og bagsiden var fuldstændig smadret. Idiot!

Tårerne væltede ned af mine kinder, imens jeg fik mine trusser og nylonstrømper op igen, og nederdelen rettet. Jeg hulkede og snøftede, og kunne ikke huske, at jeg havde følt mig så ked af det før. Det her var min egen skyld, og det gjorde ondt, at jeg havde været så dum. Mit blik var frosset fast til jorden, men jeg blev tvunget til, at kigge på personen som havde redet mig, da jeg blev hevet op. Mit hoved forventede min vagt, men fik i stedet et par brune øjne. Hans stærke arme, mørke hår, og venlige, brune øjne. Hvorfor lige ham, af alle redningsmænd?

Lige nu var jeg trodsalt bare glad for, at være blevet redet. Men jeg kunne ikke stoppe tårerne, hulkene eller snøftene.

Hans stærke arme, langede ud efter Dylan, som røg ind i væggen, og faldt sammen på gulvet. Hans stærke arme, førte mig ud af toilettet, og ud i den friske luft. Hans stærke arme var trygt om mig, og hans mund mumlede beroligende ord.

Jeg ville ikke have hans trygge arme, eller beroligende ord. Mine fødder stoppede op, og jeg kiggede neutralt på ham; ”Calum?”. Min stemme var lille, spinkel og skrøbelig, og det var en stil, jeg ikke brød mig om.

”Anna?”, mumlede han, på samme måde som jeg havde gjort det. Dog var hans stemme meget stærkere, og roligere, end min. Vi var ikke gode venner. Vi var ingen ting, vi havde ingen relation til hinanden. Alligevel, så havde han redet mig, og det fortjente selv den mest kriminelle mand i verden, en tak for.

”Tak”, hviskede jeg, og kunne mærke tårerne strømme ned på ny. Hans arme trak mig roligt ind til ham, og han aede mig over ryggen.

”Anna du skal ikke-”, startede han roligt ud, men jeg lod ham ikke snakke færdigt.Jeg trak mig fra ham, lagde mine hænder på hans kinder, og pressede mine læber hårdt i mod hans.  

_____________________________
Sidste kapitel for idag :)

Jeg får nok ike tid til, at skrive i morgen, så der kommer måske nyt fredag :)

Tusinde tak, for jeres søde kommentarer!<3<3<3

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...