UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17941Visninger
AA

3. Let me kiss you hard in the pouring rain

Klokken var blevet fem. Vinden var en smule kølig, selvom det var maj.

Jeg havde tidligere i formiddags, været til et interview på et blad, og derefter havde jeg været hjemme på et hotelværelse, og gjort mig klar til, at skulle synge. Mit outfit bestod af et par tykke, lange hvide bukser med lidt sølv på, som var lidt løse, og så havde jeg et par sorte støvler på. På overkroppen havde jeg en top på med tynde stropper, som gik til lige over navlen. Udover det havde jeg en cardigan på, da luften som sagt var kølig. Mit hår var bare løst med lidt bølger i, og så havde jeg rimeligt meget make-up på, da der var kameraer på, i mens jeg sang.

Lena gik ved min venstre side, og så min vagt ved min højre. Vi var omme bag ved bygningen, da der godt kunne være mange fans foran. Normalt ville her have været ret baggårds-uhyggeligt, hvis det ikke var for de mennesker der var her i forvejen. Der stod en ældre dame, to ældre mænd, og fire unge drenge.. Den ene drengs hår var grønt, hvilket var en spøjs farve. Der var kun én ung dreng i denne verden, der kunne finde på, at farve sit hår grønt, til sin lyse hudfarve. Jeg ville have troet, at jeg så syner, hvis det ikke var for de tre andre drenge, der stod ved ham.

Jeg stoppede brat op. Det kunne vel ikke være dem? Hvad fanden lavede de her?

”Hvad.laver.de.her?”, vrissede jeg irriteret, dog var min stemme en hvisken. Ikke om jeg skulle i nærheden af dem.

Lena stoppede hurtigt op, og vendte sig om imod mig, med et undskyldende udtryk; ”Anna, jeg vidste ikke, at de ville være her, og jeg ved heller ikke, hvad de skal, men du bliver nødt til, at gå med ind. Der er ingen der siger, at i skal snakke sammen, men du bliver nok nødt til, at sige hej, okay?”. Hendes stemme var lidt nervøs, men jeg forstod hende godt, for hun havde oplevet min reaktion på dem en gang eller to før. Jeg kunne bare ikke lade hver med, at blive sur indvendigt. Alligevel tog jeg en dyb indånding, og nikkede smilende til Lena. Nu skulle jeg vise, at jeg var ovre dem.

Vi begyndte at gå igen, og der gik ikke mange meter, før den ældre mand opdagede os. Den ældre dame, og de fire unge drenge (som jeg selvfølgelig sleeet ikke kendte) opdagede os også, og vendte sig om.

Mine øjne mødte hurtigt Calums, men jeg fjernede øjnene fra ham. Den ære skulle hverken ham, eller nogen af dem have.

Deres udtryk var svært, at beskrive. Det var overrasket, undrende, og nervøst. En mærkelig blanding, og jeg havde det nogenlunde lige så.

”Hej Anna! Jeg er Anne, og det her er John”, damen, som åbenbart hed Anne, trådte frem i mod mig. Jeg sendte hende et smil, og tog i mod hendes hånd. John trådte frem bagefter, og vi gav også hånd. Derefter vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle gøre, så jeg pillede lidt ved mit hår, og rettede på min top eller cardigan. Det var så akavet, at vi bare stod og kiggede på hinanden. Drengene sagde stadig ikke et ord.

Efter yderligere tre et halvt minuts stilhed, trådte Anne et museskridt frem; ”Ja, men du må hellere lige hilse på 5 Seconds Of Summer. Eller, i kender vel hinanden”. Hun havde et stort smil på læberne, som på en eller anden måde irriterede mig grænseløst. Som om alt var godt, og verden bare var perfekt.

”Nej, det gør vi ikke”, sagde jeg, hvilket fik alles blikke til, at hvile overrasket på mig. Den havde de vidste ikke set komme.

”Anna”, tilføjede jeg, og trådte frem, i mod Luke. Min hånd blev kort smeltet sammen med hans, men jeg undlod mere end et sekunds øjenkontakt. Som om, de ikke vidste hvem jeg var, eller hvad jeg hed. To af dem vidste hvordan jeg så ud, uden tøj på, come on. Men jeg var over dem, og skulle også reagere sådan.

Jeg trådte videre fra Luke, og over til Calum. Det var nu, det for alvor blev svært. Jeg sagde langsomt mit navn, og rakte hånden frem i mod ham. Hans blik var utroligt undrende, men han tog i mod min hånd, hvilket jeg nok nærmere ville have ønsket, at han ikke havde gjort. Mit hjerte satte tempoet op, og det kildede i min mave, og i mellem mine ben. Jesus christ. Bare glem det sidste. For at gøre forvirringen endnu størrere, sendte jeg ham et selvsikkert smil, og løftede øjenbrynet i et sekund; ”Hvad bringer jer så her?”. Mit ordvalg var hundrede procent med vilje. Jeg var jo ovre dem!

