UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17527Visninger
AA

29. Maybe we're a cliché

På trods af min forvirring, gik jeg ind i stuen, hvor synet jeg så gjorde mig blød i knæene. Calum sad på gulvet sammen med Mason og legede med nogle plastik dinosaurere. Det var sådan en lille ting, men det gjorde mig så glad inden i at se, og fik et stort smil frem på mine læber. Mine drenge.

Calum sad med ryggen til, og hverken ham eller Mason havde opdaget mig endnu, så jeg besluttede mig for at overraske ham. Jeg sørgede for at træde så lydløst og forsigtigt jeg kunne, de få meter der var hen til ham. Jeg bukkede mig ned, og da Calum skulle lige til at vende sig om, lagde jeg mine arme om ham. Jeg kunne fornemme han fik et lille chok, og Mason grinede.

Calum vendte sig helt rundt og lagde også sine arme om mig, mens han kiggede mig kærligt i øjnene; “Er du okay?”.

Jeg nikkede, kyssede ham hurtigt og satte mig ved siden af Mason. Han kiggede en smule nervøst op på mig, forventede sikkert jeg var sur på ham, hvilket jeg satdig lidt var, men jeg havde tilgivet ham.

Mason kiggede på mig, men jeg stirrede ham afventende i øjnene, indtil han til sidst blødte op; “Undskyld mor”.

Jeg trak ham ind i et kram, og kiggede kort efter på ham med et lille smil; “Jeg siger også undskyld. Mor skulle ikke være blevet så sur på dig”. Mason smilede og lagde sine små hænder på mine kinder, og gav mig et smækkys lige på munden, hvilket jeg grinede af. 2 ½ år gammel og ved allerede hvordan man charmerer folk. Han havde det helt sikkert fra Calum, charmen. Den kunne man ikke tage fra nogen af dem. Heller ikke de store brune øjne, som de også havde tilfælles. Og det utroligt bløde, mørkebrune hår. Det var trodsalt godt, at jeg var fundet lidt sammen med Calum igen, for Mason ville altid minde mest om ham, og jeg ville ikke kunne skjule det for resten af verden. Mason var næsten en tro kopi af Calum, bare med et par små ændringer. Det var en smule skræmmende, men hvor jeg dog elskede ham. Og hans far.

“Tak fordi du tog dig af ham”, jeg smilede til Calum. Og jeg mente det – det var ikke en selvfølge i min verden.

“Hvad mener du? Jeg er hans far, selvfølgelig tager jeg mig af ham”, han kiggede en smule undrende på mig, men smilede trodsalt.

Jeg rykkede mig hen til ham, og lænede mig hen i mod ham. Han smilede, og pressede sine læber mod mine. Det føltes så godt, og så rigtigt. Hvis bare jeg havde ham, så følte jeg, at det hele nok skulle ordne sig. Vores læber ramte hinanden igen og igen, men det var langsomt og følsomt, noget helt andet end normalt.

“Addd”, lød det fra Mason, som tydeligvis blev utålmodig. Calum og jeg grinede af ham, og jeg tog Mason op i mine arme, for at give ham et kys også. Alt var godt lige nu. Jeg havde to af de personer som betød aller mest for mig, hos mig og så min familie i rummet ved siden af. Det kunne ikke blive mere perfekt.

 

“Jeg lover dig det. Det er bare os tre nu”.

Jeg kiggede ind i Calums seriøse, mørke øjne. Jeg ville så gerne tro på ham, men jeg vidste også hvor travlt han og de andre drenge havde, og jeg ville ikke have han lovede noget, som han ikke kunne holde.

“Hvad med Megan?”, jeg tænkte ikke før jeg sagde det, men imens tanken strejfede mig. Hun gik og håbede, og hun troede at vi var i samme båd. Det var vi ikke. Vi var på to forskellige have, i nogle helt forskællige både.

“Jeg skal ikke noget med hende”, svarede han seriøst, og smilede til mig. Selvfølgelig blev jeg glad for at høre det, men af en eller anden grund fik jeg ondt af Megan. Hun holdt af ham, og noget i mig ville ikke have, at hun blev såret mere end højst nødvendigt.

“Men hun holder af dig, Calum. Det gør hun”, sagde jeg, før jeg kunne nå at tænke mig om. Han vidste jo ikke, at jeg havde snakket med hende. Nu var jeg tvunget til at sige det. Dumt.

“Hvordan ved du det?”, spurgte han, selvfølgelig. Et øjeblik havde jeg håbet, at han ikke ville undre sig.

Jeg sukkede kort, og tog en dyb indånding; “Okay, jeg mødtes med hende tidligere i dag, der hvor jeg spurgte om du ville holde øje med Mason”. Jeg brød øjenkontakten, kunne ikke holde ud at se hvor skuffet han måtte blive.

“Hvorfor fortalte du mig det ikke?”. Jeg havde ret. Hans stemme var såret, og en anelse vred.

