UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17531Visninger
AA

13. Like a movie

(ANNAS SYNSVINKEL)

 

“Jeg kan ikke!”, udbrød jeg, da vi stod foran den store hvide bygning. Det her var kun noget, man så på film – men nu skulle jeg, Anna Garcia, selv derind. Altså Luke var her, men ellers.

“Jo du kan”, forsikrede Luke mig, og tog fat i min hånd, så jeg ikke kunne vende mig om og gå. Jeg sukkede og kiggede opgivende på ham, og smilede så lidt; “Okay så, jeg er bare nervøs”.

Han smilede til mig, hvorefter vi gik ind i den store bygning. Inden i var der kun få mennesker, der sad og læste i et ligegyldigt madblad.

Henne ved skrænken stod to ældre kvinder, klædt i hvidt tøj. De måtte vide, hvor jeg skulle hen. Ja ikke døm mig, jeg er ikke på hospitalet særlig tit.

Selvom vi gik helt hen til skrænken, så de os ikke, så det endte med, at jeg hostede akavet. Den typiske replik.

“Hej, hvad kan jeg hjælpe jer med?”, kvinden kiggede endelig op, og fik hevet et smil op. jeg smilede falskt tilbage til hende, og klemte Lukes hånd lidt; “Eh.. jeg skulle til en graviditets scanning”. Jeg kiggede akavet på Luke, med et lille smil, som han gengældte.

“Ja, du skal bare op på første sal, og så til venstre. Så er der et skilt på højre hånd, med nummer 8 hvor din jordmoder venter”, kvinden smilede og pejede lidt med hænderne.

Jeg takkede med et smil, og fortsatte så over mod elevatoren, med min hånd stadig i Lukes.

Elevatoren åbnede sig foran os, vi trådte ind, og Luke trykkede på 1 tallet.

På en eller anden mærkelig måde, så nød jeg at stå her inde i elevatoren. Der var ingen fare for paparazzier, og jeg havde Luke ved min side. Han var så meget bedre end Calum, for han dømte mig ikke ud fra, at jeg ville have barnet, og han støttede mig selvom han ikke havde meget tid til det.

”Luke?”, jeg afbrød stilheden, og vendte mig halvt rundt, så jeg kunne kigge ham i øjnene. Han smilede til mig, og tog min anden hånd også; ”Ja?”.

Jeg trådte et skridt frem i mod ham; ”Tak fordi du tog med”. Jeg smilede til ham, og han gengældte det hurtigt; ”Du skal ikke takke”.

Jeg fnes og kiggede kort ned, men Luke løftede roligt mit hoved op; ”Faktisk, så forstår jeg hverken Ashton eller Calum”. Jeg kiggede ham forvirret i øjnene. Hvad var det?

”Hvad mener du?”, min stemme var undrende, og han tog en dyb indånding. ”Jeg forstår ikke, at de kan lade sådan en fantastisk pige i stikken”, forklarede han med et smil. Hans stemme var lavere, og han stod pludselig helt tæt på mig.

”Du er alt for sød Luke, tak”, svarede jeg og smilede til ham. Jeg lagde min hånd på hans kind, og han lagde sin på min ryg. Det her var mærkeligt og forkert, men jeg gjorde intet for at stoppe mig selv.

Jeg stilte mig langsomt på tær, og lænede mit hoved lidt på skrå, så jeg kunne lægge mine læber blidt på hans. Det var fantastisk, og et sted langt inde, længe ventet.

Min mave killede blidt, det var længe siden jeg havde gjort sådan noget her, og det var lang tid siden, at jeg havde set drengene og specielt Luke.

”Undskyld”, jeg trådte hurtigt et par skridt tilbage, helt ud til den grålige elevator væg. Forfanden Anna. Godt, at du kan kysse med tre medlemmer fra et kendt boyband. Nu mangler du kun Michael.

Whore.

Dramawhore.

Slå mig. Hårdt. Bare ikke i mavsen. Der ligger lille Mr du-er-måske-en-miss-i-stedet-for. Så derfor ja..

”Nå, det er vist lige der nede”, mumlede jeg akavet, og trådte ud af elevatoren. Nede af gangen var skiltet, med nummer 8 ganske rigtigt. Gangen var hvid, mens dørene var en typisk hospitals træ-farve.

