DESTROYED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2014
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Alexa er en 16-årig pige, hvis liv fra den ene dag til den anden bliver ødelagt af en oplevelse, hun ikke glemmer foreløbigt. Vi følger hendes liv, hvordan problemer opstår, hvordan hun tackler dem, hvordan mennesker får indflydelse i hendes liv, hvordan det hele ramler for ørene af hende, og hvordan hun bliver i stand til at rette ryggen igen og se fremad. Vold, kærlighed, sex, stoffer, splid, venskab og ødelæggelse er de temaer, der oftest vil træde i spil i denne fanfiction.

12Likes
3Kommentarer
604Visninger
AA

3. Første kapitel

 

  Jeg lægger læberne til mit kaffekrus, jeg har i hånden, og bunder, men det er lunken sjask, der kommer ind i min mund. Jeg synker alligevel og suger det sidste kaffe op fra kanten, som om det sidste burde friske mig op. Mine øjenlåg hænger som tunge gardiner og mit hoved dunker. Jeg gaber ud i luften.

  Jeg leder efter et taskespejl i min sorte bumbag, jeg har på som en crossover-taske. Jeg åbner det runde spejl og studere mine øjne, fjerner lidt mascara her og der, retter mine øjenbryn og påfører et nyt lag lipgloss. Jeg klapper det sammen igen og stopper det ned i min taske igen. Den næste skraldespand, jeg passerer, modtager mit papkrus, derefter går jeg skråt ind over skolens parkeringsplads.
Jeg giver et hvin fra mig, da jeg bliver dyttet af og lige når at undvige en sølv bil, der i høj fart skrider ind på en parkeringsplads tæt ved skolens indag. Jeg rækker min langefinger i vejret til chaufføren. 
Der er altid kamp om parkeringspladserne tættest på skolens indgang, og bare de får en plads, kan samtlige påkørsler og uheld være ligegyldigt.
  Jeg slipper et dybt suk og tjekker klokken. Jeg har seks minutter. Jeg er en person, der aldrig kommer for sent. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at der er chance for, at jeg misser noget vigtigt.
  Jeg forsvinder i mængden af elever indenfor skolens mure. Jeg drejer til venstre ned af en gang med skabe og finder skab nr. 359.
“4923,” hvisker jeg for mig selv, imens jeg drejer koden ind i låsens, så jeg kan få skabet op. Jeg gaber i mellemtiden.
  “Træt?” bryder en stemme ind. Jeg vender mig om og møder Zayns blik og skæve smil. Et smil bryder frem på mine læber og får mig til at se lidt friskere ud.
“Meget,” svarer jeg. “Aldrig fest på en torsdag.”
Jeg trækker lidt op i mundvigene. Minder fra igår skyller ind over mig. Jeg gnider min ene tinding.
“Det var skide hyggeligt,” siger han og jeg nikker mig enig.
Den del var.
  Jeg lægger bøgerne fra mig på bunden af mit skab, så jeg kan lægge armene om ham i et kram. Han lægger armene om mit liv og trækker mig ind til sig. Jeg lukker øjnene i det korte øjeblik inden vi bryder krammet igen.
Vi har været bedste venner siden første klasse i grundskolen.
  “Dine bøger?” spørger jeg og tager selv mine egne i den ene arm igen. Jeg låser skabet med min anden hånd. Tre minutter. Zayn nikker og låser sit skab op. Da vi startede i college i sommers sørgede jeg for, at vi fik skabe ved siden af hinanden. Det krævede fem pund og nogle cent til viceværten, men det var det hele værd, for jeg starter skolen ud med at kigge på Zayns smilende ansigt hver dag, og det gør ikke andet end at løfte mit humør højere end højest.
Han holder bøgerne i én hånd og lægger den anden omkring mit liv, og vi følges ned til lokalet. To minutter.
  Solen skinner ind ad vinduerne og dens stråler lægger lange streger på gulvet. Jeg kan allerede mærke heden lægge sig om mig.
Efter den lange vinter er foråret endelig kommet, og solen er begyndt at titte frem, hvilket var tiltrængt, men jeg kan ikke fordrage at sidde i et indelukket klasselokale med solen bagende i min nakke. Jeg ender med en hals så tør som en ørken og en dunkende hovedpine. Snerten af sved vil hænge efter os resten af dagen.
