UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17802Visninger
AA

12. Are you kidding me?

LUKES SYNSVINKEL:

“Luke?”.

Stemningen var forandret. Fra den trygge, sarkastiske, og ikke mindst sjove stemning, til en langt mere seriøs, og utryg. Som om, vi begge var ude på uopdaget hav.

“Ja?”, jeg kiggede seriøst på hende, og smilede. Hendes øjne flakkede kort, og mødte derefter mine. Uden en eneste form for trækning i mundvigen, hvilket fik mit smil til, at falme.

Hun rettede sig op under mig, og rykkede tilbage med et dybt suk; “Jeg er gravid”.

Alt inden i mig stoppede et kort sekund. Hun var hvad? Hvad havde tøsen ærlig talt gang i?

“Du er hvad?”, spurgte jeg, alt for hurtigt, og alt for hårdt. Det var ikke min mening, at være hård mod hende, men jeg forstod ærlig talt ikke meningen denne gang. Hvis det var Calum igen, så var det da en utrolig dum fejl. Det var anden gang.

“Du hørte det godt. Og før du spørger, så ja, det er Calum”, hun sukkede, og kørte sin hånd igennem det mørkerøde hår. Hendes øjne forsvandt fra mine, og hun kiggede i stedet ud af vinduet overfor, hvor himlem var blevet en mørkere blå farve.

“Er du sikker på, at det er ham?”, spurgte jeg, og kunne godt høre, hvor dumt spørgsmålet lød. Selvfølgelig var det ham. Hvis jeg kendte Anna ret, ville hun også tage spørgsmålet alt for personligt nu.

“Hvem skulle det ellers være?”, spurgte hun dumt, og svarede egentlig ikke på mit spørgsmål. Hun spurgte simpelthen mig, hvem det ellers kunne være? Tjoh..

“Det er nok kun dig, der ved det”, svarede jeg simpelt, før jeg nåede, at tænke mig om. Det var måske ikke det smarteste at sige. Jeg havde jo også lige forklaret, at hun helt sikkert ville tage de ting jeg sagde, alt for personligt.

Hendes blik røg hastigt over på mig, og lynede ind i mine. Hvorfor var hun sådan her? Så forandret, og ukendt.

“Undskyld”, mumlede jeg, og tog hendes ene hånd. Der gik en form for stød igennem mig, og muligvis også hende, for de smukke blå øjne, kiggede næsten skræmt over på mine.

“Nej, det er mig. Undskyld Luke”, hun sukkede, og kiggede kort ned på vores hænder, hvorefter hun tog et stykke pizza med den anden hånd. At hun lod sin hånd blive liggende i min, fik et lille smil frem. Et eller andet sted forstod jeg pludselig godt, at hverken Calum eller Ashton ville give slip på hende.

“Så siger vi det”, svarede jeg, og smilede til hende. Hun blødte lidt op, og sendte mig et smil.

“Krammeeeer”, fnes hun, og strakte sine arme hen mod mig. Jeg gjorde det samme, og sådan sad vi lidt og fniste. Mærkeligt, men rart.

Sådan sad vi lidt og kiggede, spiste pizza, og fnes. En mærkelig stemning, men også ret sjovt et eller andet sted.

”Hey Luke?”, Anna afbrød stilheden, og det var jeg utroligt glad for, lige nu. Det var underligt, for vi plejede altid bare at snakke løs, om alt mulig crazy. Nu var det som om, at man skulle tænke sig mere om, før man sagde noget.

“Ja?”, svarede jeg, og sendte hende et smil, som hun gengældte.

“Vidste du godt, at jeg to tatoveringer”, spurgte hun, og jeg måtte ærligt indrømme, at jeg blev utrolig overrasket. Havde Anna Garcia to tatovering?

“Nej, det vidste jeg ikke”, svarede jeg overrasket. Seriøst, tatoveringer? Jeg kunne så tydeligt huske, da vi mødte hende første gang, til fest i New York. Hun var så genert, og turde knapt gøre noget, før hun fik noget at drikke. Hun var så uskyldig, men hun var forandret nu.

“Her”, sagde hun, og trak sin trøje helt op til hendes BH. Lige under det ene bryst stod ordet ‘Karma’ i en form for kursiv skrift. Den var flot, og klædte hendes brune hud.

“Hvad synes du?”, hendes stemme var lav, og hun trak sin trøje ned igen, hvilket fik mig til, at slå blikket op i hendes krystalklare øjne. Det gik først op for mig, efter nogle sekunder, at hun havde spurgt mig om noget, da jeg nærmest svømmede væk i hendes øjne.

“Jeg synes, at den er rigtig flot til dig”, svarede jeg, og sendte hende et smil, som fik hende til, at lyse op og gengælde det. Hun rakte sin hånd frem i mod mig, hvilket jeg først ikke forstod. Bagefter gik det op for mig, at hun havde en tatovering på hånden. Det var ude ved siden af lillefingeren, hvad end det hedder. Der stod en lille tekst; ‘Paradise’ også i kursiv skrift.

