Cecilie's verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2015
  • Status: Færdig
Det hele handler om Cecilie, der har mistet sin mor & lever med sin far der er gået psykisk ned. Derudover bliver mobbet i skolen hvor hun overhovedet ikke føler hun hører til & hvor hun ingen venner har. Hvad skal hun dog gøre? Hun har heldigvis hendes bror, Benjamin, der med glæde hjælper hende videre, imens den anden bror er flyttet til en anden by. Hvad sker der mon for Cecilie, der for alt i verden hellere vil væk fra der hvor hun er?

3Likes
3Kommentarer
565Visninger
AA

4. Flugten

”Hvad vil i?”, fremstammede jeg.

De grinte og rystede bare på hovedet og svarede ikke på spørgsmålet. Hele denne situation var virkelig uoverskuelig for mig. Jeg ville væk herfra, væk fra de afskyelige piger, rejse mig op og løbe så hurtigt. Men jeg kunne ikke bevæge mig. Min krop var som paralyseret til stedet og min vejrtrækning begyndte at blive tungere. Hvad skulle jeg dog gøre? Hvad havde de mon i sinde at gøre? De stod tæt sammen og diskuterede hvad de ville gøre, samtidig med at de grinte. Endnu en gang var jeg til grin og offer for en ydmygelse, der ingen ende ville tage. Der var dog ingen tilskuere denne gang, ingen der var synlige. Jeg ønskede inderligt at jeg kunne rejse mig og løbe langt væk herfra og aldrig komme tilbage. De vendte sig imod mig. Nu var der ingen udvej.

”Nå, Cecilie, hvad skal vi mon gøre med dig. Siden du åbenbart ikke har kunnet skaffe dig selv af vejen, må vi vel gøre det for dig.”, sagde Trish og bukkede sig ned mod mig.  De to andre, Trine og Rikke, havde hver trukket en kniv, kom også hen mod mig og stillede sig på hver deres side af Trish. De kiggede alle tre på hinanden, for derefter at kigge på mig.jeg var skrækslagen, med god begrundelse.

”Ej, seriøst, lad vær. Please lad mig være og lad mig gå. Kom nu.”, tryglede jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre, men de grinte bare.

Ud af det blå, men stadig forventeligt, begyndte de at sparke mig fra begge sider. Jeg skreg af smerte og tryglede dem om at stoppe, men de blev ved mens de råbte og skreg at jeg skulle holde min kæft. Smerterne i mine ribben var ulidelige og tårerne strømmede ned af mine kinder. Det sværeste var ikke at vide hvornår de ville stoppe og at der ikke var nogen der kom mig til undsætning. Tiden føltes som en evighed, mens de havde travlt med at sparke til mig.

Da de endelig stoppede, efter jeg ved ikke hvor længe, var lettelsen uendeligt dejligt. Men det varede ikke længe før der kom et sidste spark. Min krop føltes sindssygt øm og jeg var sikkert gul og blå over det hele. Det skulle ikke undre mig hvis jeg havde brækket noget. Jeg åbnede øjnene for at se om de var gået, men det var de ikke. De var gået lidt længere ned ad gaden.

Selvom jeg var sindssygt øm, kunne jeg ikke lade denne mulighed for at slippe væk. Jeg fik langsomt rejst mig op, samtidig med at jeg holdt øje med at de ikke opdagede mig. Men de havde åbenbart for travlt med at stå og snakke. Det passede mig fint, for det gav mig et forspring til at komme væk. Jeg små løb hen mod skoven så hurtigt jeg nu kunne. Jeg bad inderst inde om at de ikke ville opdage mig før det var alt, alt for sent for dem at finde mig. Men sådan skulle de ikke gå. Jeg var næsten ved kanten af skoven, da de råbte efter mig. Jeg kiggede mig over skulderen og kunne lige skimte at de løb efter mig, hvilket gav mig lidt mere fart på, selvom det gjorde alt for ondt. Men jeg blev nødt til at komme væk. Jorden var meget ujævn, hvilket gjorde det sværere at løbe. Pigerne indhentede mig hurtig, men jeg drejede og løb i en anden retning. Jeg blev nødt til at forsinke dem og få dem på afveje. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre og jeg prøvede at finde et gemmested, men der var ingen steder at kunne gøre det.

