Cecilie's verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2015
  • Status: Færdig
Det hele handler om Cecilie, der har mistet sin mor & lever med sin far der er gået psykisk ned. Derudover bliver mobbet i skolen hvor hun overhovedet ikke føler hun hører til & hvor hun ingen venner har. Hvad skal hun dog gøre? Hun har heldigvis hendes bror, Benjamin, der med glæde hjælper hende videre, imens den anden bror er flyttet til en anden by. Hvad sker der mon for Cecilie, der for alt i verden hellere vil væk fra der hvor hun er?

3Likes
3Kommentarer
570Visninger
AA

2. Sammenbrud

Jeg fik pakket mine ting, som Benjamin havde sagt jeg skulle. Mens jeg pakkede, hørte jeg dørklokken ringe og Benjamin gik ud for at åbne. Det viste sig at være sygeplejerske fra den psykiatriske afdeling, der kom for at hente far og få ham indlagt til behandling.

Jeg gik ud i stuen, mest af alt for at sige farvel til min far, inden han skulle gå. Jeg vidste ikke hvad der skulle ske med huset, nu hvor far skulle indlægges og jeg skulle bo hos Benjamin. Sygeplejersken tog afsted med min far og jeg tog med Benjamin. Det tog ikke så lang tid at komme hen til Benjamin, da han kun boede et par gader væk, hvilket var herligt. Oveni det boede han tættere på skolen, så det var nemmere at komme afsted om morgenen.

Lige som jeg troede jeg kunne være i fred efter at have pakket ud, bankede det på døren og jeg går selvfølgelig ud og åbner, da min bror er ude at handle. Jeg når knap lige at få åbnet døren ordentligt, da personen allerede er væk. Jeg kigger rundt og funderer over hvem det mon kunne have været. Jeg vender mig rundt for at gå ind, da jeg får øje på en seddel der hænger på døren og jeg kigger forundret på den, da jeg begynder at læse hvad der står. Lidt efter lidt begynder jeg at ryste og jeg tager sedlen og går indenfor og smækker døren efter mig. Jeg sætter mig ned i sofaen og læser videre hvad der står. På sedlen står der:

”Hej Cecilie, lille miss psychobitch. Vi ved at din far er røget på galeanstalten og du er den næste. Ingen på skolen regner dig for noget og vi ved ikke hvorfor du stadig er i live. Du burde have endt i graven, ligesom din mor, hvis ikke sammen med hende. Hvorfor vente, når du ligeså godt kan gøre det med det samme så vi slipper for dig inden mandag?”

Jeg sad og rystede, efter at have læsten sedlen, som oveni købe var underskrevet af alle mine såkaldte klassekammerater. Men der var intet værd at skulle socialisere sig med nogen af dem. De var alligevel alle sammen et bundt snobber og sportsidioter, der kun gik op i fester, deres udseende og om de vandt den næste kamp. Alt i alt, deres status blandt andre mennesker og alt det materialistiske. Men tog lærerne sig af dem? Nej, de havde travlt med mig, deres lille mentalt utilpassede elev, de ikke kunne få til at være sammen med de andre. Forstod de overhovedet mit problem? De andre lukkede mig konstant ude, med vilje og nægtede at tale til mig, selvom jeg endda havde prøvet at være en del af fællesskabet. De eneste gange de talte til mig, var når de havde brug for en syndebuk og det at komme ud med hvad de så end havde af frustrationer.

Mine frustrationer holdt jeg for mig selv, selvom det ikke burde være sådan. Hvis I tror jeg har en veninde eller to, tager i fejl. Den eneste veninde jeg nogensinde har haft, forlod mig for længst. Eller sådan føles det. Hun fik konstateret uhelbredelig kræft i en alder af kun 13 år. Hun gik bort for et år siden, et år efter at kræften blev fundet og det cirka en måned efter at min mor gik bort på grund af et slagtilfælde, der ikke burde være sket. Derefter gik det ned ad bakke. Jeg havde ikke min mor til at støtte mig og heller ikke min far. Der var kun Benjamin. Min anden bror, Troels, var flyttet hele vejen til København med sin kæreste og cuttet kontakten, mens resten af os stadig boede i en lille by i Jylland. Eller byen er lille i forhold til København.

Som jeg sad der og tænkte, indså jeg ikke at jeg havde krøllet mig sammen på sofaen og tårerne var begyndt at trille. Det gik først op for mig, da Benjamin ruskede i mig, jeg havde ikke hørt at han var kommet hjem, så blev noget så forskrækket.

”Hvad sker der, Cecilie?”, spørg han med bekymring i stemmen.

”Det her, er hvad der sker.”, svarer jeg og rækker ham den seddel jeg fandt hængende på døren. Han er stille mens han læser hvad der står, men man kan let se at det ikke passer ham, det der står. Men hvem ville også synes at det var behageligt at få sådan en besked?

Der slog det mig. Hvordan fanden kunne de vide at min far var endt på psykiatrisk afdeling og at jeg skulle flytte ind hos Benjamin + hvor han boede? Hvad sker der her?

Jeg var begyndt at hyperventilere og kunne ikke rigtig trække vejret ordentligt. Benjamin ruskede i mig og råbe at jeg skulle trække vejret, men jeg reagerede ikke. De ting der skete på skolen var slemme nok, men at de oveni købet skulle køre videre udenfor skoletiden, var endnu værre. De gjorde mit liv til et levende helvede, i og udenfor skolen. De gjorde ikke så meget i ud øvning af voldelig mobning, mere i det psykiske og det var det de havde haft gang i, siden vi alle var små.

Lærernes kommentarer i min kontaktbog var altid: ”Cecilie er lille og sød, burde være mere en del af flokken, end kun en. Ville ikke indordne sig reglerne. Nægtede at socialiserer sig med de andre.”, selvom det var verdens største omgang lort, jeg længe havde hørt.

Efter at have hevet efter vejret i et godt stykke tid, kunne jeg endelig falde til ro. Benjamin kiggede uroligt på mig og vidste ikke hvad han skulle stille op. En ting var at skulle håndtere vores far, der var endt på psykiatrisk afdeling, noget andet var at skulle håndtere mig. Mon jeg var ved at ende på samme vej som min far? Vejen mod at blive psykisk syg, fordi der er en klasse fuld af mennesker, der ikke laver andet end at begå psykisk terror mod mig?

”Hvem gav dig den besked?”, spurgte Benjamin.

”Jeg aner det ikke, jeg sværger.”, svarer jeg, stadig med tårer i øjnene: ”Der var en eller anden der bankede på, jeg gik ud og åbnede men der var ingen. Da jeg vender mig om for at gå ind igen, hang den på døren.”

Benjamin var typen der løste problemer ved hjælp af fornuften, men jeg blev bekymret for at den del af ham ikke var til stede, når det gjaldt problemet med mine klassekammerater. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...