“Jeg synes, at de klæder dig. Selvom jeg ikke havde set den komme”, svarede jeg ærligt, og kiggede hende seriøst i øjnene. Hun kiggede først skræmt på mig, men gengældte så det smil, jeg fik frem.

“Hvorfor ikke?”, spurgte hun med et smil, og rykkede sig tættere på mig. Hun trak benene op under sig, og kiggede afventende på mig. Måske var det bare noget, jeg bildte mig selv ind, eller også forandrede hendes stemme sig rent faktisk…

“Fordi det ikke rigtig passer til den uskyldige pige, vi mødte i New York”, forklarede jeg, og kunne straks se hende rykke lidt tilbage med et suk; “Hvorfor bruger folk hele tiden den forklaring? Det er to år siden, jeg har forandret mig helt naturligt altså”. Det gjorde mig en smule ked af det, at hun blev såret over det, på grund af mig. Det var ikke sådan ment, men jeg burde have forudset, at hun ville tage det sådan.

“Jeg sagde ikke, at det var en dårlig ting”, forsvarede jeg mig, og glemte helt det med, at komme hende i møde. Det irriterede mig en smule, faktisk rigtig meget, at hun blev så sur over noget man sagde, fordi hun var nærtagende. For det var jo det, hun var.

“Men du hentydede til det, og jeg er så træt af, at det er det eneste folk kan bruge, bare fordi de ikke vil sige, at jeg er blevet en bitch”, svarede hun skingert, og sukkede bagefter. Tjah, hvis hun selv sagde det..

“Du er blevet en rigtig bitch”, sagde jeg, og satsede nok lidt. Det var nu, hun ville grine, eller nu, hun ville blive sur og ikke ville snakke med mig mere. Men hvad pokker, når ingen andre udfordrede pigen, så måtte hendes fake bror jo gøre det!

Anna kiggede overrasket på mig, hvorefter hun brød ud i grin, og blidt kastede en pude over på mig; “For fanden, hvor er du dejlig Luke”.

Jeg brød ud i grin sammen med hende, og fik en form for glædes følelse igennem mig. Vi grinede sammen, efter et mindre ‘skænderi’, hvis man da kunne kalde det det, som søskende.

Jeg kastede puden tilbage til hende; “Lige over søde Anna-puttemus”. Hun kiggede op på mig, med et sjovt udtryk og faldt så lidt forover, fordi hun grinede sådan.

“Det her er en af de sjoveste dage længe”, hun grinede helt vildt, og begyndte kort efter at grynte lidt, hvilket jeg fandt super sjovt. Den pige var sku noget specielt, og et eller andet sted inden i mig, skabte det et had til Ashton, og mest af alt Calum. At han lod hende stå her alene med et barn i maven, ikke bare én, men to gange. Bare fordi det ville se dårligt ud for ham. Hvad var det så lige, hun betød for ham?

At de ikke var der for hende, når hun havde mest brug for det. At de ikke kæmpede mere for hende. Et eller andet måtte det jo betyde, selvom det var en ondskabsfuld tanke.

“Jeg skal nok være der for dig”. Min stemme brød igennem grinene, og fik os begge til, at stoppe brat for, at kigge hinanden i øjnene.

“Undskyld, hvad snakker vi om?”, spurgte hun og fnes kort, men stoppede da jeg kiggede alvorligt på hende.

“Jeg skal nok være der for dig, når du skal på hospitalet. Jeg aner ikke en skid om sådan noget, men det gør lægerne, så det skal vi nok finde ud af”, forklarede jeg, og fortrød lidt mit ordvalg. Det lød som om, at vi var kærester eller sådan noget, og egentlig var det jo Calum, som skulle sige det her. Det var han så åbenbart ikke stor nok til at kunne, og så måtte en anden jo gøre det.

“Luke det er sødt af dig men..”, startede hun ud, og jeg frygtede ærlig talt det værste. Alt fra, at hun ikke ville se os til, at hun ikke ville turde eller hvad det nu kunne være, gik igennem mit hovede.

“Men jeg skal ikke have en abort”. Hendes stemme frossede rummet, og omgivelserne fuldstændig, og jeg kunne ikke andet, end at kigge op på hende, med store øjne; “Er du seriøs?!”. Jeg kunne hurtigt høre, hvor hårdt det lød, og jeg vidste jo godt, at det ikke var det, hun havde brug for. Men helt seriøst, hun havde tænkt sig, at beholde barnet? Hvad skete der i hovedet på hende?

___________________________

Så, tror i Luke støtter hende, eller tror i, Anna bliver klogere? :)

Beklager, at det først kommer nu. Mit depri humør er desværre vendt tilbage, men jeg gør som sagt mit bedste for at skabe noget godt humør en gang i mellem :)

Btw. Hvem shipper i mest? (Anna&Calum, Anna&Ashton, Anna&Luke?) 

Håber i nyder jeres søndag<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...