(Not so) Starstruck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2014
  • Opdateret: 10 aug. 2014
  • Status: Igang
"Jeg ved ikke hvor længe jeg bare stod som sild i i en tønde og bare fokuserede på mit åndedræt for at komme af med klaustrofobien, men pludselig lagde jeg mærke til at alle råbene var blevet til et stort kor. Jeg kiggede op og så at på skærmene ude i hver sin side af scenen, var der en nedtælling igang. Jo tættere på nul vi kom, jo højere blev skrigende og jeg kunne mærke hvordan stemningen faktisk greb mig. 8 - 7 - 6 - 5 - 4 -3 - 2 - 1………." - Kaitlyn har aldrig forstået hele verdens "obsession" af Jeremy Wren - et stort pop idol - men da hun bliver overtalt af sin bedste veninde til at tage med til en af hans koncerter, havde hun ikke regnet med at skulle stå ansigt til ansigt med ham.

1Likes
2Kommentarer
198Visninger
AA

2. 1. Kapitel

 

1. Kapitel

 

 

Koncertsalen brummede af energi og flere udbrød i skrig og larm med få intervaller. Jeg måtte næsten holde mig for ørerne, for ikke at blive… ja, døv. Det var utrolig så meget kraft små 12-årig piger havde i deres stemmer. En enkelt pige til venstre for mig stod allerede og græd, med tårerne racene ned af hendes kinder. Jeg kunne ikke lade være med at rulle med øjnene.
“AV!” råbte jeg, da jeg blev hevet hårdt i armen. Jeg skulle til at give en groupierne en på hoved (troede jeg), men da jeg vendte mig om, var det Jessie der stod med hånden på min arm. “Hvad laver du?!”
“Du lovede!” sagde hun blot og bevægede sig længere ind i horden af mennesker. Jeg vidste godt hvad hun refererede til. Det var højst sandsynligt det at jeg havde lovet at opføre mig “pænt” (hendes ordvalg). Jeg havde slet ikke lyst til at være der. Jeg havde slet ikke lyst til at se på et eller andet teenage popidol, med tusindevis af skrigende piger rundt om mig, der bare ventede på at få øjenkontakt med ham en enkel gang; hvilket alligevel aldrig ville ske. Eller gribe hans svedige håndklæde, når han kastede det ned til publikum. Det var ikke fordi jeg hadede Jeremy Wren; langt fra endda. Han skabte ligeså mange følelser hos mig, som en lunken makral. Det hele var så opblæst efter min mening, men siden Jessie var helt besat af ham og overbeviste mig om, at det var en koncert og et minde hun ville dele med mig, så var jeg gået med til at tage afsted. Hvilket jeg helt og adeles fortrød nu.  

     Jeg maste mig samme vej som Jessie, som kom effektivt igennem menneskerne, mens jeg følte jeg var ved at drukne i kroppe. Halvvejs mod scenen stoppede hun op og så på mig.
“Du skal bruge albuerne” råbte hun, da larmen nu var steget til voldsomme hertz. Jeg tog hendes råd i brug, skubbede armene ud fra min krop og gravede mig igennem. Jeg måtte indrømme at man kom hurtigere igennem, dog med onde blikke med på sin vej. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad, de kunne vel nok overleve et lille skub eller to, de var trods alt ikke bedre selv.    
      Jeg kunne se scenekanten lidt forud for os og Jessie tog fart på, som om hun ville bruge farten til buldre igennem de sidste mennesker mellem hende og scenen, som en torpedo. Overraskende nok (og alligevel ikke så overraskende hvis man kendte Jessie) lykkedes det for hende og i sidste øjeblik - inden jeg ville blive opslugt af menneskerne som stod så tæt at jeg var bange for at alt oxygen ville blive opbrugt før det nåede mine egne lunger - greb hun fat i mig og trak mig med op foran. Jeg blev mast op mod scenekanten ad adskillige tusinde mennsker der startede et tryk fra bagerst i salen og skubbede alle længere og længere frem. Jeg kunne mærke min klaustrofobi kravle op om nakken på mig og sætte sig på mit bryst, men jeg nægtede at ødelægge Jessie’s aften. Istedet smilede jeg et stort og falskt smil, da hun vendte sig om og så forventningfuldt på mig.   
      Jeg ved ikke hvor længe jeg bare stod som sild i i en tønde og bare fokuserede på mit åndedræt for at komme af med klaustrofobien, men pludselig lagde jeg mærke til at alle råbene var blevet til et stort kor. Jeg kiggede op og så at på skærmene ude i hver sin side af scenen, var der en nedtælling igang. Jo tættere på nul vi kom, jo højere blev skrigende og jeg kunne mærke hvordan stemningen faktisk greb mig.
8 - 7 - 6 - 5 - 4 -3 - 2 - 1……….
Jeg nåede hverken at se ham eller det store nul jeg gættede på løb hen over skærmen med stor skrift, før presset bagfra steg og jeg blev mast helt op i scenen, så kanten skar ind i armen på mig. Jeg skreg i smerte, men blev fuldstændigt overdøvet af glædesskrigende da han trådte ud på scenen. Jeg kunne ikke engang se ham, kunne kun fokusere på smerten i armen og hvordan jeg blev most mere og mere. Da en stor overvægtig pige tromlede ind i mig og slog luften ud af mig, sortnede det for mine øjne.

