Horizontal | Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2014
  • Opdateret: 12 aug. 2014
  • Status: Igang
Raya er en tidligere ungdomskæreste til den berømte Zayn Malik, som lige nu turnerer verden rundt, med sine trofaste bandmedlemmer. Forholdet gik itu, da deres karriereplaner førte dem, til hver deres ende af verden. Som de mistede kontakten tilbage i bandets oprindelse, er Rayas nye mål, nu at kontakte ham igen. Det er dog en større opgave, når man nu lever flere tusinde kilometer væk. Alt hvad den nu 21-årige Raya ønsker, er at få hjertet lettet igen, efter de mange år, med en indre længsel. Er opgaven helt umulig, eller lykkes det at stå ansigt til ansigt med Zayn igen?

8Likes
16Kommentarer
282Visninger
AA

2. 1| "Han er sgu da lækker"


***

Regnen silede ned fra den mørke himmel, hvis blå farve var dækket, af de kedelige skyer. Ind i mellem fandt solen et smut hul, hvilket hurtigt blev dækket af skyer igen. Det havde jeg altid syntes var mærkeligt. At solen kunne skinne, mens det regnede. Men pointen lå stadig i, at det regnede, og det var trist. 

”Av!” 

Jeg drejede hovedet, for at se på min veninde. Caithe Plain, for at være helt præcis. Et let smil gled over mine læber, mens jeg lagde hænderne om mit eget, dampende krus.

Caithe bandede højlydt, mens hun lod tungen dingle, ud af den i forvejen let åbne mund. Hun mindede mig gevaldigt om en hund, for at det ikke skulle være løgn.


”Var det varmt?” spurgte jeg muntert, mens jeg prøvede at skjule mit grin. Hun himlede blot med øjnene, og pustede hårdt på den dampende væske.

Jeg selv tog en lille slurk af min egen kakao, men måtte hurtigt bekræfte, at min var lige så varm. 
 

”Det er virkeligt typisk, jeg mener af alle dage, så skal det lige regne i dag” brokkede Caithe sig, mens hun lod blikket glide ud ad vinduet. Trods det hurtige emneskift, kunne jeg med et hurtigt nik, kun erklære mig enig.

Det var ikke fordi at det var sjældent, at det regnede, her i Bradley. Såmænd var det heller ikke fordi, at det sjældent regnede, i denne del af Amerika. Det var bare det, at det altid regnede, når Caithe og jeg besluttede os for, at tage ind til centrum af byen.


En gang i mellem, skete det også, at vi begav os mod Chicago. Det var ikke fordi der var forfærdeligt langt, så af og til slog vi os ud i gaderne, i statens største by. Der var ligesom lidt mere liv der, i forhold til den her by. Bradley havde godt 12-13.000 indbyggere, så helt lille var den jo ikke.

Men alligevel, kunne den ikke måle sig med Chicago! Det var der alt skete, i denne del af Amerika.
Caithe og jeg havde aftalt, at vi skulle på en tur til Chicago, af den grund at det var 100 år siden, vi sidst var der. Datoen var dog ikke sat på plads, men det skulle gerne være snart.


”Hvornår skal vi egentligt det?” røg det ud af mig.
”A’hvad?” 
Jeg grinede til dels over hendes reaktion, men også over min egen, fantastiske intelligens. Et øjeblik havde jeg glemt, at hun ikke var tankelæser. 


”Chicago” tilføjede jeg så, for at bringe hende på rette spor. Men mod mine forventninger, fattede min veninde nada af, hvad jeg prøvede at spørge hende om. Jeg lagde hovedet let tilbage i et grin, før jeg muntert fangede hendes blik.


”Chicago. Tur. Os to. Hvornår?” messede jeg monotont, med en undertone af et svagt grin. Jeg løftede det stadig dampende krus op, for at puste blidt på den mørke drik. Endeligt fangede Caithe den, og hun lyste op i et kæmpe smil.


”På lørdag?” sagde hun håbefuldt, mens jeg kort lagde hjernen i blød, for at fremkalde min arbejdsplan i hovedet. Det undrede mig til tider, at Caithe kunne planlægge hendes tid så uhæmmet.

Men for at komme til sagen, mindedes jeg, at jeg denne lørdag havde fri, så det passede perfekt.
”Deal!” konkluderede jeg, hvilket fik Caithe til at udstøde et mindre jubeludbrud. 

