Louis Lerwick

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
Louis, en danseglad dreng på 13 år, som bliver undgået på grund af hans kærlighed til ballet. Da han en dag endelig får muligheden for at vise sit værd, sker der noget ubehageligt uventet: Louis forsvinder op i Himlen. (Til Halo-konkurrencen, mulighed nr. 1)

1Likes
0Kommentarer
222Visninger
AA

1. Lettende fra jorden

”Skat, der er mad!”, råbte Louis’ mor, med hendes hæse rygerstemme. Louis kom dansende ned af trapperne, næsten flyvende som en fugl. Da Louis så hvad menuen stod på, kunne hans fødder ikke lade være med at bevæge sig.

”Efterårssalat!”, udbrød han glad. Hans mor smilede skævt til ham.

”Jeg ved du elsker det”, sagde hun lavt og hæst.

”Åh, hvor jeg dog elsker dig mor!”, sagde han, og gav hans mor et stort kram.

”For resten, kommer du til min balletopvisning i aften? Jeg har øvet mig i flere år på at optræde på den scene!”, spurgte Louis forventningsfuld. Louis’ mor var stille et øjeblik, og svarede derefter:

”Jeg tror sgu’ ikke det er noget for mig, knægt. Jeg er også træt”, sagde hun, og smilede. Louis sukkede dybt, han var skuffet.

”Men mor, jeg har øvet mig så længe…”, begyndte han, men hans mor afbrød:

”Nej blev der sagt”, og med de ord, forblev de begge tavse. Louis vidste egentlig godt hvorfor hans mor ikke ville se hans optræden: hun var flov over ham. ”De fleste mødre kan være stolte af deres sønner når de scorer et mål i en fodbold kamp, men at se sin søn danse som en pige, bringer ikke ligefrem stoltheden frem i dig”, havde Louis engang hørt hans mor sige til en af hendes veninder. Selvom sætningen sårede ham på det groveste, valgte Louis at ignorere det. Han havde stadig en fantasi om at det bare var en drøm, og at hun aldrig havde sagt det.

 

Da Louis var færdig med sin aftensmad, skyndte han sig ind på sit værelse, og klædte om til balletopvisningen. Han skulle for første gang danse en solo, dette måtte ikke gå galt. Louis var heldig at have en veninde der også gik til ballet, så hendes far ville optage Louis’ solo. Malou hed hun, altså hans veninde. De havde været venner siden børnehaven, og Louis’ mor havde altid troet at de to ville blive gift en dag, indtil Louis startede til ballet, så tænkte Louis’ mor, at Louis nok var tiltrukket af det modsatte køn, og at Malou og ham, nok bare ville forblive venner. Imens Louis ventede på at Malou skulle komme så de kunne følges, følte Louis en ubærlig smerte i ryggen. Louis begyndte at bide sig selv i hånden, for at aflede smerten et andet sted hen, men det virkede ikke som sådan. Da Malou omsider kom, var Louis på kanten til sindssyge. Malou kunne hurtigt spotte hans smerte.

”Hvad er der los?”, spurgte hun en smule ræd. Louis rystede på hovedet,

”Ikke noget, lad os gå”, sagde han, og bed sig ekstra hårdt i læben. Da Louis og Malou var halvvejs, spurgte Malou:

”Er du sikker på at du er okay?”, Louis nikkede, ”Ja, vi er der næsten, kom nu!”.

 

Da de endelig nåede frem, kunne Louis knap nok gå, og hans balletunderviser spurgte, om der var andre der skulle tage hans solo. Men idet han spurgte, rystede Louis vildt på hovedet. Han kunne sagtens gøre det. Hans underviser så mistænkeligt på ham, og nikkede så.

 

Lysende tændte, og Louis var på. Han bevægede hans fødder som ingen andre kunne bevæge dem. Men desværre kunne hans ryg ikke bærer på ham mere, og han faldt til jorden. Han prøvede han rører sin ryg, men han kunne ikke. Alting mørknede for hans øjne, og han blev langsomt bevidstløs.

 

Da han vågnede op igen, var væggene hvide, og Louis havde to teorier: Enten var han død, og kunne kun se hvidt, eller så var han stadig ikke helt vågnet op fra hans bevidstløshed, og var indlagt på et hospital. Louis kunne høre sin mors stemme.

”Tror du han vil klare den?”, spurgte hun roligt.

”Lad os lige gå udenfor et øjeblik”, sagde en sygeplejerske. Louis’ hjerte sad helt oppe i halsen på ham. Skulle lægen fortælle hans mor, at han var døende? Louis forsøgte at dreje sig, men han kunne ikke. Det eneste han kunne bevæge, var hans skulderblade, hvilket han fandt temmelig besynderligt. Da han havde bevæget dem et par gange, kunne han mærke at hans skulderblade ikke var som de plejede. De føltes større, og de syntes også at kilde på hans snehvide hud. ”Hvad sker der med mig?”, spurgte han sig selv, da han lettede fra jorden. Louis stivnede, da det gik op for ham, at han var på vej op i himlen. Var det her virkelig enden? Havde Herren taget den beslutning, at tage ham med til hans rige? Aldrig før i Louis’ liv, havde han haft så meget lyst til at ryste, som han havde nu, men han var ligeså stivnet som en sten. Intet på ham kunne bevæge sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...