UH 3: Unforgettable Days//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt kører på skinner, for den nu 20-årige Anna Garcia. Hendes musikkarriere går i den rigtige retning, og hun er i fuld gang med, at udleve den drøm, hun inderst inde hele tiden har haft. På samme tid er hun nu fuldstændig ovre de to bandmedlemmer Ashton Irwin og Calum Hood - mener hun i hvert fald selv. Men er hun virkelig det? Kunne der graves gamle følelser frem for dem? Uden på er Anna en smilende, og glad pige - men er det lige sådan inden i? Undervurderer hun bandmedlemmerne? Dette er 3'eren af 'Unforgettable Holiday', og jeg vil anbefale, at man læser den, og 2'eren 'Unforgettable Memories' før man begiver sig ud i denne, da det hele på den måde vil give mere mening.

40Likes
208Kommentarer
17574Visninger
AA

22. And again

Hele kapitlet var ikke kommet med, derfor blev det unpubliceret og nu publiceret igen :)

 

“Såå, jeg gætter på du vil fortælle kønnet på mi-… På barnet?”, Calum snakkede hurtigt, hvilket gjorde det klart, at han var nervøs. I mit hovede var jeg sikker på, at han var ved at kalde det hans barn. Var det ikke et godt tegn?

“Ja, jeg håber det er okay jeg kommer her og forstyrrer dig”, jeg fnes og smilede til ham, mens han lod sine brune øjne borre sig dybere og dybere ind i mine.

“Du forstyrrer ikke”, han sendte mig et skævt smil, og rykkede lidt tættere på mig i sofaen. Det gjorde mig glad inden i.

Jeg åbnede munden, og skulle til at lade ordene ryge ud, da han kom mig i forkøbet; “Anna”. Han sagde det egentlig ikke som et spørgsmål, men alligevel svarede jeg; “Ja?”.

Han kiggede mig i øjnene, men rystede så på hovedet; “Nej, ikke noget”. Det undrede mig, og gav mig en lyst til at spørge ham, men noget sagde mig også, at det ikke var så passende.

“Scanningen viste, at det var en dreng”, svarede jeg direkte og kunne ikke lade hver med at lade et stort smil ryge ud af mine læber. Calum smilede stort tilbage, og hans øjne viste glæde. Han var virkelig glad på mine vejne.

“Har du bestemt dig for et navn?”, han kiggede interesseret på mig, og alligevel med et blik der var helt væk. Jeg viftede min hånd foran ham, hvilket fik ham til at fnise og kigge mig i øjnene; “Nej ikke endnu”, svarede jeg, og smilede. Denne samtale virkede pludselig ret akavet, da vi mest bare sad og smilede lidt for høflighedens skyld.

“Såeh.. Går det godt med dig og Megan?”, tilføjede jeg kort efter, hvilket fik Calums blik til at røge direkte op. Han kiggede undrende på mig, uden en eneste trækning i munden; “Hvorfor spørger du?”.

Jeg åbnede munden en smule fornærmet, da jeg jo faktisk bare havde været høflig; “Øhh, fordi jeg er nysgerrig?”.

Han kiggede undskyldende på mig;

“Jeg mente det ikke sådan”

“Selvfølgelig ikke”, min stemme var hård, og jeg sukkede kort hvorefter jeg kiggede ned på mine fødder.

“Anna”, han hævede stemmen, og lod sine hænder tage blidt fat om mine overarme. Hans øjne var uhyggeligt dybe, og jeg kunne ikke andet end at nikke. Det kom endnu engang bag på mig, at ha overhovedet kunne være bestemt og nærmest.. Opdragende? Tanken om ham der gik rundt og opdragede på mit (og hans, shh) barn var mærkelig.

“Nå, jeg skal ikke forstyrre dig mere”, sagde jeg efter en kort stilhed, klappede mig selv på lårene, og smilede let til ham. Jeg havde jo heller ikke lovet andet, end at fortælle ham kønnet.

Jeg rejste mig op, og begyndte at gå ud i gangen, med Calums skridt efter mig. Wush.

“Jeg sagde lige før, at du ikke forstyrrer”, startede han ud, mens jeg tog min jakke og sko på igen. Jeg lynede jakken helt op, og kiggede afventende på ham.

