Cecilie's verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2015
  • Status: Færdig
Det hele handler om Cecilie, der har mistet sin mor & lever med sin far der er gået psykisk ned. Derudover bliver mobbet i skolen hvor hun overhovedet ikke føler hun hører til & hvor hun ingen venner har. Hvad skal hun dog gøre? Hun har heldigvis hendes bror, Benjamin, der med glæde hjælper hende videre, imens den anden bror er flyttet til en anden by. Hvad sker der mon for Cecilie, der for alt i verden hellere vil væk fra der hvor hun er?

3Likes
3Kommentarer
562Visninger
AA

5. En ny begyndelse

Da jeg vågner igen, var jeg ikke længere i skoven, men til gengæld var jeg blevet fundet og bragt til hospitalet. I første omgang var jeg lidt forvirret, da jeg ikke vidste hvor jeg befandt mig. Det tog lidt tid for mig at finde yd af at jeg var på hospitalet. Da jeg kigger til den ene side, ser jeg Benjamin side og sove i en stol. Jeg vidste ikke hvor længe jeg havde været væk eller hvor længe jeg havde ligget her.

Hvem fandt mig? Hvornår fandt de mig? Hvordan fik de fat i Benjamin? Det var kun nogle af de få spørgsmål der roterede rundt i hovedet på mig. Jeg prøvede at sætte mig op, men måtte opgive efter adskillige forsøg, da hele min krop stadig var øm. Jeg mestrede dog ikke at komme op at sidde, men jeg fik til gengæld vækket Benjamin, der ellers så ret så fredelig ud i stolen.

”Hey Cecilie, du er vågen. Jeg opdagede det slet ikke, jeg må være faldet hen.”, fik han sagt, mens han fik sat sig ordentlig op i stolen.

”Det gør ikke noget.” svarede jeg igen. Jeg var alligevel for udmattet. Alt jeg ønskede var bare at komme væk fra vores nuværende by og starte et nyt sted. Væk fra alle de dårlige minder og få nogle bedre minder. Endda forhåbentlig nogle venner, eller i det mindste en enkel god ven eller veninde. Var det for meget at forlange? At få et ordentligt liv, der ikke viste sig kun at være et rent helvede?

En ting var at have mistet sin mor og en far der var blevet mentalt syg og dermed havnet på psykiatrisk afdeling. En anden ting var at jeg skulle udsættes for alle de ting i skolen og dermed blive nødt til at udsætte sin bror for en flytning, han slet ikke havde behøvet.

Jeg ville ønske at jeg havde en hel familie, med en mor og en far og begge brødre hjemme, som endda kunne enes. Jeg ville endda ønske at jeg havde nogle venner i den skole jeg nu var meldt ud af, men det havde jeg ikke. De lukkede mig, som sagt, alle sammen ude. De eneste venner jeg havde, var fra den årlig sommerlejr jeg var på. De nærmeste venner boede i en nabo by. Når jeg var sammen med dem, hvilket ikke var tit nok længere, føltes alt normalt. Men efter min mors død, var jeg begyndt at lukke alle ude. Den eneste det ikke var lykkedes at lukke ude, var min bror Benjamin. Det var lykkedes ham at forblive en god støtte, igennem alting.

”Så hvordan har du det?”, spurgte Benjamin, og han fik afbrudt mine tanker.

”Øhh, undskyld, hvad sagde du?”, fremstammede jeg. ”Jeg sad lige i mine egne tanker.”

”Jeg spurgte bare hvordan du har det.” smilede han.

Jeg smilede tilbage og svarede: ”Jeg har det fint. Jeg er bare ret så øm og kan ikke komme op at sidde, uden at det gør ondt.”

”Det er okay. Jeg ville nødig tro andet, sådan som du så ud, da du blev bragt ind.”, fortalte han. ”Det er i hvert fald hvad sygeplejerskerne fortalte mig.”

Jeg nikkede bare og blev nysgerrig. Hvem var det egentlig der fandt mig og fik mig på hospitalet? Jeg havde løbet rundt i skoven i en evighed og farede vild, så hvordan blev jeg fundet? Af en person der tilfældigvis kom forbi og opdagede mig på en af sine gåture? Men alligevel, hvem ville dog tage en gåtur så langt inde i skoven? Ind i dets mørke, for så at finde mig? Det ville være alt for underligt.