Luke trak ned i håndtaget og åbnede for mig, hvilket fik mig til, at sende ham et smil. Indenfor stod min jordmoder og kiggede på nogle papire. Hun lagde dem dog hurtigt fra sig, og kom over til mig med et smil; ”Anna! Hvor er det godt at se dig. Jeg hedder Alex, og jege r din jordmor. Og det der er måske din kæreste?”, hun smilede stort, og kiggede hurtigt hen på Luke.

Mit smil falmede, og jeg svarede med det samme; ”Nej det er det ikke”. Jeg svarede alt, alt for hurtigt, hvilket både jordmoderen og Luke lagde mærke til. Det var akavet, pinligt, og jeg kunne mærke mine kinder blive lidt varme.

”Nå, men lad os få kigget på dig”, Alex afbrød den pinlige tavshed, og viste mig hen til en blanding mellem en seng og en briks.

”Du skal bare ligge dig herop, og så trække trøjen lidt op, så vi kan scanne din mave”. Jeg gik hen til sengen og lagde mig derop. Alex kom hen emd noget gelé af en slags, og jeg trak stille op i min trøje.

”Det bliver lidt koldt nu”, advarede Alex mig, og jeg kunne hurtigt mærke at det var rigtigt. Geléen var meget kold, men det gik hurtigt over, og jeg vendte mig til det. Jeg rakte min hånd ud til siden, hvor Luke sad, og han tog den hurtigt.

Alex kørte hen over min mave, ovenpå geléen og kiggede hen på en skærm.

”Her kan du se barnet”, forklarede Alex, og viste mig hurtigt hvad der var hvad.

Lol, det lød helt forkert, men i ved hvad jeg mener. Jeg kastede et blik hen på skærmen, og blev nærmest suget fast til billedet der viste sig. Det lille barn der lå der, og som var inde i min mave. Jeg begyndte at fnise tøset, og smile stort. Mine øjne mødte Lukes, og jeg smilede ekstremt stort og fnisede endnu mere tøset; ”Se Luke!”.

”Kan man sige hvor langt jeg er henne?”, spurgte jeg, og kiggede op på hende med et smil. Hun gengældte smilet og rykkede sig hen til mig på sin kontorstol; ”Det kan man godt, men så skal jeg lige stille dig et par spørgsmål”.

Jeg nikkede hurtigt, og kiggede spørgende på hende. Mit hjerte begyndte at banke ved tanken om hvor langt jeg var henne – og ikke mindst billedet af det lille barn på skærmen. Som var mit barn.

Og Calums. Badr.

”Har du haft nogle symptomer? Såsom kvalme, svimmelhed og så videre?”, spurgte hun mig, og jeg tænkte hurtigt efter. Havde jeg haft det dårligt?

”Jeg har haft kvalme og sådan”, svarede jeg og kiggede på hende med et lille smil.

”Okay, og hvornår har du sidst haft din menstruation?”, fortsatte hun, og jeg syntes at det var lidt underligt at snakke om, når Luke sad lige ved siden af. Men det måtte han jo så tage med, for det var jo et almindeligt spørgsmål!

”For godt en måned siden”, svarede jeg, og Alex så en smule tænksom ud. Hun trak vejret ind, og smilede til mig; ”Så vil jeg sige, at du er to måneder henne. Man skal dog være omkring fire måneder henne, før man kan se kønnet”. Alt inden i mig stoppede kort, og blev derefter helt overgearet. Jeg kiggede hurtigt fnisende på Luke, som gengældte mit store smil. Allerede to måneder henne.

Kun syv måneder igen.. Det var jo ingenting..

 ”Ved du, hvem faren er?”, spurgte Alex, og fik straks mit fnis til, at stoppe. Det eneste der irriterede mig ved denne graviditet, var farens navn. Og person selvfølgelig.

”Ja det.. gør jeg”, svarede jeg sammenbidt, hvilket Alex heldigvis hurtigt nikkede til. Jeg klemte Lukes hånd hårdt, og kiggede ned på min mave, som var dækket af gelé.

”Så lad os aftale en tid om ti uger”, sagde Alex, og jeg gjorde mig hurtigt enig. ”Hvis du gerne vil vide kønnet selvfølgelig?”, fortsatte hun, og kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede hurtigt. Jeg ville gerne vide kønnet, for barnet skulle jo også have et navn. Nu glædede jeg mig bare helt vildt, og det var som om, at billederne af barnet i min mave, havde fået mig til, at ville det her ti gange mere. Om det var Calums eller ej.

_______________________________

Enjoy! :) 

Beklager der ikke sker så meget her i.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...