Cecilie's verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2015
  • Status: Færdig
Det hele handler om Cecilie, der har mistet sin mor & lever med sin far der er gået psykisk ned. Derudover bliver mobbet i skolen hvor hun overhovedet ikke føler hun hører til & hvor hun ingen venner har. Hvad skal hun dog gøre? Hun har heldigvis hendes bror, Benjamin, der med glæde hjælper hende videre, imens den anden bror er flyttet til en anden by. Hvad sker der mon for Cecilie, der for alt i verden hellere vil væk fra der hvor hun er?

3Likes
3Kommentarer
560Visninger
AA

6. Hvor hører jeg til?

Efter en måneds tid havde jeg efterhånden vænnet mig til at være i den nye klasse. De var alle sammen søde mod mig i starten og ville alle gerne snakke med mig og lære mig at kende. Men som tiden gik og alt gik tilbage til det normale, efter at jeg var indlejret i klassen, begyndte klikerne så småt at træde frem. Alle kunne snakke med alle, når der var en grund til det, da der var et godt fællesskab i klassen.

Derudover kunne man sagtens se at der var dannet kliker blandt eleverne. Der var sportsdrengene, de populære, der blandede sig med sportsdrengene, computernørderne, poptøserne og popdrengene og så var der mig, den nye pige. Pigen der endnu ikke tilhørte en klike. Der var dog en anden pige i klassen, der virkede til heller ikke at være i en af de faste kliker. Hun gik altid i goth tøj, meget mørkt, ligeså vel som hendes makeup. Melissa havde fra starten fortalt mig at hun var klassen outsider og at jeg nødig havde lyst til at være sammen med hende, fordi hun ville afgrænse mig fra at blive en del af den populære klike. Melissa var selv en del af den populære gruppe. Men de havde nærmest allerede afskrevet mig, bortset fra Melissa. Hun snakkede stadig med mig, men mest af alt efter skole, da de andre ikke rigtig kunne finde ud af hvor de havde mig henne. Det virkede heller ikke til at de gad prøve.

Melissa var den sødeste i gruppen, der ligeså godt kunne være en del af hvilken som helst klike, for hun kunne snakke med alle. Hun var endda klassens repræsentant til elevrådet. Endte for det meste med at sidde sammen med poptøserne, da de virkede til at være mere åbne og jeg følte mig velkommen.

Hele klassen havde fulgtes ad siden børnehaveklassen og havde aldrig fået nogen nye elever ind. Dem der havde været nye, var hurtigt flyttet igen, så dynamikken i klassen havde egentlig altid været den samme. Klassen tænkte nok at jeg var endnu en midlertidig elev, der alligevel bare var på gennemrejse. Det ville de vel forhåbentlig finde ud af at jeg ikke var, siden jeg var her indtil vi gik ud af folkeskolen. Der var knap halvandet år til, siden vi var i foråret, i ottende klasse.

Melissa blev en rigtig god veninde, som jeg havde det sjovt med. Men når vi var i skole, var vi i hver vores klike. Hun var ved sin faste klike, de populære, mens jeg havde fundet mig godt tilpas hos poptøserne. Outsideren Louise flyttede, før jeg rigtig nåede at lære hende at kende. Når man havde hende alene, væk fra alle de andre, var hun ikke så slem. Hendes stil og makeup var bare en mur hun havde, for at holde folk på afstand. De havde holdt hende udenfor siden fjerde klasse, efter en uheldig situation i svømmehallen. Udover at være blevet holdt udenfor i klassen, var der problemer derhjemme. Værre end hos mig. Til trods for at have mistet en mor, en far på psykiatrisk afdeling og en bror der flyttede væk efter at familien begyndte at krakelere og jeg egentlig kun havde Benjamin som den nærmeste familie til at tage sig af mig, var det nærmest ingenting i forhold til Louises situation. Hun levede med en far der var voldelig og en alkoholiseret mor. Hun gik i langærmede trøjer og bukser, som for at skjule de blå mærker på hendes krop. Jeg havde hørt det hele fra de andre i klassen, der snakkede vidt og bredt om hendes problemer, som om det var ingenting. Fandt så småt ud af at de populære elskede sladder og sladre videre. Melissa var ingen undtagelse, selvom hun brokkede sig noget så gevaldigt over det. Men hvad kunne jeg gøre? Hun var min første rigtige veninde, efter at Benjamin og jeg var flyttet hertil, så jeg fandt mig lidt ekstra i at skulle høre den nyeste sladder om det flotteste dreng henne fra skolen.

