UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17809Visninger
AA

9. Bad idea

(Annas synsvinkel)

 

Sådan gik dagene. Studiet om dagen, koncert om aftenen, og så et par interviews og photoshoots hist og her. Jeg var glad for det – det var jeg virkelig, men alligevel følte jeg mig utroligt tom indeni. Også selvom jeg var det modsatte. Jeg følte bare ikke, at der var noget i mit privatliv, at se frem til, og glæde sig over. Igen, misforstå mig ikke, for jeg var utroligt glad for det, jeg lavede, men når jeg tænkte på, at jeg skulle sidde alene og tænke, fik jeg en klump i halsen.

Og så skældte jeg mig selv ud – for hvorfor ikke bare fortælle ham det? Jo før jo bedre. Fordi jeg ikke var sikker på, hvad jeg ville. Med ham og jeg, og med det hele. For hvem var dum nok til, at lave den samme fejl to gange? I hvert fald ikke mig, og denne gang var jeg helt sikker.

Jeg måtte tage mig sammen, og kontakte ham. Eller, svare ham. Han havde ikke lavet andet, end at kontakte mig, siden jeg skred. Ringede hver dag, men jeg lod den ringe, som om jeg ikke havde tid. Jeg var åndssvag, og jeg følte mig som en barnlig teenager igen.

Mine tanker blev afbrudt, da endnu en sms tikkede ind på min mobil. Det var bare en af de mange, der havde spammet min mobil de sidste uger.

Jeg gad ikke rigtig tjekke mine sms fra ham, så jeg skrev i stedet bare en ny.

‘Hos dig om fem?’

Jeg skrev ret koldt, for jeg var så træt, udmattet, og ikke mindst nervøs. Men det skulle bare overståes nu.

Kort efter vibrerede min mobil; ‘Okay’

Koldt ligesom min. Hvad havde jeg også forventet? At han ville behandle mig godt, selvom jeg gjorde det modsatte?

Da tiden alligevel hurtigt ville gå, kunne jeg lige så godt tage afsted nu. For jeg skulle gå. Det var øv, men jeg nød det lidt alligevel, fordi jeg altid blev kørt til alting. Og hvis jeg ikke gjorde, blev jeg pakket ind i en sikkerhedsvagt.

 

Jeg var nået frem i live. Ja, jeg var altid lidt bange for, at blive dræmt.

Med fucking løg på man, mærk min fucking ironi.

Men som i sikkert også kunne mærke, så var mit humør ikke skide godt. Det var det ikke så tit, men i ved præcis, hvad jeg mener. Dog fik jeg hurtigt klasket noget lignende et falskt smil op, da døren blev åbnet, og Calum kom til syne i døren.

“Hej Anna”, han virkede overrasket selvom han godt vidste, at jeg kom. Måske fordi jeg havde ignoreret ham, og så lige pludselig skriver, at vi skal mødes fem minutter senere.

“Hej Calum. Har du fem minutter?”, spurgte jeg, og forsøgte at lyde bare en smule imødekommende, selvom jeg mest bare ville hjem og slå på et eller andet. Ja, jeg var sådan en, der havde brug for, at slå på noget, når jeg blev sur.

“Ja selvfølgelig, kom ind”, svarede han, og trådte til side, så jeg kunne komme ind i gangen. For at være høflig, tog jeg hurtigt mine sko af, og fortsatte så efter ham ind i stuen.

“Jeg gætter på det er noget vigtigt?”, startede han ud, og satte sig i sofaen overfor mig. Om det var vigtigt? Tjoh, det var det vel et eller andet sted.

“Ja, det er det også. Eh, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal starte”, sagde jeg, og lod kort min hånd ryge igennem mit hår. Vane igen.

“Bare kom med det”, svarede han, og sendte mig et smil, som jeg gengældte. Lidt sødt, at han bare tog i mod mig, når jeg havde ignoreret ham i flere uger på den måde.

“Kan du huske, for to år siden, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid?”, startede jeg ud, og kunne allerede der føle min stemme skælve, og mine hænder ryste. Jeg lod blikket glide op, og mødte hans anspændte øjne. Det havde sikkert også været en træls tid for ham, men jeg var så egoistisk nu, som nogen kunne være.

Han nikkede, og jeg kunne se ham tage en dyb indånding.

“Kan du så også huske, at jeg sagde, at jeg ville have en abort?”, fortsatte jeg, og kunne nærmest se ham fryse. I det øjeblik vidste jeg præcis, hvad der gik igennem hovedet på ham, da han kiggede på mig med øjne, som var blevet dobbelt så store.

“Ej Calum, jeg har ikke noget barn, jeg fik rent faktisk en abort”, fnes jeg, da det var lidt sjovt, at han kunne tro, at jeg havde et hemmeligt barn. Den ville jo så også kun være lidt over et år, så hvordan skulle den kunne klare sig selv, når jeg havde så travlt?

“Jeg troede lige du ville fortælle mig, at du i virkeligheden fødte den baby”, svarede han, og lød utrolig lettet. Klart nok, hvis han pludelig var far, ud af det blå.

