Festival del sole

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2014
  • Status: Igang
Rebecca og hendes søster skal ned til en gymnastik festival i Italien. Men turen der ned blev ikke som de havde regnet med. Da de står nede i Østrig uden net eller bil, hvem skal så komme for at hjælpe dem? Festival del sole er en fan fiction med kærlighed. Jeg håber at i vil nyde at læse den!

6Likes
5Kommentarer
297Visninger
AA

5. Why us?

Kapitel 5:

Why us?

”Hvor skal i egentlig hen?” Spurgte jeg og kiggede nysgerrigt på drengende.

”Vi skal til festival nede i Italien!” Den lyshåret kiggede med julelys i øjnene på mig. Og i det øjeblik kunne jeg lægge mig til at dø. Mit skæve selvsikre smil blev vasket af mit ansigt og jeg kiggede med åben mund på dem. Det var ikke sidste gang jeg så dem, og med alle de store ydmygelser jeg havde smidt i hovedet på dem, var det bare det sidste jeg ville.

”Festival Del Sole?” Jeg skulle lige sikre mig,. De nikkede alle glade.

”Og det bliver mega hyggeligt, fordi vi skal optræde og det hele. Og så skal vi være med til en hel masse arrangementer. Hvor er det i skal hen?” Niall kiggede spændt på mig.

”Det samme.” Surmulede jeg. Hvorfor skulle jeg altid ydmyge mig slev fuldstændig, og så lige foran et verdenskendt band jeg måske skal tilbringe 2 måneder med.

”Ej, det bliver da mega hyggeligt. Vi kan lave bål og det hele. Hvad er det i skal dernede?” Det var stadig Niall der førte ordet.

”Vi skal danse til de store shows!” Annika lød som om hun glædede sig til at tilbringe tid med de fem drenge. Uden at hun så det, gav jeg hende de vildeste dræberøjne. Det var måske ikke det smarteste jeg kunne have gjort, da ham Zayn så det.

”Hey, hvad sker der for de dræberøjne?” Hviskede han over sengen, imens at de andre snakkede lystigt videre om hvor hyggeligt det skulle være. Jeg kiggede olmt på ham.

”Ingen ting, bare pas dine egne ting.” Vrissede jeg stille tilbage. Han grinede bare af mig, med sin mærkelige latter. Jeg løftede øjenbrynende. Hans latter var i stil med et æsel der var ved at føde. Jeg tror at han opdagede mine undrende blikke for han holdte straks op med at grine.

”Hvad?” Han kiggede forvirret på mig.

”Ingenting” Jeg kiggede væk.

”Jo, hvad?” Hans forvirrende udryk blev forvandlet til et blankt et.

”Det kan gøre lige meget!”

”Nej, det kan det ikke! Hvad er der?” Han kiggede lidt irriteret på mig.

”Det er bare fordi… du lyder lidt som et æsel der er ved at føde når du griner.” Han bedte selv om det, men han lignede ikke en der var specielt glad over mit svar.

”Vi har kendt hinanden i hvad 10 minutter, og du kritisere allerede mit grin.” Jeg grinede bare af ham. Han fik et lille glimt i øjet igen.

”Ja, det er jo heller ikke lige fordi at det grin er det pæneste!” Jeg stoppede straks med at grine, og kiggede olmt på ham.

”Idiot.” Hviskede jeg for mig selv, meeeeen! Han måtte have store øre for han svarede mig bare tilbage.

”Tisting!” Sagde han tilbage. Jeg kiggede fornærmet på ham, men begyndte straks bare at grine. Han prøvede at holde hans pokerface, men begyndte også at grine lidt efter.

Harry rømmede sig.

”Wauw… det tror jeg er en af de mærkeligste sammentaler jeg nogen sinde har hørt!” Han kiggede med løftede øjenbryn på os.

Ja, jeg lagde meget mærke til folks øjenbryn. Det har altid været det der viser hvad for et humør man er i. Fx lige for da jeg kritiserede hans grin, udtrykte jeg at det var et mærkeligt grin med mine øjenbryn. Det er sådan en ting jeg har. Jeg ved ikke om andre har den, men det har jeg i hvert fald. Jeg havde også noteret at ham Niall havde et mærkeligt grin. Det lød lidt lige som at han blev kvalt. De var faktisk ret pæne alle sammen. De havde sådan nogle charmerende øjne og charmerende smil. Jeg kunne da bare sluge dem alle sammen i en bid. Det var hvad man kaldte ren guf… jeg havde faktisk lidt kvalme efter at have bællet en hel vand, og det mindede mig om at jeg faktisk ikke vidste hvor jeg var.

”Hvornår er vi der egentlig?” spurgte jeg og afbrød de andres sammentale om omhandlede underligt nok om et æble var rund eller oval.

”Vi er der nok om ca. en halv time!” Sagde Liam og kiggede ud på landskabet. En hel masse vinmarker var stablet op side om side. Italien var så romantisk, og måske kunne jeg finde mig en dreng. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...