UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17583Visninger
AA

17. And the winner is-.. What?

(ANNAS SYNSVINKEL)

 

Jeg var ninja. I latex-dragt og med katteøre på hovedet. Med en lille sort, rund næse, og knurrehår.

Og det var så mega løgn.

Jeg havde bare skiftet tøj. Hvis i skulle være i tvivl. Mit outfit var nu en lang sort kjole, hvor man kunne se mit ene ben. Mit hår var blevet fladet og sat op i en knold, og make-uppen var blevet opfrisket. Naturligvis fordi jeg havde optrådt, og nu mere skulle nyde det. I forstår.

Jeg havde sat mig ned ved siden af Lorde igen, heldigvis langt fra drengene. Jeg gad ikke at snakke med dem lige nu, og hvis nogle så os snakke sammen, ville det være overalt, at vi var kærester igen eller noget i den stil.

Det havde været vildt fedt at optræde, men samtidig også skræmmende fordi der var så mange mennesker, og en stor del af dem var sangere, som havde forstand på det jeg lavede. Selvfølgelig gjorde det mig også ekstra nervøs, at drengene havde siddet og set det hele.

Lige nu var Sam Smith på scenen, og imens fik jeg lejlighed til at smutte ud bagved igen.

Det med ninja var måske ikke helt løgn alligevel? Tæhæhæ.

Jeg skulle åbenbart præsentere vinderen sammen med Jason derulo, hvilket var vildt fedt. Jeg var lidt mere tryg, når jeg stod sammen med en på scenen.

“Hej, rart at møde dig”, sagde han, og gik frem så vi kunne give hinanden et kram. Jeg smilede, og krammede ham tilbage; “Lige over”.

Endnu en fordel. Du møder kendte mennesker.

“Så vi går bare ud og fortæller, hvem de nominerede er, og så siger vinderen?”, jeg kiggede spørgende på nogle af de folk, som havde styr på den slags. Og dem var der rigtig mange af, til sådan et show.

“Træk tiden lidt ud, og prøv at være lidt humoristiske”, svarede en med sort hår. Trække tiden ud? Kan vi lige blive enige om, at det er røv irriterende, når værter trækker tiden ud på Tv?

Og humoristisk? Jesus, lang vej endnu.

“Right”, svarede jeg og smilede til Jason, som så lige så overrasket ud. Kunne han heller ikke være humoristisk? Så havde vi da et problem. Lignede jeg måske en der var humoristisk?

Jason skulle til at sige noget, da Lena kom gående mod mig, med et stresset smil, og håret blæst tilbage. Den kvinde var travl.

“Du har fået en besked, Anna”, forklarede hun, og rakte min mobil frem mod mig. Var det bare det?

“Nåh, det kan vente”, svarede jeg, men Lene rystede hurtigt på hovedet. Hun rakte mobilen helt frem, så den ramte min hånd; “Jeg ville læse den, hvis jeg var dig”. Jeg kiggede undrende på hende, men gik så ind på beskeden.

‘Music Awards, det er spændende var? Du kan rigtig sidde og spille uskyldig – men tro ikke, at sandheden er langt væk fra at komme frem’

Beskeden var fra et almindeligt nummer, som ikke var i mine kontakter. Hvad fanden var det? Hvem sendte sådan nogen beskeder, og hvor havde personen mit nummer fra?

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere, men stod bare og gloede på beskeden, imens forskellige personer fløj igennem hovedet på mig. Ingen af de venner jeg havde haft som ikke brød sig om mig, havde mit nummer. Hvem kunne det være, og hvad bildte personen sig ind?

“Hvem er det her?!”, jeg kiggede hårdt op på Lena. Jeg håbede inderligt, at hun havde et svar.

“Jeg beklager meget Anna, men nummeret kan ikke spores”, hun kiggede undskyldende på mig, men jeg rynkede bare brynene; “Hvordan kan det ikke spores?”. Når nummeret stod der, måtte man da kunne spore det til, hvem der ejede det.

“Nummeret findes ikke. Det er i hvertfald ikke registreret rigtigt”, svarede hun, og jeg følte mig utrolig malplaceret, da alle folkene omkring mig stod og gloede på os. Jeg forstod bare ikke, hvordan nogen kunne skrive til mig, fra et nummer som ikke fandtes.

“I er nødt til, at gå på scenen nu. Smil, Anna”, Lena tog fat om mine arme, og kiggede mig dybt i øjnene. Hvordan skulle jeg kunne gå derud nu?

Jeg stirrede bare ud i luften, men kom en smule tilbage til virkeligheden, da Jason lagde sin hånd på min arm; “Jeg skal nok snakke, hvis du går i stå”. Jeg smilede taknemmeligt til ham, og nikkede. Kort efter gik vi ud på scenen, og jeg fik klasket mit fake smil op. Ikke fordi jeg ikke gad det her, men jeg kunne simpelthen ikke tvinge smilet frem.

 

LUKES SYNSVINKEL:

 

Vi var nået til kategorien ‘Årets nye navn’, som drengene og jeg var nomineret i. Lidt sjovt, at det var Anna der skulle præsentere den. Selvfølgelig var hun sammen med en anden, men stadig. Bare tanken om at vi vandt, var helt vild.

Alligevel virkede det ikke som om, at alle i lokalet var glade. Ikke engang Anna, som ligenu fik al folks opmærksomhed. Hun smilede ja, men jeg kunne se, hvor anstrengt og unaturligt det var. Det var nok kun mig, og så de andre drenge selvfølgelig, der kunne se at hendes smil var falskt. Alle andre så ud til at tro på det.

De kom ind på midten af scenen, og som jeg på en måde havde forudset, startede Jason ud; “Vi har fået æren af at præsentere vinderen af Årets nye navn”. Jeg lagde mærke til hver enkelt blik, også det han forsøgte at sende til Anna, som kiggede ud i luften. Det var nok kun mig, måske også Calum, som så at Jason lod sin albue ramme Annas arm hurtigt. Hvorfor var hun så langt væk lige pludselig?

Hendes blik røg hurtigt op, og hun fik puttet det anstrengte smil på; “Og eh, de nominerede er”. Hendes fnis kunne kort høres, hvorefter en video blev vist af de nominerede. Vi kom som nummer to, hvorefter tre andre blev vist. Mit hjerte begyndte at banke, og jeg håbede virkelig på det her. Det ville være så fedt.

Videoen sluttede, og spotlightet blev igen rettet mod Jason og Anna; “Og vinderen er”, startede hun ud, og åbnede kuverten.

“5 Seconds of summer!”, råbte Jason, imens Anna stod frosset med et anstrengt smil på læberne. Både drengene og jeg sprang op, og skyndte os op til scenen. Det var noget af det vildeste, og det var en af de største drømme – at vinde en award. Og så gjorde vi det.

Vi kom op til scenen, og Anna rakte awarden frem mod mig. Var det med vilje, at hun rakte den til mig? Hun smilede på en mærkelig måde, igen utrolig unaturligt. Jason sagde tillykke til os, men Anna forsvandt bare så hurtigt det var muligt.

________________________

Beklager virkelig ventetiden. Har slet ikke haft inspirationen til det, og føler virkelig også det her kapitel er noget lort, men jeg kunne ikke holde ud at vente mere...

Håber i får en dejlig dag <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...