Det dunkede forfærdeligt i hele min krop, da jeg slog øjnene op. Der stod to buff mænd rundt om mig og så bekymret på mig. Det passede slet ikke til deres muskuløse udseende, at se så bløde ud i udtrykket.
“Hvor er jeg?” spurgte jeg forvirret og prøvede at se forbi deres brede skuldre. Jeg kunne ikke rigtig huske hvordan jeg var havnet i et lokale med to fremmede mænd. Larmen der sneg sig igennem den ellers lukkede dør, cluede mig dog. Koncerten, den trangte fornemmelse, smerten… alle følelserne fór igennem min krop en gang til, og jeg greb fat i sofaen, jeg tydeligvis lå på, da det begyndte at svimle igen.
“Rolig,” brummede den ene, af hvad jeg gik ud fra var koncertvagter, da han så mine bange øjne. “Der sker dig ikke noget. Det kan være barskt at stå forrest, det skal man holde sig væk fra.”
“Jeg er okay. Jeg har bare et problem med trængte steder.”
“Endnu en god grund til at sidde på stolerækkerne,” svarede han med et lille smil. Den anden rakte mig en flaske vand, som jeg tog grådigt imod, og forsvandt ud af døren. Jeg bællede hele flasken i mig og rejste mig for at finde udenfor. Jeg havde brug for at komme langt væk fra larmen og få noget frisk luft. Jeg nåede kun at tage tog skridt, før det hele kørte rundt og jeg viftede med hænderne for at holde balancen. “Her sæt dig ned,” sagde vagten til mig og førte mig tilbage til sofaen. “Han vil gerne sige personligt undskyld til dig efter koncerten.”    
      Jeg så åbenbart meget spørgende ud, for han slog en dyb latter op. Han? Det var da ikke en dreng der næsten havde nedtrampet mig, tænkte jeg bittert, mens jeg så elefanten for mit indre blik og rystede af ubehag.
“Jeremy,” svarede han som om det besvarede det hele. “Han vil gerne sige personligt undskyld til dig, for den ubehagelige oplevelse. Det var ham der pegede dig ud, da du hang næsten bevidstløs hen over scenen.”       Den første følelse der gik igennem mig var mærkelig. Jeg blev helt flov og forestillede mig hvor latterlig jeg havde måtte se ud. Den næste følelse gav dog lidt mere mening. Jeg blev uendelig vred. På Jessie for at slæbe mig med til denne latterlige koncert (som åbenbart også var livsfarlig), og bagefter på den idiot til Jeremy Wren, jeg kunne høre var igang med at lave sit store sceneshow. Det var sgu da ikke forsvarligt at samle så mange hjernevaskede teenagepiger på et sted?    
      Jeg overvejede et øjeblik at takke pænt nej til vagten og spæne ud af døren og væk fra dette helvede, men jeg fik den vildeste træng til at møde ham. Så skulle han nok få at vide hvad jeg syntes om ham og hans koncert. Så jeg blev siddende.    
      Jeg kunne høre hvordan alle pigerne blev mere og mere vilde i løbet af koncerten, og jeg var glad for at jeg sad i et baglokale lige nu, langt væk fra masen og asen. På et tidspunkt da vagten forlod lokalet, sikkert for at gøre sit job, muligvis, istedet for at lege babysitter for hvad han troede var en uheldig fan, gik jeg hen til døren og lod mit øre trykke mod overfladen. Jeg hørte tonerne fra en af Jeremy Wren’s sikkert poplulære og kendte sange, starte og da han begyndte at synge med en blød ikke-mandig stemme, fik jeg kuldegysninger over hele kroppen. Det gik lidt senere op for mig at jeg havde lukket mine øjne og svajede med til den fangende melodi. Jeg skubbede mig hurtigt væk fra døren, da det gik op for mig hvad jeg havde gang i og satte mig tilbage på sofaen og knyttede hænderne.    
      Okay, drengen kunne synge, det måtte man give ham. Jeg havde aldrig brugt mange tanker på Jeremy Wren, selvom Jessie ikke gjorde andet end at spille hans musik og vise mig billeder af ham i diverse sladderblade. Jeg havde lært at tune det ud. Det var vidst noget med at han var blevet opdaget for 1-2 år siden af en producer, og da hans første hit ramte radioen, havde han taget alle piger med storm. Især i den yngre aldersgruppe, tænkte jeg bittert. Det var noget af det eneste jeg vidste omkring ham. Jessie var kæmpe fan og havde fuldt ham i et stykke tid. Hun havde flossede plakater tapet til på alle vægge på sit værelse, med hans kæmpe hoved på.    
