Safira; en historie om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Safira løb op af vindeltrappen, efter manden, tog buen ned fra skuldrene, tog sigte og skød, hun hørte manden skrige og så ingenting, hun vidste at han var død, men så begyndte alle nede i salen at snakke og kongen rejste sig og fik alle til at tie Safira er forældreløs, hendes far døde før hun blev født og hendes mor døde i barselssengen så nu bor hun hos hendes tante som arbejder oppe på slottet, Safira elsker at sidde og kigge på når der bliver trænet ude i gåden oppe på slottet men har aldrig selv fået lov til at være med til at øve, men det gør ikke noget, fordi hun har i al hemmelighed trænet selv ude i skoven, men en dag overhøre hun en samtale der forandre hendes liv totalt... PS. Jeg er ordblind men elsker stadigvæk at læse og skrive PPS. Jeg er blevet inspireret af bogen Skyggens Lærling, men ingen af personerne i Skyggens Lærling er med i min bog, det er udelukkede personer jeg selv har fundet på

5Likes
6Kommentarer
636Visninger
AA

1. Skoven

Skoven

Safira løb, hun blev ved mad at løbe indtil hun var kommet så langt ind i skoven at hun ikke kunne se de høje tårne på slottet hvor hun borede sammen med hendes tante der arbejdede på slottet, hendes fra var død for længe siden før Safira blev født og hendes mor døde ved fødslen af Safira så hun var forældreløs og det eneste farmilie hun havde tilbage var hendes tante, hendes fars søster, hun løb lidt længer ind så hun var helt sikker på at tante Susan ikke kunne finde hende faktisk var hun så langt væk fra alting at ingen kunne finde hende med mindre hun ønskede det, hun stoppede op og så sig om for at finde den lysning hun plejede at træne med sin bue, hun var landets bedste bueskytte, men der var bare ingen der vidste at hun overhovedet kunne bruge en bue, for der hjemme kunne hun bar side og se på at drengen trænede, for hun havde fået at vide at piger ikke kunne bruge våben, men det kunne hun altså, så hun var nødt til at gå ud i skoven for at træne, hun gik hen til et hult træ i udkanten af lysningen og fiskede sin bue og pile op af træet, gik ud på midten og spændte buen og affyrede så to pile med kun få sekunders mellemrum men nåede ikke at se dem ramme før hun snuede rundt og sendte en pil afsted med til træ 50 meter fra der hvor hun stod, så sendt hun to pile mod en skydeskive 45 grader til venstre for hende men så ikke at de hamrede ind med kun to millimeters mellemrum fordi hun var drejet 180 grader rundt og den sidste pil ramte en gren så den flækkede på langs, Safira lod buen synke ned og nikkede da hun så resultatet af hendes skydning, hun havde skudt 6 pile i 4 forskelige retninger på under et halvt minut, det var der ikke mange der kunne gøre hende efter, hun smilede og gik hen for at hente sine pile og skyde igen, hun skød mange gange til sidst var hun ved at være træt og besluttede sig der for for at vende hjem, Safira så op mod solen, hun havde været væk i 1 1/2 time så hun blev nødt til at tage hjem nu ellers blev Susan bare bekymret, Safira lagde buen på plads og løb tilbage til slottet.

"Hvor har du været? Du skal hjælpe med at gøre klar til festen, gæsterne kommer i morgen, smut ned i køkkenet med dig, nu" Safira havde knap stukket hovedet ind på slottet før tante Susan fik hende til at gøre alt muligt med den dumme fest, kongen havde bestemt sig for at lave fredsforhandlinger med et andet kongerige, Safira kunne ikke huske hvor det andet kongerige lå men hun vidste at de ikke havde en konge men en dronning, her måtte piger ikke en gang røre en kniv med mindre det var for at dække bord, Safira ville bare så gerne blive optaget i spejderkopset men hun måtte ikke fordi hun var en pige

"Safira? Står du nu der og drømmer igen? Kan du ikke lige bære dem her op festsalen for mig? Tak, du er så sød, du skal nok blive til noget stort" Ellen, der var en af de ældre kokkepiger, gav Safira en kurv med boller, og Safira gik op i salen og satte kurvene på er bord hvorefter hun vendte om og gik ned mod køkkenet igen men stoppede da hun gik forbi en dør der stod på klem og hun kunne høre to mænd der talte sammen, den ene var en af tjeneren og den anden var kongen selv

"Brig ham min besked, jeg tåler ikke fiasko, den lille, den lille tøs skal ikke sidde min trone, jeg vil havde hende dræbt, kvinder skal ikke havde magt, de skal bare passe hus og børn" Kongen talt om den dronning der kom i morgen, til fredsforhandlingerne

"Javel, jeg tage afsted med det samme, deres majestæt" Safira hørte at nogen gik hen imod døren og nåede kun lige i sidste øjeblik at smutte om bag ved en statue men kongen gik til højre, væk fra Safira, kort efter kom den anden mand også ud men han gik mod venstre tæt forbi det sted hvor Safira stod og gemte sig, da Safira kiggede frem så hun at han var på vej ud af den store dør ud mod byen og videre ud mod skoven, og Safira besluttede sig for at følge efter ham og se hvor han gik hen, så det gjorde hun, hun fulgte efter ham helt ud i skoven tæt forbi den lysning hvor Safira havde trænet kun få timer forinden, hun listede hen mod det hule træ hvor hendes bue og pile var gemt, og gik så videre flere gange vente den anden mand sig om for at se om han blev forfulgt men så slet ikke Safira, dels fordi han ikke ventede at se nogen og dels fordi Safira havde syet en kappe fyldt med farver, altså kun grøn, grå og brun, men så mange varianter som muligt, efter 4 timers gang kom de to til en lille hytte, manden gik ind men Safira satte sig op af husmuren og ventede, hun sad lige under et vindue så hun kunne høre at hvad der blev sagt

"Her er brev fra kongen, han vil havde at du skal dræbe dronning Sara, her er din betaling" det var den mand Safira var fulgt efter der talte

"Tak hvor lang tid tager det at til slottet? Og hvornår skal jeg være der?" Stemmen fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Safira

"Hvis du gå kl 13 er du ca fremme kl 17 men så kan du også nå at holde en pause, du skal bare være der kl 18" manden som Safira var fulgt efter gik hen mod døren og hun nåede kun lige i sidste øjeblik at gemme sig før manden kom ud, hun besluttede at vente på at den anden mand fordi hun ville gerne rede dronning Sara fra den fare hun nu svævede i, for nogle få dage siden havde hun spurgt tante Susan om dronning Sara, hun havde fortalt at hun var en ung smuk pige ikke mere end 20 år kun 5 år ældre end Safira selv var, tante Susan havde også sagt at dronning Sara var en meget klog og retskaffen dronning, og derfor ville Safira gerne hjælpe dronningen, men nu ville hun finde et sted at sove, hun fandt et sted omme bag ved hytten hvor der var en lille hytte med brande hvor hun lagde sig til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...