UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17841Visninger
AA

20. jealousy

Her stod jeg så. Foran hans dør, med verdens dårligste mavefornemmelse. Sidst jeg havde set ham, havde han stået og råbt af mig, hvilket på alle måder gjorde det klat, at han ikke var min ‘backup’ mere.

Alligevel havde jeg så meget at sige til ham, uden at vide præcist hvad.

Jeg havde banket to gange hurtigt efter hinanden, uden han havde åbnet. Havde han ikke hørt det? Eller ville han ikke åbne?

Jeg bankede igen, denne gang hårdere. Grinene inde fra stoppede kort, og jeg vidste at det var hans stemme, der sagde noget. Han var sikkert samen med Megan. Tanken fik mit hjerte til at banke hårdere, af nervøsitet for at skulle stå overfor de to og argumentere.

Skridtene kom nærmere og nærmere, og kort efter åbnede døren sig. Overraskelsen i hans øjne var ikke til at tage fejl af. Da jeg ikke vidste hvordan jeg skulle reagere, eller hvor sur han var, smilede jeg bare til ham. Han smilede heldigvis tilbage. Hans brune øjne var ikke længere lynende, men dybe og rare, klar til at tage i mod mig med tåre ned af kinderne. Sådan plejede jeg at se ham.

“Hvem er det Cal?”, en lys pigestemme lød inde fra lejligheden, og jeg vidste med det samme, at den stemme tilhørte Megan.

Mit smil falmede. Cal. Det var det, jeg plejede at kalde ham. Nu kaldte hun ham det, og jeg stod her som den idiotiske ex-kæreste, uden nogen god grund til at være her.

Calum nåede ikke at svare, før den høje brunette stod et skridt bag ham, med hånden på hans skulder. Hendes smil falmede ligesom mit, og vores øjne gav hinanden elevatorblikket. På en rigtig ond måde.

Selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, så var hun virkelig pæn. Hendes lange mørkebrune hår faldt så flot om skuldrene, og hendes øjne var virkelig pæne. Hun var tynd, men på en meget pæn måde. Klart nok, hun var jo også model. Satens.

“Nåh, jeg ville bare lige sige noget til Calum, men jeg afbryder jer vidst. Undskyld forstyrrelsen”, sagde jeg og smilede kort til Megan, som gav mig verdens koldeste øjne. Et sted dybere inde, så forstod jeg hende godt. Jeg ville da heller ikke bryde mig om, hvis en af min (ikke-eksisterende) kærestes ex-kærester pludselig stod i døren.

Jeg vendte rundt og rakte ud efter gelænderet, så jeg kunne gå og lade dem være i fred. Gad vide om jeg nogensinde ville kunne snakke med ham, udne hun var der?

Jeg kunne høre nogle skridt bag mig, og regnede selvfølgelig med at han ville lukke døren efter mig. I stedet greb en hånd fat om mit håndled, og fik mig stoppet. Jeg vendte mig undrende rundt, og mødte hans rare, brune øjne. Han blinkede hurtigt til mig, uden Megan så det, hvilket fik varmen til at stige i mine kinder. Ikke nu. Så ville Megan jo tro, at jeg stadig var vild med ham. Hvilket muligvis bare var sandheden, men i forstår.

“Meg, går du lige ind et øjeblik? Jeg kommer lige om lidt”, han smilede til brunetten, hvilket straks fik kvalmen frem i min hals. Årh gud.

Hun smilede stort, og jeg følte nærmest at hun kiggede på mig, imens hun nikkede og pressede sine læber mod hans. Det fik for alvor en kvalme frem i mig, og jeg fik kuldegysninger, på den der ubehagelige måde.

Selvfølgelig skulle kællingen kysse ham foran mig, og selvfølgelig skulle han smile til hende. Jalousi er en grim ting, men her er den fandeme på sin plads. Giv mig lige ret.

“Såå, du ville sige noget til mig?”, jeg vendte tilbage til den virkelige verden, og opdagede at Calum stod og kiggede underligt på mig. Var jeg så langt væk?

Jeg tog en dyb indånding, og pressede læberne sammen for ikke at sige noget dumt; “Ja, altså. Jeg ville bare sige, at jeg godt forstår du blev sur på mig, og jeg er ked af, hvis jeg sagde nogen dumme ting til dig”. Jeg snakkede utrolig hurtigt, hvilket gjorde mig i tvivl, om han overhovedet hørte det.

Han rynkede panden, men lyste bagefter op i et smil; “Det skal du ikke tænke på”. Hans stemme var venlig. Og ikke Calum-venlig, men Josh-venlig. Som en ven, hvilket virkelig føltes som en knytnæve. Især at se hans nye modelkæreste, som hadede mig mere end noget andet.

“Og så, eh.. Jeg ved ikke, om jeg burde sige det her til dig, for jeg har lovet ikke at blande dig ind i det”, startede jeg ud, og kunne godt se at Calum vidste, hvad emnet var. Hans blik ramte kort jorden, men kiggede så op på mig, med et spørgende udtryk.