      Min tankestrøm blev afbrudt da der blev taget i dørhåndtaget og den venlige vagt kom ind igen. Jeg smilede til ham, ked af at han skulle overvære mig give hans “boss” en ordentlig sviner.
“Koncerten er ved at nå sin ende,” sagde han og rigtig nok kunne jeg høre popstjernen begynde at takke “for en fantastisk aften” og fortælle "hvor meget” han elskede dem. Jeg havde lyst til at gribe den nærmeste spand og ørle den kineser buffet op, som Jessie og jeg havde spist inden koncerten.    
       En masse mennesker stormede pludselig forbi udenfor døren, alle med head-set, som de snakkede hastende ind i. Jeg kunne høre at larmen i salen blev mindre, og gættede på at fok var begyndt at trække langsomt udenfor igen. Dog var der stadig nogle enkelte hyl, som om der var nogle der nægtede at gå. Ynkeligt, tænkte jeg.
“Et øjeblik,” sagde vagten til mig, han gik ud og lukkede døren efter sig endnu en gang, så jeg bare sad alene tilbage. Efter nogle minutter begyndte jeg at blive utålmodig. Jeg måtte se at finde Jessie og fortælle hende at hun ALDRIG ville kunne lokke mig til noget lignende igen. Så måtte min sviner til Jeremy Wren vente til jeg sad foran en computer med twitter åbent. Jeg rejste mig op for selv at finde ud, men stoppede med et sæt, da døren svingede op og Jeremy Wren kom ind efterfuldt af to vagter. Den ene som jeg kendte og en anden en jeg ikke havde set før.    
       Af en eller anden grund steg min puls ved synes af ham. Hans øjne var klistret til den mobil han havde i hånden og så først op og hen på mig, da han var helt inde i rummet. Jeg måtte indrømme en ting mere; han havde helt klart udseendet på sin side. Han var ikke min type, men jeg kunne godt se hvorfor så mange piger faldt i svime over ham. Han gjorde det godt. Bedre end de grimme plakater af ham der hang på Jessie’s værelse.    
        Han strøg en hånd igennem hans leverpostejsfarvede hår og sendte mig et skævt smil. Jeg tog mig selv i at være ved at give et smil tilbage, men istedet skulede jeg ondt til ham. Han stivnede en smule, som om det kom bag på ham at nogen overhovedet kunne have bare det mindste i mod ham. Han kom sig dog hurtigt og gik hen i mod mig med åbne arme, som om han ville kramme alt modviljen ud af mig. Han var sikkert vant til at kramme sine groupies dagen lang, men han stoppede i sin gang mod mig, da jeg hævede et enkelt øjenbryn.
“Hej, jeg er Jeremy,” sagde han og rakte hånden høfligt frem i stedet, som om han prøvede en anden indgangsvinkel. Jeg sendte ham mit “no shit” blik og lagde hovedet på skrå. Nu så han fuldstændigt forvirret ud, hvilket også gav god mening at han var. Hvem tog til hans koncert hvis man åbenlyst ikke kunne lide ham?…Mig…svaret er mig. Jessie for satan, jeg ville dræbe hende når jeg kom ud herfra.    
       Jeg kunne se at vagterne bag Jeremy Wren også kiggede på hinanden spørgende.
“Jeg er ked af at du skal spilde noget af din utroligt dyrebare tid på at komme ind og sige “sorry jeg er skyld i at du næsten blev most til døde”, men nu når man får tilbudt at møde den store stjerne, må man jo udnytte det ikke?” sagde jeg og lavede en grimasse der skulle ligne et hånligt smil, men er ret sikker på at jeg lignede en psykopat i det øjeblik. “Så hej, mit navn er Kaitlyn og jeg kan virkelig virkelig virkelig ikke lide dig,” forsatte jeg. “Hm.. til en anden gang har jeg en god idé! Hvad med at du med din formue giver hver og en af dine fans bogen “takt og tone”, jeg er ret sikker på at der står et sted hvordan opføre sig offentligt og blandt en masse mennesker. De kunne i hvert fald godt bruge et bedre forbillede. Og forresten….? Du synger af lort til,” Okay så den sidste kommentar var fuldstændigt løgn og min tale meget barnlig, men jeg kunne mærke hvordan jeg blev rød i hovedet af vrede. Jeg havde planer om at storme ud af lokalet, og var godt på vej til det, da han greb ud efter min albue.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...