Cecilie's verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2015
  • Status: Færdig
Det hele handler om Cecilie, der har mistet sin mor & lever med sin far der er gået psykisk ned. Derudover bliver mobbet i skolen hvor hun overhovedet ikke føler hun hører til & hvor hun ingen venner har. Hvad skal hun dog gøre? Hun har heldigvis hendes bror, Benjamin, der med glæde hjælper hende videre, imens den anden bror er flyttet til en anden by. Hvad sker der mon for Cecilie, der for alt i verden hellere vil væk fra der hvor hun er?

3Likes
3Kommentarer
565Visninger
AA

3. "Lad os komme væk herfra"

Benjamin rejste sig op fra at have siddet i hug foran mig. Han begyndte at gå frem og tilbage i stuen, mens jeg kunne se at han tænkte. Tårerne løb stadig ned af kinderne af mig. Beskeden havde ramt hårdere end jeg havde troet. Jeg gad godt vide hvad der løb gennem hovedet på ham, men vidste ikke helt om jeg skulle spørge eller ej. Efter et par minutter sprang jeg alligevel ud i det.

”Hvad tænker du på, Benjamin? Hvad skal vi gøre?”, spurgte jeg.

”Jeg ved det vitterligt ikke. Vi har prøvet alt, selv før mor gik bort. Men skolen vil jo intet gøre for at hjælpe.”, svarede han, med et vildrådigt blik og trak på skuldrene.

Jeg nikkede. ”Det har du ret i, men jeg kan ikke blive ved med at ignorere det. Det er jo et under at jeg ikke har begået selvmord for længst.”, fik jeg sagt med en skinger tone og måtte sluge en del gange, inden flere tårer strømmede ud. Benjamin satte sig ned og gav mig et kram.

”Jeg ved det Cecilie, jeg ved det. Det er enten at sagsøge dem eller flytte skole, med hver sin omkostning. Hvad vil du helst?”, spurgte han.

Jeg fik et chok da han spurgte mig om vi enten skulle afgive søgsmål eller vælge at flygte. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, men mit hjerte og instinkt sagde mig at jeg skulle flygte. Flygte langt, langt væk herfra, så jeg slap for at se de fjolser igen. Men ulempen var jo at eleverne på den anden skole, hvis jeg valgte at flytte skole, ligeså vel kunne køre mig endnu mere psykisk ned. Jeg magtede seriøst ikke flere personer, der ikke brugte mig til andet end gruppens offer. Men min skole havde alligevel været under trussel fra kommunen, ved at de fleste af eleverne ville ende på diverse opholdssteder, da forældrene alligevel havde opgivet dem ligeså vel som lærerne havde. Der foregik ikke ret meget lærdom på skolen, så jeg burde egentlig være langt bagud, hvis det ikke havde været fordi jeg sad og læste det herhjemme. Jeg havde alligevel ingen venner, andet end min familie og bøger. Så det jeg ikke lærte i skolen, lærte jeg mig selv. Jeg er hvad de kloge kalder ”autodidakt”, dvs. selvlært. På det punkt var jeg stolt af mig selv. Resten af min klasse vil ende på samfundets bund.

Benjamin satte sig endelig ned og kiggede på mig. ”Jeg tror det er bedste hvis du flytter skole. For det første, vi har ikke råd til at skulle gå rettens vej, i tilfælde af at vi taber og ikke kan bevise noget som helst. Der er nogen der har prøvet at sagsøge skolen før, uden held, så det vil være spild af tid. For det andet, kan jeg ikke lade dig blive i den klasse, med de psykiske terrorister.” sagde han opgivende.

Jeg nikkede og der var intet jeg hellere ville end at flygte langt væk fra den flok idioter af en klasse.

”Bare jeg kommer væk herfra, så er jeg glad. Men hvilken skole skulle jeg flytte hen til? Der er da ikke andre skoler her i byen, er der?”, svarede jeg, en smule nervøst.

Han rystede på hovedet, mens han svarede: ”Nej, det er der ikke, så vi bliver nødt til at flytte. Jeg har dog allerede sat huset til salg.”

”HVAD HAR DU?”, råbte jeg og rejste mig op fra sofaen. Den havde jeg ikke set komme.

”Ja, jeg har sat huset til salg. Der er allerede nogle mulige købere.”, prøvede han endnu engang.