“Du må gerne blive, hvis du vil”, svarede han endelig, og jeg vidste ærligtalt ikke hvad jeg skulle svare. Hvem var det, der spurgte sin eks-kæreste, om hun ville blive, når man havde en ny kæreste som ikke kunne udstå hende?

“Hils Megan”, svarede jeg friskt, og smilede kort, muligvis lidt bedrevidende men what ever. Han havde sin kæreste, og ikke fordi jeg forventede der ville ske noget (jo, lige som alle de andre gange), så sendte det et helt forkert signal. Jeg nåede ikke at se hans reaktion, da jeg vendte mig om og gik. Crime alligevel.

-----

“Luke!”, jeg åbnede hoveddøren, sparkede mine sko af, og fortsatte ind i stuen. Home sweet home. Og Luke den nar, var nærmest flyttet ind. Hvad troede han egentlig om mig?

“Anna-puuuus!”, lød det inde fra sofaen, hvor han ganske fint lå medfjernbetjeningen i hånden, uden at skænke mig et blik. Idiooooot.

“Luke, jeg har lige brug for du er lidt seriøs”, sukkede jeg, og kunne allerede mærke trætheden på vej til at overvinde mig.

Han satte sig hurtigt op, og slukkede for fjernsynet, mens hans øjne blev fyldt af bekymring. Det var faktisk lidt sjovt, at han blev bekymret, men også ret cute.

“Der er ingen der er døde, rolig nu”, fnes jeg, hvorefter hans læber blev trukket op i et smil.

Det var nu, det blev svært. Rigtig svært, og mit liv ville med sikkerhed ændres drastisk, men det var også det rigtige at gøre.

“Luke jeg.. Jeg har tænkt rigig meget, og du må ikke tro noget forkert om hverken mig eller dig, når jeg siger det her”, startede jeg ud, og kunne se hvordan hans blik blev seriøst, og nervøst. Vidste han, hvad jeg ville sige?

“Jeg ved ikke, om jeg kan det her mere, når jeg har født. Efter al sandsynlighed bliver det for hårdt at skulle støde helt “tilfældigt” ind i Calum eller Ashton, når jeg ses med dig. Især når barnet kommer, for så har jeg alt min opmærksomhed på ham”, jeg lod ord efter ord ryge ud gennem mine læber, og kunne se hvordan blev mere og mere følelseskold i udtrykket. Det var mig, der var dum og mig, der havde skabt falske forhåbninger.

Men jeg blev nødt til at få klaret problemerne inden babyen kom, for han skulle ikke have en problemfyldt mor at hænge på. Jeg ville starte forfra, og skabe min egen lille familie. Med mig selv, barnet og mine venner.

“Dropper du mig eller hvad?”, han kiggede seriøst på mig, og var overraskende nok ikke specielt hård at høre eller se på. Mere ærlig.

“Jeg dropper dig ikke! Jeg siger bare, at vi måske burde holde en pause med at ses, for at finde ud af hvordan og om det her skal fungere”, forklarede jeg roligt, og kiggede ham dybt i øjnene. Det her var bare min mening, og ligenu magtede jeg ikke alt den hate og opmærksomhed jeg ville få, når jeg om kort tid skulle offentliggøre, at jeg skulle føde om under et halvt år. Jeg vidste ikke hvad der skulle ske med musikken i mellemtiden, eller hvordan folk ville reagere, men jeg måtte tage en pause fra musikken, indtil han var blevet større i hvert fald.

For jeg ville helt sikkert savne at synge, og savne at optræde. Det gjorde mig ret sikker i, at jeg ville komme tilbage, hvis det var muligt.

“Anna, er du helt væk? Du kan ikke skubbe alle væk fra dig, fordi du skal have et barn! Så kan det godt være, at faren til det er min bedsteven og bandmate, men derfor kan jeg stadig hjælpe dig!”, udbrød Luke, og kiggede uforstående på mig. Han havde muligvis ret, men jeg orkede ikke flere tanker og snakke om Calum eller Ashton. Hele tiden at blive mindet om dem. Jeg skulle glemme dem, hvis det skulle virke.

