UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17576Visninger
AA

21. It's a...

Klokken var 9:27 præcis. Hospitalsgangene var tomme, udover en enkelt kvinde i hvid dragt, som gik stresset rundt med nogle papire. Gangen med nummer skiltene var så velkendte, fra ti uger siden, hvor man kunne se en lille bitte peanut i mit mave. Denne gang kunne man nok tydeligere se babyen – det forestillede jeg mig i hvert fald. Man kunne jo se kønnet, og desuden havde jeg også taget mere på den sidste uge. Eller, jeg var blevet større, for det var jo egentlig ikke så meget fedt.

Det gjorde mig lidt bekymret, eller rettere sagt meget. Om ganske kort tid ville folk kunne se, at jeg havde taget betydeligt på, og så ville de lægge to og to sammen, hvis jeg ikke fortalte det. Men hvad skulle jeg sige?

‘Hey forresten så er jeg gravid, men barnet har ingen far’. Der var ingen måde der ville kunne få det til at virke naturligt.

“Av for fanden!”, råbte jeg, da mit ben stødte mod noget hårdt, og en skrabende lyd fyldte gangen. Jeg tog mig hurtigt til knæet, og klemte øjnene hårdt sammen. Hvorfor skulle jeg hele tiden slå mig sådan her? Ligesom i New York, med min fod.

“Hvad laver du Anna?”, Luke stoppede op og kiggede mærkeligt på mig. Jeg havde nok det mest pinefulde ansigtsudtryk, men jeg forsøgte at smile lidt til ham; “Hamre mit knæ ind i stolen, hvad ellers?”. Jeg vrissede, og snakkede måske lidt for hårdt til ham. Det var bare sådan jeg blev en gang i mellem.

Jeg sukkede og lagde hovedet på skrå; “Undskyld Luke”. Jeg rettede en smule på min stramme langærmede hvide trøje. Mit outfit var forresten ret chill. Jeg havde sorte jogging bukser på, en almindelig hvid trøje, hyggesokker og så mine nike roshe run. Vildt flot, klar til catwalken og den røde løber. Ikke døm, men det var bare så behageligt at have grimt tøj på nogen gange.

“Det er okay”, han smilede til mig, og lænede sig hen imod mig. Der gik et par sekunder før jeg fandt ud af, hvad han mente, da jeg lod hans læber ramme mine kort.

Siden jeg havde snakket med Calum, havde jeg haft ret svært ved det med Luke. Det virkede ikke helt rigtigt, men jeg var også overbevist om, at det var noget jeg bildte mig selv ind, efter Calum jo var videre.

“Anna! Godt at se dig igen!”, heldigvis blev den lettere akavede stemning afbrudt af Alex, som stod med vidt åbne arme, og bød velkommen. Jeg smilede stort tilbage, og gik med ind i det lille lokale. Det var et andet end sidst, men indrettet på samme måde.

“Hvis du ligger dig op på brixen, så er vi klar til at scanne dig”, sagde Alex, og startede en form for computer, ligesom sidst, der skulle vise billeder af min mave.

“Og din ven kan bare tage plads ved siden af”, tilføjede hun, og det gjorde mig lad at hun omtalte Luke som ‘din ven’. Ikke fordi hun ikke måtte sige ‘din gode ven’ eller noget i den stil, men at hun ikke vidste hans navn var rart, da de jo var verdenskendte.

Luke satte sig i stolen ved siden af, og tog smilende min hånd. Det her øjeblik var så stort, og selvom vi ikke var gået rigtig i gang, væltede tårene nærmest allerede ud.

“Se her Anna”, Alex pejede på skærmen, hvor man kunne se inde i min mave. Det lignede nu et barn, dog ret lille, men det var et barn. Hovedet var størst, og det lå en smule mærkeligt, men Alex sagde, at det var helt normalt, og at barnet var sundt og raskt.

Alex kiggede koncentreret på skærmen, og smilede kort efter til mig; “Håber du mest på en pige eller en dreng?”.

Jeg synes lidt, at det var et mærkeligt spørgsmål, men så alligevel ikke, for der var jo mange der for eksempel ville have en pige eller ville have en dreng. For mig var det bare mit et og alt, og jeg havde hele tiden tænkt på, at hvis det blev en pige var det min prinsesse, og hvis det blev en dreng var det min lille charmetrold.

“Det vigtigste for mig er at det er sundt og raskt”, svarede jeg ærligt og smilede. Det betød ikke så meget for mig hvilket køn det var, bare det var okay.