“Men.. jeg er også nødt til, at sige..”, startede jeg ud, og kunne mærke, hvordan alt det sidste gode humør der var tilbage i mig, forsvandt. Min stemme og krop rystede. Denne gang ikke kun af nervøsitet, men også fordi jeg vidste, at det ville blive svært nu. Det var nu, jeg skulle vise, at jeg faktisk var tyve år gammel, og ikke bare en lille pige.

“Jeg er også nødt til, at sige, at der ikke er noget, jeg fortryder mere end det. Jeg kan ikke holde mig selv ud for det, jeg gjorde. Jeg fortryder det så inderligt, Calum”, snøftede jeg, og min stemme knækkede over, hvorefter den første tåre banede sig vej frem. Eller ud, om man ville. Calum stivnede helt, hvorefter han rejste sig op, og gik hen ved siden af mig. Hans arm lagde sig om mig, og jeg lod mig kramme ind til ham. Men kun kort varigt, da jeg rykkede mig lidt fra ham igen; “Og jeg.. Jeg vil ikke gøre den samme fejl igen”, min stemme var en blanding af hvisken, skinger og hulk. Jeg snøftede ind, og tørte mine øjne. Alligevel kunne jeg tydeligt se Calums stivnede ansigtsudtryk. Han frøs fuldstændig, og jeg kunne nærmest føle det inden i mig selv.

Han forstod min hentydning.

“Du mener vel ikke, at du.. ?”, startede han nervøst ud, og kiggede på mig, med et udtryk, jeg ikke vidste, om var godt eller skidt. Jeg nikkede, og snøftede kort, imens jeg igen tørrede mig under øjnene.

“Er jeg..?”, fortsatte han, men kendte jo godt svaret. Selvfølgelig var han det. Ellers ville jeg jo ikke sige det til ham, på den her måde.

Igen nikkede jeg bare og snøftede. Men det var ikke nok, da et hulk kort efter røg ud; “Jeg kan overhovedet ikke få det til, at hænge sammen i mit hovede. Men jeg kan ikke fjerne det igen. Det kan jeg virkelig ikke”, svarede jeg, med min rystende stemme, og bed mig hårdt i læben for ikke at bryde helt ud i tårer. Det, der næsten gjorde mig mest ked af det var, at se hans reaktion. Han ville ikke have det, og hvordan ville det ikke se ud for ham? Men jeg kunne ikke gøre det igen. Det var så forkert at fjerne en lille uskyldig baby, fordi to unge ikke kunne finde ud af, at passe på sig selv.

Hans udtryk var stadig ikke noget, jeg vidste hvad betød. Han udstød en blanding af et snøft og et suk, og lænede sig frem for, at støtte sit hovede i sine hænder, imens hans albuer var på hans lår.

“Calum jeg ved godt, at det er fuldstændig sindssygt, at få det barn. Og hvis du ikke vil være med, så gør jeg det alene. Du skal ikke tvinges ud i det her, og jeg skal nok holde mund med, at du er faren”, sagde jeg hurtigt, og mente det fuldstændig. Han havde ikke gjort noget galt, for jeg kunne jo bare få en abort – men jeg kunne ikke få mig selv til det. Hvis han ikke ville kendes ved noget, så skulle han ikke det. Det var mit valg, at få det barn, og så måtte jeg klare det selv, hvis det var sådan, det var.

“Anna, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige..”, han rettede sig op og tilbage, og kiggede forvirret på mig. Hans stemme var så anderledes end normalt. Nu var den skrøbelig og nervøs, hvor den før var rolig og glad. Hvad skulle han også sige? Hvad forventede jeg også, han ville svare? Hvad havde jeg overhovedet tænkt, da jeg tog herover? Ingenting.

“Du behøver ikke sige noget. Det var en dum idé, at sige det, og det er jeg ked af”, svarede jeg, og lagde begge mine hænder, om den ene af hans. Hvad fanden havde jeg også tænkt på? Nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde en tidsmaskin, så jeg kunne fortryde de dumme ting jeg havde gjort og sagt. Som for eksempel at fortælle min ekskærste, som jeg ikke havde kontakt med, at han skulle være far, fordi vi havde været sammen en enkelt gang i fuld tilstand. 

“Jeg går nu. Undskyld. For det hele”, hviskede jeg, og rejste mig derefter op, og fortsatte ud i gangen. Jeg havde været så dum, at tro, at det var en god idé, at sige det til ham. Selvfølgelig ville han ikke være med, hvordan kunne jeg tro det? Jeg bankede hurtigt min hånd op på min pande, og skyndte mig så derefter ud. Hvorfor lavede jeg altid mere lort i den? 

_______________________________

Jeg beklager for hendes deprimerende, selvhadende tanker, men jeg skrev i forrige kapitel hvorfor. Undskyld..

For at skifte emne, så ville det betyde utroligt meget, hvis i ville gætte på, hvad der sker. Ifht. hende og Calum, hende og Ashton, og om hun får en abort alligevel. Tusinde tak for jeres støtte, jeg lover at gøre mit bedste for, at komme i bedre humør, og dermed skrive lidt gladere <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...