  Zayn slipper mig og iler ned for at erobre et af de tre bagerste borde. Jeg kommer så småt efter ham og sætter mig på en stol. Min blyant bliver fundet frem og hæftet bliver åbnet, så jeg er klar.
  Jeg massérer mine tindinger i håb om at få hovedpinen væk, jeg har haft siden morgenen. Heden er allerede begyndt at trænge ind på mig, og den forværrer min hovedpine.
  “Har du tilfældigvis en panodil?” spørger jeg Zayn.
Han sidder med sin iPhone fremme og glider gennem nyhederne på sin tidslinje.
“Nej, sorry,” svarer han, stadig med blikket på skærmen.
  Vi sidder oftes bagerst. Her har Zayn lettere ved at bruge sin mobil uden at blive opdaget. Det hænder, at han ikke tager tingene seriøse, især skolen, selvom han har gjort det tydeligt for mig, at han ikke vil ende som en eller anden dårligt lønnet buschauffør, der sidder i en varm bus fra kl. 06.00 til 15.00, og derefter kan gå hjem og drikke sin eftermiddagskaffe med en småkage til.
Tanken er latterlig og den får mig til at slippe et grin. Zayn vender ansigtet op mod mig med et skævt smil. “Hvad er det, der er så sjovt, Cadwell?”
  Jeg elsker, når han bruger mit efternavn.
  “Tanken om dig, som buschauffør,” svarer jeg og smiler.
“Hey, du må ikke gøre grin, det’ mit drømmejob.”
“Helt sikkert,” ler jeg. Han ville aldrig lade sig selv blive buschauffør, og alligevel mærker jeg, at jeg er bekymret. Op til flere gange, har jeg fortalt ham, at han er nød til at forbedre sine karakterer. Han er faktisk en klog dreng. Han var dygtig i grundskolen. Ellers ville han aldrig have været blevet optaget på dette college, men hans karakterer er dalet. Nu er de middelmådige, akkurat gode nok til, at han vil bestå, men han er stadigvæk nødt til at forbedre sig, for de kan ikke tåle at dale mere.
Men som han altid bider mig af med - bare han har noget mellem ørene.
Zayn er ikke den person, der i fremtiden drømmer om at sidde på sine flade røv i en bus eller på et kontor, bygge huse eller reparerer toiletter, være psykolog eller otolog eller andet, der ender på olog.
Han fortalte, med store armbevægelser og passion i sine øjne, at han kunne være fotograf eller model, skuespiller eller guitarist eller sanger - hvordan han kunne skabe et band og rejse verden rundt og tjene bunkevis af penge, købe et stort hus i Los Angeles og stifte en familie. Han vil ikke forblive i England. Han vil opleve noget og udrette noget stort.
  Men jeg er skeptisk. Han er nødt til at hæve sin karakterer. Hvad hvis hans drømme er for store.
Jeg føler mig så egoistisk, men jeg sætter aldrig selv næsen op efter noget, for jeg er blevet skuffet så mange gange før. Men jeg beundrer stadig Zayns optimisme og håb.
Dog må jeg indrømme, at det ikke er svært at se Zayn stå på en scene. Jeg har kun hørt hans sangstemme, når musiklæreren udvalgte ham som forsanger i grundskolen, eller når jeg kunne høre ham synge i brusebadet. Kuldegysninger løb altid igennem mig, når han ramte de højeste toner. Hans skrivebord er dækket af indgraverede eller tegnede noder, og i hans ene skuffe ligger der papirer med selv-komponeret musik. Han har chance for at blive bare et eller andet inden for musikbranchen. Jeg misunder ham fordi, han er så fandens musikalsk. Jeg ville ønske, at jeg bare kun tromme en takt på et bord. Nu sidder han endda og giver en rytme med hans fod mod gulvet, som han har for vane.
  Jeg rykker blikket fra hans fod til hans ansigt, der er vendt mod vinduet og badet i solens lys. Han er smuk. Det er i sjældne tilfælde, at jeg bruger ordet perfekt, men jeg gør det med glæde om hans ansigt.
  Jeg lader blikket glide ned ad hans ubarberede kæbelinje, op til de velformede læber, videre op til den runde næsetip og lige næse, op til de nøddebrune øjne med de lange øjenvipper, hans sorte hår, der er barberet i siderne, og til sidst hans ene hullede øre.
