UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17579Visninger
AA

27. i want you to like me

Luften var kold, og hvis jeg ikke tog fejl regnede det en smule. Der var mange mennesker – faktisk vrimlede det med dem, hvilket jeg ikke var så glad for. Jeg skulle mødes med Megan, og ville helst ikke have nogle så det, eller kommenterede det.

Jeg stod ligenu ved London eye, et par meter væk for ikke at vække opmærksomhed. Jeg havde en jakke emd hætte på, som jeg havde pakket mig godt ind i, så folk ikke ville se mig så hurtigt.

Jeg tjekkede kort klokken på min mobil. 9:55. Megan burde være her nu. Hvis hun altså kom. Jeg havde mistænkt hende lidt for at sidde et sted og iagtage mig, gøre mig selv til grin.

Kort foran mig, gik en brunette og så en anelse forvirret ud. Hendes hår var utrolig langt og tykt, hvilket ikke gjorde mig i tvivl om, at det var Megan. Jeg begyndte at gå med hastige skridt hen mod hende, og prikkede hende kort på skulderen. Hun vendte sig hastigt op, og mødte mine øjne. Gosh, pigen var også køn tæt på. Typisk.

Hendes læber løftede sig op i et stort smil, stik mod mine forventninger; “Anna! Hvor er jeg glad for du kom!”.

Jeg havde lyst til at tysse på hende, men valgte bare at sende hende et diskret smil i stedet for. Jeg kiggede rundt for at se, hvor mange der havde opdaget os. Heldigvis så det ikke ud til så mange.

Hun kiggede kort rundt, og smilede så til mig endnu en gang; “Vil du hellere have vi tager hjem til mig og snakker?”.

Jeg nikkede hurtigt, og smilede. Det ville være perfekt for mig, hvis vi tog hen et privat sted. Så var der mindre chance for, at nogle paparazzies fandt ud af hvad vores samtale gik ud på.

Mod mine forventninger – endnu en gang – tog Megan min hånd og trak mig med hende. Hvordan var vi pludselig blevet gode veninder? Sidst hun så mig, var der ikke andet end dræberblik.

Vi var overraskende hurtigt ved en stor – og jeg gentager stor – hvid bygning, det lignede ærlig talt et gods eller et slot. Vi fortsatte ind i den store bygning, og op til sjette etage.

Lejligheden var ikke mindre stor eller luksuriøs. Jeg vidste godt, at megan var model og rimelig kendt – men ikke så kendt.

Jeg bed mærke i, at der stod en del flyttekasser stablet, hvilket Megan så; “Jeg er næsten lige flyttet hertil. Lækkert ikke?”.

Jeg nikkede overvældet. Selvom jeg var van til store huse og lejligheder, så var det her ret ekstremt.

“Du kan bare sætte dig”, sagde Megan kort efter, og satte sig selv i sofaen. Jeg overvejede kort at spørge om at sidde et sted hvor hende og Calum ikke havde delt mundsavl og krop, men tænkte at det nok var lidt upassende, og satte mig så i lænestolen.

Sådan sad vi lidt og forsøgte at virke interesseret i væggen da jeg til sidst opgav og kiggede på Megan; “Du ville snakke med mig?”.

Megan smilede kort, og rettede sig så op; “Ja. Det er egentlig om Calum”.

Jeg åbnede straks mine øjne, og kiggede nervøst på hende. Om lidt ville det vælte ud med lort om hvor stor en idiot jeg var, og hvor klam jeg var at bolle med hendes kæreste. Jeg vidste det bare.

Megan fnes, og lænede sig hen mod mig; “Jeg ved godt i har været sammen”. Jeg åndede lettet op. Calum havde altså fortalt hende det, oder was?

Megan smilede let, men det forsvandt kort efter. Jeg kunne tydeligt se hvordan hun trak vejret dybt og rystende. Hun sad vel ikke og græd foran hendes kærestes ekskæreste? Burde hun ikke bare råbe og skrige af mig i stedet for?

En tåre, efterfulgt af flere røg ned af hendes kinder, og skabte en smal vej gennem det alt for tykke lag make-up.

Hun snøftede hårdt ind, tørrede sine øjne og kiggede smertefuldt på mig; “Jeg ved forhelvede alt hvad der er imellem jer. Og jeg har ikke tænkt mig at skælde dig ud, for jeg ved godt du ikke kan lide mig og det er også Calum jeg er sur på, men jeg ville snakke med dig for at høre, om han har nævnt noget som helst om mig på noget tidspunkt?”. Tårene væltede nu ned af kinderne på hende, og det var en side jeg ikke troede Megan havde i sig. Hun var altid så kostbar og… Model agtig.

Jeg slog overrasket øjnene op for den strøm af både forstående og uforstående ord hun havde hældt ud over mig. Var hun i virkeligheden bare ked af det?

“Har han sagt noget om mig?!”, spurgte hun vredt, og fjernede mascaraen under øjnene med et hårdt ryk. Hvordan kunne hun skifte så hurtigt?