“Jeg ville ikke blande mig Calum. Men hun holder af dig, det gør hun virkelig, og jeg har det så dårligt over for hende”, jeg prøvede at dreje det hen på noget andet, end at jeg ikke havde fortalt ham sandheden.

“Du virkede helt ved siden af dig selv da du kom hjem. Hvad sagde hun til dig?”, hans stemme var en anelse blidere, men jeg kunne stadig høre vreden i den. Jeg fik det dårligt over det.

“Hun sagde, at hun ville have jeg skulle kunne lide hende. Hun vidste, hvad vi havde lavet, og hun sagde, vi var i samme båd fordi vi begge var blevet såret af dig”, jeg snakkede lavt, for jeg havde det dårligt med at fortælle ham alt hvad hun havde sagt, af en eller anden grund. Så jeg fortsatte, og forsøgte at dreje det hen på det andet spor; “hun holder virkelig af dig. Og hun ved hvor meget jeg elsker dig”.

“Jeg tager over til hende, når vi kommer hjem i morgen”, var hans eneste svar. Det gjorde mig ked af det, at han var så kold i sine svar, jeg ville have den varme og omsorgsfulde Calum tilbage.

“Hvad har du tænkt dig?”, jeg blev overrasket over hvor lille og nervøs min stemme lød. Det var mærkeligt, en del af den effekt han havde på mig.

“At sige det er ovre, selvfølgelig”, svarede han, som om det var det mest indlysende i verden.

“Men er du sikker? Hvorfor slutte det, hvis hun kan lide dig?”, selvfølgelig ville jeg gerne have Calum valgte mig, men jeg vidste hvordan Megan havde det, og jeg havde det som sagt dårligt over det.

“Du har selv lige sagt det. Hun holder af mig, men du elsker mig, og jeg elsker dig, så det er klart jeg vil vælge hende fra”, forklarede han. Da han nævnte ‘jeg elsker dig’, startede min mave, og blev helt sindssyg. Den gik amok, og jeg kunne mærke mine kinder blive varme, og et ustoppeligt smil fandt vej til mine læber.

“Hvad så?”, Calum løftede mit ansigt op og fandt mine øjne. Jeg vidste han hentydede til mine røde kinder, og mærkelige smil.

“Jeg er bare så glad for dig”, svarede jeg, og lagde mig lidt ind til ham. Jeg kunne fornemme, at han smilede og det gjorde mig glad, at han ikke var vred på mig mere. Forhåbentlig havde han tilgivet mig.

“Glad for mig?”, han kiggede på mig med et løftet øjenbryn, og trak mig ind til ham. Han vrikkede med øjenbrynene, hvilket så virkelig sjovt ud.

“Calum stop”, jeg grinede, og lagde min arm om i hans nakke. Det var så typisk ham, og selvom det kunne være irriterende, så var det blot én af de små ting, som gjorde ham helt perfekt i mine øjne.

“Jamen, helt ærligt. Du er glad for mig?”, han smilede, men stoppede med at lege abe med sine øjnebryn.

Jeg fniste, men blev seriøs igen, og rykkede mig helt ind til ham. Så tæt, at vores læber snittede hinanden, når vi snakkede; “Jeg elsker, elsker, elsker dig. Så meget”. Jeg lænede mig de sidste centimeter hen til ham, og pressede mine læber mod hans, i et langt og inderligt kys. Det var fantastisk at kunne ligge med ham, være helt ærlig, og kysse uden det behøvede være seksuelt.

“Jeg elsker også dig. Og det har jeg gjort, lige siden jeg så dig første gang, og du præsenterede dig på den mest uskyldige og akavede måde, og jeg har elsket dig da du valgte Ashton frem for mig, da du håbløst kom tilbage, da du forsøgte at spille ligeglad med, at jeg havde fundet Megan, og ikke mindst da du fik Mason. Jeg har elsket dig fra starten, og for at være ærlig kan jeg ikke forestille mig en fremtid uden dig og Mason”.

Jeg var fuldstændig mundlam, og for at være ærlig, så føltes det som om jeg græd. Af glæde. Det var en helt enorm kærlighedserklæring han kom med, og jeg nød vært eneste sekund, og vært eneste ord.

Det var som om han kunne se, at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle sige, for han fortsatte; “Du er hele min verden. Dig og Mason. Det er dig jeg vil giftes med, have flere børn med,blive gammel med. Jeg vil gøre alt for, at det skal fungere. Dig og Mason er alt hvad jeg behøver”.

Jeg ville sige noget, jeg ville sige så meget til ham. Men det eneste der kom ud, var; “Jeg elsker dig så meget Calum. Du har ingen anelse”.

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige for at toppe hans ord, virkelig ikke. I stedet lænede jeg mig ind til ham, og kyssede ham hårdt og lidenskabeligt. Det var her, jeg hørte hjemme. I Calum Hoods arme.  

_____________________________________________________________________________________

SLUT.

STEMNING FOR EN 4'ER, ELLER DET NOK NU?????

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...