Benjamin trykkede på en knap, der fik hospitals sengen til at vippe op, så jeg kom op at sidde. Hvor var det skønt at komme op at sidde, selvom det gjorde en smule ondt i kroppen.

”Ved du hvem der fandt mig og bragte mig til hospitalet?”, røg det ud af mig. Jeg måtte simpelthen vide det. Nysgerrigheden tog over.

Benjamin tøvede, men han svarede efter et par minutter: ”Det var to piger fra din skole, som ringede 112.”

”To piger fra min skole?”, spørger jeg forundret. ”Hvem fra den latterlige skole ville ringe 112, for min skyld?”

”Det var vist en pige ved navn Trish, der ringede. Hun havde angiveligt set dig løbe ind i skoven, efter at du var blevet overfaldet af en lille flok drenge fra skolen. Hende og to af hendes veninder prøvede at redde dig fra dem, men det kunne de ikke. Så de ringede efter politiet. De er i gang med at lede efter dem.”, svarede han, mens jeg bare kiggede dumt på ham. Jeg vidste at det var en løgn. Det var dem der havde banket mig og jaget mig ind i skoven, da jeg ikke vidste hvor jeg ellers skulle løbe hen.

”Hun lyver. Hun lyver af helvedes til, for at dække over at hende og de to andre. Det var dem der bankede mig og jagede mig ind i skoven.”, bruser det ud af mig. Han måtte da tro på mig, ville han ikke?

Han kigger lidt opgivende på mig. ”Cecilie, du er øm og træt efter det der er sket. Du må have fået et glimt af pigerne, da drengene gik løs på dig og forvekslet dem med pigerne, der mindede dig om alle de dårlige ting fra skolen.”, affærdiger han mig. Som om jeg løj for ham.

”Tror du ikke på mig?”, spørger jeg forsigtigt, med tårer i øjnene. Jeg kunne ikke tro at han ville tro det om mig.

”Var det virkelig pigerne der gjorde det?”, spørger han efter et par minutter i stilhed. Han skulle nok tænke lidt over det.

Jeg nikkede bare. Jeg kunne ikke få et ord frem, da tårerne blev ved med at trille. Jeg begyndte efterhånden at hulke, da tankerne omkring episoden med de tre piger fra skolen, der tæskede løs på mig. Endnu et sammenbrud, forårsaget af andre der ikke kunne lide mig. Jeg havde det af helvedes til og jeg ville bare væk herfra.

 

De efterfølgende dage gik med at få det bedre så jeg kunne blive udskrevet fra hospitalet, afgive forklaring til politiet omkring hvad der skete og bare komme hjem. Vi fik pakket alt ned i huset hos min bror og hos min far og flyttede dermed til en helt ny by. Jeg kunne hermed ånde lettet op og få den nye begyndelse jeg længe havde længtes efter. Hvorfor skulle det dog tage så længe? Jeg havde virkelig brug for min mor i denne situation, da hun ville kunne forstå hvad jeg gennemgik.

Vi fik flyttet ind i det nye hus og kom helt på plads efter et par enkelt dage. Endda med hjælp fra et af vores naboer, som var et nydeligt par, med to børn på omkring min alder. Drengen var 13 år, mens pigen var 15 år, ligesom mig. Hun gik i den lokale skole, så måske skulle jeg gå i klasse med hende. De spurgte ikke ret meget til vores situation, da de virkede okay med det vi fortalte dem. Det var åbenbart normalt her i byen, eller også var de åbne for hvem som helst, uden at dømme. Det var rart for en gangs skyld. Jeg klikkede temmelig godt med pigen, der hed Melissa. Hun virkede sød.