“Det er også den rigtige indstilling”, startede Alex ud, og fortsatte så smilende; “Jeg kan fortælle dig, at det bliver en dreng. Han ser fuldstændig sund og rask ud, og udvikler sig som han skal”. Følelserne i mig eksploderede, og jeg kunne ikke stoppe de glædeståre der gled ned af mine kinder. Mit smil var større end det længe havde været, og uden at tænke over det hev jeg Luke ned i et kram. En dreng.

“Jeg håber tårene er af glæde”, fnes han og smilede til mig, hvilket bare fik mig til at daske blidt til ham; “Selvfølgelig er det det, fjols”.

“Du har termin til marts. Den tredje”, forklarede Alex, og gav mig nogle papire med oversigt over scanninger og den slags.

“Tusinde tak!”, smilede jeg, og kunne ikke lade hver med at trække Alex ind i et lille blidt kram. Hun var trodsalt min jordmoder og hey, jeg var i godt humør, så hvorfor ikke?

Alex smilede stort tilbage; “Du skal muligvis scannes en enkelt gang mere inden fødslen, men ellers var det her sidste scanning”. Det var så vildt at tænke på, at de første fire måneder nu var gået. Alligevel også tankevækkende, at det nu var for sent at få en abort. Ikke fordi jeg fortrød, men det var uvirkeligt at jeg skulle have et barn om knapt et halvt år.

Jeg fik rettet på mit tøj, fik nogle billeder og flere papire af Alex, og gik derefter med Luke ud på gangen igen. Jeg var glad, og det var lang tid siden jeg havde været oprigtig glad.

Mens vi fortsatte i et raskt tempo ned af gangen, med store smil på læberne, kom jeg i tanke om mit løfte til Calum.  Skulle jeg tage over til ham og sige det, og håbe på Megan ikke var der? Eller burde jeg bare skrive det til ham? Et eller andet sted syntes jeg det virkede mærkeligt bare at skrive en sms, når han indirekte var så stor en del af det hele.

“Luke, jeg har lige noget jeg skal”, jeg stoppede op, da vi kom udenfor i den friske luft. Han sendte mig et smil, og træk mig ind i et kram; “Okay. Så ses vi. Bare skriv hvis jeg skal komme over”. Jeg nikkede og smilede, hvorefter jeg begyndte at gå den modsatte vej af Luke.

Egentlig skulle jeg også have offentligjort det, og jeg skulle også få det sagt til mine forældre. Min familie. Jeg burde snart besøge dem igen. Det var flere måneder siden, og uger siden jeg havde hørt fra dem. Jeg var nu heller ikke den bedste til at skrive til dem, når jeg havde en del på programmet.

Overraskende hurtigt, var jeg ved bygningen, som Calum boede i. Jeg håbede inderligt på, at Megan ikke var hjeme, men noget sagde mig, at det var for meget at forvente.

Mit hjerte begyndte at banke hårdere, jeg var virkelig spændt på hans reaktion. Ville han blive glad? Jeg håbede på det, for noget sagde mig at snakken igår havde gjort indtryk på ham. Alligevel ville jeg ikke sætte mine forventninger for højt, for jeg havde jo stadig lovet at lade ham udeblive, så jeg skulle ikke tvinge ham.

Jeg bandede indvendigt over trapperne, som der ligenu var alt for mange af. Jeg tøttede mig op af muren, mens jeg bankede på døren. Hårdt denne gang, så jeg vidste han ville høre det. Kort efter kunne jeg høre skridt, og døren blev åbnet. Calum kiggede først overrasket ned af mig, men smilede så; “Hey Anna. Kom ind”. Jeg forstod godt, hvis han var overrasket over, hvordan jeg så ud. Jeg havde næsten ingen make-up på, og mit tøj var rent chiller tøj. For ikke at tale om min mave, som hurtigt hade vokset en del. Ikke helt ekstremt, men jeg synes det var meget.

Jeg smilede til ham, og trådte ind. Nu skulle jeg bare få det sagt og håbe på, at han ville reagere godt.

___________________________________

Så fik i svaret :) Det bliver en dreng.

Mange tak for jeres meninger, det ville være super hvis i ville komme med nogle navne! :)

Hvad tror i der sker nu, når hun er blevet inviteret indenfor? Er Megan hjemme? ;)

JEG HAR FÅET 50 FANS, OG DET ER SÅ VILDT !! TAK HELT INDEFRA HJERET AF <3<3

- Alvira <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...