“Det er jeg sikker på du vil og kan, men jeg gider ikke blive mindet om to af dine bedstevenner hele tiden. Specielt ikke når faren til mit barn er ovre mig og har en ny kæreste”, forklarede jeg roligt, og lod min hånd ligge stille på min, efterhånden lidt store, mave. Jeg havde gjort alt, hvad der stod i min magt for, at undgå nogen paparazzier eller journalister. Alligevel var der blevet taget et billede af mig, hvor min mave var større end ellers. Først havde de gjort lidt grin med, at jeg havde haft en dejlig ferie med god mad, men kort efter var det kommet på tale, at jeg var gravid.

“Hverken Calum eller Ashton har en ny kæreste. De er overhovedet ikke ovre dig”, forsvarede Luke, hvilket satte gang i min forvirring. Det virkede ikke engang som noget han sagde for sjov, da han virkelig virkede forvirret over det jeg havde sagt.

“Calum har. Hende Megan der”, svarede jeg kort, og lagde mig udmattet op i sofaen. Jeg havde absolut intet energi tilbage til, at skulle diskutere hvorvidt Calum havde en ny kæreste eller ej. “De er sku da ikke kærester?”, Luke satte sig overrasket op, og kiggede uforstående på mig. Havde Calum ikke fortalt sine bedstevenner det? Men i stedet fortalt det til mig? Idiot!

“De er da lige så meget kærester som mig og ham var”, forklarede jeg ligegyldigt og sukkede kort. Bare tanken om alle de, der skulle have det afvide. Min familie vidste det ikke ordentligt, kun ud fra den ene artikel der var skrevet omkring det, hvor de så havde ringet til mig for at få det afkræftet, hvilket jeg ikke helt kunne. Så havde jeg sagt, at jeg ville fortælle dem det hele når jeg kom hjem på besøg, hvilket var om en uge kun. Jeg var ved at sprænges af nervøsitet.

“Nå, så det vil sige bollevenner?”, Luke kiggede grinende på mig. Jeg satte mig grinende op og gav ham en lammer. Den dreng kunne sku altid vende det negative til noget positivt. Eller sjovt for den sags skyld.

“Men Anna helt seriøst, jeg vil virkelig gerne hjælpe dig og støtte dig”, han smilede til mig, og jeg lavede et ‘så lad gå’ vift med hånden. Hvis han så gerne ville altså.. jeg er beæret.

“Det er jo også ret spændende for mig”, fortsatte han, og blinkede kort til mig.

“Godt så, men nu din entusiasme er så stor, vil du måske med ud og købe noget tøj til ham, nu vi ved det er en dreng?”, jeg kiggede udfordrende på Luke, som hurtigt nikkede som en lille hund. Jeg grinede og tog fat i hans trøje, så jeg kunne hive ham med ud i gangen; “God hund”.

 

“Den her!”, udbrød Luke. Jeg stoppede kort vognen, for at kigge åndssvagt hen på ham. Han havde fundet en bodystocking med bananer på. Den var vildt cute, for bananerne havde øjne, mund og en lille næse.

Jeg nikkede grinende; “Bare tag den anden mindste størrelse”.

Luke kiggede mærkeligt op på mig; “Den anden mindste?”, han lagde tryk på anden.

Jeg nikkede grinende. “Jordmoderen sagde han så ud til at blive ret eh.. Kraftig, så derfor ikke den mindste”, forklarede jeg med et smil. Luke nikkede bare, og gik igang med at finde den rigtige størrelse.

Udover banan-bodystockingen, fandt vi en hvor der stod i <3 mom, og en dragt der lignede en bjørn. Derudover en masse almindelige dragter, og nogle forskellige andre ting. 

___________________________

Heeej.

Jeg er så ked af, at jeg har været så dårlig til at opdatere på den her.. Jeg har ikke haft inspiration, og har slet ikke kunne få ordene ned.. På trods af, at jeg publicere det her nu, så er jeg på ingen måde tilfreds med det selv.. Jeg kan bare ikke finde ud af, hvordan det ellers skulle passe sammen. 

Næste kapitel har jeg nøje planlagt, og har ventet lang tid på endelig at skulle skrive det! :) der vil vi så springe i tiden, ret langt for at være ærlig. Håber det er ok med jer.. 

Imens må i meget gerne komme med kommentarer, gerne med navne! Mangler stadig at være helt sikker på navn, og skal bruge det til næste kapitel så ;) 

- Hav en dejlig søndag aften. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...