”Hvad tænker du på?”, sagde jeg i en mere rolig tone, selvom at det var svært og snakkede videre: ”Hvor har du tænkt dig vi skulle flytte hen?”

Det var stadig ret svært at kapere, siden han lige havde sprængt en bombe efter et chok, der endnu ikke havde fortaget sig efter sedlen fra døren.

Benjamin rystede på hovedet. ”Tænk ikke på det, lad mig ordne det og sørg du bare for at slappe af og får styr på dig selv. Jeg nikkede bare og kollapsede i sofaen.

De efterfølgende dage var hektiske. Benjamin og jeg fik pakket hele vores fars hus ned, da det var blevet solgt på tvangsauktion, så det blev fuldstændig ryddet. En hel del af møblerne blev solgt, mens arvestykkerne blev flyttet hjem til Benjamin. Oveni det kom der adskillige mennesker forbi for at kigge på Benjamins hus, imens jeg prøvede at slappe af. Benjamin havde sørget for at melde mig ud af skolen, så jeg havde ikke andet end tid. Hjalp en enkel gang eller to med at vise rundt i huset. Det var ikke alle der virkede begejstrede for huset, men der var et enkel par der ville købe huset på stedet.

Vi brugte en del tid på at finde et nyt sted at bo, så vi ikke pludseligt stod på gade, uden et sted at bo. Men det var ikke helt så let som man skulle tro. Vi vidste ikke helt hvor vi skulle flytte hen. Samtidig kiggede vi også på nogle ordentlige skoler, som kunne give os en guideline til hvor vi ville tage hen.

Det bedste ved denne situation var at jeg ikke skulle vise mig for mine tidlige klassekammerater, hvilket var en lettelse. Benjamin kunne mærke på mig at jeg var blevet gladere og mere mig selv, da jeg ikke havde den byrde hængende over hovedet på mig.

Til sidst fandt vi endelig et sted der virkede til at være noget for os. Skolen var attraktiv og virkede til at være et dejligt miljø og der var endda forældreanbefalinger på deres hjemmeside, hvilket fik Benjamin til at virke afslappet omkring lige præcis den skole.

”Hvad siger du til at det er der vi havner? Du og jeg?”, spurgte han.

”Jahh, hvorfor ikke? Så længe det er langt væk herfra.”, svarede jeg med et smil og fortsætter, mens min krop pludselig spænder af bekymring: ”Men hvad med far? Hvis han nu får det bedre og bliver udskrevet? Han har jo ingen steder at tage hen. Specielt ikke når hans hus er solgt på tvangsauktion og vi er flyttet.”

”Rolig Cecilie, jeg holder kontakten med psykiatrisk afdeling her og de har lovet at holde mig opdateret, så jeg ved hvis de udskriver ham. Når han gør, flytter han over til os. Okay?”, får han sagt i en rolig tone.

”Okay, lyder godt.” siger jeg og slapper lidt af i min krop, selvom jeg stadig er nervøs for hvad der vil ske med vores far.

Næste morgen kontakter Benjamin skolen, for at høre om der er en ledig plads til mig. I mellemtiden går jeg mig en tur, siden jeg ikke rigtig har været udenfor i et par dage. Jeg går ned mod stranden og har taget en notesbog med for at skrive nogle tanker ned.

Som jeg går der i min egen lille verden, opdager jeg ikke at der kommer nogen imod mig og da slet ikke at det er fire af mine tidligere klassekammerater. Jeg opdager det ikke før en af dem, en høj pige ved navn Trish, skubber hårdt til mig, så jeg lander på jorden og taber min notesbog. Der gik et par minutter før jeg fik rejst mig op, men kunne høre at de grinte af mig, højlydt. Jeg kiggede op på dem, med vrede i øjnene. Hvordan fanden kunne de kigge sig selv i spejlet og ikke græmmes ved det de så? For jeg var ved at brække mig ved synet af dem. Disse fire personer var dem jeg kaldte indercirklen i klassen, ”de kongelig”, hvor Trish var dronningen. Hun havde kort sort hår til skuldrene og en enkel stribe der var knaldrødt. Hendes tøj var altid sort, med en lille blanding af rød indimellem. Hendes stil var goth og hendes make up var goth. De andre tre personer, var hendes tro følgesvend.

Mine øjne slap dem aldrig og de nærmede sig mig, mens jeg lå der på fortovet og prøvede at bakke væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...