Det var en dreng ved navn Jonas, som var fra 9. årgang. Han var høj, flot og havde de pæneste øjne. Ja, jeg havde luret lidt på ham. Han var virkelig ikke til at undgå, når han kom gående forbi sammen med sine venner i skolegården, lige ved det sted jeg altid sad og hang ud med poptøserne. De var, som sagt, den gruppe i klassen jeg var faldet ind hos. Godt nok var deres tøj alt for pop-relateret i forhold til min stil, men de havde i det mindste taget imod mig med åbne arme. De tog mig virkelig for den jeg var og var interesseret. Så derfor var det så nemt at snakke med dem og hænge ud med dem. Det var en lille gruppe på 5 personer og jeg var den sjette. Popdrengene hang også ud med os, og de var kun 4 personer der var helt vilde med Justin Timberlake, men alligevel nogle okay drenge at være sammen med. De gik endda klædt som Justin Timberlake og imiterede hans stil. To af drengene var computernørder, der havde travlt med at snakke om computere og den nyeste teknologi, mens de resterende seks drenge var fodboldtosser, som jeg ville kalde dem. Sidst, men ikke mindst, var der 6 populære piger, deriblandt Melissa. Hende der havde kigget skævt til mig fra starten af og ikke virkede til at ville lukke mig ind i den populære gruppe, hed Rosa. Så vidt jeg havde fundet ud af, fra mine kilder hos poptøserne, var hendes familie velstående, men splittet. Hendes forældre var ude i at skulle skilles, men at det var en proces der havde været i gang i flere måneder og havde involveret at Rosa og hendes to søstre var fanget i midten. Så det undrede mig ikke at hun virkede så bitter, men der var da ingen grund til at lukke mig ude.

Jeg havde i det mindste fundet de rigtige personer i klassen at hænge ud med, en gruppe hvor jeg følte mig velkommen. Det havde jeg længtes efter hele mit liv. I den gamle skole, var der ingen sammenhold. Der var der bander. Deres sammenhold kunne ikke sammenlignes med vores. Endelig var der en frihed til at jeg kunne være mig selv, uden at være bange for at blive dømt ude for at være den jeg er. Der var ingen at skulle være bange for. Selv Rose er ingenting i forhold til dem jeg plejede at gå i klasse med. Hun viser tænder, men bider ikke. Mine nuværende klassekammerater ved intet om min gamle skole. Ikke andet end at det var en dårlig skole, med et dårligt rygte. Jeg har ikke engang fortalt hvad jeg var udsat for, før vi flyttede hertil. Det tør jeg ikke, af frygt for hvordan de vil reagere, selvom at det er en god klasse.

Men selvom det var bedre her end før, havde jeg stadig dårlige dage, hvor jeg havde brug for at være alene. De venner jeg havde fået accepterede det. Heldigvis. De kom mest efter at jeg om natten havde haft en eller flere mareridt der handlede om overfaldet, hvor jeg blev tæsket. Den episode havde virkelig sat sig godt fast i sjælen og givet et kæmpe ar. Men det blev efterhånden mindre. Benjamin var, som altid, verdens bedste støtte og glad for at se mig tage i skole med en glæde han aldrig havde set før. Det var jeg også, da jeg virkelig havde lyst til at tage i skole, i stedet for konstant at have lysten til at pjække og bare blive hjemme.

Benjamin havde fundet et fantastisk job, som han var glad for og med glæde tog afsted til hver eneste morgen. Det var et job, som ufaglært tjener, der ovenikøbet tilbød ham muligheden for uddannelse til faglært tjener. Det gav bare mange aftenvagter, med skole om dagen og en del alene tid for mig. Men det gjorde mig ikke noget. Jeg nød at have noget tid for mig selv og bare det at kunne sætte sig foran fjernsynet og slappe af. Oveni det kunne jeg godt selv finde ud af at få lavet mine lektier og afleveringerne. Jeg fandt glæden i at få lavet mit skolearbejde og sørge for at jeg ikke faldt bagud i undervisningen, selvom jeg vidste det meste i forvejen og havde lært mig selv det meste.

Jeg havde fået et godt indtryk af lærerne, der altid var forberedte til timerne og forventede det samme af os, men det var ikke alle der i klassen der var forberedte. Men jeg sørgede for at være en af dem. Jeg kunne ikke få mig selv til ikke at lave lektier, da jeg endelig var i en skole der gad at gøre noget ud af undervisningen.

Selv i timerne sad vi i vores kliker, ved bordene og når der var gruppearbejde var det ligeledes sådan. Lærerne prøvede at fordele os alle, så alle havde muligheden for at interagere med alle fra klassen, men det lykkedes aldrig. Jeg var frisk på at arbejde med hvem som helst, for at lære flest mulig at kende, men intet hjalp, når alle helst ville være sammen med dem de var trygge ved. Det resulterede i at jeg faldt ind i deres rytme og forblev ved poptøserne og popdrengene. Vi var efterhånden blevet en sammenmikset gruppe. Det gjorde mig ingenting, da de blev mine bedste venner. Månederne gik og det blev forår og sidst i maj var jeg en fast del af klassen. De havde efterhånden forstået at jeg ikke gik nogen steder. Jeg var en fast del af klassen. Troede jeg i hvert fald at jeg var.

Melissa var efterhånden gledet ud af min synsvinkel, selvom vi havde haft mange tøse aftener hos både hende og hos mig. Vi havde endda delt diverse historier og nogle enkelte hemmeligheder, men hun må have kommet på andre tanker da hun ikke har kunnet få mig ind i den populære gruppe og jeg i stedet var blevet en del af poptosserne, som hun kaldte dem. Jeg havde prøvet at snakke med hende, men hun blev efterhånden mere afvisende over for mig. Det var svært at forstå, men alligevel ikke. Hun havde brug for sine populære venner til at holde sig oppe og kørende. Hvis jeg ikke var en del af den gruppe, kunne jeg ikke bruges til noget som helst og så var der ikke tid til at hænge ud med mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...