UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17579Visninger
AA

6. I do not regret anything

”U-undskyld”, stammede jeg, og trådte hastigt et skridt væk fra ham. Hvad bildte jeg mig ind? At bede ham holde sig fra mig, for så at kysse ham. Det var en urimelig og mærkelig opførsel.

”Hvorfor undskyld?”, han kiggede spørgende på mig, og hans øjne borede sig ind i bine. Jeg tog en dyb indånding, som dog blev afbrudt af mit rystende åndedrat.

”Det var dumt af mig, og det er jeg ked af”, svarede jeg. Mit blik fandt hurtigt jorden, da jeg syntes, at det var lidt flovt.

At sige, at jeg ikke forventede et svar fra ham, ville være en løgn, og jeg blev derfor også ret skuffet da han bare sendte mig et lille skævt smil, som mest af alt så utrolig falskt ud. Det var mærkeligt at stå her, når han lige havde redet mig fra et liv, fyldt med krisepsykologer og alt muligt andet. Jeg var alligevel skræmt, og tanken om, at skulle gå alene hjem i mørket, var ikke fristende overhovedet.

”Skal du bare hjem nu så?”, spurgte jeg, og blev lettet da han hørte det. Min stemme var stadig utrolig spinkel og lav, og desudne var stilheden ret ubehagelig.

”Ja det regner jeg med”, svarede han, og så en smule undersøgende ud. Hans blik var frosset fast i mine øjne, og han stod mest som en lille skoledreng, der ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. Forstod drengen ikke en hentydning?

”Alene?”, fortsatte jeg nervøst, og bed mig hurtigt i læben for, at minde mig selv om, hvem jeg var, og hvem jeg snakkede med. Tag dig seriøst sammen Anna.

”Ja?”, hans blik var spørgende, og han lød lidt forvirret over, at jeg spurgte. Jeg nikkede bare, da jeg trodsalt heller ikke ville trænge mig på. Han havde sikkert også en del han skulle, ligesom jeg.

”Så tror jeg, at jeg vil hjem af”, jeg afbrød den akavede stilhed, på en utrolig pinlig måde. Men jeg kunne lige så godt få det overstået, inden det blev endnu mørkere og mere dystert.

”Så lad os gå”, svarede han, og tog fat i min hånd, hvorefter vi begyndte at gå. Hvad?

”Os?”, jeg stoppede kort op, for at vende mig halvt om, og kigge spørgende på ham. Hvad mente han?

”Ja? Du havde vel ikke tænkt dig, at gå alene hjem nu?”, han kiggede spørgende på mig med et løftet øjenbryn, dog kunne jeg fornemme et sjovt smil inde bag ved.

”For at være ærlig, så jo”, jeg lod et fnis slippe ud, og vendte mig rundt, så vi kunne gå videre. Jo mindre jeg kiggede på ham, og sagde, jo bedre. Vi var trods alt stadig fremmede. I mit hoved i hvert fald.

 

Vi havde gået i noget, der føltes som timer. Specielt på grund af stilheden, som bestemt ikke var rar. Den var akavet, fordi det virkede som om, at vi begge gerne ville sige noget, men ikke kunne få det ud. Det irriterede mig, for jeg ville bare gerne have alle kort på bordet. Alligevel vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle åbne den. Jeg kunne jo ikke bare sige ’hey, kan du huske dengang for to år siden, hvor jeg var gravid med dit barn? Det fortryder jeg for resten’. Det ville være åndssvagt.

”Vi skal bare til højre her”, mumlede jeg, akavet igen. Cirka ti gange så akavet, da Calum bare nikkede og drejede ved siden af mig.

Det var det eneste, jeg kunne tage mig sammen til, at sige. Hvorfor havde jeg det sådan her? Jeg blev irriteret på mig selv, og fortsatte op til bygningen, hvor jeg nu boede, uden at sige det. Han kunne vel også tænke sig til det, når jeg drejede. Nøglen blev bare flået ind i låsen, til den store hoved dør, hvorefter jeg trampede op af trapperne, stadig med ham bag mig. Gik han hele vejen med op? Åbenbart. Nu var det vel ikke der, vi skulle lave den perfekte ’afslutning på date’-scene? Niksen biksen karen blixen.