“Jeg synes bare du skal vide, at du ikke er alene om at bestemme, om du skal have kontakt med det barn”, fortsatte jeg, og fik for alvor hans opmærkomhed. Han skulle vide det her, og så måtte han blive sur eller hvad han ville. Jeg havde ikke mere at miste, og jeg kunne ligeså godt få alle kortene på bordet nu.

“Når barnet bliver ældre, kan det faktisk kræve at få afvide, hvem dets far er. Selvom jeg vil, kan jeg ikke gøre noget for at holde det tilbage, for det vil jo blive registreret under alle omstændigheder, når lægerne tager en prøve”, forklarede jeg, og kunne se hvordan et suk røg ud af hans mund. Hvorfor havde han så svært ved at snakke om det? Endten ville han inderst inde gerne det barn, elelr også var han træt af at blive mindet om det hele tiden, hvilket jeg godt forstod. Jeg syntes bare, at han skulle vide hvilke rettigheder barnet ville få når det blev lidt ældre.

Da han ikke sagde noget, besluttede jeg mig for, at fortsætte; “En ting er at sige, at far har travlt, og ikke vil være sammen med mor. En anden er at sige, at far ikke gider sit barn, og selvom det måske er det hårdeste man kan få afvide, så er det det, jeg har tænkt mig at sige”. Jeg havde hævet min stemme en smule, for at sikre mig, at det fes ind. Han undgik øjenkontakt, og støttede sig i stedet op af dørkarmen, mens han pustede ud. Havde han ikke tænkt sig at sige noget?

“Far vil gerne være sammen med mor, og han vil også gerne sit barn. Men mor har ret i, at Far har for travlt”, svarede han endelig, og jeg kunne høre hans stemme skælve, som om det var svært for ham at snakke om. Måske han i virkeligheden mente, at han ville det? Nej, det ville han ikke.

Alligevel startede der sig en smule håb inden i mig, ved lyden af hans ord. Billeder af en lykkelig familie startede sig i mit hovede, men jeg rystede på hovedet for at få dem væk.

“Hvad hvis jeg holder fast i, at jeg ikke vil have kontakt med barnet?”, spurgte han, og kiggede mig endelig i øjnene. Jeg trak vejret ind, og tænkte kort igennem det, min advokat havde fortalt mig. Ja, jeg havde altså spurgt min advokat, fordi jeg følte at Calum skulle forstå alvoren af det.

“Hvis i ikke bliver enige, så bliver der nok en retssag. Og den er nok mest til barnets fordel, da det som udgangspunkt er bedst at se begge sine forældre”, forklarede jeg ham, og kunne se hvordan hans åndedrat var uregelmæssigt. Jeg besluttede mig for at fortsætte, så længe jeg kunne se, at han blev påvirket af de ord jeg fortalte ham; “Men det kan selvfølgelig også være omvendt, hvis du en dag ønsker at se dit barn. Han eller hun, kan jo nægte at se dig, og nægte at have nogen form for kontakt med dig”, forklarede jeg, og frydede mig på en måde over at se hvordan en del inden i ham brød sammen. Fortrød han?

“Så du ved ikke, hvilket køn det bliver?”, spurgte han, og snakkede fuldstændig uden om mine små taler. Alligevel vidste jeg, at de havde gjort et stort indtryk, og at han ikke ville slippe dem lige med et samme.

“Nej. Men det gør jeg i næste uge”, svarede jeg og smilede til ham. Bare fordi han ikke kunne finde ud af det, skulle det ikke ødelægge min glæde over barnet. Jeg havde allerede besluttet mig for, at det var mit et og alt, og for at være ærlig, så glædede jeg mig enormt til at det kom tilverden. Jeg er vel ikke den eneste, som elsker at kigge på børnetøj i butikker?

“Hvis det ikke er for meget at bede om, så kunne du måske fortælle mig hvilket køn det er? Eller bare skrive det, hvis du hellere vil det”, han kiggede spørgende på mig, dog uden noget smil. Men han viste interesse, og det havde han ikke gjort, siden jeg fortalte ham det.  

Jeg smilede til ham, og han smilede tilbage til mig. Det gjorde mig glad at se ham smile til mig igen.

“Cal? Kommer du snart?”, lød det inde fra lejligheden, og gjorde mig vildt irriteret. Hvorfor skulle hun ødelægge vores moment med det der ‘Cal’? Det var mit kælenavn til ham!

“Du må hellere gå ind til din kæreste”, sagde jeg, og sendte ham et lille smil. Jeg kunne se på ham, at der var noget han ville sige, men som han holdt inde.

“Ja, det må jeg nok. Vi ses Anna”, hans stemme var rolig, og så Calum-agtig som noget kunne være. Det var rart at se ham, som ham selv igen, selvom det gjorde ondt at han havde Megan nu.

_________________________________

Bliv gerne ved med at komme med meninger om, hvem hun skal ende med. :)

- Alvira 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...