Louis Lerwick

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
Louis, en danseglad dreng på 13 år, som bliver undgået på grund af hans kærlighed til ballet. Da han en dag endelig får muligheden for at vise sit værd, sker der noget ubehageligt uventet: Louis forsvinder op i Himlen. (Til Halo-konkurrencen, mulighed nr. 1)

1Likes
0Kommentarer
221Visninger
AA

4. Egen begravelse

Et par dage efter ceremonien, kom Errol haltende ind på Louis midlertidige værelse.

”Er du klar?”, spurgte han med et stort smil. Louis’ hænder rystede, da han var enormt bange for at tage på en ”mission”. Men han nikkede trods alt. Errol slog hænderne sammen.

”Vidunderligt. Jeg tænkte på, om du kunne tage din ballet uniform på igen, jeg tror den får dig til at lette hurtigere i luften.”, sagde Errol begejstret, og Louis nikkede bare igen. Han var virkelig ikke tryg ved at gøre noget slemt ved Malou. Især ikke glad. Errol blev stående på Louis’ værelse, da Louis skulle skifte tøj, og Louis blev lidt forlegen. Han rømmede sig en smule.

”Kunne det være muligt at du gik et andet sted hen imens jeg skifter tøj?”, spurgte Louis så høfligt han overhovedet kunne. Errol rødmede, ”Øh jo, selvfølgelig”, og så forlod han rummet. Louis kunne godt lide Errol, men han begyndte at blive mere feminin for hver gang han så ham.

 

Da Louis endelig havde klædt om, kom Errol farende.

”Vidunderligt!”, lo han. Louis smilede et skævt smil.

”Prøv at se om du kan flyve nu, altså bedre end sidste gang”, sagde Errol smilende. Louis nikkede, og fik pludselig et meget koncentreret ansigtsudtryk. Han gav tilløb, og sprang så op i luften. Han lod som om han dansede. Det gik forbløffende bedre end sidste gang, Louis fløj næsten som en professionel. Errol klappede og smilede.

”Jeg er stolt af dig, knægt”, råbte han muntert til Louis.

”Jeg flyver! Jeg flyver rigtigt nu! Det er et mirakel!”, skreg Louis af glæde. Errol kunne ikke lade være med at grine. Han pegede tommelfingeren opad, hvilket gjorde Louis uopmærksom lidt for længe. Han var lige ved at flyve ind i et træ, men undvigede. Louis havde aldrig før i sit liv været så stolt af sig selv. Han lo og smilede. Til sidst landede han blødt på jorden. Errol klappede Louis på skulderen.

”Godt klaret”, sagde han. Louis nikkede takkende, og blev så sendt til jorden, for at stoppe sin bedste ven.

 

Louis fik ondt, helt ned i maven, da han så sin by igen. Han følte det som om han havde svigtet den, fordi han bare gik bort med et trylleslag. Hvordan ville folk reagere hvis de så ham? Kunne de overhovedet se ham? Alting blev sært inde i Louis, han rystede en smule af nervøsitet. Pludselig kunne Louis høre kirkeklokkerne ringe, og idet vidste Louis præcis hvor Malou var henne: til hans begravelse. Louis gik i panik, og skyndte sig hen til kirken, da han for alt i verden ikke ville gå glip af sin egen begravelse. Da han ankom, så han sig godt omkring for at se, om der var nogen der lagde mærke til at han var til stede i kirken. Heldigvis var der ingen reaktion, og Louis blev lettet over, at han var usynlig over for dødelige. Han fik øje på sin mor, men ikke én tåre fældede hun. Louis var tæt på at græde, bare ved tanken om, at sin mor ikke elskede ham højt nok til at græde. Men så fik Louis øje på Malou, som havde begravet ansigtet i hænderne, for ikke at vise hvor meget hun egentlig græd. Det gjorde Louis en anelse mere tilpas, men ikke 100%. Præsten holdte en tale om Louis’ korte, men værdifulde liv, som ændrede mange menneskers synsvinkler på livet. Louis vidste at det var noget værre vrøvl han sagde, for hvis Louis havde ændret nogens synsvinkler på livet, var det da den synsvinkel, at det var okay at mobbe andre. Ikke at han var med til at mobbe, men at det var så let at mobbe en lille svans som ham, så det kunne ligeså godt betale sig. Louis havde trang til at råbe ud i kirken, bare for at se om folk kunne høre ham, men han lod selvfølgelig være. Det var vistnok også det bedste at gøre. Til sidst skulle Louis’ lig bæres ud af kirken, og Malou skulle lige til at vende sig om for at sige noget til sin mor, men da kom Louis i tanke om, at en lille pige ville dø hvis hun sagde noget, så Louis gjorde alt for at stoppe hende. Han tog hænderne rundt om munden på hende, og hun blev selvfølgelig meget forskrækket. Hendes mor kastede et underligt blik på hende, da Malous’ mund var presset helt sammen, og hendes hoved lænet tilbage, da Louis jo havde fandt om lige godt hele hendes hoved. Louis vidste godt at han ikke kunne slippe grebet, for så ville Malou bande helt vildt, det vidste Louis efter en masse års erfaring. Men så gik det op for ham, at der var en mission, der var langt sværere ind at få hende til at holde mund: nemlig at få hende til at lade være med at sove. Alle mennesker har brug for søvn, selv Malou. Hvordan i alverden kunne han stoppe det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...