I det øjeblik glemmer jeg nattens mareridt, men minderne vælter tilbage.
Jeg åbner munden for at fortælle ham, det der plager mig, men i stedet ryger “du trænger til at barbere dig,” ud af mig.
  “Hva’?” griner han. “Ja, øh, jeg havde ikke tid i morges...”
“Nej, det har du jo aldrig.”
“Det er ikke min skyld, at min mor er dårlig til at vække mig.”
“Der er noget, der hedder et vækkeur.”
“Seriøst?”
  Jeg dasker til ham idet vores lærer træder ind. Larmen i klassen forsvinder på et knips, som om nogle har slukket for lyden, og mit nu gode humør, takket være Zayn, bliver der også skruet ned for. Jeg skubber mine tanker væk.
  “Velkommen, elever.” Mr. Jenkins vælter ned i sin stol, der knirker efter hans vægt. Han er iført en skjorte og rød sweater, sandfarvede velourbukser og sorte sokker i sandaler, der matcher farven på bukserne.
  Da jeg var otte, havde jeg engang et par sorte velourbusker med blomster på den ene buskelomme, og buskebenene kunne strammes ind ved anklerne. Jeg aner ikke, hvor de blev af, men hvis jeg fandt dem i gemmerne oppe på loftet, ville jeg brænde dem uden tøven, for hold kæft hvor var de grimme.
  Et sammenfiltret, hvidt skæg pryder Mr. Jenkins kæbe, og han smiler med sine tænder, der er blevet misfarvet gennem årene af kaffe, te, cigaretter, pibe og hvad, han nu ryger. Det kunne tænkes, at han røg lidt tjald, han køber fra en af eleverne. Hvem ved, det er ikke første gang, at han er kommet ind i klassen med blodsprængte øjne.
  “Historie, historie...” mumler han og roder i sine papirer. Han er en forvirret, gammel mand.
Mr. Jenkins fortalte engang hele sin livshistorie ned til mindste detalje - hvordan kan begyndte at interessere sig for historie, og vidste, at han ville være historielærer, og at han tydeligt kunne huske dengang, hvor han hørte om bombninger af civile mål i Storbritannien under 2. verdens krig. Som om det ikke var nok, fortalte han om kones liv næste dag, og at hun var død af langvarig sygdom for omkring et halvandet år siden.
  Hvis det stod til mig, ville jeg have foretrukket historien i bogen. Hans livshistorie blev for meget, for kvalmende. Jeg vil ikke vide mere om mine lærere end navn og alder. Jeg vil hverken vide, hvor de bor, om de har mand eller hustru eller børn, deres fødselsdag, gamle minder, hvad de lavede i går. Jeg er fuldkommen ligeglad. Information kan nok være nyttig, hvis man skal udpege og undgå de lærere, der virker pædofile, ligesom Peter Pervert, hans øgenavn, på lidt over halvtreds år, der altid “kommer til”, at kigge dybt ned i pigernes kavalergang eller strejfe deres bagdel med en finger, når han passerer én. Jeg får lyst til at kaste op over ham og de klamme rygter, der går. Rektoren burde overveje en seriøs fyring og blackliste ham på alle skoler.
  “Slå op på side 67,” beordrer Mr. Jenkins. Jeg er ikke engang sikker på, hvad han hedder til fornavn. Paul? John? George? George Jenkins. Det lyder godt.
  Jeg bladrer om på side 67 og gør akkurat det samme for Zayn, der har travlt med at klikke løs på sin mobil. Jeg skæver ned til den. Han skriver til en pige ved navn Annabel, som vi mødte til festen i går. Hun var flink, men hun har nogle weekend-interesser, som man ikke ville tro om hende, for hun ligner intet mindre end en engel med hendes lille, fine ansigt og blonde slangekrøller, der hopper om hendes hoved, når hun går.
  “... under Ludvig 15. led Frankrig under en række militære og udenrigspolitiske tilbageslag...” Forrest læser en dreng højt. Det går op for mig, at jeg ikke har hørt efter.
Mine eksaminer er det, der fylder mest i mit hovede i øjeblikket. Der er kun lidt under tre måneder til, men i dag kan min hjerne ikke følge med.
  “Zayn,” hvisker jeg og skubber blidt til ham. “Følg med.”
Han kigger kort op, men ned igen. “To sekunder,” mumler han.
“Eksaminer,” minder jeg ham om. “Buschauffør?”
Han slipper et suk, slukker skærmen og trykker den ned i bukselommen på hans stramme jeans.