Jeg havde stadig nogle enkelte blå mærker fra episoden med pigerne, men jeg prøvede dog at komme videre, selvom det var svært. Jeg havde nogle små sammenbrud indimellem, som jeg blev nødt til at have, ellers blev jeg sindssyg. Benjamin var en ufattelig støtte igennem alt det her, lige meget hvad der sket. Han flyttede til en helt ny by, fik et nyt job, alting for min skyld. På den ene side følte jeg mig ufattelig heldig, men på den anden side følte jeg mig skyldig. Hvorfor skulle han flytte og gå igennem alt det her, bare fordi jeg var havnet i en helt forkert skole, i en helt forkert by? Det var forkert.

Han burde være i gang med at finde sig den eneste ene, som han kunne slå sig ned med og får børn og hele molevitten. Men nej, han skulle åbenbart nøjes med at tage sig af sin søster. Jeg bremsede ham fra hans skæbne. Men hvad var min skæbne? At jeg skal gennemgå lidelse efter lidelse og hive Benjamin med i faldet? Hvorfor havde han dog ikke bare sendt mig videre i systemet og fået sig sit eget liv i stedet? Han var så godhjertet at han opgav alting for min skyld, nu hvor mor havde været væk i et år og far var blevet sendt på psykiatrisk afdeling, på ubestemt tid. Gud, hvor jeg dog savnede da alting stadig var normalt derhjemme. Min anden bror, Troels, flygtede ligeså snart han kunne efter mors død. Flyttede til en anden by og påbegyndte sin uddannelse og vi mistede kontakten til ham. Vi blev en splittet familie, men hvad fanden.

Efter en uges tid begyndte jeg i det nye skole og blev præsenteret for den nye klasse. Det hele virkede så skræmmende, da jeg ikke kendte en eneste sjæl på hele skolen. Eller det var så meget sagt. Jeg kendte to personer. Nabo børnene Melissa og hendes bror, Malte. Deres forældre havde været så venlige at invitere os på middag et par enkelte gange i løbet af den første uge i byen og vi havde accepteret, siden vi stadig var i et flytterod. Jeg snakkede godt med dem begge og det var rart at kende nogen der gik på skolen, så det blev lidt mindre skræmmende.

Benjamin fulgte mig hen til skolen. Mest af alt for at afleverer nogle papirer og for min skyld. Jeg havde været vildt nervøs om morgenen, næsten på tippet til at kaste op bare ved tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med nye mennesker. Jeg havde aldrig prøvet sådan noget her før, så alting var nyt. Skolen så forholdsvis pæn ud. Meget bedre end den forrige skole, hvilket var et stort plus på den positive side.

Efter at have hilst på skoleinspektøren, kom jeg ned til den klasse jeg skulle gå i. Det virkede til at pausen snart var slut. Da pausen slutter og alle kommer ind og slår sig ned på deres plads, bliver jeg introduceret. Benjamin havde forladt mig kort forinden, for at tage af sted til sit nye arbejde. Fair nok at han ikke kunne sidde og vente på mig til skoledagen var ovre, men det ville have beroliget mig en anelse. Jeg skulle først fortælle lidt om mig selv. Derefter fik jeg en plads ved siden af Melissa og undervisningen gik i gang. Jeg kunne ikke lade vær med at sidde og kigge rundt. Der var ingen der kastede med papirs kugler eller andre ting. Klassen var helt stille når læreren talte. Der var dog lidt små hvisken ved nogle af borene, hvor der sad nogle piger. Jeg kunne forestille mig at de talte om drenge. Jeg kiggede lidt videre rundt og efter hvad jeg kunne dømme så drengene faktisk okay godt ud. I hvert fald sammenlignet til drengene fra den forrige skole, hvor de fleste af dem lignede narkovrag og troede at de ejede det hele, hvilket de ikke gjorde.

Dette var tydeligvis den forandring jeg havde længtes efter. At finde en skole der gik op i at undervise og klassekammerater der havde det godt sammen. De havde alle sammen taget godt imod mig og virkede venlige. Jeg snakkede mest med Melissa, som introducerede mig for de veninder hun gik mest med i skolen og jeg var automatisk med i hendes gruppe.

Sådan var det i den følgende tid, hvor jeg så småt begyndte at føle mig hjemme i klassen. Jeg havde været meget nervøs i starten, men den følelse var væk. Jeg kom altid smilende hjem og Benjamin slappede mere og mere af, da han så hvor godt jeg havde det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...