Safira; en historie om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Safira løb op af vindeltrappen, efter manden, tog buen ned fra skuldrene, tog sigte og skød, hun hørte manden skrige og så ingenting, hun vidste at han var død, men så begyndte alle nede i salen at snakke og kongen rejste sig og fik alle til at tie Safira er forældreløs, hendes far døde før hun blev født og hendes mor døde i barselssengen så nu bor hun hos hendes tante som arbejder oppe på slottet, Safira elsker at sidde og kigge på når der bliver trænet ude i gåden oppe på slottet men har aldrig selv fået lov til at være med til at øve, men det gør ikke noget, fordi hun har i al hemmelighed trænet selv ude i skoven, men en dag overhøre hun en samtale der forandre hendes liv totalt... PS. Jeg er ordblind men elsker stadigvæk at læse og skrive PPS. Jeg er blevet inspireret af bogen Skyggens Lærling, men ingen af personerne i Skyggens Lærling er med i min bog, det er udelukkede personer jeg selv har fundet på

5Likes
6Kommentarer
641Visninger
AA

13. Træning, træning og bryllup

Træning, træning og bryllup

"Hvor langt er der" Angelina svang sig i sadlen på Tut, hendes hest, de skulle til rangernes årsmøde, Safira ville gerne afsted hurtigt fordi så kunne hun være der som de første, hun var jo rangerkorpsets kommandant

"Måske 2 timers ridt" Safira sagde ikke meget under turen, hun havde meget at tænke på, Angelina havde nu været hendes lærling i næsten 3 år, og om 2 år var det bare slut, det var ikke til at fatte, det havde været sådan nogle hyggelige år, og så var Sofia også blevet Saras tjenestepige, det betød at Angelina så meget mere til sin søster, og det samme med Safira. Når de kom hjem fra årsmøde skulle de til bryllup, det var Sofia og Fred der skulle giftes, Fred var rider og han elskede Sofia rigtig højt, og hun elskede ham, Angelina var så glad på deres vejen, hun var en der forstod at glæde sig over andres lykke.

Efter 2 timers ridt kom de til en lysning med et stort telt i midten, telte havde ikke nogen sider på, derfor lindede det mere en pavillon end et telt, Safira pegede over på er sted tæt ved

"Der kan vi slå lejer, ligesom sidste år" Safira var et vane menneske, hun elskede når ting var ens, hun elskede når der var noget hjemligt og trygt ved det. Da de var færdige med at slå teltene op og Angelina var begyndt at lave bål, da hørte hun det, en svag raslen over i den modsatte ende af lysningen og Safira skyndte sig at hviske til Angelina: "bliv ved med at lave noget, du må ikke stoppe, og kig ikke efter lyden, det er det Nanna vil havde os til" Safira gik hen mod teltet, væk fra lyden, da hun kom hen til teltet bøjede hun sig ned og forsvandt ind i teltet, da hun kom ud havde hun sin bue og pile med sig

"Hvad vil du?" Hviskede Angelina, Safira lagde en finger over læben og gjorder klar til at rejse sig op

"Du kan godt komme frem, jeg ved du er der" der skete ingen ting så hun trak sin kniv og sagde: "Nanna, hvis du ikke kommer frem fra det træ nu sende jeg min saxkniv i maven på dig" med den kommentar rejste Safira sig og gjorde klar til at kaste men blev stoppet af et latter udbrud

"Safi, du kan... jo ikke kaste... igennem træet" det hele kom i små stød ind imellem grinene, og så kom Nanna tilsyne

"Du skal øve dig på at at tage livet mere alvorligt, hvis jeg var din fjende kunne jeg havde dræbt dig" Safira så strengt på Nanna der bare grinede endnu mere

"Det ved jeg" Nanna tog sig sammen og rettede sig op, så piftede hun en gang og ud af skoven på den anden side af lysningen kom hendes hest, det var den der havde lavet lidt støj så man ikke skulle lægge mærke til Nanna "er Will ikke kommet endnu?" Nanna går hen og siger hej til Angelina imens

"Nej, vi er de eneste, men de burde komme om lidt" Safira ser ned, hun er lun på Will og er altid bange for at der er sket ham noget

"Jeg har bagt brød hjemmefra, vil i havde?" Angelina var ekstremt god til at bage, men hun var bedre til at skyde

"Ja, lad os spise lidt og så håbe på at de andre kommer snart" Nanna og Safira satte sig ned, de spiste mens de snakkede om alt muligt, lidt efter lidt kom der flere og flere mennesker, alle var henne og hilse på Safira. Efter 2 timers venten var alle, på nær Will, kommet,

"Er der nogen der ved noget om Will?" Safira spurgte alle, men ingen vidste noget "lad os begynde" alle kom hen til pavillonen, de fleste havde en report med, der var tre der ikke havde, Nanna, Janne og Chris, de tre og Will var inderkredsen, Safiras mest betroede, de aflagde alle mundtlig report.

Efter festen den sidste dag tog alle hjem, tilsidst var der kun Nanna, Angelina, Safira og Will tilbage, Will var kommet 1 dag for sent, han havde jagtet nogle banditter

"Kan vi ikke bare bliver en dag mere, alt er så fredeligt her" Will smed sig i græsset

"Jo, det vil være så meget letter" Nanna lagde sig også ned

"Men det kan vi ikke, vi er blandt de mest højtstående mennesker i landet, vi kan ikke bare forsvinde" men Safira satte sig ned alligevel

"Og vi skal til bryllup i morgen" Angelina så på Safira

"Bryllup?" Safira så op mod himmelen

"Min søsters bryllup" Angelina kalte på Tut der kom løbende med det samme

"Når ja, jeg lovede at vi ville hjælpe med at gøre klar" Safira fløj op og fik i en fart gjordt Quick klar og sagt farvel til de andre, de red i trav hele vejen tilbage til slottet, hele byen summede af bryllup "Angelina, hold fri og hjælp din søster, hun har brug for dig" Angelina nikkede og red hen til det hus hvor hendes forældre bor

"Hej, hvad skal jeg hjælpe med" Angelina var ikke kommet helt ind før Sofia fløj hende om halsen, det var en hyggelig dag, men også hektisk, men de nåede at bliver færdig inden brylluppet begyndte.

"Ja" alle klappede da Sofia sagde ja til Fred, det var en fantastisk dag, Angelina var ovenud lykkelig på deres vejene, hele dagen gik fantastisk, det samme med natten, efter kun 4 måneder kunne Sofia glad og stolt melde ud at hun var gravid, men 1 måned inden det lille barn skulle fødes skete det mest forfærdelige der overhovedet kunne ske, Fred var faldet ude i skoven da han var på jagt og havde brækket et ben, han kunne ikke komme nogen vejene da han sad fast, efter to dage kom der et vildsvin forbi og dræbte ham, af ren og skær frygt for selv at blive dræbt af en lille mand der sad ned og ikke kunne komme nogen vejene, Sofia var sønnerknust.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...