Jeg havde bogstaveligt talt løbet i evigheder, med pigerne bag mig. Jeg var forpustet og lige som jeg troede min vejtrækning ikke kunne blive værre, føltes det som om mine lunger skulle sprænge. De havde ikke givet mig mange chancer for lige at trække vejret og mine ben var overbelastet af træthed. Det var oveni købet blevet mørkt, hvilket betød jeg havde flygtet fra dem i mindst et par timer. De kunne blive ved i evigheder. Det var ikke første gang de havde jagtet mig rundt. De gjorde det her for sjov og det var en af deres største hobbyer.

Efter en stund fik jeg endelig sat mig ned, da jeg ikke kunne se pigerne bag mig. Jeg havde fortsat med at løbe, for at være sikker på at pigerne virkelig ikke var bag mig. Hele min krop skreg af smerte, både fra at de havde banket mig og det at jeg havde løbet fra dem i flere timer. Jeg hev efter vejret. Jeg have ingen anelse om hvor langt ind i skoven jeg var kommet. Himlen var bælgmørkt og klokken var sikkert alt for mange. Benjamin var sikkert sindssygt bekymret for mig og jeg havde været så dum ikke at tage min mobil med mig. Jeg kunne lige forestille mig at der ikke havde været dækning, hvis jeg havde haft den med. Det var svært nok at have flygtet fra de virkelig sindssyge piger, men det sværeste var at jeg ikke vidste hvor langt inde i skoven jeg var. Jeg havde ingen anelse om hvilken vej jeg skulle for at komme hjem og min krop var for træt til at jeg burde rejse mig. Men jeg blev nødt til at komme hjem, så jeg rejste mig op og begyndte at gå i den retning jeg kom fra, i håb om at det var den rigtige retning.

Efter at have gået jeg ved ikke hvor længe, var jeg stadig ikke kommet ud af skoven. Jeg var endnu mere træt end nogensinde før og jeg havde virkelig lyst til at sætte mig ned og give op. Tårerne trængte sig på og jeg var allerede begyndt at hikste. Tankerne kørte rundt og rundt og jeg vidste at jeg virkelig burde have vendt om tidligere, da jeg så pigerne. Men det gjorde jeg ikke og det havde resulteret i at jeg var endt langt inde i en skov, uden en mulighed for at finde ud i mørke.

Jeg gik stadig med tunge skridt og trætheden hang over mig som en tung sten. Efter endnu et par skridt sank jeg sammen og faldt jeg over en sten, som jeg ikke havde set. Jeg var simpelthen for træt til at rejse mig, så jeg endte med at blive liggende.

Som jeg lå der, lod jeg tårerne få frit løb og det føltes som om de ingen ende ville tage. Alting virkede virkelig uoverskueligt. Jeg havde virkelig troet at jeg ville slippe for de mennesker efter at jeg var blevet meldt ud af den skole, men det var umuligt så længe vi stadig boede i denne lille uduelige by. Jeg vidste at vi blev nødt til at flytte væk herfra. Hvis jeg da ellers nogensinde kom hjem og ikke frøs ihjel herude, for det var sindssygt koldt.

Tankerne blev ved med at køre rundt og de blev ved med at genkalde alle de forfærdelige ord de vanvittige piger havde råbt efter mig, da de jagtede mig igennem skoven. Hvornår havde de mon stoppet og vendt om? Jeg havde trods alt løbet som en sindssyg for at slippe væk fra dem, som et bytte flygter fra et rovdyr.

Jeg trængte ind i en tung, drømmeløs søvn. Jeg var alt, alt for træt til at holde mig vågen, hvilket jeg havde prøvet på alt for længe. Det resulterede i overtræthed og det at jeg nu, her til sidst, ikke havde kræfter til at holde mig vågen mere. Tanker havde også kredset omkring Benjamin, der måtte være syg af bekymring over hvor jeg blev af. Jeg havde fortalt ham at jeg ville være hjemme ved spisetid, men jeg var ikke dukket op. Gad vie om han var ude at lede efter mig? Det var han nu sikkert, for jeg kendte min bror godt nok til at vide at han ville tage jorden rundt for at finde mig, hvos det var det der skulle til. Jeg ville bare ønske at jeg var hjemme lige nu, i stedet for at ligge her og være fortabt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...