UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17523Visninger
AA

7. Guilty, and bad choices

Klokken var 4:37 helt præcist. Der var kulsort og stille, og jeg havde ligget her og kigget på klokken den sidste halve time. Jeg var træt og udmattet, men alligevel lysvågen. At jeg lige havde været i seng med ham, jeg havde lovet mig selv, at holde mig langt væk fra, var bestemt ikke en del af planen. Det var kun mig, der var dum nok til, at tro det.

Alligevel lå jeg stadig her, ved siden af ham, uden nogen idé om, hvad der var rigtigt at gøre. Jeg kunne vente til han vågnede, og lade som om, at det hele var godt. Eller jeg kunne flygte, og gøre det, jeg hele tiden havde gjort. Flygte fra problemerne, eller ende med at fucke det hele op. Det var lige min stil, og det var ved at gøre mig rigtig træt. Træt af mig selv.

Alligevel valgte jeg den nemme, og mest dramaqueen agtige løsning. At rejse mig fra sengen, ligeglad med min manglende beklædning. Der var alligevel ingen, der så det, så hvorfor spille overrasket?

Mine trætte, ømme fødder, der mest af alt lignede noget fra en gyser, slæbte mig lydløst hen til mit skab, som var fyldt op med tøj. Mine fingre, der at dømme fra udseende også havde været med i gysefilmen, hev noget rent undertøj ud. Alle dele af min krop samarbejde om, at få det smukke, rene blonde undertøj på. Det var så fint, og det passede slet ikke til mig. Jeg var hverken smuk, ren eller fin.

Alligevel fortsatte min krop med, at finde tøj frem. Den stakkels krop skulle jo dækkes med et eller andet, hvis den ikke skulle fryse, eller grines af. Den besluttede sig for et par joggingbukser, og en mørkere hættetrøje. Det look, der passede så meget bedre til den, end det blonde undertøj; Farligt, mørkt og skyldigt.

Kroppens uduelige, ødelagte fødder, fik glæden af et par tykke, bløde sokker. Mørke igen. Skyldige igen.

Kroppen pakkede tasken med ligegyldigt indhold, og tog et sidste glimt, på den sovende dreng i sengen. Den følte sig skyldig, og som en frygtelig eksistens. Den forlod den dreng, der havde lovet, altid at være der for den. Og nu ville den ødelægge det. Men den så ingen anden udvej, end at forlade drengen, og sit eget levested for nu.

 

-----

 

Jeg var flygtet hjem til Lena. Tro det eller ej, men det var jeg. Jeg så ikke nogen andre steder, hvor det var fristende at slå sig ned.

Jeg havde en mærkelig, splittet følelse inden i. Jeg kunne ikke kende mig selv, og alligevel var det så velkendt. Jeg havde det som om, at jeg ikke kunne være i min egen krop, og at den rigtige Anna snart ville springe ud. Det var ikke noget, jeg kunne tillade. Jeg skulle styre mig, og holde mig,-.

Ikke fordi jeg skulle tisse.

Men i ved hvad jeg mener!

”Du tænker for meget søde”, Lenas stemme afbrød mine tanker, og jeg kunne seriøst springe over og kysse hende. Bare fordi hun var så fantastisk, og altid reddede mig. Men hey, jeg tænkte da ikke for meget?

”Hvorfor tror du det?”, jeg rettede mig op, og varmede hænderne på min varme kop, med et indhold af kakao i. Mums siger jeg jer.

”Det ved jeg, at du gør. Hvad med, at du får dine mange vilde tanker skrevet ned?”, hun lagde hovedet lidt på skrå, og trak tæppet lidt længere op over hende. På mange måder mindede hun om Sara. Og alligevel slet ikke.

”Det var måske en god idé”, jeg sendte hende et smil, som for første gang hele denne dag, var naturligt. Jeg havde kun smilt anstrengt til folk jeg havde mødt på min vej, for jeg havde dte som om, at min mund slet ikke kunne tvinge bøgningen i mundvigen frem. Meget underligt.

”Og husk, at du skal optræde i aften, med Without You, Born To Die, og så Video Games”, hun smilede optimistisk, og jeg havde det på samme måde, inden i. Uden på kunne jeg ikke tvinge meget mere end et lille skævt smil frem, men hun vidste hvordan mit humør kunne være. Jeg skulle til at åbne munden for, at svare hende, da min mobil afbrød os. Den udstødte en høj, skinger tone, som mest af alt mindede, om et heliumpåvirket æsel. Det var dog ikke dét, der fik min krop til, at fryse. Det var navnet, der lyste op.

Dog gik det bedre nu, for det var ikke første gang i dag, at han ringede. For at være helt præcis, så var det femtene, eller måske endda sekstene gang, at dét navn lyste op, på min mobil.