“Skal jeg være ærlig?”, spurgte jeg lavt og stille, da jeg forsøgte at holde mig nogenlunde neutral.

“Ja forhelvede!”, svarede hun, men det var ikke vredt som sådan. Det var mere opgivende og lidende, som om hun godt kendte svaret.

“Det har han ikke”, svarede jeg, og sukkede kort. Calum havde dummet sig igen. På en andens regning, igen.

“Idiot!”, Megan rejste sig arrigt op, og begyndte at gå rundt. “idiot, idiot, idiot!”, skreg hun, og kastede en pude hårdt ned i sofaen, hvilket fik mig til at springe op til hende, og af ren refleks trække hende ind til mig. Jeg ved virkelig ikke hvad fanden der skete der, men noget i mig fortalte mig, at vi var i samme båd. Jeg forstod hvorfor hun var sur, og havde lyst til at slå ham ned. Jeg forstod hendes vrede, og hendes tåre. Jeg forstod hende.

“Slap af Megan. Jeg ved hvilken idiot han er, men det her er ikke løsningen, vel?”, jeg forsøgte at fange hendes øjne, men hun var helt ustyrlig. En helt anden tøs end den verden så.

“Hvad fanden ved du om løsninger? Var det ikke dig der bollede med Ashton og Calum på samme tid, var?!”, råbte hun, lige op i hovedet på mig, hvilket fik mig til at bakke chokeret væk. Her kom jeg og sagde jeg forstod hende, og så skulle hun bare råbe af mig?

“Klar dig selv!”, sagde jeg højt, og vendte mig om for, at gå. Hvis det var sådan hun ville lege, skulle jeg ikke være med.

“Anna, fuck, sorry! Undskyld for fanden!”, råbte hun, mens tårene væltede ned af hendes kinder, og hun greb fat i min arm så jeg ikke kunne fortsætte ud. Jeg sukkede, og kiggede opgivende på hende. Hvad skulle jeg stille op med hende?

“Jeg ved ikke hvad det er du troede du ville få ud af det her”, jeg vendte mig om og kiggede hende i øjnene. Det var så underligt at stå her og snakke med hende, især fordi hun græd.

“Jeg vil gerne have du kan lide mig, Anna”, forklarede hun stille, hvilket fik mig til at løfte øjenbrynet. Det var nok det dårligste forsøg på at få nogen til at kunne lide hende.

“Okay, men det kan jeg ikke, så hvorfor er det så vigtigt?”, spurgte jeg direkte. Det var vidst ikke en del af ‘at holde sig neutral’ planen. Ups.

“Fordi vi er ens”, svarede hun, for første gang i lang tid med en rolig stemme. Hvad fanden snakkede pigen om? Var hun komplet idiot?

“Vi er på ingen måde ens, Megan. Mit hår er rødt dit er brunt, sorry to say”, svarede jeg hurtigt, og slog ud med armene. Okay måske var mit hår rigtigt brunt, men det var rødt nu! Bum.

“Vi er blevet narret af den samme dreng. Gjort til grin, blevet trampet på”, forklarede hun opgivende. Måske havde hun ret? Lige på det punkt var vi ret ens. Calum havde narret os begge i en vis grad, og vi var begge blevet kede af det – kunne jeg jo så se nu, at Megan også var blevet. Meget endda. Men jeg skulle heller ikke snakke!

“Kan du ikke se det Anna? Det er vores tur! Det er tid til hævn!”, hun løftede hænderne og fægtede forklarende med dem, og hvis jeg ikke tog meget fejl, var der et lille smil at finde på hendes læber.

“Jeg har en søn på to ½ år, og jeg har en musikkarriere jeg skal have gang i, igen. Beklager meget Megan, men jeg er kommet videre”, svarede jeg, og fægtede sådan ‘det var så det’ agtigt med armene. Jeg havde sku ikke tid til at rende rundt og hævne mig, og var det ikke også lidt barnligt? Sådan lidt, ‘nu smadre jeg dit sandslot for du sked på mit’, agtig.

"Elskede du ham slet ikke eller hvad?!", Megans stemme var skinger, og det var noget jeg ikke havde troet hun ville lukke ud. Jeg kiggede forbavset på hende; "Jo forfanden Megan, jeg ikke bare elskede men elsker ham over alt på denne fucking jord! Så værsgo', nu har du fået det, er du så tilfreds?!".

_______________________

Heeeeey :)

Så er der nyt kapitel.

Forresten tak Eva, ( @Eva S. ) for at holde mig vågen i to timer mere, så jeg nu er møgtræt, tak tak, love u.

Men, har så et spørgsmål til jer; Vil i helst have der kommer en 4'er af den her, eller skal 3'eren fortsætte også blive lidt lang? :) Vil personligt helstskrive en 4'er, men hvis i ikke gider følge med, så gør jeg det selvfølgelig ikke :) So, let me know in da comments!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...