Like an Angel

Teenageren Jason føler at han mangler noget i sit liv, men han ved ikke hvad. Intet i hans liv betyder noget udover hans tegninger og hans bedsteveninde, Clair. Det hele ændre sig, da Jason får en underlig drøm om en pige på hans alder. Hun snakker i gåder til ham, men han kan ikke regne ud hvad hun mener. Jason begynder at tegne pigen hele tiden. Han kan ikke få hende ud af hovedet. Da en ny pige begynder på skolen går det op for ham, at det er hende han har drømt o og tegnet konstant, men han har aldrig mødt hende før. Denne historie er med i Halo-konkurrencen!

3Likes
8Kommentarer
284Visninger
AA

2. 2. Kapitel ~ Ingen tomhed

Jeg kiggede forvirret på hende. "Jeg fatter ikke, at jeg faktisk troede han var sådan" hun sukkede og tog en bid af hendes sandwich.

Jeg var ved at blive kvalt i min egen sandwich. "Undskyld, hvad?" Spurgte jeg og hostede. "Jeg så da han kastede min kat ud foran lastbilen." Svarede hun kort. "Men hvorfor er du så stadig sammen med ham?" Jeg havde fået slugt det stykke sandwich jeg var ved at blive kvalt i. "Fordi jeg venter til efter den store finale, for jeg vil ikke være skyld i at skolen taber fodboldmesterskabet." Hun tog endnu en bid af sandwichen. "Så jeg behøver ikke lave han lektier mere?" Jeg tog en slurk vand. "Har du lavet hans lektier?" Hun kiggede chokeret på mig. "Ja, for ellers ville han fortælle dig at det var mig der dræbte din kat." Jeg kiggede ned i bordet. "Godt nok kom du med katten, men jeg ville aldrig tro at du havde dræbt hende!" Hun så chokeret på mig. "Undskyld. Det kunne bare virke, som om at det var mig der havde dræbt hende, men jeg stod på den anden side af fortovet og samlede Pjuske op med det samme." Jeg kiggede forlegent ned i bordet. "Jeg ved det godt. Jeg så det fra mit vindue." Hun smilede opmuntrende til mig. Da det ringede ind til time igen fik jeg en SMS.

 

# Hej Jason

Du skal komme hjem nu, for har noget vigtigt at sige!#

Det var min far.

"Gå du bare. Min far har lige skrevet, at jeg skal hjem, så vil du ikke please finde på en undskyldning for mig?" Spurgte jeg bedende. Hun nikkede hurtigt. "Tusind tak, du er den bedste." Jeg kyssede hende hurtigt på panden og forsvandt ud til busstoppestedet og nåede lige bussen.

 

"Far?! Hvad var så vigtigt?" Råbte jeg og smed min taske fra mig.

"Kom lige her ind!" Kom det fra køkkenet. Jeg gik derud og så min far sidde ved spisebordet. Jeg satte mig over for ham.

"Hvad så?" Spurgte jeg lidt uinteresseret. "Vi skal flytte. Jeg har ikke råd til dette hus længere, så vi flytter til Californien." Sagde han fast. "Aldrig!" Råbte jeg lidt for højt og lidt for hårdt, men hallo?!

"Jeg skal ikke til Californien! Du kan flytte selv! Jeg flytter ind hos Clair og det kan du ikke gøre noget ved!" Råbte jeg og rejste mig. “Jason sæt dig ned igen!” Svarede han i en hård tone. “Du skal ikke bestemme over mig! Jeg er 17 år gammel og jeg kan passe mig selv! Flyt du bare, så bliver jeg her!” Jeg gik op på mit værelse og smækkede døren i. Jeg låste den, så han ikke kunne komme ind.

 

Hvor kunne han? Var mit liv ikke dårligt nok i forvejen?!

Jeg tog min telefon og skrev til Clair.

#Hej søde!

Jeg tænkte på om jeg måtte bo hos dig indtil jeg finder mit eget?

Min far vil flytte til Californien, men jeg vil ikke væk herfra! Jeg vil ikke væk fra dig, du er den bedsteveninde man nogensinde kunne få!

Kys din fantastiske bedsteven, som du elsker utrolig højt! Xoxo#

Jeg sendte den og lagde mig ned på sengen. Hun svarede nok ikke foreløbigt, for hun havde jo time.

Jeg kunne mærke trætheden overtage min krop. Mine øjenlåg blev tungere og tungere, så til sidst kunne jeg ikke holde dem åbne mere, så jeg gav efter.

 

* * *

Der duftede dejligt duft. En duft af frisk græs. Græs?

Jeg åbnede øjnene og så at jeg var på en stor eng, som strakte sig længere end øjet rakte. Jeg gik lidt rundt, for at se om der var andre.

“Hallo?” Råbte jeg, men intet svar. Kun følelsen af tomhed, som havde fyldt min krop.

"Hvor er jeg?" Spurgte jeg for mig selv og kiggede ned i jorden

"Du er i min verden." Lød en silkeblød stemme. Jeg vendte mig om og se en smuk pige. Hendes har var brunt og lignede silke. Hendes kjole bestod af hvidt stof der slagtede i vinden. Den var stropløs og gik helt ned til det grønne græs. Hendes tilstedeværelse fik tomheden til at forsvinde og bliver erstattet af en følelse jeg aldrig havde haft før. Følelsen af at have fundet meningen med det hele.

Hendes blik gik fra græsset og mødte mit. I det samme vores øjne mødtes spredte sig to store vinger sig ud fra hendes ryg. Det gav et sæt i mig. Jeg kunne ikke rykke mig. Jeg var som fortryllet. De store vinger strakte sig langt ud til siderne. De havde en skinnende hvid farve. Hun var så utrolig smuk.

Hun trådte helt hen til mig og lagde en hånd på min brystkasse. Hendes yndige hånd var så bleg og smal, men alligevel så fortryllende. Hendes hånd fik det til at kilde let på min brystkasse. Al tomheden var væk. Jeg følte mig fuldkommen

"Tænk med hjertet, men overvej det med hovedet" hun trommede let på min brystkasse med hendes fingre. Hver eneste lille banken med en af hendes fingre gav en kildende fornemmelse igennem min krop. “Lov mig du tænker med hjertet, men også overvejer det med hovedet.” Hendes blå øjne kiggede bekymret ind i mine grønne øjne. Jeg kiggede uforstående på hende.

Jason, lov mig det. Lov det med hele din sjæl, at du vil tænke med hjertet og overveje med hovedet.” Hun trådte helt hen til mig, så hendes brystkasse rørte min. “Det lover jeg.” Sagde jeg kærligt og aede hendes kind. Den føltes dejlig varm mod mine fingre. Hendes ansigt smilede glad op til mig.

Alt omkring os forsvandt og det samme gjorde hun. Jeg kunne mærke tårerne komme og tomheden, som sneg sig ind på mig. Jeg lukkede øjnene og ville ønske, at hun blev hos mig, men hendes ansigt forsvandt mellem mine hænder. Det sidste jeg mærkede var den kildende fornemmelse i min brystkasse, før jorden forsvandt under mine fødder og jeg forsvandt ned i et sort hul. Jeg ville skrige, men jeg kunne ikke. Jeg blev ved med at falde. Jeg svævede rundt i tomheden. Tomheden var inde i mig. Tomheden var mig. Jeg var tomheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...