Louis Lerwick

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
Louis, en danseglad dreng på 13 år, som bliver undgået på grund af hans kærlighed til ballet. Da han en dag endelig får muligheden for at vise sit værd, sker der noget ubehageligt uventet: Louis forsvinder op i Himlen. (Til Halo-konkurrencen, mulighed nr. 1)

1Likes
0Kommentarer
217Visninger
AA

3. Den uskyldige skyldig

Før Louis vidste af det, bankede Errol forsigtigt på døren, for at fortælle ham, at nu skulle det altså snart til at være. Louis nikkede, og undrede sig over hvor tiden mon var forsvundet hen.

”Hvor lang tid er der gået?”, spurgte Louis, lige inden han skulle på scenen. Errol trak på skuldrene, ”Hmm, 4-5 timer vil jeg tro”. Louis gloede forbavset på Errol, men spurgte ikke mere ind til det. Errol klappede Louis på den ene skulder.

”Gør dit bedste”, smilede han, og forlod ham ligeså hurtigt. Louis var nu helt alene, bag scenen, og med ét, føltes det pludselig som om han var det samme sted, som han var inden han steg i Himlen. Louis kunne høre folk kalde hans navn, og pludselig gik scenetæppet. Louis stod nu alene på den store scene, og skulle til at performe. Blandt publikum kunne Louis skimte… nej, det kunne da ikke være… jo, det var det. Malou og hendes familie sad bagerst blandt publikum. Pludselig kunne Louis se, at de ikke var de eneste blandt publikum han kunne genkende. Hans ballettræner, og nogle af pigerne fra klassen sad der også. Det var måske det Errol mente med ”Dette bliver den forestilling din veninde og hendes familie skulle se inden du gik bort”, Louis fik en chance til. Han var tilbage til dengang han skulle performe, i en positiver version selvfølgelig. Musikken begyndte, og Louis løftede højt og elegant sit venstre ben. Han sprang op i luften, og landede derefter på sin højre fod. Han lettede elegant fra jorden, som en fugl. Denne gang havde Louis ingen smerter, og han formodede at danse det bedste han i hele sit liv havde danset. Hvis bare dette moment ville vare evigt, tænkte Louis sørgmodigt. Sørgmodigt fordi han godt vidste at det ville det aldrig.

 

Efter ingen tid, var Louis færdig med sin ballet. Han kunne høre publikum råbe og skrige hans navn, som om han var deres eneste håb for livet. Louis smilede, bukkede, og gik derefter væk fra scenen. I samme øjeblik forsvandt råbene og klapsalverne, og Louis fik øje på Errol. Han klappede ufatteligt langsomt.

”Så du det?”, spurgte Louis forbavset. Errol nikkede.

”Det gjorde alle der dukkede op til din forestilling, knægt.”, svarede han. Louis rynkede panden.

”Men dette var jo tilbage i tiden. Åh, lad være med at sige, at dette bare var en illusion!”, sagde Louis, da det gik op for ham hvad det kunne have været. Errol rystede på hovedet.

”Nej, bare rolig, det hele var skam ægte. Salen var bare større end den så ud til. Alle englene så med, bare allerbagerst i rummet. Nu må du heller se at komme ud og præsentere dig min ven. Vi har alle ventet dig”, sagde han, og skubbede Louis ud på scenen. Denne gang så den meget anderledes ud, og nu kunne han også få øje på alle englene. Da Louis trådte ud, begyndte alle at klappe. Louis smilede og vinkede, for han vidste ærligtalt ikke hvad han ellers skulle gøre. Pludselig hørte han en stemme, som kun kunne være Errols. Den hæse og en anelse forvrængede stemme var altid genkendelig. Han begyndte at præsentere englene for Louis, og efter hver sætning Errol sagde, gik det op for Louis, hvad det var de skulle bruge ham til.

”Hun er et bæst, en djævel, og hun går under dækkenavnet ”Malou”. Louis, vor helt, er den eneste der kan stoppe hende. Han kendte hende endda i det tidligere liv. Er du klar på det, Louis?”, spurgte Errol på scenen, med et oprørsk publikum foran. Louis tav, da han vidste hvem de snakkede om. ”Nej”, havde han lyst til at svare, men han vidste godt, at det ikke var det han ville få go’ for. Malou var hans bedste ven i gennem alt, han kunne ikke svigte hende. Men på den anden side, hvis hun var et bæst, som Errol forklarede, var det eneste Louis kunne gøre at sige ”Ja”. Men Louis svarede ikke. I stedet nikkede han kort på hovedet, som om han vidste hvad der skulle gøres. Men det vidste han bestemt ikke. Nej, tværtimod, han vidste ikke engang hvad Malou havde gjort, som gjorde hende til en djævel. Det hang bare ikke sammen. Men folk lod til at kunne lide hans beslutning. De jublede, klappede, og kaldte hans navn. Louis fik kuldegysninger. Nej, det kunne ikke passe, hvad var det han var gået ind til? Og hvordan i alverden skulle han stoppe Malou? Louis sukkede af hans beslutning, men heldigvis ikke højt nok til at folk kunne høre det. Efter Louis’ hyldest var der fest. Louis vidste ikke hvorfor det skulle fejres, men han vidste, at maden på bordene så ufatteligt lækkert ud. Louis besluttede sig for at finde Errol, så han kunne spørge ham ind til det med Malou. Han fandt Errol med hovedet halvt inde i en pattegris. Louis skulle til at spørge ham, men han tøvede, da Errol trak hovedet ud af grisen igen. Hans hoved var fuldstændig dækket til af blod. ”Men var grisen ikke stegt?”, spurgte Louis sig selv. Errol var i fuld gang med at spise mavesækken fra grisen. Louis spilede øjnene op, og i et øjeblik føltes det som han skulle kaste op af bare væmmelse.

”M-men var grisen ikke…”, spurgte Louis, men stoppede sig selv. Errol lo, med munden fuld af indvolde.

”Nej, ikke denne her. Jeg var bare lige på jagt efter indersiden af grisen, det er altså det bedste. Men hvis du vil have en stegt pattegris, så gå derover”, sagde han, og pegede på et bord lige ved siden af. Louis rystede på hovedet, da det jo ikke var derfor han var kommet.

”Nej, jeg tror jeg springer over. Men jeg har dog et spørgsmål til dig.”, forklarede Louis. Errol nikkede.

”Spørg løs!”, sagde Errol, med lidt for meget mad i munden. Louis bed sig i læben af nervøsitet, ja nervøsitet over intet.

”Hvad er der egentlig galt med hende dersens Malou?”, spurgte han endelig. Errol brød ud i latter.

”Hvad der er galt med hende? Hun er i live, det er hvad der er galt! Hun har taget utallige mange menneskeliv fra jorden. Hun dræber uden grund. For hver gang hun danser, dræber hun en nyfødt dreng. For hver gang hun sover, dræber hun en nygift brud. For hver gang hun siger et ord, dræber hun en lille pige. Det er hvad der er galt.”, svarede han, med en smule vrede i stemmen. Louis så skræmt ud.

”Men… det er vel ikke hendes skyld? Ved hun overhovedet besked?”, spurgte Louis forsigtigt. Errol lod munden stå på vidt gab, så indvolden fra grisen væltede ud.

”Hvad tror du selv? Man bliver da ikke bare født som en morder. Hør, knægt, man kan ikke stole på bæstet. Du må stoppe det.”, konstaterede Errol. Louis sukkede, og nikkede så. Selvom han ikke troede på at den lille, uskyldige Malou kunne være bevidst om alle hendes mord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...