 

***

 

”Er du sikker på, at det er en god idé?” spurgte jeg langsomt, mens jeg kæmpede for at holde balancen. Caithe hoppede op og ned ved min side, mens hun havde stukket armen, ind under min. Hvert af hendes glade hop, førte kun til et ryk i mig, så jeg måtte vakle af sted, som en eller anden retarderet. 
Hun smilede stort, og afbrød kort hendes knapt så fantastiske syngen.


”Jada! Det bliver fedt!” Og med de ord, fortsatte hun blot, med den sang hun var midt i. 
Sagen var den, at Caithe havde lokket mig med til Chicago, på såkaldt drengejagt. Det var såmænd ikke fordi, at hun manglede en date, men nærmere mig - syntes hun i hvert fald.


Problemet var bare, at enten var jeg enormt kræsen, ellers sagde drenge mig bare intet. Jeg ville på den anden side ikke, kalde mig selv for homoseksuel, for piger tiltalte mig sådan set heller ikke. Altså, på romancemåden. 
 

Det lød skræmmende meget som om, at jeg var aseksuel. 


”Vågn op” Jeg fik et prik i siden, som fik mig til at lave et lille spjæt. Irriteret så jeg på gerningsmanden - eller kvinden - som sjovt nok viste sig, at være Caithe. Undrende så jeg på hende, før hun nikkede fremad. Mit blik røg straks i den retning, for at lande på en fyr længere fremme. 


”Jeg tror han er først i 20’erne” hun dukkede sig helt ned til mit øre, for at hviske det. Ja, desværre var jeg næsten et hoved lavere end hende, så hun måtte dukke sig. Så trist, så trist. Mit blik gled over fyren, som sad på en halvmur, med sin mobil i hånden- der var egentligt ingen grund til at hviske, for han havde proppet høretelefoner i ørerne. 


Han havde pjusket, blond hår og et par mørke øjne, akkurat som Caithes. Han var dybt optaget af sin mobil, så jeg tillod mig selv, at tjekke ham ud. Han havde udseendet med sig, ja.


”Og?” mumlede jeg blot tilbage, før hun stirrede på mig.
”Han er sgu da lækker”
”Jaja, men ikke noget for mig” sagde jeg henkastet, og trak hende i den modsatte retning. Et irriteret fnys forlod hendes læber, før hun alligevel overgav sig og fulgte med. Drengejagt var bestemt ikke mig.

 

***

 

Efterhånden havde jeg afvist tons af drenge, og Caithe var ved at blive godt irriteret. Derfor havde jeg nu trukket hende ned, ad den brede gågade. Butikkerne tårnede sig op over os, og de enorme butiksvinduer afslørede en masse indbydende varer. 


Som jeg gik i mine egne tanker, udbrød Caithe pludseligt et ’oh my god’, og hev så hårdt i mig, at jeg nær var tiltet bagover. Mit blik nåede det samme butiksvindue, som hendes. Inden jeg overhovedet nåede at scanne varerne med blikket, var jeg blevet hevet med ind i butikken.


Og på hylderne, stod rækkevis af... Stearinlys. Åh gud, ikke igen. For at forklare øjeblikket, havde Caithe altid haft en svaghed for duftlys. Man var lige ved at blive bedøvet, lige når man trådte ind i hendes beskedne lejlighed. Duften af hundredevis af forskellige duftlys blandet, kunne godt være lidt overvældende, men det vænnede man sig til.


Caithe løftede et lille lys op, med en lille dekorationssløjfe på. Hun indåndede den søde duft af lavender, inden hun sukkede forelsket. Jeg rystede på hovedet af hende, med et skævt smil.
”Du har så mange, du får dem aldrig brugt alligevel” grinede jeg, da Caithe snurrede rundt og så på mig, med et forarget ansigt.


”Bruge dem?! Gu’ fanden vil jeg ikke bruge dem!”

 

 

Efter at have vadet rundt i den enorme by i timevis, dumpede vi trætte ned på en bænk. Vejret holdte i det mindste, selvom de grå skyer bevægede sig truende, hen over himlen. Caithe sukkede blot, før hun så på mig.
”Seriøst du er kræsen” mumlede hun mut, før hun lod de mørke øjne, glide ud over landskabet foran os. Hun mente tydeligt det med drengene.

Jeg kunne ikke rigtigt modsige hende, og det var nok det værste. 


”Tjah, de var bare ikke min type” svarede jeg langsomt. Det var jo sandt nok, problemet var bare, at jeg bare på denne dag, var blevet præsenteret for en bred vifte af typer. 


”Med andre ord, Raya, de er ikke Zayn Malik”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...