UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17930Visninger
AA

2. Enjoy

”Godmorgen og velkommen til, Anna!”, kvinden som sad overfor, sendte mig et stort smil. Så falskt, at det var til, at brække sig over. Jeg havde vænnet mig til det, men alligevel var det så klamt, at de var så falske.

”Godmorgen, og tak fordi jeg måtte komme”, svarede jeg, og sendte det falske smil tilbage i fjæset på hende.

Lær det.

”Vi er så heldige, at have dig hos os det næste kvarter, hvor du også svarer på spørgsmål fra fans”, kvinden lød så utroligt optimistisk og positiv, at det var til at kaste op over. Det var selvfølgelig rart, men når det bare var skuespil fra hendes side af, så var det trælst at se på.

Jeg nikkede, og sendte hende et smil, som jeg forsøgte at gøre så naturligt som muligt. Bare fordi hun havde en dårlig dag, behøvede jeg ikke at have det.

”Men vi starter et andet sted. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at du for godt et år siden, havde en affære med Calum Hood, fra bandet 5 Seconds Of Summer. Snakker i stadig sammen?”, kvinden så bestemt ud til, at nyde mit irriterede udtryk. Det var utroligt, at de ikke bare kunne slippe de drenge, ligesom jeg kunne. Folk spurgte hele tiden ind til dem, og det var ved, at gøre mig sindssyg.

”Jeg snakker ikke med Calum længere. Jeg har ingen kontakt med nogen af de drenge, og regner heller ikke med, at få det”, svarede jeg, og sendte hende et smil, til trods for min irritation. Det var det, man skulle vende sig til. Selvom man havde en dårlig dag, var man tvunget til, at spille glad. Medmindre man gerne ville have en masse dumme overskrifter næste dag, altså.

”Det må have været noget af en konflikt, siden du ikke vil have nogen kontakt med dem?”, hun kiggede gennemtrængende på mig, med et løftet øjenbryn. Jeg kunne nærmest føle hendes selvsikre smil, på trods af den venlige facade hun havde fået sat op.

”Egentlig ikke. Nogle gange må man give slip på noget godt, for at noget nyt kan komme til”, svarede jeg, og sendte hende et skævt smil af en slags. Mit humør blev automatisk dårligere, men jeg var vandt til det her. Jeg skulle bare smile, tænke på noget andet, og så få det overstået. Om det jeg havde sagt, var nogen god idé, vidste jeg ikke helt. Et eller andet sted, havde jeg jo siddet og hentydet til, at drengene ikke var gode nok til mig, men det var slet ikke sådan, jeg ville ses.

Kvinden nikkede stille, og havde stadig det mærkelige udtryk i øjnene.

Havde jeg gjort noget forkert?

Det gjorde mig faktisk en smule nervøs, på trods af, at hun irriterede mig grænseløst.

”Nåh, men vi er jo mange som undrer os over, hvad der skete imellem jer?”, fortsatte hun, efter en akavet stilhed, der føltes som ti timer, men som nok nærmere var et halvt minut.

”Det fungerede bare ikke rigtigt. Både drengene og jeg har meget travlt med hver vores, og vi var enige om, at det var bedst at komme videre alene”, forklarede jeg, nok lidt for hurtigt. Velvidende, at jeg lige havde stukket kvinden, og resten af verden, en stor løgn. Ja, jeg var efterhånden blevet professionel i skuespil og løgne. Der var så mange dage, hvor jeg satte det falske smil på, for at undgå en træls overskrift. Det var en smule udmattende, men det var også det her, jeg ville.

Det, der også gjorde mig glad ved det, at synge var, at drengene måske havde set mig i blade og sådan. De kunne se, hvor godt jeg var kommet videre, og hvor godt jeg havde klaret mig, og det fik mig på en eller anden måde til, at græde af grin inden i.

”Lad os nu ikke snakke mere om det. Din nye single ’Born To Die’, udkommer jo i dag. Spændt?”, hun lyste op i et smil, og denne gang kunne jeg rent faktisk ane en smule ægthed i det.

Jeg rettede mig op, og sukkede lidt – lettet over, at vi nu var forbi det emne, jeg havde det sværest med, at snakke om.

”Meget spændt. Jeg håber, folk kan lide den”, smilede jeg, og kørte lidt hår væk fra mit ansigt, mest for at have noget at lave. Jeg kunne stadig blive meget nervøs, fordi jeg vidste, at der var så mange, som holdte øje med alt, hvad jeg gjorde.

”Du har faktisk lovet, at synge den for os”, kvinden hvinede en smule – uden lyd, men hendes ansigtsudtryk afslørede alt. Det var også en af de ting, jeg var blevet alt for vandt til.

Jeg grinte lidt og nikkede, hvorefter jeg rykkede mig tilbage for, at rejse mig op, og gå hen til mikrofonen. Jeg rettede lidt på den, og stilte mig så klar.

 (https://www.youtube.com/watch?v=W5lEVrPkr2c)

Musikken begyndte, og jeg lod min stemme flyde ud over læberne.

“Feet don’t fail me now

Take me to the finish line

Oh my heart it breaks every step that I take

But I’m hoping at the gates,

They’ll tell me that you’re mine..”, jeg gjorde mig umage, ved tanken om alle de mange lyttere der hørte med lige nu.

Som sangen roligt udformede sig, var jeg nærmest i en anden verden. Teksten flød automatisk ud igennem mine læber, uden jeg tænkte over det. Bare godt for mig, at jeg ikke gik i stå.