Da vi nåede til min hoved dør, stoppede jeg op, og vendte mig om i mod ham, med et akavet smil på læberne. Min femte (eller var det sjette?) sans fortalte mig, at det ville blive akavet nu.

”Ja.. såh..”, mumlede jeg, akavet igen, og kunne mærke mine kinder blive lidt varme. Uden grund. Græd med mig.

”Så må du vel have det godt..”, mumlede han, og lød mindst lige så akavet som mig. Det lød måske lidt fjendtligt, men jeg vidste, at han ikke mente det sådan.

”Tak, tror jeg”, der blev plantet et lille form for skævt smil på mine læber, da jeg ikke helt vidste, om jeg skulle smile eller være sur. Han sendte smilet tilbage til mig, bare lidt større. Sådan stod vi lidt, og smilede, og rettede på vores tøj for, at have noget, at lave. Selvom det var virkelig mærkeligt, så havde jeg en ekstrem lyst til, at springe på ham, og kysse ham. Det var mærkeligt, i know, men det havde jeg. Skulle jeg, eller skulle jeg ikke? Måske var det dumt og mærkeligt, men hvis jeg havde lyst..

Han løftede kort hånden for at lave et lille vink, hvorefter han vendte sig om, for at gå. Nu var det for sent. Flot Anna. Græd med dig selv.

Sådan stod jeg bare, sørgelig, og kiggede derhen, hvor han for under et minut stod. Men han var der jo ikke mere, og det var min skyld, at jeg var så sørgelig.

”Calum vent lige!”, jeg smed min taske og hev stiletterne af, hvorefter jeg satte i løb ned af trappen. Det måtte ikke være for sent.

Og jeg havde ret. Så kluntet, som jeg jo naturligvis stadig var, så jeg ikke, at han stod rundt om hjørnet ved den næste trappe, og kiggede tilbage efter mig. Det resulterede i, at jeg løb ind i ham, og fik et chok. Ups.

”Hvor er det godt, du ikke var gået!”, nærmest udbrød jeg, forpustet, over mit løb. Jeg sendte ham et stort smil, og stod lidt for, at få pusten igen. Var jeg i så dårlig kondi? Jesus Kristus.

”Hvad så?”, han kiggede spørgende på mig, med et smil, jeg ikke helt vidste, hvad betød. Glad, forvirret og trist på en og samme tid. Jeps.

”Kan du huske, at du sagde, at du altid ville vente på mig?”, spurgte jeg skingert, og forpustet. Min rystende hånd, blev ført igennem mit hår, på en besværet måde.

Dog var hans blik mærkeligt, ikke helt til at tyde; ”Ja det gør jeg. Hvad med det?”. Hans stemme var forvirret, og udmattet, men dog alligevel nysgerrig, og det fik mig til, at fortsætte; ”Jeg mener bare.. Hvordan kunne du sige det, når du ikke mener det?”, spurgte jeg, med en skinger, og dømmende tone. Jeg forstod det bare ikke, for hver gang jeg havde mistet alt håb, mindede jeg mig selv om de ord. Men hvis de ikke var rigtige, hvad havde jeg så?

”Det jeg sagde til dig den dag, mener jeg hundrede procent.Jeg vil altid vente på dig. Jeg har bare mistet håbet om, at du nogensinde kommer tilbage til mig”, han trådte et skridt tættere på mig, så han nu stod helt op af mig, med øjnene stirrende direkte ind i mine.

Jeg sank en klump, da jeg faktisk ikke vidste, hvad jeg skulle svare. Han troede ikke på, at der kunne blive noget igen – han var rent faktisk ked af det.

”Hvad er det, du vil have, at jeg skal gøre?”, spurgte jeg opgivende, og kunne godt høre hvor barnlig jeg lød. Som om jeg var en lille pige, der ikke vidste om hun skulle vælge den lyserøde barbie, eller dne pink barbie.

Han fjernede sine øjne fra mine, og kiggede kort ned, før hans blik igen ramte mit. Denne gang var det dog mere ligegyldigt, fra hans side af; ”Du skal ikke gøre noget som helst, fordi jeg gerne vil have det Du skal gøre det, fordi du har lyst, og det tvivler jeg på, at du vil få igen”. Han stod med øjnene borret ind i mine et par sekunder for, at lade den simre, før han vendte sig om, og gik ned af trappen.