“Hvor er vi nået til?” spørger han og forventer, at jeg har hørt efter - for det plejer jeg jo, og det burde jeg, men nu kan jeg ikke andet end at løfte skuldrene.
Først ser jeg overraskelsen i hans øjne, men så kommer det drillende blik tilbage igen. “Slemme Alexa.”
“Og det skulle komme fra dig?” smiler jeg.
  “Zayn og Alexa.”
Jeg stivner. Mit blik lister sig forsigtigt op på Mr. Jenkins. Hans skæg vibrerer.
  “Kan jeg bede en af jer om at læse næste afsnit?”
Han blik siger “ha, det kan du jo nok ikke, for du hørte jo ikke efter, og så har jeg taget dig på fersk gærning.” og ja, det gjorde han.
Jeg skimmer hurtigt teksten. Hvor er vi nået til?
  “Side 70,” hvisker en pige diskret et bord ved siden af os.
“Åh,” jeg bladrer en side frem, men det hjælper ikke just.
Sukket, der forlader Mr. Jenkins opsvulmede læber, runger i mit hovede. “Så tager vi en anden… Ellen?”
Jeg presser læberne sammen og kigger ned på mine foldede hænder. Mit hovede bliver varmt, og det føles som om, at det vil springe.
  “Flov?” griner Zayn.
“Det bliver altså skrevet direkte ned i Mr. Jenkins notatbog,” hvisker jeg til ham. “Det kan påvirke vores karakterer!”
Han løfter på skuldrene. “Jeg skal alligevel ikke bruge det til noget.”
“Zayn for fanden.” Jeg læner mig tilbage i stolen. “Historie er en af de ting, du virkelig burde forbedre dine karakterer i.”
“Det er derfor, jeg har dig.” Han blinker til mig. “Men helt seriøst, det eneste jeg skal bruge historie til, er hvis jeg vil ende som Mr. Jenkins, og det er ikke et kønt syn.” Han ler, men jeg stopper ham ved at hæve mine øjenbryn.
  “Alexa, du tager det for seriøst. Får du ikke stress?”
“Det er fandme dig, der ender med stress, når du skal til at læse op til samtlige fag få dage før eksaminerne!” hvæser jeg. Jeg får hurtigt taget en dyb indånding for at komme lidt ned, men der dukker et øjebliks stilhed op, og Zayn ser overrasket ud over mit pludselig udbrud, men han giver mig hastigt et himmelvendt blik og stikker fingeren ind i min ene side, så min grimasse bliver erstattet af et smil.
  “Jeg skal nok klare mig. Jeg gifter mig bare med en stinkerig kvinde, der kan betale alt... jeg kunne snuppe Megan Fox?”
“Nå ja, stor chance… Jamen så snupper jeg da bare... Ryan Gosling. Alexa Gosling, det lyder meget godt, ikke?” smiler jeg.
“Zayn Fox. Endnu bedre.” Han stikker mig et endnu større smil, og jeg gengælder med et endnu større et, indtil vi begge laver grimasser til hinanden.
  “Zayn og Alexa, for sidste gang, kan I så høre efter?” siger Mr. Jenkins vredt. Langsomt får hans ansigt samme farve som hans sweater
  Jeg møder Zayns blik. Vi bryder begge ud i et kæmpe smil, men holder mund resten af timen, og hvis jeg ikke tager fejl, fulgte han faktisk mere med i timen. Skræmt over tanken om at blive buschauffør, gætter jeg på.
  Klokken afbryder Mr. Jenkins fordrag om Ludvig 15., der allerede blev konge som 5-årig.
Klassens rejser sig med det samme i iver efter at komme ud af heden.
Jeg kan mærke, at jeg er svedig på ryggen, og jeg er nervøs for, om der er dukket svedpletter frem.
  “Pak bøgerne sammen, elever. Husk lektien til efter påskeferien” får Mr. Jenkins råbt ud i klassen, inden den bliver tom for elever.
  “Vi ses på parkeringspladsen om to, ik’?” spørger Zayn på ved ud af døren. Jeg har lyst til at hive fat i ham og snakke, men jeg nikker blot.
  Zayn roder i mit hår og forlader lokalet.

 

___________________________________________________________________________________________________

 


Hej!
Dette var så det første kapitel til min første fanfiction.
Hvad synes I om det?
Jeg håber i hvert fald at det fangede jeres interesse.
Jeg vil lige nævne igen, at jeg modtager både positiv og konstruktiv kritik med kyshånd, så bare kom med det!

Tak for jeres opmærksomhed,

Dæknavn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...