”Cause you and I

We were born to die”, afslutter jeg stabilt, og uden at lyde selvglad, så er jeg rimelig tilfreds med mig selv. Det lød måske som om, at jeg var blevet mega selvglad, fordi jeg var kendt – men det var jeg ikke.

Musikken blev afsluttet, og jeg rykkede med et smil et skridt tilbage, fra mikrofonen. Intervieweren, og nogle andre folk, som styrede det hele, klappede af mig, hvilket fik mig til, at smile. Selvom det måske bare var noget de skulle, så gjorde det mig oprigtigt glad.

Kvinden gik hen til mig, og lagde en hånd på min ryg; “Tusinde tak til dig, Anna”. Hun smilede, og kiggede så ligeud, på kameraet; “ ‘Born to die’ er ude idag, til dem, der ikke ved det”, fortsatte hun med et smil, og afsluttede derefter programmet.

Lyset blev slukket et kort sekund, hvilket indikerede, at kameraerne var slukket.

Kvindens smil forsvandt brat, og hun hostede kort, før hun vaklede ud af studiet, i sine alt for høje stilletter.

Mit smil forsvandt også delvist, og jeg fortsatte også ud af lokalet. Utroligt hvor hurtigt kulisserne faldt.

Jeg fortsatte ud bagved, til min tourven, Lena. Hun var sådan en der fulgte mig til alle de ting jeg skulle, og som holdte styr på mine planer. Det bedste var nok, at hun ikke var vildt meget ældre end mig. Eller, hun var sidst i 20’erne, men hun var alligevel ung, og det gjorde det nemt at snakke med hende privat også.

Hun gik et skridt frem i mod mig, og smilede, med hovedet let på skrå; “Flot klaret søde”.

Jeg sendte hende et taknemmeligt smil, og rakte min hånd frem, hvor Lena lagde min mobil. Ja det var altså også blevet hendes job, at passe på den imens, fordi den engang røg ud af min lomme under en lydprøve. Skærmen blev helt smadret, men vi grinede heldigvis bare af det.

“Tak Lena. Hvad er det jeg skal nu?”, spurgte jeg, og kiggede hende i øjnene imens jeg låste min mobil op. For så ninja agtig var jeg nemlig.

“Nu skal du til et interview med en fra et blad, og så synge på bilboard studio session i aften”, forklarede hun, og kunne det åbenbart i hovedet. I må ikke dømme mig, men jeg havde et rimelig travlt program, og havde nogle gange lidt svært ved, at skille dagene ad.

Jeg nikkede til hende, og fortsatte ind på twitter, på min mobil. Der var selvfølgelig en masse nyt fra fans, men jeg fulgte ikke så mange af mine fans, da jeg gerne ville følge mine rigtige venner. Det lyder måske mærkeligt, men det var lidt stressende, hvis der kom alt for mange personer jeg ikke kendte op. Selvom de var fans.

Jeg besluttede mig for at skrive et nyt tweet, da jeg vidste, at fansene ville blive glade for det. Desuden havde jeg fundet ud af, at Calum, Ashton, Luke og Michael fulgte mig på deres private profiler.

‘@_AnnaGarciaOfficial: Hey guys, just a reminder that ‘Born to die’ is out today. Hope you like it. Love you all’

Det var måske ret cliché, men jeg var virkelig glad for det liv, jeg havde fået. Det var fantastisk at få lov til, at synge for så mange mennsker.

Jeg tjekkede et par tweets, og derefter var det tid til, at køre. For at komme ud til bilen skulle vi selvfølgelig ud af indgangen, og så et par meter ned. Selvom der var en mur i mellem, kunne jeg både se og høre, at der stod nogle udenfor. Det var stadig helt utroligt, at de var der. Både at de fandt ud af, hvor jeg var, og at de virkelig gad at stå der.

Lena åbnede døren for mig, og jeg blev mødt af skrig. Et kæmpe smil blev plantet på mine læber, da der virkelig var en masse. Mange flere end forventet.

”Anna!”, råbte en pige, og lød nærmest lidende. Jeg kiggede rundt efter stemmen, og fandt hende blandt mængden. Det var en pige med langt lyst hår, og tårer ned af kinderne.Jeg smilede, og gik hen til hende; ”Hej søde”.

Hendes øjne blev cirka dobbelt så store, og hun mumlede noget utydeligt, hvorefter hun strak armene frem til et kram; ”Jeg elsker dig!”, hendes stemme var stadig nærmest lidende, som om hun virkelig havde brændt inde med det her.

”Årh tak. Jeg elsker også dig”, svarede jeg smilende, og trak mig blidt fra krammet. Jeg havde virkelig en svaghed for de fans, der reagerede som hende. Det var en helt utrolig reaktion.

”Vi skal gå nu”, jeg kiggede halvt tilbage, hvor min vagt stod med en hånd på min ryg. Jeg sagde hurtigt farvel til pigen, og vinkede til dem jeg kunne, hvorefter jeg hoppede ind i bilen, og satte mig ved siden af Lena.

Denne dag skulle nok blive god, og nu glædede jeg mig bare til, at skulle synge i aften.

________________________________

Første kapitel :)

Der sker ikke så meget lige her i, men det er jo også starten ;)

Har haft drøn på de sidste par dage, derfor kommer det først idag.. Håber det går :) 

Tusinde tak for de positive reaktioner, det er fantastisk!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...