”Vi øh.. Vi skal synge, efter dig”, svarede Calum langsomt, og jeg lod smilet forsvinde. Hvis de først skulle synge efter mig, hvorfor var de her så allerede?

For at stoppe mine tanker, og bankende hjerte, gik jeg videre til Michael og så Ashton. Det var helt den samme rutine.

”Hvorfor er i her så allerede?”, spurgte jeg, selvom det måske var lidt sent. Det lød nok også lidt fjendtligt, men jeg undrede mig jo bare over det.

”For at høre dig synge”, svarede Michael, med et lille smil, som jeg gengældte en smule. Ikke for meget, for de skulle ikke tro, at vi var venner igen. Alligevel ville jeg heller ikke fremstå sur.

Men, de vidste at jeg skulle synge før dem? Hvordan mon de vidste det? Og hvorfor ville de overhovedet høre mig? Spørgsmålene hobede sig op, men jeg nåede ikke at få svar, da Lena og vagten trak afsted med mig, ind i den store bygning.

 

ASHTONS SYNSVINKEL:

 

Anna vendte direkte rundt, og gik med en vagt og en anden kvinde, sikkert hendes manager af en art, ind. Vi fulgte efter, sammen med Anne og John.

Ingen af os sagde noget, men vi havde med garanti det samme kørende i hovedet. Hvorfor reagerede hun sådan? Hun virkede først overrasket, men lod så som om, at vi aldrig havde mødt hinanden før. Endten spillede hun virkelig godt skuespil, ellers havde hun kort tidshukommelse. Jeg troede på det første, men håbede på det sidste.

Vi blev alle ført ind i bygningen, og ind i et lille lokale, med glasvægge, så man kunne se igennem. Anna gik videre ind i rummet på den anden side af glasvæggen, hvor hun satte sig i stolen, og begyndte at snakke lidt i mikrofonen.

For blot to år siden, var hun den mest generte, uskyldige pige, og nu var hun utrolig udadvendt og professionel i hendes måde, at opfører sig på. Det var mærkeligt, og især fordi noget sagde mig, at det var min og Calums skyld. Udover hendes personlighed, var hendes udseende også ændret. Hendes hår var blevet mørkerødt, og hendes tøjstil var meget forandret. Hun havde også meget vildere make-up på, troede jeg da i hvert fald..

Mine tanker blev afbrudt, da musikken startede. Var de allerede klar? Var jeg virkelig så langt væk, i mine tanker? Åbenbart, for kort efter bredte Annas stemme sig i rummet; ”Everything i want, i have. Money, noteriety and rivieras. I even think i found god..”.

Hendes stemme var så utroligt ren og klar, og alligevel så speciel. Hun havde virkelig en fantastisk stemme, og det vidste hun godt. Der var også et eller andet over hendes stemme, og stil for den sags skyld, som virkede meget forførende.

En tanke der også havde strejfet mig igennem det sidste år var, om hun mon havde været sammen med nogle andre. Det var mærkeligt ja, men alligevel ville jeg gerne vide det. Jeg havde den her ejerfornemmelse over hende, og jeg ville ikke lade nogen såre hende. Heller ikke selvom jeg havde gjort det.

Sangen blev afsluttet i en lang, klar tone, og hun satte sig tilbage på stolen, til lyden af vores klapsalve. Selvom jeg ikke var meget for det, så måtte jeg indrømme, at hun var ekstremt god, og virkelig kunne synge.

Der gik ikke mange sekunder, før en ny sang startede. Jeg kunen nærmest se luften blive trukket ind, og tvunget ned i hendes lunger. I et kort, måske langt, øjeblik så jeg bare hende. Kke engang hendes stemme var her, men hele den måde, hun bevægede sig på, og formede ordene over de læber, jeg havde så inderligt lyst til, at smede sammen med mine.

Virkeligheden kom tilbage, og nu lænede hun sig lidt frem til mikrofonen; ”Come take a walk on the wild side, let me kiss you hard in the pouring rain, you like your girls insane”, hendes måde at trække ordene ud på, var fangende, og det gav mig en følelse af savn. Det jeg havde mistet, var helt utroligt, og det gik langsomt op for mig, at det ikke var mig, hun ville kysse i regnen.

________________________________

Lige et lille ekstra kapitel som bonus :) 

God aften!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...