At jeg skulle gøre det af lyst, og ikke fordi han bad mig om det. Var det, det han hele tiden ville have sagt?

”Men så bliv dog forfanden!”, råbte jeg skingert, og irriteret, i mens mine fødder slæbte mig nd af trappen efter ham. De var ømme, og orkede ikke mere – men jeg fik energi ved tanken om ham.

Denne gang nåede jeg at se, at han stoppede op, hvilket gav mig et lille energiboost. Dygtig Anna. Hans blik var overrasket, og hans læber formede et lille smil; ”Hvis du er glad, så er jeg glad. Forstår du det?”. Jeg kunne ikke lade hver med, at smile stort og nikke fnisende. Mine arme lagde sig automatisk om hans nakke, og jeg sendte ham et stort smil. Dog røg nogle fnis ud, og det smittede af på ham.

”Kom”, mumlede jeg, og tog fat i hans hånd, så jeg kunne trække ham med op af trapperne. Han sagde jo, at jeg skulle gøre ting af lyst – og at han var glad, hvis jeg var.

”Det ender galt det her”, fnes han, men lød samtidig alvorlig. Jeg lavede en ’tss’ lyd, og fortsatte bare op af trapperne i et hurtigt tempo, så vi kort efter var oppe, ved min hovededør.

”Hvad snakker du om? Det er da aldrig endt galt for os to”, jeg trak ham med ind i entréen, smækkede døren, og stilte mig tæt på ham. Jeg smilede og fnes igen,  så han forhbentlig forstod sarkasmen. And he did, yessss.

”Nååå nej slet ikke, kun en gang eller ti”, fortsatte han, og lagde sine hænder ved min talje. Jeg smilede bare til ham for at vise, at det var okay. Jeg stolede på ham, også selvom der var gået to år. Han ville ikke bevidst gøre noget for, at såre mig, det havde jeg lært lidt om.

”Men jeg fortryder det ikke”, mumlede jeg og lod smiet forsvinde. Eller, jeg lod det ikke, det gjorde det selv, da han skulle forstå alvoren. Lol.

”Heller ikke mig”, mumlede han, og lod sit hoved komme tættere på mit. Jeg stillede mig på tær, og strakte mig frem, så vores læber kunne mødes. En fantastisk følelse strømmede igennem mig, og gjorde mig helt varm inden i. Alt det dårlige med Dylan forsvandt et kort sekund, og gav mig en idyllisk følelse af perfektion.

”Er der noget, du skal nå hjem til?”, jeg trak mig en smule fra ham, for at mumle det. Ikke fordi jeg ville, men fordi jeg blev nødt til, at spørge.

Han rystede hurtigt på hovedet, hvilket fik mig til, at presse mine læber i mod hans. Han kyssede hurtigt med, og strammede grebet lidt om min talje.

Jeg tog fat om hans hånd, og løftede den op under min trøje. Og hvis i spørger hvorfor, så fordi jeg kunne. Og havde lyst.

”Du fortryder det her i morgen, Anna”, hviskede han mod mine læber, og lagde sin pande mod min. Jeg ville ikke fortryde noget, jeg ville ikke afbryde det.

”Jeg fortryder ikke noget, der har med dig at gøre! Okay?”, hviskede jeg højt, og lagde roligt mine hænder på hans kinder. Han nikkede, og plantede derefter sine læber på mine. Jeg åbnede min mund, og lod hans tunge glide ind, hvorefter mine hænder fortsatte ned af hans mave.

Det hele gik så hurtigt, og før jeg vidste af det, skubbede han mig blidt ned i min seng. Det var alkohollen, jeg sværger. Hans hænder kørte ned af min krop, og det hele føltes som en drøm. Det var uvirkeligt, men samtidig fuldstændig virkeligt.

Jeg stønnede højt i mod hans læber, men forsøgte at dæmpe det lidt ved, at presse mne læber mod hans. Jeg vidste, at han muligvis havde ret i, at jeg ville fortryde det i morgen, men lige nu, var det fuldstændig ligegyldigt.

____________________________________________________

Jeg føler mig som den værste person i verden

Det her kapitel skulle være kommet i går, men det gjorde det ikke

undskyld :( Håber i tilgiver en dag<3 

der går nok yderligere et par dage med det næste, da jeg har planer i morgen, og også mandag.

Men jeg skal gøre mit bedste, promise

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...