Mobilens skærm fryste kort, og blev derefter sort. Opkaldet blev ikke besvaret, og var nu slut.

Måske sad jeg i mine tanker længe. Måske var mobilen hurtig, men efter det, der føltes som et halvt minut, tikkede en besked ind. En besked der sagde, at der var en ny besked på telefonsvaren. Mine fingre trykkede rystende ind på ’ring op’, og kort efter lød der en guindende, mandlig stemme; ”Du har én, ny besked: (biiib) Hej Anna, det er mig.. Calum, hvis du skulle være i tvivl. Jeg har ikke lavet andet, end at ringe til dig hele dagen. Jeg nægter at tro på, at du ikke har set det. Vil du ikke godt ringe tilbage til mig? Jeg er bekymret for dig, og vil meget gerne snakke med dig, når du får et par minutter ledige. Du gør det værre for dig selv, hvis du flygter fra problemerne. Men ja, ring til mig. Hey”.

Jeg snøftede dybt ind, og lod mit tunge hoved dumpe ned i min hånd. Det føltes befriende, at det ikke skulle bære sig selv. Det var så mærkeligt, at han sagde, at han var bekymret for mig. At han viste bekymring. Selv når min krop smuttede, og udadtil ikke ønskede nogen kontakt med ham, så var han bekymret.

”Han er bekymret for mig”, hvsikede jeg, uden at kigge på Lena. Jeg vidste, at hun havde hørt det, og jeg vidste, at hun vidste, hvad jeg snakkede om.

Hun rejste sig fra sin sofa, og humpede over til mig, stadig med tæppet om sin spinkle krop. Varmen fra hende, blev placeret ved siden af mig, og hun lænede sig roligt hen til mig; ”Og hvorfor mon han er det? Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke bare tager ham”.

Ja, hvorfor gjorde jeg ikke bare det? Måske fordi han aldrig ville tilgive mig, hvis han kendte den nuværende sandhed. Og måske fordi vi ikke var skabt for hinanden. Det var en fejl, som vi troede, at vi kunne snyde. Men det kunne vi ikke.

”Jeg kan bare mærke, at vi ikke skal være sammen. Desuden vil han aldrig give mig sin tilgivelse, hvis jeg fortæller ham det”, sukkede jeg, og kunne mærke den bevægende, kildende følelse ned af min kind. En dråbe salt vand dryppede ned af min kind, og ned til min mund, hvilket gjorde smagn klar.

”Selvfølgelig vil han det! Han elsker dig jo Anna”, svarede Lena, og lagde begge sine hænder om min ene. Den som lå ovenpå tæppet. Den, som var mindst hærget. Den anden, lå skamfuldt skjult inde under tæppet, væk fra omverdenen.

Jeg rystede på hovedet, og kunne mærke de lydløse tårer fortsætte sin vej ned over mine slanke kinder. Jeg måtte gøre mit bedste for, at få humøret tilbage inden i aften, men jeg kunne ikke tro andet, end at det blev svært. Hvis ikke en umulig opgave.

 

-----

 

Publikum var utrolige. De var helt fantastiske, og jeg måtte indrømme, at de hjalp på mit humør, som var blevet langt bedre. Jeg kunne stadig mærke, at der ikke skulle meget til, for mit triste humør lå lige under overfladen og lurede.

(https://www.youtube.com/watch?v=DdiGekiibQ0) ((Se fra 2:30også 4:10))

Jeg var nu nået til den sidste sang, Video Games. Jeg havde forberedt mig på, at det ville blive svært, men ikke så svært som det nu var. Min stemme var helt under kontrol, men det var mit indre ikke.

Og nej, jeg tissede ikke. Og nej, jeg lavede ikke pøller.

Men jeg kunne føle, at mine øjne begyndte at føles vådere. Jeg vidste ikke, hvorfor det lige var nu. Måske det var tanken om, at jeg havde forladt ham. Måske det var tanken om, at jeg havde svigtet ham.

”It’s you, it’s you, it’s all for you. Everything i do, i tell you all the time. Heaven is a place on earth with you”, min stemme knækkede en smule over, og jeg var nu klar over, at jeg ikke kunne stoppe det. Et eller andet sted, havde jeg ikke noget i mod, at de så bagsiden af medaljen. Men på den anden side, så var det flovt, og kunne nemt misforståes som opmærksomhedskrævende. Alligevel lod jeg min skamfuldte, skyldige hånd glide hen under mit øje. Kort efter lod jeg min næse snuse en stor portion luft ind. Jeg smilede kort til publikum, og tog så en dyb indånding, for at synge videre. Måske det her ville skabe overskrifter i morgen. Eller, det ville det – uden tvivl. Men jeg så også en mulighed i det her. Nu var spørgsmålet bare, om jeg skulle tage den.

______________________________

Godnat folkens. Desværre ikke rettet, håber det går :)

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...